1987-1988 – Egå Ungdomshøjskole

I efteråret august 1987 og til og med februar 1988 var jeg kursist på Egå ungdomshøjskole, nordvest for Århus i Jyland. Herunder har jeg samlet nogle tanker og handlinger fra den tid.

Det var gået hen og blevet august og jeg skulle på Egå Ungdomshøjskole i Jylland. Dagene inden afrejsen brugte jeg til at pakke og hvile ud. Men tiden sneglede sig afsted. Dagen derpå stod jeg op med fuglene. Jeg ville ikke haste – og havde da osse rigligt med tid. Jeg blev klokken syv kørt ind til Københavns hovedbanegård. Dér holdte ekspressen. Jeg fik en behagelig vindusplads i vogn fjorten, og kom til at sidde i kupé med en ældre dame, som sagde til mine forældre – at hun da nok skulle passe på mig!. Da klokken så blev otte begyndte toget at rulle ud i det ukendte. Det dejlige danske landskab fór forbi. En times tid efter kørte IC toget ombord på Korsør-Nyborg færgen. Jeg tog min medbragte mad og saft, og gik op i cafeteriet.

På færgen var der hængt et tv op, så passagerne kunne sidde og få firkantede øjne. Det var mest reklame for DSB. Men der var osse programmer med Steen Rasmusen og Michael Wikke Det var dengang dillen var – to kolde fra kassen og – tak for i aften.

Resten af tiden på færgen gik jeg rundt med min gethoblaster og fyldte båden med WHAM!. Jeg var lige i mit És. Jeg elskede at sejle og at køre i tog, og det skulle jeg komme til mangen en gang. Turen fortsatte – spændingen steg og toget nærmede sig med hast Århus the city.

Da toget stoppede var klokken blevet omkring trettentredive, og selvom jeg havde siddet ned det meste af turen, var jeg blevet ret træt.

Da jeg omsider havde fået slæbt mit gods ud af banegårds-bygningen, følte jég det som om, at hele Århus lå for mine fødder. Jég – skulle bare tage det første skridt – og det gjorde jeg så. Jeg skulle med bussen for at komme ud til højskolen. I Århus har man et busskilt for hver bus, hvorfor det tog mig lidt tid – for at finde den rigtige – otteoghalvtredseren. Efter ca femogtyve minutters kørsel nåede jeg ud til højskolen
På Eghøjvej, hvor højskolen ligger, lå også en børnehave. Disse rare mennesker, bad om, at få lov at køre mine ting resten af vejen hvilket jeg naturligvis ikke kunne afslå. Endelig så jeg paladset. Jeg hávde været der i vinteren, for at se og høre om reglerne m.m.

Jeg blev budt velkommen, og vist ind på kontoret. Jeg var ret nervøs. Det ér man, når man skal møde nye mennesker. Så jég satte mig bare på en stol og gjorde intet. Jeg fik udleveret min værelsesnøgle, og blev fulgt dértil af en lærer. Jeg fik éneværelse. Flotte rum. Hvide murstensvægge håndvask, spejl og skab. Og så en altandør lige ud til en dejlig grøn græsplæne. Jeg var tilfreds!. Højskolen der er en forholdsvis stor højskole, har seks elevbygninger, hvor eleverne bor, og i weekenderne spiser. Det er flotte murstensbygninger, med flot inventar. Kort sagt – Alt var tilfredsstillende.

Udover elevbygningerne er der osse en hovedbygning – som dengang indeholdte kontor, spisesal og idrætssal. Det hele var dengang klumpet sammen. Højskolen var under mit ophold igang med en meget længe ønsket plan – nemlig at få tilbygget nye bygninger. Jeg synes det er ret koldt – dette byggeri – men når det nu er så flot som det er – kan man jo kun glæde sig over dé elever der går dér.

I sine unge dage, var Egå Ungdomshøjskole en efterskole. Da boede eleverne i selve hovedbygningen, Fra den dag hvor hele vort hold indtog elevbygningerne lignede området omkring os, Jerusalems ødelæggelse. Når vi kryssede de mudrede områder, for at komme over i hovedbygningen, fik vi os af og til en sluder med arbejderne. De var flinke folk, og spurgte altid hvad vi skulle lave, når vi forlod højskolen.
Højskolen er en Grundtvigsk højskole. Fælles spisning, fælles sang, fælles om alting. Og det var jo osse godt nok – hvis man var til det. Lærerne skal man ikke betragte som lærere. Man skal betragte dem som venner da det er det de er der for.

Hvert hus havde en huslærer tilknyttet. Vores hed Erik Phill. Erik er fotolærer. En fagligt dygtig mand, også til at lærer fra sig. Der var bare en fejl og det er synd. Når man var mange sammen, enten som gæster i hans hjem, eller når han kom i vórt hus, blev han altid så frustreret. Men det var mit kyniske hjerte trænet i fra folskeskolen, hvorfor jeg intet så. Jeg ville intet se. Ikke kun, foto-Erik, som han blev kaldt, var flink. Alle lærerne var flinke på hver sin måde. Jesper Gilbert – musiklærer, var én af de bedste. Flink, sympatisk, sjov, kærlig og til tider dejlig súr. Han var bare go’. Altid kunne man komme til hám, for at spørge om ét éller andet.

Dagligt havde vi jo fag at passe. Jeg gik til psykologi. Finn var vores lærer. En ret speciel mand, man lige skal lære at kende før man begynder at spørge ham om noget. Finn’s speciale var konstant at fortælle os gabene elever om sin moster der nok var blevet lidt skør, og om sig selv. Om den gang han havde fået rabies tre gange i træk, uden at dø, til trods for at sygdommen ér dødelig. Men som Finn sagde, var dét, at han fik sygdommen, bare en psykisk påvirkning af, at han havde været bange for dén. Finn var helt sikkert dén mest lidté på skolen, trods han var mærkelig.

I hus seks hvor jeg boede var vi til at starte med fjorten. Vi var alle, og heldgivis for det, meget forskellige. Min nabo Kim, som droppede kontakten i vinteren 1988 var ikke som dé andre. Men han var alligevel en meget god ven. Vi tilbragte meget tid sammen, enten når vi tog ind til Århus, eller når vi var på skolen. Vi havde det faktisk skide sjovt. Men en dag gik de galt. Der havde lige været gammelelevweekend på højskolen. Tilovers fra festerne, var en masse kage, og det var dét, som var årsagen til ulykken. Kim ville lave lidt sjov, hvorfor han kastede kage efter mig. Okay, hvis han selv bad om det. Vi kom for sjov op at slås. På et tidspunkt kom min anden nabo Maj-Britt ud på gangen og råbte om vi ikke kunne være lidt stille. Naturligvis kunne vi det, sagde jeg. Jeg så tilbage. Kim lå livløs på gulvet. Fråden løb ham ud af munden. Der blev hurtigt sendt bud efter ambulancen og lærere. På få minutter blev hus seks et samlingssted for mange på højskolen.

Fra den dag lovede jeg mig selv ikke at slå på ham mere. Ikke en gang fir sjov. Jeg blev sgú lidt bange. Dagen efter havde Christina fødselsdag. Vi sad alle, pånær Kim, og spise morgenmad da han kom ud, indhyllet i sin dyne og af stanken af bræk. Han var kommet hjem om natten i en taxa. Diagnose :En mindre hjernerystelse.
Højskolen var ligesom en holdeplads i tilværelsen. Et stadie – hvor man standsede óp, for at gå videre til et nyt. Det var et sted hvor soledariteten herskede. Og havde man ikke lært dénne – skulle man nok få lært den. Når man igennem længere tid er blevet mobbet, holdt uden for er det svært for éen at se andet end sig selv. Jeg kørte virkeligt et overdimentioneret egotrip på højeste niveaú, og det blev ikke vel modtaget.

I starten af opholdet gik jeg meget rundt i de andre huse. I hvert hus ligger en husbog som man kan skrive hilsner og hvad ved jeg i. Det benyttede jeg mig meget af. Men det jeg skrev var ikke af så høj kvalitet – som jeg havde tænkt mig. Derfor blev jeg meget hurtigt opfattet som en klovn. Og det skulle vise sig at de ikke ændrede deres mening før jég selv gjorde en indsats. Det hele ramlede bare ned over mig. På et tidspunkt vár jég hélt alene. Jeg havde ingen at betro mig til. Kun Jesper Gilbert, hus 1 og få fra mit eget hus så ud til at forstå min situation. Og det var min chance for at komme videre.

Fester på højskolen var værsat af de fleste. Til alle fester, blev mange meget fulde og mange fik det meget dårligt i dagene derefter. Jeg blev osse tit fuld, for jeg havde ikke lært at drikke med måde derhjemmefra. En eftermiddag havde jeg været nede i Egå-centeret for at købe øl. Jeg havde gået langs rækken af øl – og taget een af hver slags. De blev til næsten en snes forskellige. Efter middagen og talerne, hvilket jeg osse tog del i, skulle der være gang i den. Jeg gik over til lageret og beyndte at tømme kraftigt ud i det. Men på et tidspunkt havde jeg fået for meget.

På et tidspunkt lå jeg på en af gangstierne der er mellem elevbygningerne. Dagen efter fik jeg at vide at nogle af pigerne havde lagt mig i seng om natten. De havde minsandten osse taget det meste af mit tøj af. Nu tre år efter er jeg nu ikke så sikker på om dét var en fuldemandsfantasihistorie.
Det piner stadig mit kyniske jég, at jeg ikke var ved fuld bevidsthed. Hvilken oplevelse dette dog måtte have været.
Opholdet sluttede i Februar 1988. Det var tårens, grådens og varmens måned. Jeg, og nogle andre fra mit hus havde køkken-tjansen denne sidste uge. Vi satte et par sedler op på spisesalsdøren hvorpå der stod: Kun 48 timer tilbage. Det var der mange der ikke kunne lide, så vi tog det hurtigt ned igen. Jég var og er stadig tilfreds med det ophold.

Der blev grædt tåre, og der blev skrevet i poisibøger, og det hele var meget tragisk. Men samtidig var alle glade, og mange så hinanden efter opholdet. Jeg kom senere hen til at elske den højskole, fordi jeg fandt ud af at den var det fedeste jeg havde oplevet. Og jeg kom senere hen til at fortryde mit egocentriske ræs, hvilket også betød, at jeg ikke kunne komme på det efterfølge kursus.

Print Friendly, PDF & Email
Mærket med: , , ,

Skriv et svar