Forskningscenteret

Forskningscenteret RW  (Arbejdstitel) © 1995

 

Prolog

Sol -tiden er forbi, og det er min pligt nu at byde Dem velkommen til denne afrapportering. Mit navn er ligegyldigt, men blandt nul og ettals fikserede elektroner går jeg under titlen Slagter-kongen, eftersom jeg stod bag det store androide udslettelsesforsøg for femhundrede år siden. Jeg er implementeret på Forskningscenter RW, og er en af de 62976 main-frames der er koblet op det det superneurale netværk RW.

RW som forskerne kalder det, eller Real World, er et forskningscenter der siden år 2202 har svævet 484.000 kilometers rejse fra jorden. Til info fortæller databasen at månen er omkring 100.000 kilometer tættere på.  I dette ydre rum byggede mennesker fra jorden, forskningscenteret under navnet Real World, i tanken om at bygge en bedre verden. Hvor mange mennesker der lever i dette ydre rum, er uvist, men centerets størrelse gør, at det både med indbyggede transportfunktioner eller de små shuttel rumskibe kan flere tage timer nå til udkanten af centeret.

Vi befinder os i år 3487. Jorden roterer om sig selv, og i sin vante bane omkring solen. Jorden er uddød, naturen meningsløst destrueret af forurening og talrige verdenskrige krige, og senere Universelle Krige, også kaldet UK’er. De Universelle krige blev udkæmpet dels på jorden, og de nærtliggende solsystemer, planeter og kloder, af mennesker, druider, robotter og netværk.

Skabninger uden menneskekropslige dimensioner vralter sultne rundt i de forladte krystalbyer på jorden. Tilbageblivende menneskene lever i frygt spredt rundt omkring. Dyr fra en fjern tid og egn genopstår, alle muglige steder, blot endnu større  og mere aggressive end før. Alt er som vendt på hovedet. Kødæderne er vegetarer. Dyr som før var planteædere, har nu fået smag for kød; og den bedste smag findes hos mennesker. Mennesker må nu kæmpe for at overleve.

En uoverskuelig konsekvens at årtusinder med mennesket bag styrpinden. De heldige, de rige, de krigsvindende der bosatte sig på Mars og Månen, og forskningscenter RW er stadig ved at udforske Pluto og Jupiter som mulige beboelsessteder, for kriminelle og andenrangs individer, herunder mennesker og druider. Universet har ændret sig markant, og selvom der på Jorden stadig findes mennesker, anses disse af centeret for udredningstruede, på grund af de mange kriges DNA-2, gift og gas og netværks-angreb, der skabte umenneskelige forhold på Jorden. De der er tilbage lever i en bobel af usikkerhed.

RW svæver i sin vante bane omkring jorden, akkurat som det gjort det, de sidste 1285 år. Tiden på RW er Sol-tid slut, og Mørke-tid fase 1 er snart over.

Slut på afrapportering
Slagter-Kongen

De drog ud i universets biograf
for at skabe sig nyt liv
For at se blinkende og funklende stjerner
(Samuel Cutter, år 3485)

Kapitel 1

Samuel Cutter sad ubevægelig og tavs med benene på skrivebordet, mens hans øjne sløvt kiggede på den blinkende skærm. Han løftede besværligt højre ben og lodsede til den, så den øjeblikkeligt gik ud med en højlydt gnistren. Hans latter ekkoede så billederne på væggene nærmest dirrede. Han løftede besværligt benet igen og lodsede denne gang hårdere. Med et gigantisk klonk røg skærmen på gulvet og splintredes. Ved den pludselige lyd af splintrende glas satte han sig op, og så rundt i lokalet. Billederne hang ubevægeligt, som intet var hent. Køerne græssende fredfyldt på de grønne marker. Alt var som det skulle være. Han rejste sig op og gik om på den anden side af bordet og trampede arrigt på den ødelagte skærm. Og der var ingen til at stoppe ham. Og det havde der ikke været siden den dag, han blev en fri mand. Han noterede sig at tankerne atter for rundt i hovedet på ham. Han gik ud i madrummet bad computeren om dagens ret, og fik straks udleveret en tube boller i karry, som han sultent sugede den grønne klæbrige substans ud af. Tuben smed skødesløst på bordet. Så gik han tilbage og satte sig, smed benene op på den ødelagte skærm. Hev en cigar op ad lommen, tog en lommekniv og skar spidsen af cigaren. Omhyggeligt fjernede han de overskydende tobaksblade, spidsede læberne og tog et godt sug af den, mens han med sin elskede zippo-lighter tændte cigaren. Der bredte sig en herlig duft i rummet, og Samuel hostede og spruttede efter bedste evne. Men ryges, det skulle den, om han så skulle kvæles i den.

Frihedstrangen fyldte så meget i ham, og ingen skulle tage denne sidste nydelse fra ham. Mens han sad og lyttede til lydene uden for; lydene af den evindelige GOT – den irriterende globale overvågnings tjeneste, som Systemet havde indført før den første UK1, den første Universelle Krig tilbage i år 3000, gled hans tanker uundgåeligt hen på dagene, eller rettere sagt årene på GardenWay Stats hospital havde været. Han tog et ekstra sug af cigaren og bad computeren om at sætte noget musik på, for at nedtone støjen udefra. Komplekset han sad i fyldtes af elektroniske særegne lyde, emd en fast rytmisk syntax. I mens musikken spillede, blev der lige så rytmisk cireret vers, der nærmest lød rim-agtige i Samuels øre. Han trak vejret dybt, og kom til at hoste igen.

 

Da de 13 gigantiske rumfærger drog afsted skabte det en panikagtig stemning på jorden. En gigantisk folkeangst rejste sig hos de tilbageblivende. Alle prøvede skræmte at komme med de store rumfærger, men blev spulet væk af vandkanoner. Alle der kunne krybe og gå begyndte uhæmmede at plyndre alt og alle, over det hele, for derefter, i milliard tal, at flygte til fredeligere steder på jorden.

 Og tilfældigvis kom nogen forbi, det sindssygehospital hvor Samuel Cutter havde været lukket inde i mange år for spritflyvning, og åbnede celledøren med bemærkningen “Free at last, my freind!”

 

Men Samuel Cutter blev, uvidende om faren. I flere dage fór han hovedkulds gennem den ødelagte by’s tomme gader, mens han skreg, “free at last, free at last, free at last…”  Først længe efter fandt ud af sandheden. Men livet skulle fortsættes.

 

Han gik tilbage og satte sig på stolen, hvor han havde siddet få sekunder før. Stilheden sænkede sig atter. Han trak en flakse op af plasticposen, som stod på gulvet ved siden af stolen. Begærligt kiggede han på den. Den orange væske bløgede svagt bag det tykke glas, intetanende om sin fremtidige skæbne, i Samuel Cutter’s indre.

På vejen hen til den ruin han kaldte sit hjem, og hvor han nu sad, var han gået forbi resterne af bygning, han ikke mente at have set før. Derfor var han gået tilbage. Resterne viste sig at være et UnitMarked som, lige så meget andet var totalt udbombet og plyndret. Og derfor undredes han endnu mere over, den kasse sodavand han havde fundet. Han gad ikke sløbe på den tunge kasse hjem, og byttede kassen ud med en plasticpose.

 

Nu lagde han flasken til munden, og lod den søde drik fylde sit tørre svælg. Han bøvsede veltilfreds og kylede flasken mod væggen hvor den smadredes. Han rejste sig og gik hen til vinduet. Det eneste i rummet.

 

Solen lyste svagt igennem et tykt skydække og gjorde luften tung og ugennemskuelig. Han trak vejeret dybt. Det var ikke længere muligt at forudse hvordan vejeret ville blive den næste dag. Og med ét følte han sig for første gang i sit 51 årige liv træt og ensom.

Ikke en eneste fugl fløj forbi uden for vinduet, eller sad pippende på taget eller på jorden, for at samle korn.

 

Men hvis man var heldig, kunne man af og til se en dinosour vralte sulten gennem byen og så skulle man passe på, for de sataner var aller helvedes hurtige når de først fik øje på noget spiseligt. Skærmen som stadig lå på gulvet gav en sidste gnistren fra sig. Samuel Cutter ænsede det ikke. Han stod ubevægelig og kiggede op mod himlen. En mørk plet voksede sig på få sekunder større, og blev til sidst til et rumskib. Solen var brudt igennem skydækket og fik metaluhyret til at skinne sært. Det lignede en kæmpe appelsin som det kom svævende.

 

Kapitel 2

 

Samuel Cutter løb ud af ruinen hvor han havde levet den sidste tid. Mon de havde glemt noget, nogle af deres venner? Eller var de bare kommet for at hente et eller andet? Han havde aldrig rigtigt kunne forestille sig de rumskibe, men da han så dem igen, vidste han godt, at de var ægte nok. Han hoppede op og ned i jorden og baskede med armene.

Hallo I der, kan I se mig, her er jeg. Kom her ned, jeg vil med, hører I?

Samuel råbte og skreg, men det så ikke ud som om at de kunne se eller høre ham. Dog stod rumskibet i luften stille. Samuel Cutter satte sig på hug og lagde hovedet tilbage.

Han stirrede fascinerende op på den store appelsin, der langsomt åbnede sig. Og ud af den kom en endnu mindre appelsin. Den fløj ned i mod ham. Men så forsvandt solen pludselig bag en sky. Den store appelsin havde skygget for den. Et bomb bragte ham tilbage til virkeligheden. Han vendte sig om efter lyden. Den lille appelsin var landet. Nu stod det med sine 3 tykke metalben fem skridt fra ham, solidt stående på den ujævne jord. Sammuel Cutter løb uden betænkninger hen til rumskibet. Jo tættere man kom det, jo større blev det.

 

Pludseligt gled en dør til side i rumskibet, og en bred lysstråle oplyste jorden. Så blev en platform sænket ned. Der stod en gruppe mænd på den, 7 ialt.

Alle var de rød uniform. På venstre skulder sad et hvidt kors med en gul stjerne i. Samuel Cutter så fra den ene til den anden. De lignede alle sammen hinanden. Samuel Cutter gik hen i mod de 7 mænd.

“Stop hvor du er,” råbte den ene og sigtede på Samuel Cutter. Skydevåbnet var et lasergevær af mærket DVI lg 22,4. Samuel vidste at de var dødens farlige, men alligevel gik han nærmere. “Hørte du ikke hvad jeg sagde,” skreg manden igen. Samuel stoppede og nikkede. Ham der pegede på ham var en høj mørk mand. Hans hud var sort og rynket. Samuel troede ikke sine egne øjne. Det var en menneskealder siden han sidst havde set en sort mand. Men nu stod der en, lige foran ham, og sigtede på ham med et lasergevær. Han smilede og nikkede til manden.

“Jeg skal nok stå stille” Negeren kiggede hårdt på ham. Hans blik var stift. Samuel Cutter smilede.

Så trådte en anden af mændene frem. På højre skulder bar han et guldemblem. Det forestillede en hammer. Samuel Cutter gættede på at han var lederen. Derfor smilede han så godt han havde lært det. Han havde forlængst accepteret sin næsten tandløse mund.

Den havde han erhvervet sig efter en gadekrig på GardenWay State Hospital. Så blev der talt til ham. Maden var næsten tre hoveder højere end ham selv.

“Hvad er Deres navn?”

“Cutter. Samuel Cutter” Stemme lød underlig. Han hørte sjældent sig selv tale, men besluttede alligevel, at kunne lide den.

“Jeg så lige i kom flyvende, så jeg tænkte at …”

“Her skal der ikke tænkes, men handles.”

 

Negeren som indtil videre havde sigtet på Samuel med lasergeværet trådte nu et skridt nærmere.

“Samuel Cutter,” gentog den han. “Så du ér altså, Samuel Cutter!?”

Samuel nikkede og så på ham. “Er der måske noget galt i det,” spurgte han, og prøvede at se manden i øjnene, hvilket var en svær opgave, da han gik med solbriller.

“Har du hørt det Ralph. Du har sgu familie endnu, ha ha,” sagde den høje mand og, drejede et øjeblik hovedet og, så hen på de 5 mænd der stod et par meter bag ham. Den anden grinede tilbage og nikkede bekræftigende.

 

Samuel brugte ikke lang tid til at betænke sig. Han løb hen i mod ruinen. Men han havde kun løbet en snes meter da han blev stoppet.

Negeren stod foran ham og pegede på ham. De røde lamper på hans gevær var tændt. “Så går vi tilbage, smartass,” hvislede han ud gennem tænderne, og skubbede Samuel baglæns. “Du kan lige så godt spare dig, det nytter ikke!”

1. Graig sænkede geværet og så på Samuel. Så blev han pludselig svimmel. Han begyndte at se dobbelt. Så besvimede han. De andre var hurtigt henne ved ham. En af dem holdt øje med Samuel. De andre satte sig på hug ved negeren. En af dem tog et skrueaggregat frem. Han placerede hovedet på W. Graig’s hals og tændte. Lidt efter kunne han åbne en lille låge i mandens hals. Samuel stod stadig op, trods kvalmen i halsen. Små ledninger lå parallelt ved siden af en række chipsæt. En svag røgstråle sivede ud af negerens hals.

 

“Hør lige her, jeg har ikke tid til at stå her. Hvad vil I mig?” Han havde tid. Faktisk var han skikker på, at det var det eneste han havde masser af. På den anden side, så kunne man aldrig vide, om man blev ædt af en dinosour, eller skudt ned foran sit hjem.

Først kom der intet svar. Så sagde en af mændene. “Du skal med os. Janie Cutter, har brug for en bt350.” Samuel sank en klump. Janie var hans kone. Levede hun stadig? Var det muligt at hun stadig var et sted på jorden’s overflade? Spørgsmålene meldte sig konstant som de blev besvaret af hans fantasi.

“Hvor er hun?” Men han behøvede ikke at spørge, for han kendte allerede svaret.

“Vi ta’r afsted ti minutter,” sagde en anden.

 

“Davs, jeg hedder Steven Smith. Jeg er kaptajn på Fluen. Jamie er … meget syg. Det var ikke vor mening at gøre dig fortræd, og vi har allerede spildt for megen tid, men vi må jo tage vore forholdsregler.”

Samuel nikkede.

 

Kapitel 3

 

Samuel Cutter var gift.

 

Janie Petters havde arbejdet på IRCD. Det International RumfartsCenter i Danmark. Eller rettere sagt i NordRegion Danmark.

For længe siden var hele Europa, Østen og MellemØsten forenet i en gigantisk union; USET, Unionen af selvstyrende Enheds Stater.

Unionen var delt op i mindre regioner hvoraf Danmark var blevet én del af NordRegionen. Resten tilhørte Tyskland, som også styrede og organiserede livet for folket, så godt som det nu lod sigf gøre.

 

7Et gammelt begreb var taget frem af skuffen igen. Denne gang havde det en mindre skræm-mende betydning. H. Kohl var NordRegion Danmark’s Fører. Men det var ikke uden pris, at væreFører

21. Kohl var i slutningen af det 21. århundrede blevet skudt af, en halvmillitær national socialistisk ungdomsbande der ikke brød sig om ham og hans planer for fremtiden. Han havde efter operationen ladet sig fryse ned til, man havde fanget denne bande. For som han sagde “Jég skal nok få gasset de svin.”

Men alt dette kunne være ligemeget nu, da jorden var på nippet til at være uddød.

Janie, hun måtte ikke dø.

Han og Janie Petters havde været gift i 8 år. Så var han blevet arrasteret, af det InterGalaktiske Politi for spritflyvning, i en SF 16 på fersk gerning. Han havde protesteret på det kraftigste, men end ikke hans advokat, som i øvrigt var sjældne, kunne hjelpe ham. Han fik 3 år i et almindeligt fængsel.

Han huskede angst de hvide betongange. De havde kun været oplyst af et grønligt skær, fra lamperne der hang mindst ti meter over hans hovede. Alt forkom ham i starten skræmmende. Men han vænnede sig hurtigt til det. Og med årene kom han til at elske sit nye hjem.

 

Samuel Cutter, Jennifer Brankins og Jonny D. også kaldet Crazy Jonny havde været ude at drikke. Stedet havde været deres foretrukne. Café Old Time. Denne café var ikke som andre caféer. For det første lå den på kurs med USET’s VOW-satellit. For det andet skiftede den eksistens mens der var kunder.

 

Som kunde havde man mulighed for at være på café i den stemning man ønskede.

Der var stemninger lige fra 1950’erne til slutningen af det 27 århundrede.Og man kunne selv vælge. Og så var der rigtige mennesker til at servere.

På storskærme kunne man se verdenshistorien. Man kunne nyde tidens musik. Og der var rigligt at komme efter. Den dag havde spillet Pink Floyd, Wham, Bob Dyland, Queen. og mange andre. En uforglemmelig aften for dem alle.

Lysende havde blinket og han Samuel havde danset med Jennifer Brankins. Janie havde accepteret dette, trods hun var hans elskede kone. Men hun vidste også godt, at han havde en svaghed over for kvinder med rødt hår.

I en hel time havde de danset rundt, mens Jonny sad og surmulede, og drak skotsk whisky med is-terninger i, fordi det ikke var ham selv, der dansede med Jennifer.

 

Efter dansen havde Samuel Cutter følt sig træt. Han havde sagt til Jennifer at han fløj hjem, og hun skulle tage sig godt af Jonny. “Han har brug for dig, i aften, Jennifer,” havde han asgt. “Du er sådan et godt menneske.” Samuel Cutter glemte aldrig det knus hun havde givet ham.

Han havde lagt sig på knæ ved Janie, og kysset hendes hænder og sagt at han elskede hende. Så gik han. De automatiske døre i Cafe Old Time, lukkede sig efter ham. Kulden slog ham ind i ansigtet.

 

Kapitel 4

 

Platformen ved Café Old Time var oplyst som alle pplatforme, af bengalsk rødt lys.

Det virkede som tåge hvis man ikke så det inden fra en SF-16. Samuel nærmede sig fartøjet.

Samuel åbnede døren. En svag summen udgjorde det for et sikkerhedstjæk.

 

SF-16’eren havde fået monteret en UMD, en “Ukendt Menneske Detektor”. Intet kom ind i hans SF-16, uden at være tjekket.

Han satte sig på det hårde sæde og, og kommanderede maskinen til afgang. Efter få sekunder var den i luften. Men et eller andet var galt. Maskinen stod blot ubevægelig snurrende i luften. Han kiggede ned på det flade instrumentbræt. Automatpiloten var sat ud af funktion. Han prøvede at slå den til, men funktionen forblev ukontrolerbar. Og for det andet, kunne han ikke huske koden til autopiloten så han måtte selv flyve.

 

Jorden forekom uendelig lille heroppe fra. Alle de små lys lignede sandkorn på en strand. Samuel smilede og fløj væk fra platformen. Han satte kursen mod Blok C22, og ærgede sig over, at  Janie ikke var hjemme. Det var så hyggeligt når hun var der. Når han var alene, forekom tiden ham lang. Han havde altid besvær med selv at finde ud af tingene. Men han kunne nu også meget godt lide, at være alene. Noget som senere skulle komme ham til gode. Som han sad der, filosofisk i sin SpaceFly 16, strejfede Jonny hans tankestrøm. Ja, hvor pudsigt det end lyder, havde Jonny og Janie begge haft et kærlioghedsforhold, vel at bemærke for længe sidn. Men Janie havde i flygtig spøg sagt, at Jonny havde pisset ved siden af. På det tidspunkt, var Samuel Cutter dukket op. Han havde første gang mødt Janie i Blok C22’s UniMarked, hvor hun købte syntetiske gulerødder. De var faldet i snak over udviklingen, og det var endt med, at hun havde inviteret ham med hjem til kaffe.

Som samtalen havde udviklet sig, var de blevet mere end glade for hinanden. Og det hele endte med at han blev til middag. Samuel mindedes ikke at have smagt en bedre gulerøds-tærte.

Samuel kom pludselig til sig selv igen. Et skarpt gult lys blændede ham. Det var det InterGlatiske Politi. Deres blå blink var udskiftet med gule. Samuel Cutter betænkte sig ikke længe. Han rev hårdt i styreaggregatet, og maskinen manurerede på få sekunder 100 grader. Men de intergalaktiske optog forfølgelsen. Samuel havde tabt slaget. Det var klart for alle der kunne have set dette, at han ingen chancer havde tilbage.

 

“The fuckin’ jerk escapes, boss.”

O.C. Peck drejede Fluen og satte efter SF’eren.

“Then go get him, and shoot him down if nessesary sargent. How often do I have to tell you?”

En snerren undslap den andens mund. O.C Peck var allerede tæt på den undvigende. Han styrede elegant Fluen op foran SF’eren.

 

Samuel Cutter mærkede et bumb, og så det gule lys igen. Denne gang var der ‘no way back’.

Den gigantiske Flue havde fanget ham, og svævede nu truende foran ham. Så hørte han tydligt stemmen over radioen.

 

“Samuel Cutter, kom ud så vi kan se dig!” Stemmen var ikke til at tage fejl af. En hård negl, tænkte Samuel. Men anelsen om et attentat strejfede ham. Hvor kendte de hans navn fra. Hvem havde set ham flyve fra Cafe Old Time’s platform.

Han bad maskinen om at åbne, og samtidig gled platformene frem fra dens bug. Det gule lys fra Fluen gjorde det nemere at se. Her opppe var der ellers altid bragende mørkt. Den blæsende vind fik hans hår til at blafre. Han begyndte at fryse. Men det var ikke fordi det var koldt, men fordi at Fluen åbnedes og en betjent kom ud.

Han var omkring 2 meter høj, og lige så bredskuldret, syntes Samuel. Den fremmede kom over på platformen hvor Samuel stod.

“De er arresteret,” sagde han og så ned på Samuel Cutter.

“Mig?, nej De må have taget fejl, hr. betjent.” Betjenten rystede på hovedet.

“Mit navn er Brad Rex, jeg er chef for det InterGalaktiske Politi. Vi har observeret at De, om jeg så må sige, flyver i mod regelsættene.”

“I mod regelsættene? Hvilke regler? Jeg har fandeme ikke gjort noget forkert.”

Det var yderst sjældent at Samuel brugte ord som fandeme. Men af og til når irritationen stak ham, kunne han godt udtale dem.

“Så så, små slag hr. Nu går vi to over i Fluen, og så følger De stille og roligt med. Så sker der Dem intet. Ser De. Som chef kan jeg garantere Dem fuld sikkerhed.” Brad trak sit skilt frem og viste det til Samuel, der blot vrængede en sur grimasse frem. “Som chef er De tryg i mine hænder, hvis De vel og mærke følger regelsættene. Dem kender De da godt. Gør DE ikke?”

Samuel stønnede.

Den muskuløse betjent hev fat i Samuel Cutters arm og trak ham fra platform til platform. Så stak den anden betjen pludseligt hovedet ud og råbte, for det var svært at høre fra den brølende vind.

“Hey Brad, you need any backup? What the fuck, just kill the sucker anyway!”

“Go back to you’r place! Ovan Cal Peck. Sergeant!”

“Yes Sir!” kom det prompte, og hovedet forsvandt igen.

Samuel nikkede bekræftende. “Sådan skal de have det Sir Brad.”

 

Betjenten kiggede surt på ham “Hold så kæft,”skreg han og trak Samuel ind i mod Fluens kabine, hvor han fik et bagsæde med automatseler til. Samuel kastede et sidste blik på sin SpaceFly, igennem Fluens inferrøde skærme. SF’eren var blevet hver mands eje. Den vare normalt udviklet af DVI til forsvar af NordRegion Danmark. Men da der ikke havde været krig, på nær bandernes gadekrige, de sidste 275 år, var den blevet så stort et hit, at alle måtte købe en. Våbeninstallationerne var da fjerne, og udstyret med almindeligt teknik og service for køberen. Effektive var de, og dyre. 250.000 stærke i råt metal, forsvandt ud af hans liv.

Brad trak noget frem fra den ene lomme, og holdt den op foran Samuels mund. “Pust,” sagde han og trak vejret dybt.

 

Samuel pustede alt hvad han kunne. Men alt hvad der kom, vare een svag stønnen. Men det så åbenbart ud til at væer nok. For apparatet betjenten holdt hånden blinkede rødt.

“Klokken er 22:45.12.33. De er anholdt for spritflyvning hr. Cutter.”

Samuel sukkede. Der var ikke noget at gøre. Kun de bemidlede havde mulighed for at undslippe situationer som disse.

Klokken havde slået sine slag. Og for Samuel Cutter, søn af Henrik Hudson, var tiden nu det vigtigste.

 

Selvom det ikke hjalp særlig meget at samarbejde med den slags håndhævere, gjorde man klogt i det alligevel, hvis man ønskede at blive gammel, og eventuelt komme på et af de fuldt automatiske plejehjem, hvis man var endnu heldigere, at blive gammel nok til det.

Hvornår skete retfærdigheden fyldest i dette helvede.

Han havde kun drukket ét pár sjusser, med isterninger i, og én øl. Sådan var det.

 

“Pisse fascister,” skreg han.

De rødpolstrede sæder lingte et møblement fra et hotel. Sikkerhedsbæltet, som nu var udskiftet af Automatbæltet sad fast, og strammede om håndled og lend.

 

Samuel prøvede at flytte sig, men opdagede så, at også fødderne var spændt fast. To tykke metalbånd sad om hver fod. “Og du holder bare kæft,” sagde Brad hårdt i det Samuel skulle til at åbne munden.

 

Samuel stønnede lydløst.

 

Fluens summende lyd blev pludselig afbrudt af blød musik. Samuel drejede hovedet og så ind i en sort højtaler. Indbygget i Fluens væg sad en B&O højtaler. Der var stadig kvalitet til, selvom farbrikken for længst var opkøbt af SONY. Han grinede ved tanken om, at SONY var opkøbt af Svenskerne.

Hvor var det smukt, at det gamle broderfolk, tænkte han og sang med på Jokers In The Night.

 

Some people believe in love

but I don’t

and some people live on theire own

but some won’t

And I can’t find the way

from my heart to you’rs

and if you believe

just believe you can give me the cure …

 

Efter et kvarters flyning mærkede Samuel et sagte bumb. Brad hentede ham, mens han skubbede ham foran sig. Et par skarpe projektører skinnede ham ind i ansigtet. Han kunne intet se.

“Sluk så de forpulede lygter, damm you people.” Brad’s hysteriske skrigen fik omgående mændene på jorden til at dreje de skarplysende lamper bort. Nu kunne Samuel se omridset af ti tolv mænd. Brad førte ham ned af trapperne. Et par af mændene kom nærmere. Brad snerrede, og begge standsede brat op og så koldt på Brad.

 

“Hør her smart-ass. Jeg gør blot mit job, men jeg synes nu alligevel,, at jeg ville advare dig. De her drenge er skrappe. De tager ingen gidsler.” Han slap Samuel, stående på det sidste trin, og var på vej til at vende om, og gå ind i Fluen igen. Så standsede han, og vendte sig om og sagde med helt normal stemme. “Vi er vel mennesker, Samuel. Os to, vi ér vel mennesker, at last!”

To af mændene trådte frem, og tog fat i Samuel og førte ham væk. De to andre stillede sig op og snakkede til Brad.

 

Samuel nåede lige at høre den ene sige “Nåh, Brad, hvem ér …?”

“Kom så,” sagde den ene af dem der havde fat i ham. “I øvrigt, velkommen til GardenWay Stats hospital.”

 

Kapitel 5

 

De kom ind i et hvidmalet rum. Der sad et viindue ved siden af døren. Ellers stod der kun et bord og en stol. På stolen sad en mand. Han rejste sig op da de trådte indenfor.

“God dag, det må være Samuel Cutter, formoder jeg?” Samuel nikkede og blev stående.

“Jeg er dr. Einfaust. Ja undskyld mig accenten, jeg er af tysk afstamning.

 

Du er indlagt hér for spritflyvning. Jeg fik at vide du ikke opførte dig diciplineeret. Brad og Owan sendte mig en fax for et halvt minut siden.

Du kan godt se det ikke går i tidens samfund. Vi har vor frihed, men vi skal inordne os under reglementet.” Samuel nikkede.

“Typer som dig Samuel, er jo svære, at have gående frit rundt, eller rettere sagt, flyvende rundt.”

Dr. Einfaust rejste sig og gik rundt om bordet. Han klappede Samuel på skulderen. “Men vi skal nok få noget godt ud af dette her. Os to sammen.”

“Der må være sket en misforståelse hr. doktor, jeg… jeg har intet gjort forkert”

Men det så ikke ud ttil at doktoren hørte eftter hvad han sagde. Ist3det gik han rundt om bordet og tog fat i Samuels arm. “Nåh, nu skal du forresten bare se hvad vi har til dig her, Samuel!”

 

Han førte Samuel ud af døren igen og ned af en lang hvid gang til højre. Langs væggen sad kameraer der snurrende fortalte, at de fulgte én. I loftet sad en lang række lysstofrør, tre i hvert sæt. Ellers var der kun døre at se langs væggene.

Gulvet skinnede nyvasket. Man kunne skinte sig i det. Samuel smilede og glemte helt at høre efter doktoren. Men så pludselig stoppede de op foran en dør.

“Hr. Cutter. Hr. Samuel Cutter,” sagde doktoren og puffede døren op. “Må jeg præssentere Dem for Deres nye rare dejlige hjem for et mindre stykke tid. Jah, jeg har selv prøvet at levet der. Det skal nok blive hyggeligt, tro mig! Ikke mange gør det”

Doktoren puffede Samuel derind, og smækkede døren.

Han stod lidt desorienteret. Et skarpt lys blendede ham. Da han havde fået synet igen, opdagede han vinduet. Solens skarpe stråler skar ham i ansigtet. Men det kunne da ikke være rigtigt. Det var nat, han var kun lige blevet arrasteret for en lille time siden. Var han ved at blive skør. Nej, det måtte være noget andet.

Solen kunne umuliggt være stået op allerede. Så så han knappalelet ved viduet. Han åndede lettet op. Så var han alligevel ikke blevet skør. De riges CBW, ChangeByWish systemer var altså installeret i hospitalerne.

Han trykkede på knappen, selvom man kunne sige sit ønske til den ind-byggede computer. Han stoppede ved noget der lingte en solnedgang.

Solen hang gyldenrød over havets monotome brusen. En enkelt fugl sad på stranden. Men så fløj den pludseligt, forskrækket af et eller andet.

Himlen var kulsort, men gik over i det blåhvide og gyldenrøde, lige til den mødtes med himlen. Man kunne høre havet. Bølgerne skyllede op ad strandkanten. Samuel lagde sig træt på sengen og faldt snart i søvn.

 

Kapitel 6

 

Da han vågnede igen var vinduet slukket og der stod én i døren. Han snusede kraftigt ind. Duften af kaffe og brød bredte sig i cellen.

Han gned øjnene og så på den fremmede. Det var en kvinde, omkring de femogfyrre.

 

Hendes røde hår stod i smuk kontast til hendes sorte dress.

 

“God morgen hr. Cutter. Jeg stiller Deres morgenmad her.”

Samuel nikkede chokeret og sad længe efter kvinden var gået, og prøvede at huske hvordan hun så ud.

 

Kaffen smagte ham forbavsende godt, men var, som næsten alt andet, syntetisk. Utroligt at syntetiske materialer kunne smage så godt. Alt for energien, mumlede Samuel og huskede en reklame for de svenske krafværker. De satans svenskere havde ødelagt halvdelen af jorden, med deres atomkraft og højtsvævende drømme. Men livet måtte jo gå videre, og det gjorde det også, så godt som det nu kunne.

 

Efter at have spist rejste Samuel sig op og gik hen til døren. Den var lavet af masivt stål, og uden håndtag på indersiden. På gulvet lå et gulvtæppe. Det var monteret fast hele vejen rundt. Det var komplet umuligt at slippe ud herfra. Der måtte have været sket en misforståelse.

 

Godt nok havde de aften forinden drukket lidt. Men Cafe Old Time var ikke stedet, hvor man kom og drak sig fuld. Skavehoveder og fulde folk var trods verdenssituationen et særsyn. Spritfabrik-kerne var lukkede, og de tilbageblevende havde ikke forstand til at brygge nyt.

 

Samuel stod lidt eftertænksom og bed i højre tommelfingers negel. Satans til møghunde. Hvis han nogen sinde slap fri af dette hospital, i dette sindsoprivende forpulede galningesamfund, i levende live, så skulle han, Samuel Cutter, nok få skovlen under præsidenten.

Men han vidste godt selv, at det aldrig ville holde op.

Kun hvis selvsamme halvmillitære national socialistiske ungdomsbande, der havde skudt på regionens fører, kom og reddede ham, hvilket var ret utænkeligt med de sikkerhedsforhold. der var taget i brug i USET efter trusler om 4. verdenskrig. Men Samuel havde lært at, det var godt at kunne drømme og fantasere sig til bedre tider. Han smilede ved tanken, men skød den hurtig væk, da det bankede på døren.

 

Det var Dr. Einfaust. Samuel så afventende på doktoren der resolut gik over gulvet hen til det kunstige vindue, uden at mægle et ord. Døren var blevet lukket.

Samuel stod som et lille barn der var blevet ladt i stikken. “Luk mig så ud forhelvede.” Råbet dødede hurtigt bort i den isolerede celle.

“Skal vi nu ikke tage det stille og roligt,” sagde doktoren. “I øvrigt er det i orden med mig hvis vi er på fornavn. Jeg hedder Mannfred, og du? Nårh ja, det var Samuel, ikke sandt?” Han nikkede selv og vendte sig om med et tilfreds udtryk i ansigtet.

“Hvordan har du det?”

“Fint tak” Han havde det fint, men ikke med, at han var låst inde i et rum, hvor han ikke ønskede at være.

Doktoren så ikke ud til at være tilfreds med svaret, for han gentog spørgsmålet igen.

“Sig mig, er du døv. Jeg har det fint. Men jeg får det kraftedme dårligt hvis du ikke slipper mig ud i virkeligheden igen!”

Samuel var af og til ekspert på området, når det gjaldt, at fyre lange og komplicerede sætninger af. Han elskede faktisk det ‘kancellistiske’ sprog, og var kendt for det, mest på arbejdet. Og det var lige det sted han nu ønskede at vøre allermest.

Samuel Cutter var, vil nogen sige, hovmodig. Som barn havde han tit fået at vide, at han skulle tie, når han havde lyst til at tale. Han var aldrig rigtig kommet over det.

“Sådan Samuel! Det kan vi li’. Folk som dig har sgu godt af at komme af med de indestængte aggressioner.” Doktorens stemme lød nu bestemt. “Men skulle vi nu ikke lige til spise brød til?”

Egentligt var doktoren meget flink, men hvis ingen gad at høre efter når han snakkede, fór han meget let op.

 

Hos DVI havde der næsten ikke været andre, lige på nær Bob.

Bob eller Bobby som Samuel kaldte ham, var salgschef. I næsten 20 år havde han solgt alt fra missiler til varmesøgende bomber og været med i udviklingen af nye våbentyper. Salget gik mest til Franskmændene som havde fået styr på betalingsbalancen og storhedsvanviddet, men også amerikanerne og svenskerne havde købt dyrt ind.

Bob var helt klart en af Samuels gode venner, men Janie brød sig ikke om Bob.

“Altså Samuel, han stinker altid af olie når han kommer, skat!. Nu må du altså bare gøre noget, ellers gider jeg ikke mere”

Men selvom Samuel af og til indviterede Bob med hjem til syntetiske frekadeller og sovs, og Bob lå på knæ ved Janies side og takkede for maden, for bagefter at hjælpe hende med opvasken, så brød hun sig alligevel ikke om ham.

Samuel vidste det godt, og havde også prøvet at stilne sammenkomsterne lidt af. Det havde taget hårdt på Bob, og det endte med at han sage sit job op. “Jeg kan fandeme ikke klare det, Sam”

Sam var Samuel’s øgenavn. Samuel havde stået uforstående over for Bob. Deres veje gik nu hver sin vej, efter ti års samarbejde. Men det var ikke det værste. For da Samuel næste dag skulle et ærinde i våbenhallen, mødte et grotesk syn ham. Hans bedste ven var spredt i en stjerne ud over en af platformene, og i midten lå en af hans egen opfindelser. Et syntetisk æble med sprængladning.

Janie havde taget det roligt da han havde fortalt hende det.

 

 

 

 

Alafabetisk ordliste.

Kommentar [COMMENT1]:

dette dokument indeholder ordforklaringer på ord i RWS.TXT

fx IRCD =IntergalaktiskeRumfartsCenter i Danmark

el lg 22,4 =lasergevær typenr. = 22,4

+ posi til brug i RWS.TXT

Blok C22: Boligområde C, sektor 22. (eller fx Blok V2)

bt: blodtransfusion (fx: 360: -> udgør typen nr. betegnelse)

Cafe Old Time: Café der automatisk skifter mellem 1960-2500’ernes hygge.

CBW: ChangeByVish – multimedie. Fungerer som et vindue hvor man kan vælge udsigt. Alt fra isvinter til undervandsliv og stjernekrig. Kun ejet af de rige.

CityGang: Bande, bestående af op mod 300 tilhængere.Ofte flyves der i SF-16. Huggerne,

DVI: Dansk Våben Industri. Hovedkvarter: NordRegion Danmark.

Fluen: rumskib (elipseformet med selvudløsende platforme). Primært brugt af politi m.fl.

<SF> 16: blanding af fly, helikopter og rumskib. Egnet til lavtgående operation. Mest brugt i gadekrige, men også anvendt som almindeligt transportmiddel for tidens mennesker, robotter og androider. Har selvudløsende platforme.

Gadekrig: Salgsmål.

GOT = Globale Overvågnings Tjeneste,

 

lg: Lasergevær. Dræbende. 22,4 udgør henholdsvis styrke og våben type. Der lavedes geværer til brug i fri luft og indendørs.

IRCD: det InterNationale RumfartsCenter i Danmark.

Kneplerne: All-round halv millitære politi-betjente der arbedjer for USET, styret af WP, ejet ug udd. af USET. (Kneplerne= USET’s SS’ere)

NordRegion

Danmark: Danmark/Tyskland. Del af USET og Styret af H. Kohl.

platforme: Der findes to slags platforme.

1. Platforme på Flue’er og SF-modeller (16).

Begge slags bruges til at stå på, hvis de respektive omgivelser ikke er brugbare ståflader. Selvaktiverrende.

2. Platforme, er ogå landingsbaner hvor Fluer og SF-modeller m.fl. kan lande. Op til 250 m2 i m3.

UMD: Ukendt Menneske Detektor. (Mindre fysisk installérbar enhed). Standard: Monteres i SF-16 som sikkerhedstjek mod tyveri. Ved svag summen er alt o.k.

UnicMarked: Gigantisk supermarked med det komplette vare-sortiment.

USET: Unionen af selvstyrende Enheds Stater: Sammenslutning af alle Europas stater (93), samt Sverige, Norge/Findland, Østen, MellemØsten og Grønland.

VOW-sattelit: View Of World sattelite (ejes af: USET)

WP: WorldPresident (en) – verdens ubestridte hersker. Styrer USET’s ledelse, der har en række ledere til at styre ‘unionens selvstyrende enheds stater’

POISI TIL BRUG I RWS.TXT

Og livet er som vi lever det

og døden går som smurt i olie og vand

En Noah’s ark behøver ingen strøm

og livet er som vi lever det

et mareridt eller en drøm

Einfaust, Einfaust, mein führer

dit hoved er fulld af syre

…

Some people believe in love

but I don’t

and some people live on theire own

but some won’t

And I can’t find the way

from my heart to you’rs

and if you believe

just believe you can give me the cure …

 

 

“ordet er styrken”

UDTRYK OG SÆTNINGER

kan bruges i andre sammenhænge

* Solen var ildrød og på vej ned, langt ude i horisonten, da Samuel Cutter endelig faldt i søvn.

* Gyldenrøde solstråler fra en glødenfarvet sol, på en violet himmel. Al smukt refelkterende i det dybblå hav.

* Dette paradislignende sted, havde jeg aldrig kunnet forestille mig. Jeg knappede min skjorte op, mens jeg intenst lyttede efter, om der var nogen som iagtog mig. Men alt åndede fred og ro, og snart stod jeg nøgen på stranden.

* Det intergalaktiske forskningscenter svævede i sin galaktiske bane rundt omkring jorden. Akkurat som det havde gjort det, de sidste 3000 år.

* Jeg levede for at dø. Og nu er jeg død. Livet var et rodet værelse for mig, men døden er et rent Helvede, dog kan jeg ikke længere blive beruset.

* Hvem er djævelen, hvor bor han, og går han også med briller?

* Sådan er livet, et púst i sivet!

* Skoven var grøn og solen netop stået op. Bøgetræet jeg stod ved duftede efter nattens regn og kulde. Det dryppede svagt fra en gren oven for mig. Jeg flyttede mig lidt, men der andre grene dryppede ufortrødent videre på mig. Jeg skimtede langt borte, en kæmpe elg komme hen imod mig. Et fantastisk dyr synes jeg det er. Hvilket gevir sådan en kan have. Den standsede kun små ti meter fra mig og lagde hovedet tilbage. Et kæmpe brøl fylldte morgenen ud, så alle fuglene begyndte at pippe, fra deres reder i træerne.

* Måske syntes jeg selv, at den var lidt perverst, men jeg var midt i en sag, og i øvrigt, så var jeg ligeglad med etikken. Kvalitet og kvantitet. To begreber der uløseligt hang sammen. Og i en Smith’n’Wesson fik man begge dele.

* Tænk at der stadig var mennesker til.