Brødrene Grimm På Eventyr (December 1990)
Der var engang, for sådan begynder et rigtigt eventyr, en konge der levede sammen med sine tre sønner Grimm, Grumme og Grufulde på en stor borg, langt ude i de mørke skove.
En aften sidder Grimm, Grumme og Grufulde så i tronsalen sammen med deres far kongen, og skriver på et eventyr.
– Du Grimm, jeg kan altså ikke finde på mere at skrive.
– Sikke en gang sludder sagde Grimm og rejste sig og gik ned til Grumme der sad i den anden ende af salen.
– Hvad er det så du ikke kan finde ud af ?
– Jo, øhh du kan godt huske dengang hvor vi skrev Hans og Grethe ikke ?
– Joh, det husker jeg ?
– Det er det samme her, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive om. Skal den handle om drager og prinsesser eller hva’?
– Ja så udbrød kongen og rejste sig fra sin treone. Så må vi jo hellere finde en ny skribent, som kan arbejde sammen med brødrene Grimm, når dú ikke er i stand til det mere.
– Jamen, det var ikke min mening at ødelægge…
– Forsvind befalede kongen.
Grumme rejste sig og skred ud af tronsalen. I forbifarten kom han til at vælte em kande med vin der stod på en stenafsats nær døren.
Nu gik Grumme og var godt sur. Hvad skulle han gøre. Han kunne ikke bare flakke rundt på må og få. Han var jo een af Grimm brødrene. Han mærkede tårerne presse på, og tørrede dem hidsigt bort. Han gik op på sit værelse der lå øverst i borgen. Han ville drage ud i den vide verden for at finde forklaringen på hvorledes man blev en god forfatter.
Han gik ned i stalden og fandt den bedste hest, en hvid hingst. Hesten prustede og trampede i jorden da den så Grumme. Han svang sig i sadlen og red ud af stalden. Da han var nået midt ud i den store borggård hørte han sine to brødre og faren råbe: Ja ta’ du blot afsted, for eventyr kommer du aldrig til at skrive eller opleve.
Grumme knyttede næven og svor på at hævn skulle de tre sataner til familiemedlemmer få, om det så skulle vare hundrede år.
Vejret var pragtfuldt, men inde i Grumme var der mørke og raseri. Han sporede hingsten og den galoperede igennem skoven.
Det var så småt begyndt at lysne. Han kiggede sig omkring. Han stod på en stor slette. Der var øde til alle sider. Det eneste han kunne se var sand. Der var noget underligt ved dette sted syntes han. Hesten virkede også skræmt, og han var træt og sulten efter en nats ridning igennem den kolde skov.
Han vendte sig om for at ride tilbage igennem skoven, men den var der ikke. Der var slette til alle sider. Han åbnede sadeltasken der hang på hestens side.
3
Der lå hans skindpose med vand i. Han hev posen op, den var tom. Den havde været fyldt da han tog afsted aftenen før. Han kiggede ned i sadeltasken igen. Men det var og blev forblev tom.
Grumme rev sig i foryvivlet i håret. For helvede, bare jeg var blevet hjemme hos drengene, så havde jeg nu ligget i min seng og haft det rart.
Og om tyve minutter ville jeg have stået op og spist dejlig morgenmad, og drukket sammen med de andre. Hvilket fjols jeg er.
– Sludder, du er ikke noget fjols, sagde en kvindestemme.
Han snurrede rundt og så på kvinden der stod bag ham.
– Jo jeg er et fjols, gentog han. Det var min egen skyld. Jeg kunne jo bare have skrevet som de to andre, men det gjorde jeg ikke og nu står jeg her og kan aldrig komme tilbage.
Brødrene Grimm vil kun have ordentlige forfattere til at skrive deres eventyr.
– Jammen, er du ikke en af De tre Grimm-brødre ?
– Jo, men jeg kunne ikke, øh du ved, jeg var altså ikke i topform her i aftes og så smed de mig på porten.
Kvinden så på ham. Jeg kan hjælpe dog til at få hævn over dem, for det er vel det du gerne vil, ikke sandt ?
– Netop, men sig mig, hvad skal jeg gøre ?
Kvinden lo højt. “For ni år, syv måneder og tre dage siden blev der lagt en forbandelse over mig. Dengang levede jeg på et prægtigt slot, med masser af tjenere, hoffolk og det hele. Men en dag lod kongen sig lokke af en gammel dame. Han inviterede hende på middag. Under middagen så det ud til at kongen og den gamle dame blev nere og mere glade for hinanden. Og det viste sig også at, de havde udtænkt en ond plan. Kongen ville gerne giftes med den gamle dame dér, og jeg skulle bare kasseres. Efter middagen sagde kongen at jeg skulle gå med ham op i tronsalen, fordi han gerne ville snakke med mig. Det gjorde jeg så, og der oppe stod den gamle dame. Idet jeg åbner døren og går indenfor strækker hun armen ud. I hånden holder hun en diamant, som skinner mig direkte i øjnene. Jeg besvimede, og da jeg vågnede lå jeg uden for kongens port. Jeg har glemt alt, undtagen denne oplevelse. Et par år efter fik jeg at vide at den gamle kone havde forladt kongen.”
– Hva så, spurgte Grumme.
– Hvor var det du sagde du kom fra, spurgte kvinden med undren i stemmen.
– Fra Brødrene Grimm’s borg. Omme bag skoven.
– Er det ikke den borg, hvor Brøler bor ?
– Brøler ?, nåh dragen, jo det er det.
– I himlen og Helligånden navn, så er du jo min egen søn Grumme. Jeg syntes jo nok jeg kunne genkende disse brune, gyldne og varme øjne.
– Åh min kære moder, sagde Grumme. Vi har hadt det så slemt i alle disse år. Grimm, Grufulde og jeg er altid blevet tvunget til at skrive disse eventyr. Vi kan ikke mere, men det tør de andre ikke sige, fordi så bliver vi smidt uf af familien Grimm.
4
– Lad os lægge en plan så vi kan dræbe kongen sagde Grumme.
– Jamen så kom med hjem til min hytte
Grumme stod lidt og kiggede på kvinden der var hans moder.
– Sæt dig på min hest og lad mig trække dig på den.
– Vi er her allerede sagde hun og pegede. Grumme vendte sig om og så et stort hus, lidt faldefærdigt måske, pryde den før så øde og golde slette.
– Kom med inden for.
Grumme trådte ind i den store forstue. På væggen hang tre billeder af drager, som hver havde syv hoveder og ni ben samt tretten slyngarme. Det gav et gib i Grumme. Så grufulde billeder havde han dog aldrig set før. Det mindede ham iøvrigt om en mareridt han havde haft som treårig.
Nå, men det var jo osse bare et eventyr, og sådan noget kunne jo aldrig ske.
– Kommer du herop, så vi kan lægge planer ?
Grumme gik op til hende.
– Der er kun en måde hvorpå vi kan få hævn over kongen. Kun én metode med hvilken du kan blive den rigtge forfatter Grimm.
– Åhh hvordan. Grumme stønnede og smed sig på det kolde og hårde stengulv.
– Brøler er hans eneste våben. Jeg husker det allerede. I gamle dage for flere hundrede år siden fik han Brøler foræret af Mørket’s Fyrste. Men Grumme, du må passe på, for den er farlig. Der er tre prøver du skal igenem for at kunne dræbe den. Første prøve består i at vække den. Anden prøve består i at fodre dem, og treide prøve består i at slå den i hjel.
Grumme sank noget. Det føltes som en sten.
– Hvis du ikke tager afted i morgen tidlig så dør jeg. Jeg din egen moder dør, så gå nu op og sov en god nats søvn, for du har en lamg rejse foran dig i morgen.
Grumme sagde godnat og gik op på kammeret. Han lagde sine klæder på en taburet og krøb ned i den varme alkove.
Da hanen galede og hunden gøede og Grummes mor gabede næste morgen, vågnede Grumme og sprang ud af sengen. Pludselig huskede han hvor han var, og han tog langsomt sit tøj på og gik nedenunder for at spise morgenmad.
Der stod en tallerken kogende suppe, med kødstykker, grøntsager og brødklumper i. Han to træskeen og skovlede maden indenbords. Da han havde spist bøvsede han veltilfreds og rejste sig for at hente sit sværd Gøler. Gøler var et sværd han engang for længe siden havde fået af en rar elverpige, som han havde reddet ud af kløerne på Bjergtroldene.
5
Gøler havde den evne, at når man gik i mørke lyste det så man kunne se. Var man oppe at kæmpe mod en anden vandt man altid med Gøler. Frøs man skulle man kun bede Gøler om ild og varme, og da kom det.
Han forlod huset uden at sige farvæl til nogen. Udenfor skinnede solen og der blæste en kølig vind.
Ih du milde! sagde Grumme for sig selv, og åndede kraftigt ind i den kommende vår. Så vendte han sig om får at gå tilbage efter sin hest, men huset var og blev forsvunnet.
Der sker underlige ting og sager her, sagde Grumme for sig selv og krammede Gøler i sin venstre hånd. Han gik ind mod skoven der lå stor og dyster og fretruende få hundrede meter borte.
Efter et kvarters vandring nåede han frem til udkanten af skoven. Han standsede op og trak vejeret dybt, før han tog mod til sig og satte foden på det første faldne blad.
Men langt var han ikke kommet, før en gammel kone kom krybende for hans fødder.
– Oh herre, hjælp mig, frels mig for denne smerte.
– Rejs dig kvindemenneske og fortæl mig hvad der er los.
Den gamle fik rejst sig og nu kunne Grumme se hvor uhyggelig hun var. Hendes ansigt var fyldt med røde og fedtede opsvulmede bumser der var lige ved at sprænges. Hendes øjne bar så store som hængelåsene som på Brødrene Grimm’s borg, hendes tænder var sorte og rådne, og så stank hun.
– Fjern dig heks skendte han og skubbede den gamle kone bort.
Men hun var stærkere end han havde regnet med.
– Du kommer aldrig til at dræbe Brøler. Jeg har lagt en forbandelse over både kongen og Brøler, så alt hvad de kommer i nærheden af vil de dræbe.
Hun lo ondskabsfuldt og kiggede på vildt på Grumme.
– Der var engang, for sådan begynder et rigtigt eventyr, sagde Grumme og kiggede på den gamle. Hun veg skrækslagen tilbage.
– Shyy, hold dine forbandede eventyr for dig selv din…
– En konge der levede med sine tre sønner på en borg og de…
Den gamle kon sank i knæ, mens hun bad for sit liv. Men Grumme blev ved.
Nu fortsatte han gennem skoven, fløjtene en glad melodi.
Efter tre timers vandring nåede han til udkanten af skoven. Foran ham lå Brødrene Grimms slot. Han trak vejeret dybt og begyndte at nærme sig borgen.
Grumme sneg sig hen over det bare stykke land som adskilte borgen fra skoven. Følelserne vællede op igennem ham, da ham stod uden foran det sted hvor han selv engang for længe siden havde boet.
6
Han stillede sig foran porten og tog Gøler frem. Med skaftet bankede han tre gange på prten.
– Hvem er det som banker ?
Det Grimm der taler, tænkte Grumme
– Det er Grumme. Åben døren og lad mig komme ind!
– Ingen lunde, du usle skrivekarl. Når du ikke kan skrive, må du blive ude.
– Jeg er ikke kommet tilbage for at skrive, men for at dræbe Brøler.
– Ha ha ha, dræbe Brøler. Ja, så kom du blot inden for nin kære broder. Men bugt får du aldrig med Brøler eller os.
Døderen åbnede og Grumme gik indenfor i borggården.
– Hvad er det du bærer på. spurgte Grimm med frygt i stemmen.
– Dette er Gøler. Gøler den Gådefulde, Gøler den Gæve, Gøler den Gigantiske.
– Gøler ?
– Ja Gøler. Kender du ikke Gøler, må jeg lære dig hans magt. Gøler dræber alle hér, og så er det sagt.
Grimm gik et par skridt tilbage og kiggede skræmt på Grumme.
Jeg er ikke bange. Jeg er ikke bange. Overhovedet ikke bange, gentog Grumme for sig selv, mens han nærmede sig Grimm.
Men det var ikke nødvendigt. Grimm var allerede løbet sin vej, og Grumme gik over mod voldgraven, hvor Brøler skulle ligge og sove. Først skal jeg vække dem, så fodre den og til sidst dræbe den. Det er vel intet problem. Men der tog Grumme gruligt fejl.
Han satte sig på en sten nær voldgraven og tænkte.
For det var nemmelig således at, Brødrene Grimm var født perfekte. Og snart de kunne gå, kunne de også tænke.
Men det var ligesom det ikke fungerede. Bjergtroldene. Grumme rejste sig og listede over i stalden hvor han med nød og næppe fik stjålet en hest. Hurtigt red han ud fra borgen, så direkte mod nord. Op til de tusindår gamle bjergtrolde. Med sig havde han stadig Gøler.
Ved aftenstide var Grumme nået til foden af det første og største bjerg. Solens sidste stråler nåede kun lige op over bjergtinderne. Grumme tøjrede sin hest ved et træ og begyndte at nestige bjerget.
– Hvem er det som kravler på mit bjerg ?
En hæslig dyb og rungende stemme gjallede ud over bjerget og Grumme kiggede ræd op mod toppen. Der stod en af bjergtroldene og flere kom til. De var uhyggeligt store, og lugten kunne Grumme ikke tage fejl af. Der var engang en konge, sagde Grumme for sig selv.
– Det er mig Grumme, sagde Grumme og rejste sig så bjergtroldene kunne se ham.
– Hvorfor kommer du her menneske og forstryrre os ?
– I skal hjælpe mig.
– Med hvad ?
7
– Ser I, Jeg er Grimm, øhh jeg mener jeg er Grumme Grimm. Nej lad mig starte helt forfra. Jeg en af De tre Grimm brødre. Her for et par dage siden skulle vi æh skrive et eventyr, men jeg kunne ikke og så blev jeg altså smitd på porten. Og nu er jeg tvunget til at dræbe dragen Brøler, for ellers vil alt levende dø. I skal hjælpe mig!
– Hvis det er sandt hvad du siger, er vor hjælp, os en glæde at give dig.
– Det er rigtigt.
– Den sorte guldfulg
– Hva’ for noget ?
– Du skal finde Den sorte guldfugl.
– Hvor finder jeg den.
– Ikke lamgt mod øst og ikke langt fra vest, for hverken i nord eller syd er der fest. Men i midten af alt, der finder du svaret, og da er din dræbermission klaret.
Grumme stod lidt eftertænksom og stirrede op ad bjerget. De syv kæmpemæssige bjergtrolde var forsvundet.
Grumme kiggede sig om en ekstra gang før han gik ned af bjerget og svang sig i sadlen på sin hest og red bort.
Mens han red igennem skoven, så han sig hele tiden til siden for at se, om der skulle flyve en sort guldfugl forbi. Men skoven var og blev øde. Kun en græshoppes hvislen kunne høres. Grumme var ved at miste modet da han så et lysglimt.
Foran ham stod en prober kvinde. Hendes ben var lange, hendes figur var smuk, hendes hår var rødt, og på hovedet havde hun en krans af de purreste guld. Det skinnede så smukt. Grumme måtte røre hende. Han strakte armen frem. Hans hånd gik direkte igennem hendes bryst. Grumme rødmede. Men kvinden smilede.
– Jeg er Solskin. Solskin er mit navn, jeg kommer kun dig til gavn. Jeg føler du gerne røre mig vil, men der skal meget mere til, end bare at række hånmden ud, og prøve at røre min følsomme hud. Man må have visdom, man skal være klog, man skal være sød, man skal være blød.
Hendes stemme var som en kat der spandt. Grumme svedte.
– Kan jeg hjælpe. Er du i nød ?
– Åh ja gode fé, øhh din hjælp kommer på det rette tidspunkt.
Solskin lo hjertligt
– Fortæl mig gode fe, hvor jeg den sorte guldfugl får at se
– Den sorte guldfugl er langt herfra, men kender du fuglen er den rar
– Min gode fé, da vis mig der til, om jeg skal krybe på knæ, derhen jeg det vil.
Feen smilede og sagde til Grumme
– Du grumme Grumme sæt dig på min ryg, der vil du føle dig tryg.
8
Grumme satte sig op på feens ryg, og de lettede som en fugl ville have gjort det. De fløj over mark og eng, over sø og hav. Over ørken over skov. De fløj om natten, og de fløj når det var dag.
Og da først kom de til så smukt et sted.
– Her må jeg lade dig alene Grumme. Men frygt ej. Den srote guldfugl kender vejen for dig hjem. Den vil sikkert være din ven.
Grumme gik henad den gyldne vej. Alt var skindene og smukt. Der duftede af blomster og af sommer. Og midt på en sten sad der en sort fugl og sang så vidunderligt at Grumme måtte tøre en tåre bort fra kinden.
Han nærmede sig fuglen. Da den så ham blev den siddende stille og roligt som intet var hent.
– Øh davs, jeg er Grumme. Jeg er med i du ved… Aktså jeg er en af Brødrene Grimm. men jeg kunne…
– Shyyyy, Kender allerede historien…, hvislede fuglen
– Ja du, men nu skal…
– Shyyyy, lyden af regndråber vil vække Brøler. Forsind så!
– Jammen, sagde Grumme. Men da fuglen atter kiggede på ham forsvandt han.
Han kom ned til en stor sø. Regnvand til at vække en drage med. Det lød got nok lidt underligt, Regnvand ?
Jeg har det, sagde Grumme. Han så sig rådvild omkring. I søen og rundt om den voksede der Åkander. Hvis jeg nu bruger bladene der til at forme en skål, og så binder et siv derom, så kan jeg senere få noget regnvand der i. Hele eftermiddagen brugte han til at samle siv og åkandeblade.
Da det blev tusmørke havde han samlet nok til at begynde at flette. Hele tre timer sad han og flettede. Først midt på natten var han færdig. Nu var der ingen tid at spilde. Han rejste sig og spejdede mod øst og mod vest. Men intet kunne han se. Han begyndte at gå. Han gik og gik og gik, men der skete absoulut ingenting.
Solen var stået op. Han kunne genkende skoven han gik i.
Underligt!
Han gik den sædvanelige vej mod borgen. Det var begyndt at blive koldt. Han kiggede op mod himlen. Tunge sorte skyeer var på vej henover himlen. Det første dryp faldt, så det andet og snart det treide. Grumme tog hurtigt åkandeskålen frem og lod regndråberne falde. Kort tid efter lød en brølen som totalt overdøvede regnen og Grummes hjerteslag.
Brøler var vågnet.
Grumme blev pludseligt meget bange for, om han nu skulle klare denne dræbermission.
Jorden gungrede og Grumme hørte skridt i skovbunden. Dragekær i muldem. Nu var det pludseligt blevet varmt. Grumme stoppede op og så sig skrækslagen tilbage. Så kom Brøler kom gungrene…
9
Mad! Ordet fløj igennem Grummes hoved. Hvad fanden æder en drage Tænke, tænke, tænke. Hurtigt gennemgik Grumme alle Grimms eventyr, men han fandt ikke svaret. Vent lidt, sagde han til sig selv. Drager findes kun i eventyr, og da det er Brødrene Grimm der har skrevet alle de bedste eventyr, må de jo også være os der bestemmer hvad de spiser. I det samme begyndte Brøler at gnave i de nærmeste trær. Hurtiogt fik den ryddet et areal på størrelse med borgen.
– Det er sgu’ ledt arbejde, sagde for sig selv og nød klangen af ordene.
– Såhh, så det synes du, sagde en velkendt stemme.
Grumme snurrede rundt og så stift på en skabning deer stod foran ham.
Skabningen løftede armen for at slå Grumme. Men Grumme trak Gøler, og Gøler gennembordede skabningenm.
Den lo.
– Mig kan du ikke dræbe. Jeg er Mørket. Mørket’s fyrste.
– Der var engang en konge og en dronning sagde Grumme og kiggede Mørket’s Fyrste i øjnene, der straks vég tilbage.
– Kongen var en meget stærk og heltemodig konge, der havde for vane at gå i kirke hver søndag.
Mørket’s fyrste snak i jorden. En grønlig stikflamme var det sidste der så dagens Lys. Idet Mørkets fyrste ikke kunne ses mere vågnede Brøler med et vildt blik i øjnene.
Den brændte alt hvad den kom i nærheden af.
– Så er det bare dig, snerrede Grumme hæst og så på dragen.
Dragen lettede og fløj henover Grumme.
– Slemt træk sagde Grumme, og lod Gøler flense dragens bug.
Sort klisteret blod sprøjtede ned over Grumme. Han var ved at drukne i dragens blod. Han kæmpede bravt, men der kom stadig mere blod. Han kunne næsten ikke trække vejeret.
Det er således med drageblod at det kvæler alt levende. Det er som syre. Meget farligt for andre væsner end drager eller skovtrolde. Deagens blod kan sammenlignes med menneskets mavesyre.
Endelig slap ham fri. Dragen svævede stadig rundt oppe i luften, men kort tid efter styrtede den ned i skoven.
Grumme satte sig op ad et træ. Et stykke væk lå Brøler’s rester.
Foran ham lå Brødrene Grimms borg. Nu er det jeres tur til at dø. I smed mig ud. Og du, som kalder dig selv for konge forvandlede min mor til en grøntsag. Men en klog grøntsag, skulle jeg hilse og sige.
10
Han smadrede borgporten op. Der var øde i borggåden. Alle vagtposter lå overrevne og blodige på jorden. Deres hoveder var smattede og det hele var ret forfærdeligt, tænke Grumme.
Han gik op i tronssalen. Der sad Grimm, Grufulde og kongen, alledøde med hver deres uhyggelige maske. 7 9 13, mumlede Grumme.
Fryden vællede op igennem ham. Han lod latteren få frit løb.
Han grinte og han grinte og han grinte i syv hele dage og nætter.
En dag bankede det således på døren.
– Ja kom ind sagde Grumme. Han lagde pennen fra sig og kiggede på den nyankommende.
– Hej, jeg hedder Solstrejf. Du kender mig godt, gør du ikke ?
– Tjaee, øh jo det gør jeg jo nok.
Med ét gik det op for Grumme at det var Solskin, den gode fé der var kommet til ham.
– Nemlig, jeg er kommet til dig for at fri,
– At fri til mig ?
– Ja
Grumme blev så glad at han spænede igennem tronsalen og omfavnede Solskin.
Der stod de to så og kyssede i tre minutter, og syv dage efter klokken ni om morgenen var der bryllup.
Alle levende væsner kom for at se bryllupet.
Grumme blev senere en kendt eventyr forfatter. Han udgav mange eventyr under navnet Grimm. Han fik desværre bare alrig solgt nogen fordi hans eventyr var så elendige. Men til gengæld levede han og Solskin lykkeligt til deres dages ende, og hvis de ikke er døde endnu, ja så må de vel leve et sted. Jeg ved ikke hvor.