Christoffer

Den blodrøde sol var ved at forsvinde ned bag den sorte skov’s trætoppe. Christoffer trak sin cyklen over kirkegården. Han var ellers blevet forbudt det masser af gange, men når det nu var en genvej, hvorfor så ikke tænke Christoffer og gik ubekymret videre. Pludselig mærkede han en klam ånde i nakken. Han så stift frem for sig. Han ville ikke vende sig om. Han gik rask videre. Men ånden forsvandt ikke. Christoffer smed cyklen og vendte sig hast-igt om. Christoffer tog sig til halsen ved det syn der ramte ham. Han rallede hæst og holdt sig et øjeblik for øjnene. En mand stod foran ham. Kødet hang i laser fra hans krop. En ufattelig stank stod omkring manden. Stanken af død. Christoffer rettede sig op og gjorde sig hård. Han så stift ind i mandens “levende” kranie der grinede ondskabsfuldt til ham. Christoffer var ved at brække sig, hvilket han normalt ikke gjorde. Mandens øjenhuler var fuldt af levende slimede og lange orme, der vred sig i klistre lyde mel-lem hinanden. Kvalmen tog mere og mere form inden i Christoffers hals. Han måtte brække sig. Han vendte sig om og skulle til at bukke sig ned, da en en hånd greb fat i ham og rev ham voldsomt tilbage. Christoffer satte sig op i sengen med et sæt. Det var kun et ondt mareridt. Men det var så virkeligt. Christoffer tørrede sveden af panden. Han rejste sig, tog sin morgenkåbe på og gik ud i køkkenet. Han åbned køleskabet og stod et øjeblik komplet lammet ved synet af en stor lodden eddekop. Otte lange lodne ben, en stor sort fedt glinsende krop med to røde øjne stirrede på ham. Christoffer lukkede lynhurtigt køleskabet. Men edderkoppen prøvede ikke på at slippe ud. Jeg er syg, jeg må til lægen – i morgen, tænkte Christoffer. I det samme gik det op for ham, at det var fredag og lægerne havde altid havde lukke om lørdagen. Det løb iskoldt ned af ryggen. Var han blevet paranoid. Havde han fået forfølgelses vanvid. Var det tegn på at han skulle dø. Hvorfor lige mig. Spørgsmålene meldte sig uafbrudt i hans trætte hjerne. Han rejste sig fra køkken tabureten og gik hen til køleskabet. Langsomt åbnede han døren og kiggede ind. Alt var som det plejede. Han åndede lettet op. Men hvor notelloen blevet af. Han havde ikke spist det, og glasset var der da han gik i seng. Det var bare Louise hans lillesøster der havde ædt det. Det skal han edderman’me huske sagde han grådkvalt til sig selv, hvorpå han traskede ind på sit værelse, lukkede og låste døren omhyggeligt og gik i seng. Resten af natten var han oppe syv gange for at cheke om døren nu var låst. Det var den. Christoffer vågnede først sent ud på eftermiddagen til stor forundring for hele familien. – Er der ikke noget mælk spurgte Christoffer da han kom ud i køkkenet, hvor de andre sad og drak the. – Mælk sagde faren. Hvad er mælk for noget. Christoffer stod og så på avisen der skjulte faren. Mælk & cornflakes’ i ved…. – Vi ved intet sagde moren, der sad med ryggen til. Christoffer følte sig usikker. Han bakkede henimod døren der førte ud til korri-doren. – Bliv snerrede lille søsteren. Han vendte sig om skulle lige til at løbe ud af køkkenet og ind på sit værelse, men en “klo” greb ham om skulderen inden han nåede at åbne døren. En jagene smerte fór igennem overkroppen og han faldt forover. Da han kom til sig selv igen var der nogen der stod og ruskede i ham. Chris-toffer, hvad skete der, vågn op Christoffer. Han så sine forældre stå bøjede over ham. De så bekymrede ud. Han lå på ryggen ude i køkkenet. Lillesøsteren kom hen og stillede sig ved siden af moren. Der var de. Tre mod hám. Tre mod én. Det var fejt. – Er du okay smaskede lillesøsteren. Hun stak en fonger i munden og snoede sit tyggegummi og tommelfingeren. – Jaja, jeg er okay fremstammede
Christoffer. Jeg faldt vist bare. -Ja, kom nu og få lidt morgenmad. Jeg har stillet “cornflaksne” frem sagde moren. Christoffer spiste morgenmad i fred og ro. Han måtte være på vagt hver gang et andet familliemedlem var i nærheden. Efter morgenmaden gik Christoffer ind på sit værelse og smed sig på sengen. Det skulle han aldrig have gjort. Sengen gav et ryk og lukkede sig på begge sider af ham. Han prøvede febrisk at slippe ud. Men “sengen” var og blev lukket. Hjæææælp! Skriget var ikke til at tage fejl af. Moren, faren og lillesøsteren kom styrtene ind på Christoffers værelse. For dem så det blot ud som om at Christoffer havde et levende mareridt, men for Christoffer var det helt anderledes. Ring efter lægen sagde faren og betragtede tavst sin søn. Christoffer lå helt stille. Der var trangt i det aflange og smalle rum. Langt borte kunne han se et rødligt skær. Han rejste sig og fulgte lyset. Det skar ham i øjnene at se på det, men en usynelig kraft tvang ham videre. Christoffer gik og gik, men det var ligesom om han ingen vejne kom. Et kvater efter ringede det på døren. Lillesøsteren fór ud og åbnede. Udenfor stod en høj mørkhåret mand iført flandels-bukser og rød sweater. – Er du lægen, spurgte Louise og så op på manden der først nu opdagede den lille pige. – Hva, Jahh jeg er. Er der her Christoffer bor? – Jaja, kom bare ind. Han ligger inde på sin seng. Han er helt plim, du ved. Lillesøsteren dunkede sig i hovede og så smilende op på lægen dr smilte tilbage. – Ja jeg ved godt hvad du mener. Lægen og Louise kom ind på værelse. Christoffer lå med armene i vejeret. Han formede hele tiden nye ting med sine hænder. – Hvad er det han laver, spurgte lægen. – Vo ved det ikke græd moren og støttede sig til faren som så over-bærende på lægen og sagde: Er det ikke typisk med børn i den alder. Især drenge. Lægen så strengt på faren, der hurtigt tav. Men så begyndte hab atter. Altså jeg mener, det er typisk at de altid skal blive syge, ligesom man skal til fammiliefest ikke. Nu kommer han sikkert ikke med. – Tjae det har De måske nok ret i sagde Lægen og så eftertænktsom på faren. – Se Christof.. Louise stivnede ved morenss sskrig. Då så alle tre på Chrstoffer. Hans øjne stod vidt åbne. Fråden løb ham ud af munden. En uhyggelig stemning havde bredt sig værelset. Temperaturen var faldet og en kølig vind strøg ind af vinduet. Christoffer blev mere og mere intereseret i hvad det røde skærs sanhed var. Han begyndte at løbe. Sveden løb ham ned af panden. Jo tættere han kom, jo varmere blev det. Til sidst kunne han holde varmen ud. Han tog jakken af og smed den bagover klar til kamp, som han havde set i de gamle westerfilm. Christoffer stod lidt og lyttede. Var det ikke, Christoffer gispede og så ned på sine fødder. Han turde næsten ikke fulføre sætningen for sig selv. Christoffer begyndte at gå mens han hele tiden holdt øje hvor fødderne gik. Et skarpt blink fik ham til at snuble. Han faldt ud i det tidsløse rum. Han faldt og faldt. Sære billeder fór forbi ham i rasende fart. Han prøvede at fange dem, men de var for langt borte. – Christoffer, kan du høre mig. Det er Edward. Vågn op Ch-ristoffer. Christoffer havde en fornemmelse af at der var nogen som udtalte hans navn ét sted. -Ja sagde han og ramte i det samme et blødt underlag. – Se. Faren pegede på Christoffer. Der havde sagt et eller andet. – Christoffer, Chrisrtoffer. Lægen satte sig ned på segen. Christoffer mærkede raseriet bruse op i sig. Han så en utydelig skikkelse være bøjet over sig. Hans hånd fløj gennem luften og greb fat i det der måtte være skikkelsen’s strube. Lægen fik et underligt udtryk i øjnene. Han stønnede og pegede skrækslagen på Christoffer, mens han så på resten af famillien der stod tavst omkring ham og sengen. Så faldt han livløs om på gulvet. – Du
godeste! En syg dreng og en død læge! Hvad hár vi dog gjort. Faren satte sig på en stol og så pudselig meget gammel og træt ud. Da Christoffer lidt senere kom til sig selv lå han stadig på det bløde underlagt. Han kom op at stå og så sig omkring. Han kunne intet se i mørket. – Hallo er her nogen, så svar mig da. Men der kom intet svar. En varm og fugte luft sivede ud et sted fra. Christoffer snusede kraftigt ind. Det lugtede akkurat som den dag han skråede over kirkegården, eller i den drøm hvor hvor han gjorde det. Han gøs. Det var lidt uhyggeligt. Sæt nu at détte her ikke var et marer-idt, men den forbandede sanhed. Tænk hvis han nu ikke længere kunne kende forskel på drøm og virkelighed. Christoffer stod lidt og tænkte. Så begyndte han at gå. Ingen ting vare evigt. Han skulle nok vinde. Endelig fik han fast grund under fødderne. Han gik på et “stengulv” I en borg?, en fangekælder? Han havde læst om uhyggelige fangekældre. Dennis Jürgensen havde vist engang skrevet en serie om en vampyrdæmon der hed Knusum Kranikum. En led satan der boede i en anden verden, i landet Kvæhl. Knusum’s borg hed Sylegård. Sylegårds fangekældre var det mest ulækre og uhyggelige man kunne forestille sig. Men det var jo bare fantasi, eller var det. Arnold og Christina, seriens hovedpersoner, havde reddet dem selv. Både Knusum Kranikum og op til flere gange havde de undslup-pet de dumme vampyrtrolde. Joh, det havde de ganske vidst. Men det var ikke at sammeligne. Men hvis de kunne, han Christoffer så ikke, joh han kunne og han ville. Christoffer gik beslutsomt videre. Længere fremme kunne han skimte omridset af indgangen til et eller andet. Få meter fra indgangen standsede Christoffer. Han stirrede skræmt fremt for sig. Åbningen blev mere og mere mørk. Et eller andet fyldte den ud. Christoffer kneb øjnene sammen, men lyset bag åbningen var for stærkt til at han kunne se tydeligt. Igen mærkede han denne lugt af død og rådenskab. Kvalmen steg. – Christoffer, Christoffer, slap af! Nogen stod og hev ham i armen. Christoffer lå og krammede dynen. – Hold op, hjælp, jeg bliver ædt… Moren stod bøjet over Chhristoffer. Hun prøvede ængsteligt at holde om sin søn. – Mor? Christoffer satte sig op i sengen og så på sin mor. – Hvor er vi. Hvad har jeg dog gjordt. Moren så på ham. – Christoffer, kan du slet intet huske, spurgte hun med en grådkvalt stemme. Edward Hansen, lægen, har været her. Pludselig strakte du armene ud, greb ham om halsen og… dræbte ham. – Hvordan kunne du gøre det mod ham Christoffer. Vi troede, vi håbede. Moren rejste sig bitter fra sengen og gik. Nu var var han alene med sine problemer. Ingen at dele dem med og ingen at snakke med. Christoffer føltte sig trist til mode. Han gik over til vinduet og så ud. Han nægtede simpelthen at tro på det han. Det kunne, og det måtte for himlens skyld ikke være rigtigt. Christoffer vendte sig om og tog en tegnestift fra tavlen. Han prikkede sig selv i armen. Smerten var ikke til at tage fejl af. – Men det kan ikke være sandt dette her stønnede Christoffer. Og til hans skræk lød en stemme kort tid efter: – Joh det kan være sandt, og det er sandt. Christoffer vendte sig om, men intet var se. Han kiggede igen ud af vinduet. Supene var uendelige. I det fjerne kunne Chrristoffer skimte skyggen af nogen der lignede en gammel borg. Menneskestemmer og hyl ekkoede mod murene. Og bag de mure stod han Christoffer. Det bankede på døren. Han vendte sig om og så til sin forskrækkelse at alt var ændret, og i bar frustration kom han til at råbe kom dog ind mand! Døren blev sparket ind. – Goddag Hr Greve. Manden der stod foran ham var stod og bred. Han lugtede af øl. – Hva’ hvad siger du spurgte Christoffer og så på manden der pludselig kiggede ned på ham. – Hva’ satan. Hvem er du om jeg må spørge.
– Christof.. øh nej, jo ser du.. Manden tog fat om halsen på Christoffer, der rallede til stor morskab for manden. – Du knægt, har jeg ikke fortalt dig at du ikke må rende rundt på borgen. Jo det har jeg nemlig fortalt dig. Tusinde af gange. – Smut ned på kroen efter et glas øl. Her er fem Rehatos. Chritoffer tog mod pengene og forsvandt ud af døren. Her lugtede underligt. Han kom ud på en lang gang. På væggene hang fakler. Christoffer hørte støvletrampen langt borte. Han trykkede sig på mod muren. Nogen varmt og klæbrigt løb ned af ryggen på ham. Han skreg. Hurtigt hev han blusen af og rystede den. En stort loddent dyr faldt pibende ned på stengulvet og forsvandt inden Christoffer kunne nå at trampe på det. Han tog blusen på igen. Han kunne skimte to mænd der kom gående ned ag gangen. Ned mod ham. Han vendte sig om og skulle lige til at løbe da han så manden der havde sendt ham efter øl kommen gående. – Knægt, hvornår kommer du med ølllen råbte han. Nu var gode råd dyre. – Øhh, jo de havde ikke mere, sagde de. – Hva, siger du. Havde de ikke mere?. – Nej, øh ham manden, den fede, sagde de ikke havde mere, løj Christoffer. Manden var nu nået hen til Christoffer. Han tog ham i armen. – Hør knægt, hvis du lyver om øllen, fortæller jeg Greven om dig.
Og du kender jo godt Greven når han hører at nogen lyver for hans højst ærede medarbejdere. Christoffer var tør i munden. G-G-Greven stammede han. – Nemlig, knægt grinede manden onskabsfuldt. Husker du ikke knægt. Den tjener der engang fik kvalme i tronsalen, mens Greven selv var til stede. Han blev parteret knægt, og alle slaverne blev tvunget til at spise af ham, efter Greven selv havde været med til at koge ham. Christoffer samk en klump. – Øhh, altså det med øllen var en løgn. Jeg øh skal nok smutte ned efter det nu. Manden så på ham. – Løgn, rasede manden. Så er det jo op til Greven. Nej vendt nu lidt. Måske skulle jeg hellere vente til du blev lidt ældr. Babykød smager jo ikke så godt synes Greven. – Men smut ned efter det øl alligevel. Christoffer styrtede ned ad gangen. Han kunne svagt skimte udgangen længere fremme. Han nåede den forpustet uden at blive opdaget. Christoffer troede ikke sine egne øjne. Så lang han kunne se var der mennesker i gang med at bygge. Det hele var systmatiseret. Cirka hundrede mænd var skiftevis på vej op og ned af bakkerne med sten og jord. Det blev trukket på primitive tohjulsvogne. På den nærmeste bakke var der kvinder i gang med at lave mad og vaske tøj. Og midt i det hele stod to mænd. Den ene slog rytmisk og uafbrudt på en stor tromme. Den anden sad på en hvid hingst og så ud over det hele. Han var iklædt brune skindbukser og støvler. Han bar en skinnene rustning der blinkede i solen. På hovedet han han en hjelm af sølv. Han så ud til at være Greven. Greven? Selfølgelig! Dette måtte simpelthen være Grev Dracula’s headquater. Men han var jo vampyr, så vidt Christoffer vidste. Og vampyrer kunne ikke tåle sol. Og Dracula var den eneste vampyr og Greve han kendte til. Så kom han pludselig til at tænke på at han var sendt efter øl. Han gik ned af trappn. Den var en svær trappe og han var ved at snuble flere gange. Grev Dracula eller Dracul som han blev kaldt af de indfødte. Han måtte ihvertfald befinde sig i Rumænien, – Transylvanien, omtrent i det fjortendeårhundrede. De var i krig mod Tyrkerne. Måske var de i færd med genopbygge en landsby som var brændt ned. Han var nået ned af den stejle trappe. Støvet lå tygt på jorden. For hvert skrit han tog kunne han mærke i nøsen. Han så sig omkring. Midt på pladsen var en bod stillet op. Den bestod af ti tolv tønder og et par bænke. Christoffer lø iver til boden, men standsede så og gik langsomt,
for ikke at vække for megen opmærksomhed. Christoffer var nået helt helt hen til boden da konen råbte. – Hvad laver du her. Skal du ikke ud at arbejde? – Jeg skal have en øl skreg Christoffer tilbage, i den tro at det ville aflede konen mistanke om at han ikke var en af dem. – En øl til dig. Du er jo ikke engng fyldt ti år knægt. – Det er ikke til mig. Det er til “Greven!” – Til Greven rallede konen, et øjeblik. Hurtigt fyldte hun et stort krus op og gav det til Christoffer der nu følte sig overlegen hvorfor han blev stående. Konen så bange ud. – Ja, du husker nok den historie med tjeneren der fik kvalme i tronsalen ikke. Var du måske ikke selv med til at æde hans hjerne? – Åhh, hvorfor siger du det græd konen.
Jo det var jeg. Det var forfærdeligt. Fortæl ej Greven om denne snak. Jeg bønfalder dig. Jeg vil pudse din sandal
er og kysse dine fødder. Jeg vil gøre alt for dig, blot du older vores snak hemmelig. Det lovede Christoffer. Han gik tilbage mod trappen hvor en velkendt herre stod og ventede på ham. – Nå knægt. Det var på tide du kom med det øl. Han næsten rev kruset ud af hånden på Christoffer så halvdelen af øllet sprøjtede ud over Christfer. – Hvad helvede. Kan du ikke give mig et krus på en ordenlig manér. Greven sidder lige deroppe. Christoffer kiggede op mod Greven der sad stolt på sin hest. Så fik han øje på Christoffer. – Kom herhen dreng, sagde han. Manden skubbede Christoffer hen mod Greven. Han steg af hesten. – Hvad laver du her sønnikke? Spørgsmålet kom som en nål i huden for Christoffer. Hvad skullehan nu svare. – Svar knægt eller du ved hvad der sker. – Hvad jeg laver, øh ser De. – Ordkløver. Tal så jeg kan forstå dig. – Joh jeg var bare ude fordi jeg skulle snakke med Dem, og så blev jeg tvunget af ham manden dér, Christoffer pegede uvrigt, tvunget ttil at stjæle et krus øl. Greven så på Christof-fer. – Jeg tror dig sønnike. Men sig mig engang, hvad hedder du egenmtlig. Jeg synes aldirg at have set dig hér omkring før? Nu havde Christoffer det meget dårligt. Han bad til at Gud måtte hjælpåe ham. Det havde han altid lært. Mindsanten, er det ikke Pedros der står der lød en kvindestemme. Greven snurrede rundt. Kvinde tager du ordet fra drengen, uden at have fået lov? Kvinden kom nærmere. Nåhh er det bare dig kone sagde Greven og smilte. Kender du denne dreng? Kvinden nikkede. Pedros er en flink lille dreng, som engang hjalp mig med at bære en kærrer korn fra maleriet til køkkenet. Hun bukkede sig ned og gav Christoffer et kys på kinden. Tak Pedros, endnu engang. Christoffers hjerte hoppede en ekstra gang. Det var første gang i hans tolvårige liv at han have fået et kys. Naturligvis havde han fået masser af kys sin mor og sin tante, men aldrig af en vildt fremmed kvinde, som nu stod foran ham, og udgav sig for at kende ham.
Men det hører vel med til mandelivet gættede Chistoffer på og håbede inderst inde at kvinden kunne hjælpe ham, eller i det mindte give ham endnu et kys. Pedros, Pedros. Kvinden kaldte. Christoffer gik hen til hende. Greven var steget på sin hest igen og red nu rundt iblandt slavearbejderne. – Hvem er du spurgte kvunden. Jeg kan se du ikke en en af vore. Hvor kommer du fra. Christoffer så på hende. – Fra himlen. – Fra himlen udbrød kvinden og så på ham. Men hvadf laver du så på jorden. Jeg er på en mission. Kvinden trak ham en i skyggerne af to vogne. – Fortæl mig så sanheden din lille gnom. Jeg ved du lyver. Husk, jeg har reddet dig fra Grevens gryde én gang, og jeg er parat til at gøre det igen, men du må fortælle mig sanheden. – Okay okay. Men sanheden er, at jeg faktisk ikke rigtig ved hvorfor jeg er her og hvor, og jeg tror ikke der
er nogen der kan hjælpe mig. – Sludder. Jeg kan hjælpe. Christoffer og kvinden snurrede rundt. – Jeg hørte jeres samtale for flere tusinde år siden. Jeg kan hjælpe dig Christoffer. Jeg kender sanheden om dig, hvorfor jeg så også har magten. En gammel stod foroverbøjet og så på dem. Christoffer blev iskold. Den gamle mindede ham om Heksen Sejd fra Knusum Kranikum bøgerne.

Print Friendly, PDF & Email
Vær den første til at bedømme
Mærket med:

Skriv et svar