Manden

Den lille fede mand vraltede ud af supermarkedet med to store indkøbsposer i hver hånd. Sveden løb ham ned over panden. Ved posthuset satte han poserne på jorden. Så kørte en bus forbi. Men manden stod stadigvæk og pustede ud, nu med et lomme-tørklæde for panden, da den modkørende bus kom. Middagsheden fik alle mennesker på gaden til at skynde sig. De fleste bar solbriller og flest kasketter. Få bar en hat, men det var mest kvinder. Tanken om skyggen var en drøm for alle. Men den lille fede mand så ikke ud til at have travlt. I et nú var alt forvir-ring. Et barn kom cyklende på fortovet. Det kom tætere og tætere på den fede mand. Han havde ikke set barnet. Og så var det for sent.
Barnet var kørt ind i ham. Han væltede bagover og slog hovedet mod jorden. De to plasticposer væltede. Smørreost, kartonvin, chips, cola, bøffer, fløde og chokolade lå spredt om kring to poser poser. Manden lå ubevægelig og stirrede op mod den brændene sol. Så hørtes en råbende stemme kalde. Barnet kiggede rundt og fik øje på den som kaldte. Hun tog cyklen og cyklede efter stemmen. Og lidt efter var hun forsvundet. Manden var kommet til sig selv. Han satte sig for-tumlet op og sig omkring. Da han opdagede at varene lå spredt på fortorvet, fik han hurtigt samlet dem sammen, og stoppet dem i poserne. Solen havde efterhånden fået varmet fortovet godt op. Han fik med besvær rejst sig, og børstede sit jakkesæt. Det var alt for lille til ham. Jakken var lysseblå med tynde grå striber, skjorten hvid og slipset rødt. Bukserne passede sket ikke til jakken. De var sorte og sad stramt, så han næsten ikke kunne bevæge sig. Langsomt og forsigtigt tog han et skridt hen ad fortorvet, og da han følte sig sikker nok satte han farten op. Klokken havde for længst slået sit 13. slag på kirkeuret. Ikke særlig mange mennesker kom nu af supermarkedet. Manden buggede sig ned og hankede op i plasticposerne. De var ikke tunge, og holdt man en i hver hånd var der ligevægt. Han havde kun lige rettet ryggen da han mærkede sine bukser reve bag i. I det samme kom bussen. Han begyndte at løbe hen i mod den så godt han kunne, med det rultat at bukserne gav efter og gled ned om knæene på ham. Så faldt han, tre meter fra bussen.
En ældre dame kom tilfældigt gå-ende, og skævede forknyt ned på manden. Hjælpeløs som han lå der, strakte han hånden op mod hende. Men den blev ikke taget. Hendes mund stod åben. Hun kram-mede sin stok i hånden og hendes øjne var på stilke. Solen glimtede i hendes sølvtand, og fik det hvide hår under den grønne hue til at skinne næsten spøgels-sagtigt. Urokkelig som en statue stod hun og kiggede på ned manden. Pludseligt, som nogen vækkede hende af en ond drøm, rettede hun ryggen og så forvirret fra side til side. Hun gik hen til bussen og steg ind i den. Den røde mimrekort tog hun op af tasken og viste buschaufføren. Han nikkede og startede bussen. Snart var den ude af syne.