Øksemorder til leje

Den hvide sne dalede harmonisk  ned over den næsten hvide by. Shawn Dark sad sammenkrøbet på Cafe Maddy og drak sin beskidte kaffe. Storbyen stank. Helvedes forgård. Ikke en gang Helvedes forgård var så stinkende, et helvede som storbyen. Shawn Dark hadede den. Evig og altid deprimerende depressioner. Osen hang i tykke flager foran vinduet hver morgen han vågnede. Det var ikke længere muligt for nogen, at åbne vindue i byen, uden at få bilos og duelort på cornflakesene, og i kaffen. Han var ved, at brække sig. Kaffen smagte forfærdligt. Han rettede på hatten, som skyggede for den svage belysning, der var på cafeen. Han skulede ned i kaffen. Den så godt nok også lidt tynd ud tænkte han og tog en slurk. Raseriet steg ham til hovedet, og han var på nippet til at kyle kop og kaffe gennem lokalet. Arbejdsløsheden hang som en sort kappe rundt om jorden. Den formørkede alt og alle med sin tæthed og klamme hede. Alle var blevet mere aggressive, og kun en lille ting kunne få det fyldte bægre til at flyde over. Og bægeret var snart fyldt. Shawn tænkte på tv nyhederne den foregående dag. I Tyskland havde venstreorienterede massekreret en gruppe højreradikale. Gaden havde været det rene blodbad. Shawn følte stærk afsky for den slags metoder, men forstod udmærket hvad der skete. Han lod derfor koppen stå. Han havde trods alt været stamkunde dér, i snart ti år. Magg, eller Maggi Robertson som hun hed, stod bag disken i sin gule slidte jakke og serverede kaffe, øl og whisky dagen lang, til byens udskud og bumser.  Det var ikke en rigtig cafe, men kun et sted man talte om, og “subjekterne” opsøgte, fordi den  var så fandens billig. Hvis man  snakkede om cafeen på åben gade, kiggede folk altid underligt på en, som om man lige var blevet sluppet ud fra den lukkede. Men Shawn Dark var ligeglad. I det hele taget, ragede det hele ham en skid. Folk nu om dage, var så dumme og grimme at høre og se på. Selv Mag var jo blevet de ti år ældre. Stor og fed og med bumser i hele fjæset, og en skrig-ende rød læbestift der løb. Ak, den stakkels gamle kælling tænkte han. Hun fik sgu’ aldrig det hun gerne ville. Et kort sekundt strejfede tanken ham, at drikke sig stinkende stiv, for så at invitere hende med hjem og kneppe hende. Men den forsvandt lige så hurtigt fra hans hovede, som den var opstået. Han kom dansede rundt om disken, med en kop kaffe til en ny kunde, som lige var dukket op. Her var alle kunder. Uanset hvem man var, og hvorfor man var her. Alle var bare kunder, og skulle man kun have en pizza eller en øl, så var man kunde alligevel. Shawn Dark drak resten af sin kaffe. Lægen havde sagt, at han ikke måtte drikke whisky. Han brød sig ikke om tanken, men havde rettet sig efter den alligevel, Han følte selv, at han var blevet en hel ny person. Og nu sad han her, midt i den stinkende storbys mest slidte og hærgede cafe, Cafe Maddy, og drak sort kaffe. Sukkerstykket havde han skubbet ned på gulvet, hvor anden mands køter havde ædt det.Den var straks løbet over til det modsatte bord  med godbidden i munden, med et glimt i øjet. Shawn Dark smilede for sig selv. Kunne man gøre noget  godt for andre, skulle man gøre det. Det havde hans mor altid lært ham. Dagens anden gode gerning var gjort. Hans øje fangede rummets eneste elektroniske apparat. Det hang på væggen. Det lille blå ur med de hvide visere viste at, klokken var 22.34. Uret var en af cafeéns særheder, ellers var der kun stole, borde og lamper i loftet, og en disk ud af træ, og et par hylder bag ved. Herfra lavede Mag kaf-fe og hentede øl og pizza fra. Han rejste sig og tog den medbragte pakke med under armen. Han gik ned af den larmende gade, og hørte døren smække efter sig. Selv sent på aftenen, hvor gadelygterne skinnede den regnvåde asfalt op, blandet med
neonreklamernes lys på de grå og hullede husfacader, var der stor aktivitet at spore. Folk skulle til fest, og folk skulle fra og på arbejde. Et arbejdende helvede, i nærheden af Helvedes forgård, tænkte han og drejede ned af en ny gade, der førte lige op mod parken. Parken var et kendt sted for byens anden befolkning. Bøsser, kriminelle,
narkomaner og dem der var begge dele, færdes der frit. Politiet havde for længst opgivet at udrette noget. Og godt det samme, for alt var organiseret og pilråddent, og kunne absolut ikke gennemskues af en politibetjent på 45. Og de fleste var 45. Shawn Dark havde engang mødt en på 30. Han havde bestemt, at det skulle skrives i hans erindringer engang, hvis han nåede dem. Men lige nu var han på vej mod parken. Han huskede ikke sidste gang han havde været der. Han huskede kun, at han denne aften skulle fortælle én noget. Noget personen ikke brød sig om, at få at høre. Shawn Dark grinede hysterisk ved tanken. Et ældre ægtepar over på den anden side af gaden skuttede sig, og gik ind i en opgang. Shawn kunne lige tænke sig til hvad de snakkede om. “Så du ham ungdomsforbryderen Mannfred?” “Ja skat, det var godt jeg er hos dig.” “Ih altså, det var godt, du er her min egen.” Manden nikkede. Shawn grinede igen, og satte foden på parkens grussti. Egentligt brød han sig ikke om at komme her, men når han nu skulle møde nogen, så var det vel heller ikke værre. Lytenepælene sendte sine blegblå lys ned og gjorde de mindste mænd til de største rovdyr. Lyden af fortrinene og skyggerne i gruset, fik det til at ligne en film. Han drejede til venstre ned af en mindre sti. Han kunne se der stod en person, godt en snes meter længere fremme. Shawn Dark tog pakken frem, han havde holdt under armen, og pakkede den sirligt ud, som en lille dreng der får sin første og største julegave. Papiret, der var fra Webtsters blomsterbutik, skrattede så meget at Shawn måtte fløjte for ikke at blive opdaget. Han smed papiret på stien og åndede lettet op, da ingen havde set ham. Så gik han videre ned af stien. Papiret lod han skødesløst ligge på grusstien. Han ville samle det op igen når han gik tilbage. “Det kunne da bruges som gave papir, Jeffry,” ville hans mor have sagt. Jeffry var Shawn Darks far. Hans søster Joey havde fødselsdag i morgen. Hun blev 29 år. Joey var der hele tiden. Shawn Darks yndling. Altid været der hvis Shawn ikke forstod noget, eller følte sig uden for. Han elskede Joey. Shawn aldrig været med i basketballkampene i baggården, og Joey havde krammet ham så han var ved at kvæles, i
hendes greb og sagt, at han ikke kulle være ked af det, for de andre var nogle bøller. “Kurvene sidder alt for højt, lille Shawn,” havde de andre bare sagt. Men Shawn var vokset siden hen. Og han havde lært at ramme kurven. Helt uden hjælp fra andre. Og det vidste Brian Mc D godt. Han brød sig ikke om Brian Mc D. Omvendt brød Brian Mc D sig heller ikke om Shawn. Slet ikke efter den dag, Shawn havde stjålet hans mattematikrapport, i skolen. Rektor var blevet edder spændt rasende på Brian, og hele skolen havde fået det at vide. Den mandag havde Brian haft fire røde striber på kinden, der passede til rektors hånds størrelse. Brian var løbet skrigende ud af skolens bygning. Sikkert hjem til sin mor eller ned i byen for at spille på en-armede. Shawn frydede sig, i sit mørke sind, mens han nærmede sig personen på stien. Der var kun ti meter tilbage, omtrent. Shawn havde altid, altid ønsket, at være med til basketball. Klokken slog 23.10 da Shawn Dark standsede og hævede det han havde i højrehånden. En lille meter fra ham stod en ung mand og kiggede ned mod byen. Ved lyden af fodtrin vendte han sig forbavset om, og så ind i Shawns ansigt. Hans øjne lyste op i det begyndende måneskin. Han skulle lige til at løbe, da Shawn lod øksen falde, og præcist kløve hans hjerneskald. En knasende lyd, som når et barn leger med en pakke kiks, det har fået lov at lege med og ødelægge, kom fra Brian Mc D’s hoved. Blodet stod i en stråle ud fra hovedbunden og ramte Shawn i panden, som hostene af kvalme, trak sig lidt væk, og med en vis beundring i blikket kiggede på den levende døde. Øksen stod frem som et smukt relief, et kulturelt symbol på galskaben i verden, syntes han. Månen var stået op og øksen kastede skygger ned over byens hustage. En ugle skreg et sted sted i mørket. Brian Mc D nåede aldrig at opfatte at han var død, og dét var også det bedste. Men Shawn Dark ærgrede sig alligevel over det. Den groteske figur stod et halvt minut og så lige frem for sig. Den rakte sine arme anklagende frem mod Shawn Dark. Bæpdet dryppede fra den over alt. Endnu inden manden var gået helt i jorden trak Shawn øksen ud. Men så let var det ikke. Øksen havde boret sig dybt ned i mandens hovede. og Shawn trak Brian flere meter hen ad grusstien, før øksen kom fri med en svubbende lyd. Hvis Brian havde kunnet se, ville han have set sin egen grå hjernemasse liggende på grusstien få meter derfra, midt i en stor dynde mørkt blod. Shawn Dark buggede sig ned og samlede det smidte papir op. Han tørrede økseskaftet af i det, og pakkede den ind igen. Så svang han pakken over skulderen, og slentrede ned ad stien. Hvis det havde været dag, og ude på landet ved en bondegård, ville man have troet at Shawn var en markarbeejdr på vej hjem fra arbejde. Men Shawn Dark var ikke markarbeejder, og det var mørkt og aldeles ikke ude på landet. Shawn var øksemorder. En
profession han brystede sig af. Der var så mange gale mennesker i verden, og største-delen af dem ville kun hinanden ondt. Her var det at Shawn Dark så sit arbejde som nyttigt. Han havde aldrig tænkt over, hvorfor det var nyttigt, men en indre stemme sagde ham, at retfærdigheden lå trygt og godt i det blanke og hårde stål. Retfærdigheden var hård tænkte han, men måtte ske fyldest, uanset om lejeren var psykopat eller forretningsmand. I dette tilfælde var det dog anderledes. Det var selv-bestilt. Klokken var omkring midnat da Shawn Dark nåede hjem, til sin lejlighed på syvende. Han stillede øksen i entreen og gik ud i køkkenet. Der var stadig kaffe på kanden Han tog en hvid frem og tørrede den af. Så hælde han hældte kaffe i den. Han spyttede den omgående ud igen. Selv kaffen på Cafe Maddy var bedre. Godt der stod et par øl i køleskabet, tænkte han, og åbnede det og tog en. Det var bedre. Den kølige væske fyldte hans brandene svælg. Klokken var gået hen og blevet et om natten, da Shawn Dark gik i seng. Han åbnede de franske altandøre, trods den dampende smok, ud til den pulserende storby, og dens levende gader. Så lagde han sig til at sove.

Print Friendly, PDF & Email
Vær den første til at bedømme

Skriv et svar