Sikbutikken

Jeg vil her fortælle om en ganske særlig dag fra min barndom. Hvis De har børn i nærheden skal de nok holde dem væk, for at de ikke skal savle bogen til. Jeg husker det var en fredag eftermiddag hvor det hele startede. Jeg gik ned af Lyngby Hovedgade mod biblioteket. Jeg var frygtelig sulten, så jeg besluttede mig for at gå ind i den nærmeste slikbutik jeg så. Jeg skubbede døren op med foden og trådte ind. Duften var ikke
til at tage fejl af. Jeg så mig målløst rundt i butikken. Alle hylderne var fyldt med årgammelt støv og tomme dåser. På disken lå et stykke chokolade. Jeg strakte hånden frem for at tage det. Men med ét blev det hevet væk. Jeg løftede hovedet og så til min overraskelse en lille buttet dame, vel omkring de halvfjerds-
firs år stå og grine hjerteligt. – Hvad Helvede lave du? – Nåhh, der er nok en sliksulten, hva’? – Ja, jeg kom faktisk forbi for at købe noget!. – Men – hvis du absolut ikke vil sælge – så…
Den gamle kone så ud til at more sig gevaldigt. Jeg følte
raseriet bruse op igennem mig. Jeg slog i boret.
– For hele hule Helvede, gi’ mig så noget at æde.
Den gamle så nu surt op på mig.
– Er du ikke klar over at du er kommet til jordens største, mest
frygtindgydende, farlige slikbutik ?
Jeg så mistroisk på hende.
– Er jeg ?
Hun nikkede.
– Kom med unge ven, så skal jeg virkeliggøre dine vildeste og mest saftige slikdrømme for dig. Hun vendte sig om og gik hen mod bagindgangen. – Øh, jeg tror altså ikke jeg skal have noget slik alligevel, sagde jeg og vendte mig for at gå min vej.Det løb mig koldt ned af ryggen. Døren til friheden var der ikke.Den gamle stod stadig med ryggen til. Skal du ikke med ind i baglokalet, spurgte hun, og grinede. Hun åbnede så pludseligt
døren, at jeg slet ikke nåede at reagere. Jeg blev af en usynlig kraft trukket henimod det store frygtelige slikdyr. Lyset blev stærkere og stærkere og til sidst stod jeg i selveste lyset. Tiden stod stille. Alt var som intet. Jeg kunne hverken se, høre eller sige noget. Men duften. Denne overdimensionerede sødme af alting omkrendsede mig som vandet ved havet gjorde når jeg om sommeren var ude at bade.Jeg var fortryllet. Jeg var sulten, og langt borte i min hjerne kunne jeg registere en lyd. Der var nogen der kaldte på mig. Stemmen var fin, mild, og på samme tid rusten, uhyggelig og irriterende. Noget ved denne fantastiske fredagseftermiddag fortalte mig at jeg var blevet velsignet af selveste Gud deroppe i himmelen. Jeg begyndte at gå. Lyset blev svagere jo mere jeg
gik.

Print Friendly, PDF & Email
Vær den første til at bedømme
Tags:

Skriv et svar

Avanceret søg

Søg
Standard filtre
Kun match
Søg i overskrifter
Søg i indhold
Søg i undtagelser
Filtrér sider/indlæg
Indlæg
Sider
Andet
Vælg én/Vælg alt
Vedhæftninger
Top