AI-Siro lod sin Debug-kommando afvikle.

Sensoren opsnappede korte lysglimt før rumstationen gik i sort.
Nødbelysningen og iltforsyningen var afbrudt. Rummanden reagerede hurtigt. Mennesket havde i tusinde år overlevet i rummet. AI-Siro blinkede tavst, displayet var sort.

Med fingerkomandoer og et værktøj fik han genstartet systemet, og deaktiveret AI-Siro. Den kunstige intilligens var ude af kraft.

Link til Fyldepennen.dk hvor denne tekst først blev publiceret
https://www.fyldepennen.dk/oevelser/besvarelse/?id=4463

Fedtet havde sat sig godt og var svært at trække vejret igennem, dog vurderede fyldepennen, at når dens ejer tog den i sin hånd, ville han vaske og pudse og kæle for den, så den atter blev glat og rar at holde om. Den følte sig en smule ulækker som den lå der, på det støvede underlag og missede mod solens skarpe stråler. “Gad vide hvordan kuglepennen, og skrivemaskinen havde det” mumlede den for sig selv, og tænkte på de mange stunder de havde haft, når de var på det samme skrivebord.

Skrivebordet var et stort flot møbel, som stod placeret mit i et rum, hvor solen altid skinnede på det, syntes fyldepennen, og følte sig i lang tid glad over at være. Selvom den havde meget imod skrivemaskinen og kuglepennen, fordi de var noget finere end den selv, så lod den sig ikke mærke med det, men nynnede blot for sig selv, og håbede sådan på at blive samlet op igen, så den sammen med sin herre, kunne skrive de smukkeste vers og tekster,

Uret i rummet slog, og fyldepennen talte elle lange slag. “Så var det ved at være tæt på” tænkte den. Normalt kom dens herre klokken tolv og satte sig ved bordet, og tog den op. Den mindedes en dag hvor han havde siddet og kigge på den, og sagt at den var en fin pen, og at den skrev rigtig godt. Den følte sig så stolt, og gavde sagt det til både skrivemaskinen og kuglepenne. Men de havde blot grinet af den og sagt, at den jo kun virkede i korte perioder før den skulle fyldes op igen, mens de havde en lang længere skrive og levetid, og skrivemaskinen var enddog fungerende med elektricitet. Fyldepennen var en kende ulykkelig, men trøstede sig ved sin herres ord.

Men nok om alt det tænkte den og glædede sig ustyrligt og næsten menneskeligt barnagtigt til at dens herre kom og tog den op. Den lagde sig godt til rette ved skriveblokken, tittede over til blyanterne i kruset og op på lampen oppe i himmelen, og lå musestille.

Et ‘ritch’ og et ‘rartch’ og et papir fra blokken blev pludselig revet af, så den för sammen og rullede hen ad bordet, ud over kanten. I flere tomme sekunder mærkede den intet andet et tomheden mens den så bordet og herrens stole suse forbi, inden den landede med et ‘klonk’ på trægulvet, hvor den rullede ind under bordet. Dér lå den. Rystet i sin grundvold og ude af stand til at hverken se og høre hvad der skete, da døren atter gik op.

Et par hurtige trin, og et menneske der sagde noget, den ikke kunne forstå, men dog på en hård måde, så den vidste at noget var der sket. Lidt efter så den sin herres ansigt. Først, var det en sur mine, og så et et stort smil da han så den ligge dér. “Åh der er du” udbrød herren og samlede den op, og lagde den kærligt og forsigtigt på bordet sammen med papiret. “Tænk” sagde heeren, “Jeg var ligegodt bange for at jeg skulle til at skrive et lille digt på skrivemaskinen”. Fyldepennen fik rigtignok sin stolthed tilbage, og fra den dag drillede skrivemaskinen og de andre, den aldrig mere.

Link til Fyldepennen.dk hvor denne tekst først blev publicceret
https://www.fyldepennen.dk/oevelser/besvarelse/?id=4461