UseChat

Tag: Angst

Hjertebanken

Skrevet Søndag 15. november 1992, Lyngby

Hele ugen har mit hjerte banket
jeg har følt mig nervøs og sløj
en uren rytme der gjorde mig ræd
i nattens mørke flygtede jeg
i dagenes skygger jeg græd

Jeg har tænkt på mit liv
hvergang jeg åndede ind ad luften
den fyldte ikke mine lunger ud
jeg hedder Knud
og hvergang jeg tog en tår, gik der år
for jeg opdagede og klagede

Mit hjerte har banket hele ugen
men jeg er ikke tryg
og hvis jeg nu får ondt i min ryg
– så er du sød –
og jeg er død

Hvis jeg nu bare kunne se
så havde jeg dog sagt farvel for længe siden
Jeg havde aldrig behøvet at føle mig lav
men leve, leve på at være høj uden nervøs hjertebanken
ej hellere at være sløj

Hvis nu bare jeg kunne se, så havde jeg dog sagt farvel for længe siden

A 49

Jeg turde ikke sådan rigtig
Sige det til hende
Jeg ville blive sparket væk
Famle rundt i blinde
Uden at ku’ konstatere
De blide vinde
Mon hun turde a høre på
hvad jeg ville sige til hende
Ville hun også
vilde rundt i vinde
Det tør jeg ikke tænke på
Som du nok kan forstå
Hun er lige min kage
Gid hun kun bli’ min mage

Ærligt talt

Ærligt talt
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.

Ærligt talt
så hader jeg jer
I som ikke gav
det jeg længselsfuldt
søgte og havde brug for
og som jeg aldrig har fundet
og aldrig kan finde
Ærligt talt
Så har i ødelagt et liv
med jeres forestillinger
om et godt liv

Ærligt talt
er det ikke for meget
at byde en dreng
kunne I gøre det om
ville I gøre det om
så skulle I ikke gøre det om
for jeg kan ikke ændre
mit had til kærlighed
aldrig i livet
til døden os skiller

Ærligt talt
så skal I være glade
for hvis jeg klarer mig
så er det fordi jeg er stærk
og det er jeres skyld eller kærlighed

Næste gang

Næste gang
Lørdag 26. december 1992, Lyngby.

Det gør så ondt i mig,
det har det gjort i mange år.
Jeg kan ikke mere skrive digte,
der belyser mine sår.

Der er ikke flere ord at bruge,
og de som er ér alt for få.
Og det gør så ondt at jeg græder,
at det må være værre at se på.

Jeg har prøvet at fortælle mig selv,
lejet læge, psykolog og hvad-ved-jeg!?
At jeg lever stadigvæk er vel et held,
men hvis du spør’ mig er jeg død af den leg

Det er bare skidt og kanel fordi
forklaringer og lege er forbi.
Jeg fandt svar men ingen glæde og glød
næste gang du ser mig er jeg sikkert død

 

Faste rammer

Faste rammer
Lørdag 13. juni 1992, Lyngby.

Jeg lever nu med kendskab til
livet og hvad det er jeg vil
Mine drømme de går i retning af
at jeg bli’r lykkelig en dag
Hvor jeg finder en kvinde
som jeg kan elske
som kan elske mig
uden at vi skal famle i blinde

21 år, 11 måneder og 13 dage
cirka 15 timer
Jeg er alene og ensom
men ser folk i stimer
Og det piner mig at se og høre
når de krammer og kysser hinanden
de får den alle op at køre
og jeg kan kun tænke sgu og fanden

Ak ja, nok drømmene er gode
men hvor de dog piner mig
min model er forkert, fyldt med skrammer
derfor er jeg uden faste rammer

Men jeg lever dog med kendskab til
livet og hvad det er jeg vil
Mine drømme de går i retning af
at jeg bli’r lykkelig en dag

Endt epoke

Endt epoke
Søndag 12. april 1992, Lyngby.

“Jeg ved ikke hvordan
jeg skal få det sagt
Jeg er skide bange
Bange for foragt”
Sådan tænker jeg endnu
første gang – det var ikke sjovt
Og får jeg atter chancen
så bliver det kun flovt

Jeg tør ej mere at håbe
Håbets epoke er svundet
og jeg forstår ikke at finde
varme og ømhed
hos den eneste éne
hun der ikke er fundet af mig
hende som ikke har opdaget at jeg
søger og leder
efter en kvinde

Åh hvorfor har du ikke lært det endnu?
Er du bange for at du ikke ku?
Hvad er der galt, er jeg virkelig så død –
at ingen, ingen endnu –
har kunnet syntes at
jeg var sød?

Frygtelige konsekvenser

Frygtelige konsekvenser
Mandag 9. marts 1992, Lyngby

Mit hjertes tomrum fyldes ud med varmt blod, angst og volt
I dybet ned det sank og krak, steg op igen og var så koldt
Men inde midt i centrum af, mit hjerte løb i en flod
Pludseligt flød det bort og sank, i floden rød som blod

Åh det var den periode hvor jeg var så glad, åben og lukket
Nu er mit hjerte druknet, og jeg kan stadig høre sukket
Åh det var så hårdt, den gang de trådte på mig med støvler
Men intetheden er nu svær, thi her sidder jeg og snøvler
Så den ære hvorfra jeg hørte klagende kald
Er jeg så tæt på Tilbagefald

Egentligt

Egentligt
Tirsdag 8. oktober 1991, Lyngby.

Jeg kan godt leve, og egentligt?
Har jeg mon noget at leve for?
Har jeg mon nogen at leve for?
Jeg kan godt leve, og egentligt?
Har jeg det meget fint, med at leve og at lyve
Forandret for altid, forandret for evigt
Jeg kan godt leve og egentligt kan jeg ikke
For jeg er bange for det som ér
Det fortrængte som kun kan blive værre.
Jeg forstår ikke længere, og jeg sér ikke mere.