Akustisk frirum

Den lysende blå himmels vindpust bringer storslået akustik i spil,
når den lader sig kaste så hovedkulds imod mit fjæs og min stil.
Som et apokalyptisk skrift fremmanes midt i mit ræs, hvad jeg vil.
Min usynlige cykelmakker anes tydeligt – ypperlig form for kræs
er tilstedeværelsen af denne usynlige overdimensionerende kraft;
og mørke blå farver af ufattelige nuancer, presses frivilligt ud som saft.
Et intet-værende – stille-værende – og storslået akustisk frirum er skabt.

Fredag 14. juli 2017, Brøndby

Med tiden

Tiden var en anden scene
en forskudt scene, en ventetid
parallel med de andres tid
usynlige sekunder, mørke og muntre

Men da klokken blev stillet
her den anden dag, cirka midt der på
bliver tiderne forenede, atter formildet
de lyser sekunder begyndte at gå

Fredag 25. august 2017, Brøndby

Tilgivelse

Ydmygelsen og Fornedrelsen
I de dybe tankers mørkeste Udstillingslokaler
er store overdimensionerede frygtindgydende
Luftkasteller

Vindpust af Tilfældigheder og Påtagetheder og Ægtheder
blæser dem omkuld med deres våbenarsenal
endnu større vidtrækkende masseødelæggelsesvåben
Ord

Bryder mure af de tykkeste sten
Skærer igennem hvor intet før har været
og efterlader kolossale lysmængder, længder
af Tilgivelse

Fredag 25. august 2017, Brøndby

Boksebold

Livet, den hypermoderne boksebold
preinstrumenteret sæt af regler
programmeret – slå hårdt tilbage

mikrochip implementeret under skind
tænder første gang livslyset lukkes ind
forudbestemt kulturradikalisme, kold vind

Jeg tænker, dét at bære livet
chokerer, distraherer, værd at bære mere
eller at om-programmere

Fredag 25. august 2017, Brøndby

Dødstråler

Solens knivskarpe dødstråler stækker mit synsfelt
jeg har kun ét i tanke – spotter asfaltens hvide stribe
i hastig fart på gummi og foragt, og så’ det sagt!

Men jeg kan ikke se når lyset blænder mig, morgensol
Peter Bangsvejs lyskryds slukker og tænder mig, cykelmongol
Overladt til tilfældigheder i høj fart på stien og vej, dødsmonopol

Men de frie tanker flyver fremmest og først
og holder drømmen fast som sjælens tørst
og Solens dødstråler skinner stadig størst

Lørdag 26. august 2017, Brøndby

Om handicap

Set over tid og alt sat i perspektiv –
har jeg udrettet mig, og meget i mit liv,
synsudfordringerne til skue og trods.
Jeg har slæbt og bygget, klods for klods.

Handicappet er termen delt i mit hoved’,
en sygdom i mit øje, og tanker jeg troed’,
Begge forbliver for evigt, statisk og gror
som et træ i modvind qua hvad andre tror

Lørdag 26. august 2017, Brøndby