Tag: skole

Mit Liv er mine samlede erindringer fra jeg kom til verden, og til jeg ikke skrev længere. Skrivestilen ændrede sig med tiden, og samtidig ændrede sig skrivestil og indhold, fortællestil – og måske stavefejl med mere.Denne erindrings-side ændrer sig derfor kontinuerligt. Skrivestilen ændrer sig undervejs qua min udvikling, og fokus ændrer sig også.

Forord:

Jeg skrev denne beretning om min eksistens. Nogen i fremtiden – måske historikere – kunne få glæde af den, hvilket er mig ufatteligt at kunne få en sådan tanke, men man ved jo aldrig! Jeg skriver med henblik på, at lade de venner jeg har, eller andre som måtte have lyst, læse den. Dog skal ét være klart; den er ikke skrevet til nogen eller for nogen. Egentligt er det kun en subjektiv beskrivelse af, de tanker jeg har gjort mig i livet om livet, mine følelser og handlinger, og de mennesker jeg færdedes iblandt. Mit livssyn er positivt. Det modsatte er derfor gjort så tydeligt at påstanden virker usand. På grænsen til overdrevet; men sandfærdig! De mest chokerende tekstpassager er ikke i kursiv, så chok kan nok ikke undgås. Denne manipulation er naturligvis med vilje, og på eget ansvar at læse. Da opdateringer er nødvendige, fordi jeg ikke kunne huske det hele på een gang, ser nye rystende hændelser for første gang dagens lys, og du er den første som læser det. Men du har min tillid, og derfor får du lov at læse det.

Begrebet – og titlen – Det gode menneske vil man støde på. For at sige det som det er, mener jeg selv at være det gode menneske. I afsnit og kapitler vil denne påstand nærmere blive beskrevet. Vor definition af det gode og onde er forskellig, men jeg tror på at nogen deler min opfattelse, hvorfor beskrivelsen er med. Men samtidig dækker det også over et projekt. Projektet det gode menneske indeholder en lang række forskelligartet type tekster. Alt fra digte, til hen over fag og -skøn. lttt. til prosa m.m.

Knud Kjølhede Petersen
Sidst opdateret søndag 24. september 2017

 

Allerede fra barns ben kan jeg huske, at jeg er blevet be­handlet anderledes end de an­dre. Og det var roden til alt det onde som skulle følge mig de resten af livet.

Jeg blev født i 1970 på Sankt. Josephs hospital i Hellig Kors Sogn på Nørrebro, mandag den 22. juni, cirka klokken 11.07 om mor­genen. Kun 2-3 dage efter fødslen var jeg på vej til mit nye og første hjem. Det var på Islandsbrygge i København. Jeg husker ikke så meget derfra, kun at badeværelset var et lille smalt rum.

Men i 1971 flyttede vi til Kongens Lyngby, i den færdiggjorde Fortunby. Det er store, lyse fireværelses lejligheder med altan. Rundt omkring de 5 blokke var der grønne områder, hvor børn havde rige muligheder for at lege. Det var det ideelle sted for familier.

Som 3 årig begyndte jeg i Rusten­borg børnehave i Lyngby. Det var første gang, jeg for alvor kom i kontakt med andre børn, end dem der hjemmefra. På grund af mit dårlige syn, kunne jeg ikke altid deltage lige aktivt i de andre børns lege, hvorfor jeg tit og ofte måtte sidde for mig selv.

Som 6 årig var jeg færdig med børne­haven. Og nu skulle jeg ellers til at gøre karriere.

Støttepædagog.

Jeg startede i Trongårdsskolens børnehave­klasse, hvor jeg straks – fra første dag – fik en støttepædagog; hun skulle hjælpe mig med det alt det svære. Som det gik i børnehaven – gik det i børnehave­klassen. Jeg kunne ikke være med, når de andre legede. Vor lærer sagde “… jeg skulle passe på ikke at komme til skade.”

Men jeg kom aldrig til skade. Faktisk har jeg aldrig været ude for ulykker i de ti modbyde­lige år, hvor jeg har gået i skole.

Fanden tag mig, jeg skulle i skole.

Året 1977, måneden August, var det tidspunkt, hvor jeg skulle starte i første klasse. Vi var en forholdsvis lille klasse. Kun 16 elever. Støttepædagogens virke fortsatte. Der blev konstant holdt øje med, hvad jeg foretog mig.

Selv i frikvar­tererne kunne jeg næppe gå i fred. Som alle andre skulle jeg også ud i frikvar­tererne. I den alder leger man meget. Men der var ikke rigtig nogen der gad at lege med mig. Og hvis jeg var så heldig at jeg blev inviteret med i le­gen, så prøvede de alligevel at undgå mig.

Jeg var i de små klasser meget glad for skolen. Hver eftermiddag efter skoletid sagde jeg altid “I morn’ skal jeg i skole.”

Time eller frikvarter

Timerne var ikke bedre end frik­vartererne. Og det var ikke kun et spørgsmål om til­fældigheder. En sådan tilfældi­ghed kan umuligt gentage sig hver dag, i ti år.

Jég, havde jo som alle andre lektier for hjemme. Somme­tider havde jeg lavet dem, og andre gange ikke; fordi jeg enten ikke kunne finde ud af dem, eller på grund af mit dårlige syn. Og den med det dårlige syn, brugte jeg mange gange. Det var måske ikke særligt ´fair´ overfor de andre, men det hjalp.

Afsløring

Og en dag opdagede nogle af de andre, mit lille trick, og de sladrede naturligvis til læreren, som straks behandlede mig med samme myndighed, som hun gjorde over for de andre. Blot en enkelt lille forskel bestod; Jeg blev grinet ad, hvis jeg sagde noget dumt. Og meget kan man tage – “men ikke det at grines ad.”

Fritidshjem

Der var ikke meget at foretage sig om eftermiddagen. Derfor startede jeg på et fritidshjem, der lå på selve skolens grund. Her var det godt at gå. Her var der rigtige pædagoger til, som oven i købet var flinke og medgør­lige. Her kunne man næsten få lov til alt. Der var bare plads til alle, og vi som gik der, havde det enormt sjovt. Dér var jeg meget tit.

En anden melodi

Men senere hen fik jeg en anden interesse. Mere korrekt sagt, så var det mine forældre, der fik en inter­esse. Og den gik i al sin enkelthed ud på, at jeg skulle starte til klaver­undervisning, hos en spillelærer, der kom på skolen og gav nogle timer.

Min første spillelærer var en dygtig mand, har jeg senere fundet ud af. Men han havde aldrig prøvet at undervise en svagtseende elev, hvorfor han var “lidt nervøs,” som han sagde. Derfor skiftede jeg, efter endt rådslagning, til min anden spillelærer.

Undervisningen foregik ude på Blin­de­institutet i Hellerup. På Blindeinstitut­et kom jeg meget, da dér i samme bygning også lå en øjenklinik. Min spillelærer var af den lidt ældre generation; meget rå og sikkert død nu. Han lærte mig meget om klaver; skalaer, fingerstillinger, og om klaver i al sin almindelighed.Men på et tidspunkt mente han, at han ikke kunne lære mig mere, hvorfor jeg så skiftede til min tredje spillelærer – Torben Olsen, som udover at være underviser, også var organist i Hel­ligånds Kirken. Torben var en rigtig dygtig spillelærer. Og af ham lærte jeg nemt. Han kunne nemlig læ­re fra sig på en god måde. Så hver onsdag glædede jeg mig, til at gå til spil. Og det blev ikke den sidste spillelærer jeg fik.

Ræfnæsskolen

Og jeg var naturligvis ikke, den eneste der gik til klaver hos Torben Olsen. Der gik vel to, tre andre foruden mig. Den ene kendte jeg; men desværre kun i kort årrække. Hun hed Linette. Vi havde mødt hinanden, på et sommerkursus på Ræf-næsskolen.

Ræfnæsskolen var et sted, for svagtseende, blinde børn, og unge som havde lyst til lidt sommerferie. Også fysisk og psykisk handicappede havde deres gang der, hvoraf nók størstedelen boede der permanent, og derfor også var på skolen, under sommerkursernes afvikling. Og selvom Ræfnæsskolen primært kun var for blinde, svagtseende børn og unge, færdedes der alligevel psykisk og fysisk handicappede.

Allerede som lille kom jeg der, til undersøgelser, og siden hen på de årlige sommerkurser; også kaldet sommerskoler. År efter år – fra midt i 70’erne til i begyndelsen af 80’erne.

Ræfnæsskolen var sirligt delt op i flere planer. Folk blev proppet ind i nogle forskellige huse med sjove navne. Fx var der et hus der hed Vest. Et som hed Birkehuset, og et trejde der hed Øst. Meget genialt udtænkt var det da: huset Vest lå i Vest, og Øst lå i Øst. Men hvor lå så Birkehuset? Joh, det lå omme bag ved den store boldbane, bag ved en mur af træer. Og der var flere huse med lignende navne.

Sommerskolerne blev altid holdt i sommer­månederne, og en sommerskolens periode strakte sig over fire uger.

Kun 200 meter fra skolens indgang lå stranden. Så der kunne vi få lov at bade en gang i mellem. Og engang kom brandvæsnet ned på stranden. De ville vise hvorledes vandsprøjte virkede, og vi skulle selvfølgelige have lov til at prøve den. Så på skift stod vi der, med den gigantiske slange i hånden, og lod vandet sprøjte ud over havet i en flot kaskade; jeg nåede at få udødeliggjort den, med mit simple kamera. Skolen havde dog sin egen svømmehal; den var et yndet sted for skolens beboere og kursister, når vi ikke måtte gå til havet. Vandet i den var bare så ulækkert fordi, svømmebas­sinet var så lille og klorblandingen så kraftig. Og selvom man både vaskede sig, i koldt og varmt vand bagefter og brugte sæbe, hang klorlugten ved en, resten af dagen.

Ræfnæs ligger ved Kalumborg. Og nogle dage blev tandemerne taget frem. Så cyklede vi lange ture. Nogle gange gik de til byen, og andre gange ud i naturen. Og det var noget af det fedeste ved Ræfnæsskolen; disse lange cykelture. Det at sidde bag en af lærerne og snakke – helt alene sammen – uden at andre afbrød.

Det var nemlig svært, at komme til at snakke med en lærer alene, fordi alle blev misundelige hvis man greb chancen.

Selvom der på Ræfmæsskolen var styr på alt, var der dog frihed til, at gå fra huset hvor man boede, og over til andre huse for at snakke med folk. Det gjorde jeg tit.

Idiotfængsler

Idiotfængsler er et grotesk ord at bruge, om de huse på Ræfnæsskolen hvor fysisk og psykisk syge, blinde som svagtsende mennesker boede. Men desværre et velvalgt ord.

Set med egne øjne, fik de al den omsorg de havde brug for. Set ud fra mit synspunkt, var det ikke andet et overbeskyttet miljø, hvor de nogle ansatte kun tænkte på at, komme hjem til deres egen verden.

Det var som om at, hvis beboerne – uanset deres kaliber, – gjorde noget der var så meget selvstændigt at, de ansatte ikke kunne forstå det, rent psykisk, blev de, mentalt sat på plads med en kvik bemærkning. Og det var især de fysisk handicappede og udviklingshæmmede det gik ud over. De kunne jo ikke svare altid selv svare igen. Kun få kunne svare igen, og derved for det meste undgå overbeskyttelsen.

Skolens område var meget stort. Og de bedste steder på skolen var legepladserne. Der var enorme gynger, store klatrestativer, sandkasser, trafikkøretøjer. Og så var der jo også lægehusene, hvor der var borde og stole, og hvad der nu hører til et sådant legehus. Det var altid så hyggeligt, at sidde i dem, og helst sammen med andre.

Den kommende verdensmester

Og når der ikke var fællesaktiviteter kunne man jo som regel lave hvad man ville.

Tit satte jeg mig til at spille klaver, eller at løbe rundt alene, eller at drille nogen. Engang kedede jeg mig så meget at, da en eller anden pædagog stod og støvsugede, stak jeg hende i røven med en knappenål. Og det at drille andre – uanset alder eller køn – er ikke så smart. Jeg husker en pige. Hun hed Vivi, og var vist nok ældre end jeg, og havde et problem. Hun gik ikke så godt. Det var omkring 1981. Hun boede på et værelse sammen med en der hed Jette.

Hun blev drillet en del, og græd ofte; siddende alene på sit værelse. Jeg husker, at jeg en dag besøgte hende på hendes værelse. Og så sad vi der og snakkede om tingene. Det varede da heller ikke længe førend hun blev glad igen. En jeg også snakkede med, og kom til at snakke meget mere med, hed Linette.

Jeg lærte Linette at kende i 1982. Linette var ganske hjertegod. Lidt efter lidt blev jeg forelsket i hende, og hun i mig. Og den lille affære udviklede sig efterhånden, til kærlighed. Jeg havde fået hendes telefon nummer og adresse. Og på min fød-selsdag gav hun mig en fin kuglepen, blok og kuverter; så jeg kunne skrive til hende. Jeg var vel lykkelig på det tidspunkt.

Charli var en god vovse

Dette, som var mere kærlighed end bekendtskab, udviklede sig hastigt. Vi fjantede bogstaveligt talt rundt, på skolen. Godt der var så mange blinde, ellers var de blevet skræmt fra vid og sans. Jeg måtte føre an, for det var mig der kunne se. Og til sidst endte vi så i legehuset.

Og en dag blev jeg inviteret, af hende og hendes familie op i sommerhuset. Jeg blev først kørt hjem hvor hun boede, og en lille time efter tog vi afsted. Hendes mor, far og storesøsteren Charlotte; og deres dejlige vovse Charli. Charli var en sort labradoor, med en sans for god humor. Den blev aldrig vild, uanset hvor meget man kildrede den på halen. I stedet slikkede den ens ansigt. I den uge kørte vi til havet og hyggede, os sammen – alle sammen.

En speciel aften jeg husker, var den første. Vi skulle spise. Menuen stod på grillstegt kylling med tilbehør. Det var en varm sommeraften. Foruden mig og familien, var der også kommet et par andre gæster. Jeg blev budt på rødvin og takkede. Jeg havde desværre glemt min hæmninger, og lagde der grunden til min egen udslettelse siden hen. Jeg drak, kun tretten år gammel, et halvt glas rødvin i en slurk, og kom oven i købet til at hoste så frygteligt af det. Straks blev jeg belært om hvordan man drikker rødvin, og det har jeg aldrig glemt. Jeg og Linette havde meget, at snakke om. Vi kunne sidde i timevis, og tale sammen. Det blev til mange gode timer.

Hun holdt meget af dyr og gik selv til ridning hver torsdag. En dag tog hun mig med, og jeg mødte hendes ridekam­merater. Jeg fik også en ridetur på en stor hest. Jeg var nær skræmt fra vid og sans.

En blandt mange

Noget vi mennesker er gode til; er ustandseligt at begå fejltagelser. Og jeg – menneske – var aldeles ingen undtagelse. Aldrig før, havde jeg været så tæt på et andet menneske som jeg var på Linette. Og ikke siden – indtil 1993 – er jeg kommet så tæt på nogen anden. Aldrig før var jeg blevet elsket på denne måde; aldrig før havde jeg elsket på denne måde, og derfor kunne jeg heller ikke håndtere situationen med rette hånd. Eksemplerne kan ikke tælles på en hånd, desværre!

Fx en morgen oppe i sommerhuset, gik jeg ind til Linette, og satte mig på sengekanten ved hendes side og påstod, at jeg om natten havde været inde og kysse hende i nattens løb. Hun troede mig, godhjertet som hun dog var. Midt i påstandens beståen, kom hendes mor ind og afbrød, med sandhe­den. Besøget i sommerhuset var sidste gang, jeg var hjemme hos, og nær hende. Jeg store kraftidiot. Men det var da ikke sidste gang jeg mødte hende, for i vor ungdoms bedste år – der var jeg 16, og hun 15 år – gik vi begge stadig til klaver på Blindeinstitutet hos Torben Olsen. Og der var såmen stadig kærlighed i luften. Lidt efter lidt gled vi fra hinanden, og siden hen har jeg aldrig hørt noget fra hende. 1985 var vist det sidste år jeg så noget til Linette.

Lavuk 1983

Følger man Lyngbyvejen, til man når Hans Knudsens plads, er man i nærheden af Lavuk. Lavuk er en klub. En klub hvor fysisk, psykisk og andre syge, samt det man i samfundet kalder “normale” mennesker – hvad de sjældent er – færdes. En fællesklub hvor man uanset kaliber, kan lære hinanden at kende. Jeg blev hentet hjemme, hver tirsdag eftermiddag, af et blåt folkevognsrugbrød med hvide striber, der så kørte en nøje planlagt rute, for at samle folk op der skulle med.

Lavuk havde mange tilbud at gøre. Egen lille lokalradio, eget computer-værksted og eget musiklokale og kiosk. Men jeg flakkede kun rundt, fra lokale til lokale, til ren morskab for mig selv. Jeg snakkede ikke med ret mange der. Det ene klientel var – mere eller mindre – ikke i stand til, at føre en normal samtale, og det andet, var nogle forbistrede sataner som var skide provokerende og mindst fem år ældre end jeg. Lavuk var nu et rart sted at komme og slappe af. Man skulle bare være ret selvstændig. Det brød jeg mig ikke så meget om. Egentligt foregik der meget i Lavuk, hvor noget var ret kriminelt, og andet ikke.

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg fandt heller aldrig ud af det, men jeg så Linette derude op til flere gange, og selvom vi snakkede sammen faldt talen aldrig på hvorfor hun kom der.

Mormor, kære mormor.

En tirsdag ved tretiden stod jeg så i Lavuk, og lavede et eller andet, da pludseligt mine forældre trådte ind i lokaliteterne.

Min mormor var døende. Og samme nat dødede kun, kun 76 år gammel; havde det så bare været min farmor. Men det var min mormor.

Fluks gik turen til Kommune hospitalets grimme gange, og op til den stue hvor hun lå. Få ord blev udvekslet, og ude på den grimme gang stod et klaver. Jeg spurgte en forbipasserende sygeplejerske, om jeg måtte spille på det, for som jeg sagde “jeg ká spille.” Og jeg fik lov at spille, lige til det sidste.

Jeg og min mormor havde det godt sammen. Måske var det fordi hun gav mig så mange gaver, eller fordi hun trods sin alder havde et “60’er instinkt.” Frihed til ungdommen og sådan noget. I alle fald var hun altid meget flink til både det ene og det andet. Der var bare gang i den.

Mit gennembrud

I 1983, var der om morgenen et radioprogram for børn om morgenen. Det hed SyvTi. Michael Wikke, var den gode studievært. SyvTi havde en automatisk telefonsvarer, hvor jeg havde fortalt om mit klaverspilleri og derefter indspillet lidt.

En onsdag blev jeg så ringet op af Michael Wikke og spurgt, om jeg ville medvirke i et inter­view. Det sagde jeg ja til, og ugen efter var jeg i ra­dioen.

Meget hurtigt, blev jeg kendt i Lyngby. Og jeg skulle næsten dagligt besvare spørgsmål, om hvordan det var. Alle de voksne sagde, at jeg bare var så god, og at jeg endelig, måtte blive ved ned spilleriet. Og det gjorde jeg så. Ikke fordi folk sagde det, men fordi jeg blev tvunget til det hjemmefra. Som 13 årig har man ikke ret meget ind­flydelse på sit liv, da man indtil man er atten er en ejendom. Det er også på det tidspu­nkt, hvor man siger sin direkte mening om tingene. Men det hjælper sjældent.

Musikken hjalp mig

Som 13 årig gik jeg i 7. klasse. Det var nok et af de bedste år, hvis man kan sige det på den måde. Det var ikke det bedste år, fordi det var 7. klasse, men fordi, det var det år, den engelske gruppe Wham, udsendte deres debut LP Fantastic.

Det var faktisk kun ved en tilfældighed, at jeg opdagede den gruppe. En elev fra klassen, Pernille, spillede konstant Wham-musik. Det skulle senere vise sig, at den musik som Wham lavede, skul­le blive mig en stor erstatning for mange ting.

Ole Petersen

Men folkeskolen var ikke ren idyl. På skolen havde man ansat en, der absolut ikke kunne lide børn. Derfor slog han dem, når de ikke gjorde som han befalede. Ham havde jeg som støttepæda­gog i idræt.

Hele tiden skulle han stå og kigge, om jeg nu strakte armen lige ud fra kroppen eller om jeg nu løb lige eller skævt. Og hvis man som jeg, svarede igen på hans provokerende skrigen og råben, kunne man nemt risikere, at få et spark eller et slag. De skete kun to gange. Men alligevel. Skolebestyrelsen ville naturligvis ikke fyre ham, og alle lærerne stod ham bi.

De glade dage

Skolen var ikke kun skole. I 8. klasse skulle vi på lejer­tur – til søens perle, Bornholm. Vi boede på et vandrehjem i Gudhjem, tæt på havnen. Jeg delte værelse med en der hed Claus, et sympatisk menneske. Hvis osse nok det eneste i dén klasse.

Når man går i 8. klasse, er man som regel 14 år, hvorfor man så efter naturens regler beg­ynder at udskille – for andre ubehagelige lugte, – med andre ord, så kommer man i puberteten. Jeg ved virkelig ikke om det var mig, der lugtede så slemt, men jeg fik i al fald skylden for det. Derfor havde jeg en dag åbnet vinduet på værelset, for at lidt frisk luft, og så gået. I mellemtiden var det begyndt at regne, hvorfor en del af Claus’ ting var ble­vet våde. Naturligvis lukkede han en masse lort ud, om hvilken tåbe jeg var, og alt sådan noget. Jeg kan huske at jeg tænkte “stakkels Claus.” Og jeg var jo så vant, til den slags problemer. Så hvad var forskellen? Turen var ikke det helt store – og dog. Vi fræsede dagligt rundt på øen, og så lidt “diller daller.” Om fredagen var vi i Rønne-området. Der lå en skole, hvor folk kunne lære, at bage og servere. Vi blev vist rundt, til et spændende foredrag. Bagefter fik vi lov til, at æde alt det wienerbrød vi kunne. Det kom lige fra ovnen. Det var fandeme lækkert. Weekenden efter, fortsatte skolen, og livet. Nogle begyndte at overveje, hvad livet så skulle bruges til.

Ung og hvad så

Midt i 8. klasse – august 1984 – startede jeg, og et par hundrede andre på Lyngby Taarbæk Kommunes Ung­domsskole. Det var dengang et pænt sted, og man skal være stolt af at have gået dér. Fordi på andre ungdomsskol­er, i andre kommuner, skal man betale for det, og fordi kvaliteten og kvantiteten af det, som man kunne deltage i, på dénne, var ud over det sædvanelige.

Som ny på Ungdomssk­olen, kan man godt komme ud for mange ubehagelige ting. Hvis man bare som jeg var lidt underlig, kunne man godt blive mobbet hver aften. Men kun et år efter, havde jeg kæmpet mig igennem dødvandet, og fået en plads blandt de “berygtede og seje,” som slet ikke var så seje, som de gik og regnede med. Og selv blandt “de seje” var der en endeløs magtkamp, om at blive den éneste ené.

Og brød man sammen, røg man helt ud af, det kolde kyni­ske fælles­skab. Jeg brød ikke sammen, men fik mig efter lang tid, gjort uafhængig af dette fællesskab.

I weekends

Hver weekend – fra 1976 til 1986 – blev jeg tvunget med på campingferie i Dronning Mølle. Dronning Mølle ligger mellem Gilleleje og Hornbæk.  Der skulle jo være nogen, til at gå de 150 meter, mindst fire gange hver weekend, med de tu 25 kg tunge vanddunke. Og det var selvom det så regnede, eller hvad fanden det end gjorde. Campinghelvedet foregik oppe i et naturskønt område. Tænk at så to forskellige ting kan stå i relation til hinanden. Men selvfølgelig var der også gevinster i slidet, som sådan. Især om sommeren, hvor de fede badegæster, satte ølforbruget i vejret; til min og mange andre nævenyttige ungers fordel. En weekend kunne man – hvis man var heldig – godt give 100-150 kr på at samle tomme flasker.

Andre familier, fra Lyngby lå også på camping, og jeg kendte nogen af dem. Der var en der hed Carsten. Faktisk blev han kaldt for Odi, efter en lille hund fra en kendt tegneserie.

Vi legede meget sammen. Med biler eller gravede meter lange dæmninger på stranden; vi lavede også tit farlige bål på stranden. Men han ville altid bestemme, og slog hvis han ikke fik sin vilje, eller gik sin vej. Han var sgu meget flink og meget pigeglad og lidt pervers. Vi lavede meget sammen der, også derhjemme i Lyngby. Han boede kun fem minutter fra mig, og af og til kom vi hos hinanden.

Det var ikke nemt

Også på Ungdomsskolen lavede vi noget sammen. I 1985 gik vi til Hjemmecom­puter. Jeg var allerede startet, på et hold i 1984, hvor jeg lærte basic-program­mering, men i 1985 var det ikke andet end spil og spilkopiering.

I lokalet ved siden af det hvor vi sad, var der materialer, til den undervisning som vi ikke fik. Der lå en bunke 5,1/4″ disketter, masser af blade, papir og nogle bøger. Altid havde man brug for tomme disketter, til spil og til pral. Og en aften huggede jeg 30 disketter. Jeg glemte bare, at lægge dem helt ned i posen, og det blev min straf. Men det var da ikke det værste, for læren sagde ikke noget særligt til det, da han opdagede tyveriet.

Mine aggressioner fik jeg dagligt afløb for i skolen, ved at gå ned til de små klasser, for at lege med dem eller drille dem. Der kunne jeg så stå, og drille dem, så de grædende løb ind til skolebetjenten, der så kom ud, og bogstavel­igt talt, hev mig i hår og øre, og bad mig skrubbe ad helvedes til. Og mon ikke det frydede de små satans unger. Og så var det, at jeg fik brug for Wham. For hver gang jeg hørte deres musik, blev mit indre ligesom fortryllet. En følel­se så euforisk skyllede igennem min krop. Jeg kæmpede dagligt en barsk kamp, for ikke at bukke under. Det lykkedes da meget godt.

Der var nu kun to år tilbage af folkeskolen, og det var op til en selv, om man ville lære noget eller ikke. Lærer­ne var totalt ligeglade med, om man lavede noget eller ej. Det var en dejlig følelse at vide, at lektierne ikke mere blev strengt kon­trolleret. Du snyder kun dig selv, og ikke os, sagde de. Og det var jo rigtigt nok. Lærerne kunne nemt lukke munden på en. Men den dag kom, hvor man selv fyrede én af, der fik dém til at svælge af rædsel og forundring. Der var faktisk en lærer på skolen, der var blevet terroriseret så meget, af sin klasse, at han blev flyttet ned til bib­lioteket. Dér sad han så og mimrede, med sin cerut i munden dagen lang. Vælger man at blive lærer, har man valgt sin egen skæbne på forhånd.

Sidespring

Igennem skoleårene, havde jeg været på små kurser på Ræfnæsskolen. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men vi skulle lave en helvedes masse lektier, som vores lærere hjemmefra havde betænkt os med.

Med hundred’treds i svinget

Omsider nåede jeg helt ud i kanten af folke­skolen. I 1986/87 gik jeg i 10. klasse. Det var sparetider; et hold elever fra Taarbæk-skole blev flyttet til Trongårdsskolen. Vor klasse, som igennem et tiår havde bestået af de samme mennesker, blev nu øget med cirka 10 nye elever. I starten havde vi lidt svært ved at acceptere det, men tiderne ændrede sig hurtigt. Det var underligt med nye klassekammerater..  Men endnu mere underligt var det, at de var en del mere flinke, end dem jeg havde gået i skole med i ti år..

De tre gyldne år

1984, 1985 og 1986 var 3 år i folkeskolen. De eneste 3 år jeg husker tilbage på, med en smule glæde i sindet, uden at mindes hvorfor. Måske var det fordi at, vi var en heldig klasse, på en heldig skole, i en heldig kommunen. Tre rejser på tre år. Bornholm i 1984 og så to udenlandsrejser; Norge i 1985, og den bedste der gik til Holland i 1986. Det var ren ferie, på alle rejserne, hvilket absolut ikke gjorde dem uinteressante, tværtimod. Kultur fik vi nok af.

En sidste sang

Skolen var lige på nippet til at slutte, men inden skulle den eftertragtede afslutningsfest holdes. Og det blev den med maner. Den blev afholdt på Jonstrup seminarium, og jeg husker den som det var i går. Specielt fordi jeg fik hele salen til at fokusere på mig selv. For efter tiggen og been i klassen, havde jeg fået lov til at spille på seminariets flygel, inden vores optræden begyndte. Der sad jeg så og spillede, mens små 400 mennesker sad og hørte på. Det var bare skønt at sidde helt alene, deroppe ved flyglet, og mærke salens lytten. Mærke selvtilliden gro, og høre hvordan folk klappede bagefter. Derefter op­førte vi vores afslut­ningsstykke, og det blev en ren triumf.

Og så var der for alvor spisefrikvrater

Efter stykket var opført fik vi os nogle øl, og alle var lettede over, at det hele var smertefrit overstået. Eksamen var færdig, Skolen var færdig. 10 års helvede var slut, og det skulle da fejres! Det foregik i nogle fest­lokaler ved Nærum Torv. En del af klassens piger var kommet forvejen, og var be­gyndt at dække bord. Det var de ærligt talt dygtige til.

Vi havde alle betalt et rimeligt deltagerbeløb. Disse penge fik vi fuld respons for, i form af dejlig og sund mad, billige øl og råhygge. Alle var bare glade den dag. Og utroligt var det, at jeg ikke kom op at skændes med borddamen Marlene, som jeg ikke just havde været bedste venner med, igennem de sidste 4 år, hvor hun hav­de gået i klassen. Men jeg passede også på ikke at sige, eller gøre noget forkert. Hun var ikke just flink.

Jeg rejste mig op under middagen hvorpå jeg bad forsamlingen lægge bestikket. Så holdt jeg en tale, hvori jeg udtrykte min glæde ved, at have gået i 10 klasse med dem. Jeg brugte vist nogle beskidte gloser ind imellem. De var nok allerede så fulde, at de ikke lagde mærke til det. Men de klappede, gjorde de, og så sagde vi skål til hinanden. Nadia, en af pigerne, ville skåle på fin maner. At holde rig­tigt på glasset, og sige pænt skål, var nogle af de ingredienser der skulle til. Og det har jeg taget ved lære af, og husket lige siden.

Efter middagen, tog vi af bordet. På få minutter blev lokalet forvandlet til et diskotek. Det var mere et drikkegilde end en fest, men jeg har indtrykket af, at vi dengang syntes, og måske stadigvæk synes, det var fedt. Det jeg husker tydeligst var at, jeg blev meget fuld og sad i en stol og sov et par timer..Men da solen, ved firtiden, var på vej op over København, var festen ved at slutte, og dém der var tilbage, begyndte at rense det.ølstinkende lokale.

Arbejde

Skolen var slut­tet, og det elendige spørgs­målstegn stod og hev i mig. Hvad skulle jeg lave? Efter kort tids arbejdsløshed læste jeg i avisen, at P&T manglede nogle til rende med aviser og reklamer. Hvad gør man ikke for penge, tænkte jeg, og gik dagen efter ned og fik et job uden besværligheder.

Men det skulle vise sig, at besværlig­hederne skulle komme senere hen. For jobbet var ikke det mest smertefrie. Det var et hårdt arbejde. Både fysisk og psykisk. Men lønnen var god, og man skulle ikke tænke så meget.

Vi, jeg og mine 8-9 kollegaer mødte klokken 7. om morgenen. Det var accord­arbejde. Jo hurtigere – desto flere penge blev der ud af det. Oven i købet var lønnen skattefri. Vi sad der om morgenen, inden vi skulle arbejde, og drak kaffe sammen. Det var dejligt, at sidde sammen med de andre og snakke. Af og til kom de rigtige postbude over i vores af afdeling, hvor vi som tvangsindlagte måtte høre på deres talrige oplevelser. Og det var ikke småting. Men alting varer jo ikke evigt.

Jeg havde derfor sammen med Hanne Lindau, min synskonsulent, og mine forældre, og en sagsbe­handlere, arrangeret et møde på Blindeinstitutet, hvor vi drøftede min videre skæbne. Hanne foreslog højskole, som en løsning, og derved blev det. Og i dag kan jeg kun takke Hanne Lindau for at hun foreslog dette; jeg havde grangiveligt aldrig udviklet mig, som jeg har gjort, hvis ikke jeg havde været på højskole.

Håb forude

Sommeren gik med avisarbejdet, og kun 4 dage før jeg skulle på højskole, blev jeg mundtligt fyret. Og det gjorde heller ikke så meget, da jeg gang efter gang, blev provokeret af, alle de pensionister som råbte ud af deres vinduer, “at det fandeme var på tide, at jeg kom med de aviser.” Og for bare at irritere dem endnu mere, smed jeg alle avisrne i containeren. Det tog en hel måned, førend det blev opdaget men så var det osse ud.

Egå Ungdomshøjsole

Egå-Ekspressen ventede

Det var gået hen og blevet august og jeg skulle på Egå Ungdoms­højskole i Jylland. Dagene inden afrejsen, brugte jeg til at pakke og hvile ud. Lørdag aften, den 23. august 1987 brugte jeg på fodbad og neglefileri. Dagen derpå stod jeg op med fugle­ne. Jeg ville ikke haste – og havde da osse rigeligt med tid.

Jeg blev klokken 7, kørt ind til Københavns Hovedbanegård. Dér holdt ekspressen. Jeg fik en behagelig plads ved vinduet i vogn 14, og kom til at sidde i kupé med en ældre dame, som sagde til mine forældre at hun da nok skulle passe på mig. Da klokken så blev 8, begyndte toget at rulle ud i det ukendte. Det dejlige danske landskab fór forbi.

En times tid efter kørte IC toget ombord på Korsør-Nyborg færgen. Jeg tog min medbragte mad og saft, og gik op i cafeteriet.

På færgen var der hængt et tv op, så passagerne kunne sid­de og få firkantede øjne. Det var mest reklame for DSB. Men der var osse programmer med Steen Rasmussen og Michael Wikke; dengang var dillen “to kolde fra kassen, og tak for i aften.”

Jylland

Resten af tiden, på færgen, gik jeg rundt og bare kiggede. Jeg elskede at sejle, og at køre i tog; og det fik jeg da brug for sidenhen. Turen fortsatte – spændingen steg, og toget nærmede med hast Århus-“the city.” Klokken var omkring 13.30 da toget kørte ind på Århus Banegård.

Da jeg havde fået slæbt, mit gods ud af banegårds­bygningen, følte jeg det som om, at hele Århus lå for mine fødder. Jeg – skulle bare tage det første skridt – og det gjorde jeg så, uden at falde.

Jeg skulle med bussen, for at komme ud til højskolen. I Århus har man et busskilt for hver bus, hvorfor det tog mig lang tid, for at finde den rigtige bus; 58’eren. Efter cirka 25 minutters kørsel nåede jeg ud til Egå by.

Den sidste march

På Eghøjvej, hvor højskolen ligger, lå også en børnehave. Disse rare mennesker, bad om at få lov, at køre mine ting op til højskolen, hvilket jeg naturligvis ikke kunne afslå. Atter så jeg højskolen. Jeg havde været der i vinteren, for at se, og høre om reglerne.

Jeg kóm i himlen

Jeg blev budt velkommen, og vist ind på kontoret. Jeg var ret nervøs. Det er man, når man skal møde nye mennesker. Så jeg satte mig bare på en stol, og gjorde intet. Jeg fik ud­leveret min værelsesnøgle, og blev fulgt dertil af en lærer. Jeg fik eneværelse.

Det var flotte rum. Hvide murstensvægge, håndvask, spejl og skab. Og så en altandør lige ud til en dejlig grøn græsplænen. Jeg var da tilfreds.

Højskolen der er en forholdsvis stor højskole, har 6 elevhuse, hvor eleverne bor. Det er flotte murstensbygninger, med flot inventar. Udover elevbyg­ningerne er der osse en hovedbygning – som dengang indeholdte kontor, spisesal og idrætssal. Det hele var dengang klumpet sammen.

Højskolen var under mit ophold, i gang med en meget længe øns­ket plan. Nemlig at få bygget nye bygninger. Fra den dag hvor vi indtog elevbyg­ningerne, lignede området omkring os “Jerusalems ødelæggelse” på grund af byggerodet. Og når vi krydsede de mudrede områder, for at komme over i hovedbygnin­gen, fik vi os af og til en sluder med arbej­derne. Flinke folk, der altid spurgte hvad vi skulle lave, når vi forlod højskolen.

I sine unge dage, var Egå Ung­domshøjsole en efterskole, indtil cirka 1970. Da boede eleverne i selve hoved­bygningen.

Ser man det

Højskolen er en Grundtvigsk højskole. Undervisning, fælles spisning, fæl­les sang, fælles om alting. Lærerne skulle ikke betragtes som lærere, men som kammerater, da det er det de er der for.

Hvert hus havde en huslærer tilknyttet. I hus 6 hvor jeg boede hed han Erik Phill, og var fotolærer. Fagligt set meget dygtig, også til at lærer fra sig. Der var bare det at, han var ikke så pædagogisk, og det er synd, for han var nemlig skide flink. Men når han var sammen med flere end 5, så blev han altid så frustreret. Men det var mit kyniske hjerte trænet i fra folkeskolen, hvorfor jeg intet så. Eller rettere sagt, så ville jeg intet se. Men alle lærerne var flinke på hver sin måde.

Jesper Gilbert – musiklæreren –  var også en meget flink mand. Han var den bedste, synes jeg. Flink, sympatisk, sjov, kærlig og til tider dejlig sur. Han var bare til det hele. Og altid kunne man komme til ham, for at spørge om ét eller andet.

Hos psykiateren

Dagligt havde vi jo fag at passe. Jeg gik til psykologi. Finn var vores lærer. En ret speciel mand, man lige skulle lære at kende, før man begyndte at spørge ham om noget.

Finns speciale var, konstant at fortælle os gabene elever, om sin moster der nok var blevet lidt skør, og om sig selv. Fx om den gang han havde fået rabies 3 gange i træk uden at dø, til trods for at sygdommen er dødelig. Men som Finn selv sagde, var det, at han fik sygdommen, bare en psykisk påvirkning af, at han havde været bange for den. Finn var helt sikkert den mest lidte på skolen, trods han var lidt mærkelig.

Aggression eller vold

I hus 6 hvor jeg boede, var vi til at starte med 14 beboere. Vi var alle, og heldigvis for det, meget forskellige. Min nabo Kim, som droppede kon­takten i vinteren 1988, var ikke som de andre. Men han var alligevel en meget god kammerat.

Vi tilbrag­te meget tid sammen, enten når vi tog ind til Århus, eller når vi var på skolen. Vi havde det faktisk sjovt sammen. Men en dag gik det galt. Der havde lige været Gammel Elev Weekend på højskolen. Tilovers fra festen, var en masse kage, og den var årsagen til ulykken. Kim ville lave lidt sjov, hvorfor han kastede kage efter mig. Okay, hvis han selv bad om det. Vi kom op at slås. På et tidspunkt kom min anden nabo MajBritt ud på gangen og råbte om vi ikke kunne være lidt stille. “Naturligvis kan vi det,” sagde jeg og så tilbage. Kim lå livløs på gulvet, fråden løb ham ud af munden. Der blev hurtigt sendt bud efter ambulancen, og lærere.

På få minutter blev hus 6 et samlingssted for mange på højskolen. Fra den dag lovede jeg mig selv, ikke at slå på ham mere. Ikke en gang for sjov. Dér blev jeg sgu bange.

Dagen efter, havde Christina fødselsdag, og vi sad alle, pånær Kim, og spise morgenmad, da han så kom ud, indhyllet i sin dyne, og stanken af bræk. Han var kommet hjem om natten i en taxa. Diagnosen lød: En mindre hjernerystelse. Men ingen – og det undre mig stadig – sagde noget, om den lille hændelse.

Filosofi

Højskolen var, ligesom en holdeplads i tilværelsen. Et stadie – hvor man standsede op, for så, at gå videre til et nyt. Det var et sted, hvor solidariteten herskede. Og havde man ikke lært denne at kende – skulle man nok få lært den. Med andre ord. Havde man ikke havde fået fingeren ud, af røven i god tid, så skulle man nok få det, efter at have være på højskole. Når man igennem længere tid – som jeg – er blevet kraftigt mobbet, holdt uden for, er det svært for en, at se andet end sig selv. Jeg kørte virkeligt et overdimen­sioneret egotrip på højeste niveau, og det blev ikke vel modtaget.

Den største fejltagelse

I starten af opholdet, gik jeg meget rundt, i de andre huse. I hvert hus lå en husbog som man kan skrive hilsner, og hvad-ved-jeg i.

Det benyttede jeg mig meget af. Men det jeg skrev, var ikke af så høj kvalitet, som jeg havde tænkt mig. Derfor blev jeg meget hurtigt opfattet som en klovn. Og det skulle vise sig, at de ikke ændrede deres mening om mig, før jeg selv gjorde en indsats. Det hele ramlede bare ned over mig. På et tidspunkt var jeg helt alene. Jeg havde ingen at betro mig til. Kun Jesper Gilbert, få fra hus 1, og få fra mit eget hus forstod mig. Og det var min chance, for at komme videre, selvom det først skete flere år efter.

Fester

Fester på højskolen, var vist værdsat af de fleste. Til alle fester, blev mange meget tit, meget fulde og, mange fik det meget dårligt i dagen derpå. Jeg blev også tit meget fuld, for jeg havde ikke lært, at drikke med måde der hjem­mefra. Men hvem har det, kan man jo så spørge sig selv.

En eftermiddag havde jeg været nede i Egå-centeret for at købe øl. Jeg havde gået langs rækken af øl, og taget én af hver slags. De blev til næsten 12 forskellige øl. Ef­ter middagen og talerne, hvilket jeg også tog aktivt del i, skulle der være gang i den. Jeg gik over til lageret, og begyndte at tømme kraftigt ud i det. Men på et tidspunkt havde jeg fået for meget.

På et tidspunkt lå jeg på en af gang­stierne, der er mellem elevbyg­ningerne. Dagen efter fik jeg at vide, at nogle piger havde lagt mig i seng om natten. De havde minsandten også taget det meste af mit tøj af. Og det piner stadig mit kyniske ego at, jeg ikke var ved fuld bevidsthed. Hvilken oplevelse dette måtte have været. Og samtidig irriterer det mig også, at jeg ikke ved om det kun var en drøm, eller virkelighed.

Gråd og tårer var en selvfølge

Opholdt sluttede i den 14. februar 1988. Det var tårens, grådens og varmens dag. Jeg, og nogle andre fra mit hus, havde køkken­tjansen denne sidste uge inden opholdet sluttede. Vi satte et en seddel op på spisesalsdøren, hvorpå der stod noget i retning af “Kun 48 timer til­bage.” Det var der mange der ikke kunne lide, så vi tog det hurtigt ned igen. Jeg var klart, og er stadig tilfreds med det ophold.  Der blev grædt tåre, og der blev skrevet i poisibøger, og det hele var meget tragisk. Men samtidig var alle glade, og mange så hinanden efter opholdet.

Jeg kom senere hen til at elske den højskole, fordi jeg fandt ud, af at den var det fedeste jeg havde oplevet. Og jeg kom senere hen til at fortryde, mit egocentriske ræs, hvilket også betød, at jeg ikke kunne komme på det efterfølge kursus. Og det vigtigste var at, jeg forstod.

Fremtidshøjskolen

På den ene side gjorde det heller ikke så meget, at jeg ikke kunne komme på Egå Ungdomshøjsole en gang til. Kun 14 dage efter, skulle jeg starte på Fremtidshøjskolen der lå i Korsør. Fremtidshøjskolen var en folkehøjskole. En folkehøjskole hvor alle kunne komme. Kvaliteten af undervisning og af bygningerne var ret lav. Også her fik jeg eneværelse – Rummet jeg boede i, i 4 måneder var ikke mere end 2 gange 3 meter, så måske skulle man sige celle istedet.

Undervisnin­gen blev dog foretaget, af kvalificerede lærere. Problemet var kun, at de ikke var særligt pædagogiske. Men ville man lære noget, ja så lærte man noget. Det var meget frit, Rigtig højskole var det ikke. Visse principper som højskoler normalt arbejder ud fra, så man bort fra her. Her fik man ansvar, hvilket man på Egå Ungdomshøjsole ikke kunne få uden videre.

Fremtid var der ikke meget af

Jeg gik på datalinien. Her lærte vi Comal-80 programmering, og WordWork. et forældet tekstbehandlingssystem at kende. Vor lærere – Frits, som også var forstander, – samt Børge, der forlod lærerjobbet to uger før kurset stoppede, var de eneste to pædagogiske lærere der kunne lære fra sig. De var osse flinke mennesker. Folk man turde stole på.

Solidaritet for pengene

To måneder før det hold jeg gik på, var der startet et andet hold. Vore hold kørte mere eller mindre parallelt, når det handlede om madlavning, oprydning, fester og udflugter. Det var kørt sam­men dét hel. Jeg var kun 17 år, da jeg gik der. Den ældste var 35 år. Og tit blev jeg domineret, af de ældre, erfarne og intel­ligente. Men der var dog noget godt ved opholdet. Alle var mere eller mindre “venner.” Og em lørdag havde nogle arran­geret en fælles indkøbstur til Tyskland. Og selvom det dengang hed Øst og VestTyskland, valgte jeg blot at kalde det Tyskland.

Tysklandsturen

Vi mødtes alle på Korsør st. klokken 10 om morgenen den lørdag. Bussen kom og vi satte os alle ind. Turen gik mod Gedser. Solen skinnede og det var i det hele taget dejligt vejr.

Der lå færgen – en stor og flot jernklods. Jeg, som stadig kørte lidt egotrip, skyndte mig op og stillede mig først i køen. Men da bix­en så blev åbnet havde jeg glemt alt om, hvad jeg skulle købe. Da jeg havde forsynet mig med øl, og betalt dem, gik jeg op på skibets dæk, og satte mig til at drikke dem. Pludselig kom der nogle danskere, og slog sig ned. Det var skønt at se landsmænd. Så sad vi der og diskuterede ver­denssituationen, da Frank, en af mine medkursister kom forbi.

Han opdagede mig, og kom hen og spurgte om jeg ikke ville synge lidt for dem. For på højskolen havde vi et studie, med mixer og masser af instrumenter, som jeg brugte meget. Men dér satte jeg grænsen. Så han satte sig ned, og prøvede ihærdigt at gøre mig til grin. Det lykkedes særdeles godt for ham. Dumme svin. Tre timer efter båden havde sat i gang, havnede vi i Travemünte.

Danskheden reddede mig

Da vi skulle i land, var der foran tolden, en 30 meter lang kø. Da jeg omsider var nået helt hen til luen, viftede tysken så underligt med armen. Et par flinke danskere gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle udfylde mit købte visum med navn og adresse, osv. Jeg gik slukøret og fuld tilbage, og fik endnu engang brillant assistance af danskheden. Hurtigt blev mit turist visum udfyldt.

Susanne en rigtig sød pige, kom og tog mig medfølende i hånden, og snakkede rigtigt sødt til mig. Jeg var godt pløret. Hendes dejlige lille og varme hånd lå i min, og det var skønt, for det hjalp på selvtilliden; selv den dag i dag. Omsider var jeg sluppet smertefrit ud af tolden, og så skulle der være gang i den.

Skide fuld og på rulleskøjter

Jeg fes rundt i de om­kringliggende gader, og la­vede postyr. Jeg var fuld.

Visitten i Travemünte varede ikke mere end en halv time, så jeg måtte se at fin­de båden igen. Da jeg gik over banelegemet, på vej til båden, blev jeg pludseligt brutalt overfaldet. Jeg faldt med et bump, og kunne ikke forsvare mig. Og heldigvis for dem, var det kun to fra høj­skolen. Jeg blev hjulpet op, og vi fulgtes tilbage til båden.

Det var nu blevet et godt stykke over middag, så jeg gik op i restauranten, og satte mig ved et bord. En dansk servitrice kom, og skulle have bestilling. “Jeg øh skal ha’ dagens ret,” sagde jeg. Den var dejlig. Varm kartoffelmos med kødsovs, for kun 40 kroner.

Turens ende var nær. Da vi nåede Gedser havn, var solen på vej ned, og vi slæbte os fulde og trætte, som vi var, hen til den ventende bus. Jeg satte mig bagers i bussen, og faldt straks i søvn.

Hjemme igen

Klokken var 20.00, da vi standsede på Korsør st. Vi bestilte en taxa og kørte op til højsko­len. Så skulle der igen være fest! Det som var blevet købt skulle drikkes. Jeg gik ud i køkkenet og sat­te mig på et rullebord. Se­nere fandt, nogle af de andre mig sovende dér, og de bar mig ind i seng. Hvilket sammenhold vi egent­lig havde. Hvor var det bare fedt. “Du maa forstaa at fange en solstråle” skrev H.C Andersen – og det gjorde vi sandelig.

Slut for denne omgang

Den 19. juni sluttede fire måneders højskoleophold. Sammenlagt med Egå Ungdomshøjsole havde jeg i alt gået på højskole i 10 måneder, og jeg vendte nu hjem til Kongens Lyngby – med en mas­se nye og gode oplevelser.

Men det jeg kom hjem til var blot en hed sommer, hvor jeg intet havde at foretage mig. Jeg drev bogstaveligt talt bare rundt og lavede ingen ting. Men en overskyet sommerdag fik jeg et brev.

Folkeskolen om igen

Jeg var optaget på Lyngby Og Omegens Handelsskoles EFG handel og kontor basislinie. Allerede da jeg havde åbnet brevet indså jeg straks, at det nok lingte folkeskolen. Og desværre havde jeg ret i mine bange anelser.

Mandagen derpå stod jeg tid­ligt op. Jeg var lige i mit és, og glædede mig til at starte på noget nyt. Desværre var jeg alt for optimistisk, hvorfor jeg fik et kæmpe nederlag – et halvt år senere. Jeg var kommet en halv time før man skulle kom­me, og sad nu helt alene og hørte Wham på min walkman. Folkene begyndte at komme et kvarter i ni. Hele gården blev fyldt op. Omtrent 450 nye efg-elever var mødt.

Burhøns var vi. Der var cirka 15 efg-klasser med omtrent 30 elever i hver klasse. Det første og største chok jeg fik den dag var klasselærren.

En slesk lille Dòn Juan som sikkert kun var blevet lærer, så han nemmere kunne få fat i de ungmøer han ville. Han trådte op i slips, nystrøget cardigan og med vandkæmmet hår. Han var ikke engang ældre end den ældste elev i klassen, men rap i kæften var han.

Der var få mennesker på skolen, som jeg kunne få mig selv til at kalde normale. Efg inspektøren – Allan Kjær Andersen var en af dem.  Man kunne for det meste fortælle ham hvad man var træt af – og i modsætning til de fleste andre lærere lyttede han.

Joh, Allan var en god mand  Handelsskolen var som folke­skolen. Og det gjaldt bare om at klare sig – hvis man ville videre.

Efg basisåret var et ræs. Hvis man ville lære noget – skulle man sørge for det selv. Jeg prøvede ihærdigt at lære noget, men stoffet var problematisk og det var svært stof. Kun i dansk klarede jeg mig tilfredsstillende – efter hvad lærerne syntes.

Min dansklærer var Alan Kjær Andersen. Han gav mig karak­terer som var rimelige – som næsten svarede til hvad jeg kunne. Men skriftligt dansk og mundtligt dansk elsker jeg også. For man er vel ikke dansker for ingenting.

Vi havde Anders Vidstrup, vores klasselærer, til edb. Han kunne edb. Men det kunne jeg også. Men dét syntes Anders ikke, hvorfor jeg både i terminskarakter og årskarakter fik et 6. En elev fra klassen fik 10, til trods for at han sagde under det halve af hvad jeg sagde. Sådan noget forstod jeg bare ikke.

Man skal sige noget kvalificeret, sagde Anders en dag til mig, efter at jeg havde brokket mig over karak­teren. Et efg basisår var simpelt, da det kun består af fester, problemer undervisning og prøver. Festerne var det bedste ved at gå på Handelsskolen. Jeg var godt skole­træt, selvom jeg imellem folke- og han­delsskolen havde gået 10 måneder på højskole. Og alle fester var mere eller mindre ens. Man kom, man drak man sov og så tog man hjem. Det var ikke kun eleverne der blev fulde. Lærerne tog osse altid aktiv del i drikkeriet. Og det blev mere pinligt jo mere de drak. Også i dagligdagen var der på skolen et stort forbrug af nydelses­midler. Hashen, amfitaminen havde sine kronede dage på skolen. Der var også et stort marked af stjålne vare, som nemt kunne afsæt­tes.

En gruppe elever, der­iblandt jeg, følte vrede, men kunne ikke gøre noget. Dog tog én initiativet til at bringe skandalen i bladet Chilli. Her kunne man læse en artikel af J.J. Rasmussen, hvor han bl.a. skriver (..) Et anonymt interview med en af skolens(!) pushere bragte nogle overraskende høje tal for dagen. Pusheren mente at tredive procent af skolens elevtal havde prøvet amfitamin og hash, og mindst to fra hver klasse var faste kunder (…) Men der blev ikke gjort noget ved denne sag. Vi må tage dem på fersk gerning, førend vi kan gøre noget, sagde en højtstående lærer.

Himlen faldt ned

6 uger efter at skoleåret var startet, var der allerede gået tre ud af klassen, men så kom der nye til. Susan var en af dem. Hun er bare fuldkommen, og bedre kan det ikke siges. Fra det før­ste øjekast kunne jeg se hun vuar noget specielt. Og det fik jeg uheldig bekræftet alt for tit – desværre. Og de­sværre skulle hun giftes. Hendes mand  Mark måtte prise sig lykkelig over at have fundet en så smuk sjæl at dele sit liv med. Jeg måtte nøjes med tanken og synet. Det var hårdt, fordi det var 3 eller 4 gang i efg året, at jeg var faldet for én med et smukt indre. Og der er jo kvindfolk overalt! Jeg var med et par af hendes veninder til globryllup. Det var bittert at sidde i kirken og høre ordene Yes og Ja. Men mit kolde indre fældede ikke en tåre, kun smerten i mit indre og følelsen af tomhed kunne mærkes. Den flænsede så dybe og blodige sår. Feståret på Handelsskolen var ved at være slut, og ek­samen stod for døren. Nervøse var alle, da eksamener på handelssko­ler ikke er det samme som i folkeskolen. På handelsskolen er det et spørgsmål om tilfældigheder hvad man kommer op i. Jeg var en af de heldige. Jeg kom op i Dansk mundtlig engelsk, samt etb og økonomi og regnskab. De tre første fag klarede jeg mig i, men ej i det sidste.

Her fik jeg et flot 03. Til skolens allersidste fest gik jeg hen til Merethe, som var vores lærer i faget og sagde til hende som planlagt: Tak for 03’et. Jeg tror nok jeg fik et knus, af ren medlidenhed, måske. Jeg var også meget fuld den aften. Det er jeg som regel til fester. I Dansk klarede jeg mig meget bedre. Her fik jeg 10.

Andebølle Ungdomshøjskole – sommeren 1989

Tilbage til virkeligheden

Omsider sluttede handelsskolen. Vi gik hver til sit, men nogle fortsatte. Jeg skulle til at lave noget, men jobbene stod ikke ligefrem og ventede på. Derfor genopstod idéen med endnu et højskoleophold i mit hoved. Og på under en uge fik jeg et 3-ugersophold bevilget af kommunen; inkluderende lommepenge.

Denne gang blev det Andebølle Uung­doms Højskole på Fyn. Den var ikke som Egå Ungdomshøjsole og Fremtidshøjskolen var. Den var anderledes. Den søndag hvor jeg skulle tage af sted var jeg lige i mit és; glad og fornøjet. Højskolen havde fornemt arrangeret fælles bus køretur fra Ingerslevsgade ved Hovedbanegår­den i København. Jeg ankom to timer førend bussen kørte; for hellere komme lidt for tidligt end for sent. Et princip jeg agter at følge til den bitre ende.

Andebølle havde sin helt egen private bus. En gammel DSB-bus, smukt dekoreret  med grafiti. Gulvet, loftet, sågar vinduerne var graciøst grafikeret i muntre fraver. Der stod blandt andet fri hash, malet i flotte farver.

Og så var det dejligt vejr, så jeg gik mig en tur på Hovedbanegården og blev vildt opskræmt af nogle fedtglinsende duer der vraltede menneskevandt omkring. Da klokken var 13, begyndte de andre kursister at strømme til. Der var folk med guitarer, trommesæt og keyboards. Og så var der dem som mig. Helt almindelig højskolekursuster. Ved 14 tiden var hele bussen fyldt op. Utroligt at der kunne være så mange med så meget, i en helt almindelig bus.

Og så kom der en pige gående. Da hun stod foran hvor jeg sad, spurgte hun, om der var en ledig plads. “Naturligvis,” sagde jeg. Jeg var efterhånden blevet meget god til at respektere andre mennesker, blevet mere åbensindet, fordi jeg havde erfaret på Egå Ungdomshøjsole, at hvis man er asocial, får man svært ved at være med i fællesskabet. Hun satte sig, og lidt efter begyndte vi at snakke sam­men.

Klokken var seks aften da bussen rullede op foran højskolen.

Andebølle Ungdomshøjskole, midt i det naturskønne Danmark på Fyn. Et rigtigt idyllisk bonde sted. Folkene asede og masede ud af bussen, godt trætte efter en lang tur, ind i hovedbygningen, til opholdets første og mest betydningsfulde middag.

Stadig kan jeg fornemme hvordan aften­solen skinnede ind igennem ruderne. Et rødt lys omfavnede hele forsamlingen og bandt den sammen i en uforglemmelig atmosfære.

Efter en så lang dag var træt og sulten. Da alle havde taget to gange, og da der stadig var mad tilbage, tog jeg resten.  Jeg var så sulten, og jeg synes at den smerte man føler i maven, når man har spist sig godt mæt, er så vidunderlig skøn.

Sygdom og sandhed

Efter aftensmaden skulle vi indkvartere os selv. Jeg skulle bo på et dobbeltværelse sammen med en ukendt fremmed. Men på Egå Ungdomshøjsole havde jeg tilegnet mig andre vaner, som enkelt­værelse, og var derfor meget trist til mode. Derfor gik jeg til den respektive lærer og fortalte ham, jeg var paranoid, og jeg havde svært ved at finde mig selv. Efter en lille halv time havde jeg et enkeltværelse. Jeg var tilfreds!

Vi var omtrent hundrede stykker i alt på højskolen, hvoraf en stor del var FAJABEFA-kursister. FAJABEFA er en sammenslutning af professionelle musikere. Vi andre var bare helt almindelig højskolekur­sister. Der var et meget afslappet klima blandt os på højskolen. Næsten ingen problemer. Intet hash, ingen vold, men masser af øl – og bræk.

Video eller ej

I anden uge af opholdet, tog Oh-videoholdet til videofest i Odense. Og da de kom hjem, berettede de, om de mest spændende ting de havde oplevet. For eksempel var der en fyr på seksten, sytten år der havde drukket sig ihjel.

Carlsberg og Tuborg havde sikkert tjent godt den dag. Ambulancen kom. De skulle hellere have sendt en ligvogn.

De stakkels ambulancefolk, prøvede at tage den arme drengs puls, som slet ikke var der.

Den gang man tilmeldte sig opholdet, besluttede man samtidig hvilket fag man ville gå til. Jeg havde egentlig valgt noget med edb, men da det ikke blev til noget, fik jeg i stedet mit andet ønske opfyldt, Oh-video.

På samme gang, hvor jeg havde mit værelse boede Anders. Han havde tilmeldt sig Oh-video. Det viste sig, at vi havde nogenlunde samme opfattelse af hvordan man skulle lave små filmproduktioner, og vores samarbejde blev lidt af en triumf. Anders var en flink, og god ven. Han ville gerne være sjov. Af og til var han det også. Lidt anderledes var han, hvilket var passede mig særdeles fint.

Sammenligningens dag

Andebølle adskiller sig særdeles meget fra Egå Ungdomshøjsole og Fremtid­shøjskolen i Korsør. Jeg vil ikke sige at der ligefrem herskede en død stemning der; men jeg vil godt skrive under på, at holdningen til lidt for mange ting, var lidt for sløv.

En af de fedeste punkter i opholdet var alle ekskursionerne. Hver tredje dag blev vi i skolens bus kørt enten til Odense eller til stranden, når det var godt vejr.

I Odense er det som i København. Sindssyge mordere der kører pisse hurtigt, og en helvedes masse skilte – over det hele.

En eftermiddag tog vi således ind til Odense. Jeg fulgtes med Anders, hvilket jeg havde for vane, og fordi vi ikke måtte færdes alene. Igen var vi umyndiggjordte børn. Men vi havde det nu meget fedt alligevel.

I Odense er der et sted, som i Københavns Tivoli, en stor sø, hvor man kan leje en jolle og så sejle rundt. Da der ingen mennesker var til stede, gik jeg ombord i en af jollerne, hvorefter jeg roede som en gal.

Kort tid efter kom en indfødt og råbte på sit sprog at jeg skulle forsvinde. Undskyld, sagde jeg og forlod området med bemærkningen: Fyn, som jolleejeren ikke kunne undgå at høre. Anders stod trofast som en hund og ventede.

Han ville ikke med ud at sejle, selvom jeg tilbød at ro frem og tilbage. Det var blevet sent, og vi skulle tilbage til højskolen. De fleste af os havde været i Brugsen for at købe øl. Nogen af mine højskolekam­merater havde endda købt flere kasser. Og der var ellers rigtig gang iden da vi kom hjem. Og de drak, og der blev festet og det var en fed torsdag. Snart var det fredag, den mest pinefulde og groteske højskolefredag i mit liv.

Den værste højskolefredag

Køkkentjansen var delt op i hold. Musikholdet tog den ene dag, dramaholdet den anden og så videre. Hvert hold var så delt op i to hold. Jeg var på det hold der skulle vaske og rydde op efter morgenmad og frokost. Selve sliddet var ikke det store problem.

Men vort samarbejde kiksede totalt. Opvasken, og oprydningen efter morgenmaden gik roligt. Knapt så roligt gik det efter frokosten, der altid var det bedste måltid. Vi fik ikke ryddet pænt nok op, og jeg tabte en bakke med kopper, der smukt dekorerede gulvet. Og mon ikke det blev ris til egen røv senere på aftenen.

Om aftenen var der fest. Da vi, os der skulle have gjort pænt rent ikke havde gjort det, blev vi ved festens start kaldt ud i køkkenet; hvor fedt og snavs havde alle muligheder for at ødelægge vort fine tøj. Det var ledt og uhyggeligt at stå i dampen fra opvaskemas­kinen, og samtidig kunne høre resten have det fedt. Men snart var vi færdige, og ydmygt listede vi os til vore pladser.

En plads i solen

Jeg kæmpede mig rundt om bordet, i et desperat forsøg på at få en siddeplads ved siden at Louise. Det lykkedes! Jeg kom til at sidde kun en snes centimeter fra hende. Det var skønt. Louise var ikke særlig stor. Måske var det dét jeg kunne lide ved hende. Louise og jeg snakkede aldrig sammen – desværre. Jeg turde ikke gå hen til hende og spørge hende om noget. Jeg store idiot. For hun skulle være vældig sød, efter udsagn.

Senere ved middagen, besluttede jeg mig for at holde tale. Jeg havde siddet og fumlet med en blok, fordi det betaler sig nemlig bedste at skrive en tale ned. Jeg rejste mig og skrævede hen og bordet. Men da jeg kom op til talerpodiet faldt potensen til nulpunktet, og det var lige før jeg fik selvmedlidenhed.

En ond person havde placeret et spejl på talerpodiet vandrette flade, i den tro at det ville styrke talerens evner, hvilket det ikke gjorde i mit tilfælde. Jeg var ellers altid glad for mig selv.

Jeg holdt talen, og kæmpede mig nervesvækket ned på plads. Foran min tallerken stod tre bakker med is. Det var ikke sidste gang jeg gjorde mig bemærket den aften. Da orkesteret senere spillede på scenen, i en anden af højskolens bygninger, stod jeg konstant foran scenen og rockede med på de fede rytmer. Det resulterede i at jeg blev hevet op på scene hvor en mikrofon blev proppet ned i halsen på mig.

Der stod jeg så og sang. Ret slemt, men ret morsomt syntes de andre, da de hele tiden hev og flåede i mig. Næste dag, sluttede opholdet for hovedparten. Det var bare så allerhelvedes typisk, men smukt alligevel. Omsider var alle taget afsted. Kun os der skulle med til Frankrig blev.

Med frankrigsturen varede opholdet på Andebølle Ungdom­shøjskole 3 uger. Nu begyndte den alvorlige del af turen. Der skulle pakkes, bussen og skolen skulle gøres ren. Trods anstrengelserne, en lang ventetid og en varm sol, var vi alle friske da vi klokken 2 sad i bussen. Endelig kom vor chauffør Tange. Med sig havde han bragt sin kone og søn, der var lidt af en svans. Men han var nu meget flink at snakke med, hvis man ikke havde noget intelligent at foretage sig.

Frankrig – here we come

Bussen kørte fra Andebølle. Meget af turen gennem Fyns landskaber og byer var ret kedelig. Der var ikke ret megen snak. Men det der var foregik i klikerne, og dem var der tilfældigvis mange af. Men der var også folk, der sad alene.

Omsider nåede vi Tyskland. Igennem tiderne havde man af forskellige årsager delt landet op i to dele, hvoraf den ene blev kaldt for Øst-, og den anden for Vest-Tyskland. Men Øst eller Vest; Tyskland var og blev Tyskland.

Da solen var på vej ned, standsede bussen ved et indkøbscenter. Jeg styrtede ud af bussen og ind i indkøbscenteret, og købte Carlsbeg øl og Anton Berg.

Køb Dansk er stadig min regel, selvom EF styret har forbudt det, samt klausulen af samme navn. Da jeg kom ud på parkeringspladsen, delte jeg ud af min chokolade, til forsamlingens, og min egen store forun­dring. Så styrtede jeg rundt på parkeringspladsen, med mit Dannebrog i hånden, mens jeg forgæves forsøgte på at gøre de dumme tyskere opmærksomme på, at her kom en dansker. De må have tænkt, hvilken idiot. Mens turen fortsatte ned genne Tyskland, snakkede jeg med Kirsten, eller Kisser, som hun blev kaldt; må guderne vide hvorfor. På højskolen havde vi boet på samme gang. Hun var min dobbeltgenbo; og så var hun også flink at snakke med, og hjælpsom af og til. Også da jeg bad hende om at forklare Louise, som hun også snakkede med, at det var hende det jég kunne lide. Dagen efter ved frokosttid nåede vi den tysk-franske grænse. Endelig var vi i Frankrig.

Selve turen var jo ikke så speciel. Men det var det vi oplevede, der var særdeles interessant. Jeg har altid ment, og det mener jeg absolut stadig; at Danmark – mit fædreland  – er dejligst. Men derfor er det jo ej umuligt at se og nyde og se andre landes specialiteter. Og en af de mest mærkværdige – og det siger jeg uden at lyve – og et af de mest spændende og sjove oplevelser var en kirke. Jeg er ikke decideret kristen, men denne kirke talte virkeligt til mit indre.  Den oplevelse sidder fandeme fast i min hukommelse. Kirken var anderledes smuk, mere end nogen anden kirke. Skæve vægge. Skæve gulve og vinduer i alle regnbuens forbandede flotte farver og hele landes lager af vokslys. Kirken lå prompte på en stor bakke. Trær og buske gjorde livet og kirken smuk. Og havde man stået en kilometer derfra kunne man garanteret se kirken og tro, at det var et slot. Joh, der var stil over den kirke! Hver dag kørte vi fra sted til sted. En gang imellem holdt vi pauser, hvor vi så handlede, gik på cafeér, og så på ting og sager.

Nætterne tilbragte vi på campingpladser. Og i Alsas, i Frankrig var der mange campingpladser. Og jeg husker specielt én; for dens flotte placering midt i storbymiljøet. Ved campingplad­sens grænse løb en flod, med mange forgreninger. Kisser og jeg gik ned til floden den første aften, efter teltene var slået op og alt var pakket ud. Solen dansede i floden. Synd var det at jeg aldrig fik taget et fotografi af dette.

Ved 20 tiden begav forsamlingen sig op til en nærtliggende restaurant. Det var noget vi gjorde hver aften. Naturligvis var det ikke de dyre restauranter, og det kunne smages; men alligevel. Og så var det hyggeligt. Menuen stod som regel altid på pomesfrites og flutes, og det gjorde vi også denne aften. Og denne restaurant var et specielt sted. Det var en forholdsvis lille restaurant, men med gårdhave, og 2 stk; ophængte 40 watts højtalere, der spillede noget gammelt fransk popmusik. Vi var nok alle enige om at det var det værste. Men vi var alle sultne, så maden og musikken gled ned. Maden vi fik var altså ikke god. Det var tørt og sejt kød. Man skulle bruge en sav for at skære det i stykker. Men vi var specialister; en halv time efter, havde vi fået noget i maven.  Dog var rødvinen – som man var to om at dele – udmærket: og ret acceptabel, ikke for sød, og ikke for tør. Og når vi kom hjem fra restauranter sad vi lidt oppe og snakkede – mens andre gik til køjs. Og efterhånden gik vi andre også til køjs.

Vi handlede også ind i Frankrig. Allerede på turens 3. dag, kom vi til en stor by. Vi delte os op i grupper på tre og fire, hvorpå vi så os omkring. Markedspladser er en ting, vi ikke kender så meget til i Danmark. I alt fald ikke i det format som de har dem i Frankrig. Jeg tror at, de markedspladser vi så var på størrelse med Rådhusplad­sen i København. Og det var spændende at se. Der var så meget man kunne købe. Der var alt lige fra tasker, tøj, hatte og våben, mad, møbler; og hvad ved jeg!? Og Jeg, joh, jeg investerede i en latterlig grim bluse som jeg dengang yndede. Rundt omkring markedspladsen var der pølsehuse, og andre steder hvor man kunne få byens specialiteter at smage. Jeg bestilte en fransk hotdog. En fransk hotdog er nem at lave.

Cirka en halv meter flutes med oksekød og ketchup i. Det var lidt ulækkert, men det kunne spises. Og så var der alle de fattige!

Denne dag blev min medlidenhed vækket – og så for en franskmand endda. En tigger var han. Sådan nogle så man tit. Og ham der; Han var smart. Han kunne nemt have blevet en god forret­nings­mand. Han havde sat sig lige uden for kirken, så alle de kristne og bedende ikke kunne undgå at se ham, og derfor give ham et par francs. Jeg satte mig på hug ved hans side, og begyndte at give ham alle mine småpenge. Han blev meget tilfreds.  Jeg gav ham også en dansk enkrone! En regnvåd morgen standsede bussen; efter at have kørt det meste af natten; ved en rigtig turistattraktion. Et gammelt nonne­k­loster. Turisterne gik ikke så meget rundt på klosteret, eller sad ved skrænten og nød udsigten; de opholdte sig derimod i klosterets centralopvarmede cafeteria, der helt slog mig ud.

Cafeteriet solgte andet en flütes. Man kunne købe rigtig mad og smørrebrød. Om morgenen i bussen havde jeg sultestrejket. Jeg følte at, jeg var blevet for groft tyranniseret. Jeg var i dårligt humør den morgen. Det opdagede mine højskolekam­merater; heldigt nok, og til stor forundring fik de repareret det særdeles godt. En af de sidste aftener, vi tilbragte i Frankrig, foregik på en bar.

En rigtig snusket bar. På baren opholdt sig, udover os, nogen franskmænd. Vi slog os i fællesskab ned ved et bord og købte noget vin. Kun 40 kroner for en 1½ liters rødvin. Snakken begyndte at kede mig så jeg satte mig i stedet over til nogen af de indfødte, og prøvede at få en samtale i gang.

Franskmænd er altså ´analfabeter´, eller også tror de bare, at Frankrig er hele verden. De kan i alt fald ikke tale, forstå eller skrive engelsk. Ikke ret mange endda. Gad vide om det har noget med Napoleon at gøre? Så at snakke med en franskmand er svært. Dog fik jeg deres alder og navn at vide. Dagen efter var der skideballe. En af pigerene havde været ude med en franskmand. De havde røget noget tjald. Det var pinligt at sidde at høre på en anden fik skældud.

Og en aften da alle var gået til køjs, havde jeg lagt mig på en madras på bussens gulv – lige over motoren. Chaufføren kørte om natten. Vi havde travlt, for vi var på vej hjem til Danmark; vort kære land. Men der var endnu lang vej, og varmt var det at ligge lige over motoren. Og turen var ved at være slut og vi skulle snart hjem – til Danmark; kære Danmark. Næste formiddag ankom vi til Luxemburg. Vi parkerede på en cam­pingplads. De var skønt at møde landmænd. Masser af danskere. Om aftenen var der en stor uofficiel fest en halv kilometer borte fra campingpladsen. Næsten alle tog med. Jeg havde købt billigt rødvin i campingplad­sens kiosk. Ti til femten kroner for 70 cl. Jeg fulgtes med Ditte, Andebølle Ungdomshøjskoles kontorelev. Hun havde lige afsluttet sin læretid, og var derfor taget med til Frankrig for ligesom at få en afslutning på det hele. Jeg fulgtes med hende. Hun holdt mig under armen. Hun var varm og kærlig at snakke med. Det var der mange der var. Jeg bar både på gethoblaster og rødvin.

Under turen, samt de første to uger af opholdet havde jeg foreviget lyde og stemmer.

Endelig nåede vi frem til festpladsen. Englændere, hollændere og vort nabolands beboere var kommet. Tysken dominerede dog ikke festpladsen, men man kunne dog høre dem alligevel. Nogen sad og spillede blues, mens andre sad og sang. Nogen lavede bevægelser der lignede en menneskeparring. Jeg vaklede, efter at have tyllet en flaske rødvin, rundt med min gethoblaster og optog musik og snak. Og de sidste dage blev der drukket enormt. Den sidste dag handlede vi billigt ind i igen. Alt var billigt – selv whisky og kildevand på plastic­flasker.

Vi skulle til at køre hjem til Danmark. Stemningen var flad. Om natten standsede vi på en tankstation og motorvejscafeteria i Tyskland. Jeg gik på toilettet. Da jeg kom ud derfra stod Allan og dinglede frem og tilbage. Pludseligt så jeg hans ben passerer mit hovede, for derefter at bore sig ind i en ophængt presærvativ­automat.

Hvad gør man ikke nu om dage for sikker sex. Og så var det ellers om at komme tilbage til bussen.

Men sikke nogle idioter. Jeg ved udmærket hvem det var, der havde stillet rødvin på bussens køkken­bord, uden at tage hensyn til, at jeg lå 90 grader under. Den nat blev mine lækre shorts ødelagte for livstid; hold kæft hvor blev jeg sur mand. Men jeg måtte bide smerten i mig, for ikke at komme til at vække den sovende bus.

Da jeg vågnede ved ottetiden om morgenen holdt bussen ved den tysk-danske grænse. Nu kørte bussen op igennem Jylland – op til Frederictia, hvorfra man selv skulle tage hjem. Dog nåede vi at spise frisk dansk morgenmad sammen. Asta, var en af udlændingene som  var med på turen.

Hun var islænding. Hun var sgu en sej én. Jeg fik aldrig sagt farvel til hende, Hun tog hjem allerede fra Tyskland. Vi, der skulle til København, købte en gruppe billet. 86 kroner pr. mand.

Turen fra Frederictia til Nyborg og over Korsør forløb roligt; indtil højskolens taledelerist – Iners – kom til. Straks lagde han sig på knæ i den blå salon, og bad til et billede af vor Dronning Margrethe.

Pludseligt kom en af Iners’ veninder forbi. Vi gav næver og jeg forlod dem. Manden, han var fireogtyve år, skulle jo også have lidt privatliv. Oppe fra det mellemste dæk hvor jeg stod kunne man se ned i det blå cafeterias område. Folk styrtede rundt, åd pølser og drak cola. Ind og ud af kiosken gik de. Iners var en meget fin ven. Jeg tror han var homoseksuel. Jeg tror han var bange for sig selv, og de ting han sagde og gjorde. Han virkede meget ensom. Vi, Iners og jeg havde ting tilfælles.

Humor og selvmordstanker og groteske perversiteter; såsom at skære i kvindebryster med en sløv kniv, og derefter at slikke såret. Da færgen anløb kaj, sad vi alle i togkupen. Jeg faldt i søvn og vågnede først da Kisser skulle af. På dette triste tidspunkt havde jeg den fornemmelse at det var sidste gang jeg så hende. Næste gang toget stoppede var et kedeligt stop i tilværelse.

Louise skulle af. “Ka’ du have det godt”, sagde hun, og berørte min kolde håndryg med sine tørre fingerspidser. Egentligt ville jeg gerne have hende lært at kende rigtigt. Men det var så svært. Jeg syntes hele tiden jeg gjorde ting forkerte, hvilket nok blev opfattet, af Louise, men i en uheldig retning. Omsider ankom toget til Københavns Hovedbanegård. Der var kun afmålte farvæller. Jeg gik op i ankomsthallen og mødte det sande mareridt.Københavns undergrunds­mennesker; levende på Hovedbanegården. Jeg satte mig ved trappen ved politistationen. Lidt efter kom en fyr og satte sig ved min side. Vi faldt hurtigt i snak. Jeg blev fortalt om byens lyv, og om hvordan de prostituerede måtte klare sig fra dag til dag. Det var lidt problematisk at forstå.  En time efter blev jeg hentet af mine forældre.

Man gav mig et liv, men intet at leve for

Her sluttede opholdet på Andebølle Ungdomshøjskole 1989, men det skulle vise sig at kontakten blandt nogen vedblev. Resten af sommeren og starten af Efteråret gik med ingenting.

Et skridt ind i fortiden

Men da vi kom til November måned stod der Gammel Elev Weekend på plakaten. En weekend på Egå Ungdomshøjsole. Jeg tog afsted ved frokorsttid fredag den 4. November og var så i Århus City ved 17. samme dag. 100 kroner have jeg i overskud, så en taxa blev kommanderet til at køre mig. Der var også kun lige råd til det. 96 kroner blev det. Det var skønt at være tilbage. Normalt varer en orgasme kun i få sekunder, og at tage på Gammel Elev Weekend på Egå Ungdsoms Højskole, er som at få en orgasme der vare en hel weekend. En følelse så euforisk, at selv en trænet hamryger ikke kunne beskrive det mere klart. Vi skulle først komme ved tyvetiden. Men jeg havde erfaret at hvis man ikke kom tidligt nok var det svært at få et ordentligt sted at sove. Det første, jeg så, var Johnna. Johnna var allerede kommet om torsdagen. Hun var en slags organisator for vores årgang. Det var også dejligt at se Johnna fra hus to igen.

Dav’s med jer

Fem, seks stykker fra min årgang sad oppe i Forningslokalet og drak øl. Jeg købte en af dem, da jeg næsten lige var kommet og derfor ikke havde været i Brugsen eller i Centerkiosken. Jeg viste dem de medbragte billeder fra opholdet til stor morskab iblandt dem. Jeg viste også dem nogle digte, og huskede på at sige, at det ikke var den slags fra opholdet. Efter en dejlig times opmærksomhed begav jeg mig rundt på skolen, for at lede efter lærere – men forgæves. I stedet gik jeg rundt i husene og snakkede med dem der var. Det var en oplevelse helt for sig selv. Nu da alt det obligatoriske var overstået, fik jeg tid til at tage ned i Egå Centeret der ligger cirka en 150 meter fra højskolen. Brugsen havde lukket, men kiosken havde åbnet. Lugten var klart den samme som i 1987. Af bar glæde købte jeg en masse øl, og åbnede den første ved butiksdøren.

Da jeg kom tilbage var folkemssen kraftigt begyndt at strømme. Jeg satte mig ind i spisesalen. Den nye spisesal, idrætshal og køkkenet var under opbygning mens jeg gik der.

Hele det nye arrangement ligger kun få meter fra de seks elevbygninger. Jeg syntes og synes stadig dette byggeri er koldt; og de elever der går der nu mener naturligvis det modsatte. Og trods alt, bygningerne er jo flotte, og de ansatte er vel tilfredse. Det værste en højskoleelev kan udsættes for er, når en gammel elev siger (..) Da jeg gik der (…) osv. Der sad vi så og drak the og kaffe og spiste franskbrød med ost og syltetøj mens folk omfavnede.

Her kom weekendens bedste oplevelse. Folk kom hen og sagde davs og hej. Utroligt, men sandt. Jeg der havde været så egocentrisk på opholdet.

Endnu mere utroligt var det da Finn, ham psykologen, kom hen og gav hånd og sagde goddag, og oven i købet gav sig tid til at snakke, indtil der kom en anden. Det skete, og utroligt var det. Vi blev budt velkommen til Gammel Elev Weekend af Louis. Så blev der taget billeder og snart var alle folk tilbage i højskolegænger rollen. Det var fedt at se alle sammen, især lærerne. Erik Phill min gode gamle huslærer var der også. Han var mindst lige så frustreret som han var den gang. Stakkels lille Erik.

Hold kæft hvor vi drak

Der sad vist ret mange oppe den nat, enten for at høre høj musik eller drikke øl. Men jeg ville have morgenmad om lørdagen, hvorfor jeg lagde mit ølstinkende legeme på en stensofa med madras, i hus 6, hvor jeg tilbragte natten – helt alene. Da jeg om lørdagen vågnede, følte jeg straks smerten i maven. Jeg styrtede i en rædderlig tilstand, over i spisesalen, hvor jeg febrilsk kastede mig udhungret og grådig og det næsten alt for store morgenmåltid.

At spise morgenmad på Egå Ungdomshøjsole er noget helt specielt. At sidde der helt eller delvist alene og bare være varm og træt.Så høre de andre komme og sætte sig. Disse morgener holdt jeg meget af. Sidde at snakke stille, grine over de andres morgen ansigter.

Krise

Efter morgenmaden besøgte jeg badeværelset i hus 6. Som aftalt ringede jeg til Radio Mølleå som om lørdagen i tidsrummet fra ti til tolv blev omdannet til UsRadio. En lokal radio Ungdomsskolen i Lyngby-Taarbæk havde lavet. Da lydkvaliteten var dårlig blev interviewet, med radiovært Kenneth Jørgensen, en stor fiasko. Mere fiasko blev det da jeg ringede til Iben. Iben savner jeg. Hun har en fyr der hedder Jacob, til stor ærgrelse for mig. Iben boede, som jeg også i hus 6. Iben kom ikke på Gammel Elev Weekend. Hun skulle have rejst sammen med to andre, fra samme årgang og samme hus. Da de ikke kunne komme, mente hun heller ikke at det var nødvendigt hun kom.Godt det samme tænkte jeg, og gik ned i Brugsen og købte Carlsberg øl, og en dyr, men meget god flaske Rioja; der skulle nydes til festmiddagen sammen aften. Lørdag eftermiddag skulle vi gamle elever optræde for hinanden. Et led i det sociale samvær. Vi mødtes i den gamle gymnastiksal og delte os selv op i seks grupper. Jeg ventede til alle havde valgt gruppe. Jeg var lidt usikker på hvilken gruppe jeg ville med i. Min ventetid blev både ris og ros til egen røv.

Skal vi danse

En gruppe piger skulle bruge en rigtig mand, som de sagde. Efter megen lang betænkningstid blev jeg valgt. Jeg skulle spille konfrencier, mens de yndige kvinder smøg sig omkring mig i rytmerne af Monroos “I wanna be loved by you, just you, nobody else but you…” og et par andre jeg ikke kendte. Det var bare over skønt.

Om aftenen var der fest. Maden, som var god, blev serveret af eleverne der gik på skolen. De var klædt pænt på. Især pigerne.

Talen

Jeg havde i måneder brygget på en tale. Under maden sad jeg seriøst og overvejede om jeg nu skulle holde den. Helt fra Canada var Søren kommet. Han var en af de udlændinge der gik på skolen mens jeg også gik der. Det var fedt at se ham igen. Af bar glæde sagde jeg til ham, at han var med i min tale. Det var både godt og ondt. Bifaldet var bragende fordi jeg nævnte ham specielt, men slemt var det fordi jeg ellers kludrede i det.

Efter middagen var der fest. Jeg var allerede rigeligt pløret, og det skulle vise sig at blive værre endnu. Nogle lærere havde bakset med et band. De stillede nu op på scenen, og spillede lidt Shu bi dua.

Jeg satte mig ud i glasrummet, for at snakke med nogen. Glasrum­met eller glassalen er en rund bygning med skråt tag og vinduer hele vejen rundt. Måske er det derfor nogen kalder det Himmelrum­met. Det var også en bygning, der var under opbygning da jeg gik på skolen. Jeg satte mig til at snakke med Inge, en god gammel lærer, vil jeg mene. Hun havde vist fået rigeligt indenbords. Kvinder og spiritus – mænd og biler.

Fedest mand!

Pludseligt, som jeg ved et trylleslag kommer Flemming gående; alt imens jeg sidder og laver ingenting. Flemming var en jeg gik på efg med. Han gik i klassen ved siden af mig, og jeg lærte ham kun at kende gennem en fra min egen klasse – Gill. Jeg havde på Handelsskolen vist ham nogen billeder fra højskolen. Han syntes billederne var fede og han kunne nemt give mig ret i at det var en fed højskole. Det blev meget sent den lørdag, før jeg fandt over i hus seks. Jeg faldt om med det samme – alene. Søndag blev jeg brutalt vækket.

Men håndværkerne i mit hoved, forhindrede mig i, at stå op fra de sovende, og begå mig blandt de levende.

Denne skammens og syndes morgen, fik jeg ikke noget at spise, og måtte derfor med stor smerte, tage til København på tom ave.

Det var jo meget sjovt

I den efterfølgende perioden tog jeg ofte ned på ungdomsskolen. Et hold, “Alt-Kan-Ske” hed det, var netop blevet oprettet. Lærdom var ikke hvad vi kom efter, og vi fik heller ingen. I marts 1990 var der planlagt en weekendtur til Allerød. Et gensyn med et spejderhytte jeg havde beboet som barn. Uhyggelige minder om hjernerystelse plagede mig. Holdet mødtes på Lyngby Station, hvor vi tog toget til Allerød Station. Derfra måtte vi gå resten af vejen. Det små regnede. Den perfekte aften til mord. Ditter, en af de ansvarshavende var kommet os i forkøbet fordi hun havde bil.

Alletiders menneske

Endelig, efter en lille times vandring, nåede vi frem. Varm the, kage og slik og en god stemning samt ild i pejsen. Det var så afslappet, bare at sidde der, sammen med de andre. Natten mellem fredag og lørdag, blev en revolutionens nat. Jeg lå og snakkede med Heidi – om ret så mange ting. Vi fandt vist begge ud af, at vi begge syntes; at vi snakkede godt sammen. Ingen fordomme og underlige fornemmelser.

Jeg havde været der før

Spejderhytten lå smukt placeret i naturen. Kun en 500 meter fra skoven og 50 fra en stor og bred landevej. 3-4 af os tog initiativet og gik en frisk morgentur i skoven. Høre fuglene, lugte lugtene og mærket livet. Det var en skøn fornem­melse. Ungdomsskole sæsonen 1989/90 var ved at slutte. Jeg var efterhån­den også blevet for gammel og træt af at gå der. Jeg havde gået der siden 1984. Det var en lang og sjov tid. Man lærte få gode mennesker at kende. Ditter var for eksempel en af dem. Hun var der bare – lige pludselig.

Blip bot – det gik jo godt

I Det Grønne Område, en ret stor avis i Lyngby Taarbæk Kommune bar en dag en reklame for en kommunalt projekt – kaldet for Datastuen. Her kunne man gå på kursus og lære noget om edb, og så oven i købet få penge for det.

Jeg skyndte at melde mig til. Jeg blev sat på kurset for viderkomne. Jeg, som havde en Commodore 64 derhjemme, havde lidt forstand på edb, så det blev mere en viderudvikling af mine evner. Jens Larsen var ansvarshavende og kursusleder. Han var meget flink, men plat i længden.

Jeg havde stadig kontakt med Heidi fra Ungdomsskolen. Jeg ringede ofte til hende fra Datastuens telefon.  I starten gjorde det vist ikke så meget at, jeg så tit lånte telefonen, men til sidst blev det for meget for Hr. Larsen.

Heidi og jeg snakkede om alt. Og vi snakkede godt sammen. Altid sympati og forståelse at hente. Heidi var sød.

Utroligt men sandt

En lørdag blev jeg inviteret hjem til hende. Jeg mødte hendes familie, hendes kat og stereoanlæg. Det var hyggeligt. Jeg blev meget bange for hendes kat: thi jeg har kun haft dårlige erfaringer med katte. De river og flår, og så er det jo et rovdyr, en tiger i miniformat, en slags vampyr, kan man vel sige. Jeg blev der til sent ud på eftermiddagen. Pinligt var det da hun hørte min mave – knurre. Et par uger efter inviterede jeg hende hjem til mig.

Vi spiste noget frokost, og resten af dagen gik med at snakke, indtil hun tog hjem. Kurset på Datastuen varede dagligt fra klokken 9 om morgenen til klokken 13 om eftermiddagen. Men jeg blev altid efter endt kursusdag, dels for at lære mere, men også for at få skrevet tekster ind.

Allerede fra barns ben kan jeg huske, at jeg er blevet be­handlet anderledes end de an­dre. Og det var roden til alt det onde som skulle følge mig de resten af livet.

Arbejdsløsheden kunne nu rigtig mærkes. Ensomheden, der følger med, kunne føles. Det var som stikkende nåle over det hele. Langsomt, men sikkert begyndte jeg at give lærerne fra folkes­kolen ret i, at jeg sikkert ikke kunne blive til andet en gårdfejer.

Jeg havde ugentligt kontakt med dem fra Andebølle Ungdom­s Højskole. Jeg havde gået der på sommerkursus i sommeren 1989; og var sten-sikker på at sommeren 1990 og skulle foregå der. Jeg havde bestilt en plads – som jeg fik.

Anders, fra sommeropholdet 1989, skulle også med i år. Jeg inviterede ham hjem. Vi sad og så nogle billeder fra opholdet 1989, spiste noget mad og hørte lidt musik.  Vi havde store planer. Vi ville lave en billedproduktion sammen. Vi fik ikke planlagt det helt store. I stedet blev jeg inviteret hjem til ham Sankt Hans aften.

Overraskelsen

Da jeg kom lidt for tidligt besøgte jeg Brugsen for at købe en sodavand som jeg ville drikke, mens jeg spiste min madpakke. Er du ikke Knud? Jeg vendte mig, parat til at møde skæbnen. Det var Anders’ far. Han var oppe i Brugsen og handle ind. Joh. det er mig; svarede jeg.

På bøhlandet

Jeg blev tilbudt at blive kørt med hjem. Tak sagde jeg og satte mig ind i bilen. Vi kørte igennem Glumsø. Glumsø er en by; en lille by der ligger omkring Ringsted og Suså. Der var ikke så meget andet end huse at se på. Men så var der markerne.

Anders var cyklet til Glumsø Station for at hente mig, og da han forpustet vendte tilbage, og stakåndet fortalte at Knud ikke var kommet endnu, blev han ret overrasket for se mig.

De var sgu’ så gæstfri

Om aftenen fik vi dejlig mad. Ikke kun jeg, men også nogle af Anders’ forældres venner var kommet. De havde børn med, som hele tiden skulle sidde og spille på hans Amiga 2000. De blev jeg ret irriteret over, da Anders og jeg skulle lave nogle fede grafik­billeder til vores film. Da det blev mørkt blev bålet tændt. Midsommervisen blev sunget, og ganerne blev væddet i Tuborg øl.

(..) I Østen stiger solen op (…) men det gjorde vi ikke. Vi steg til køjs og sov ret godt.

Jeg pakkede mine ting og sager og tog toget tilbage til virkelig­heden da klokken var 13, og så glemte jeg mit fotografiapparat. En formiddag på Datastuen, fik vi besøg af en fra Beskæftigelses­sekrateriatet. Hun skulle fortælle os om hvilket muligheder vi havde. Vi, derimod skulle fortælle hende om vores planer og situation. Da hun kom til mig, sagde jeg det som det var. At jeg fandeme ikke kunne finde ud af noget som helst. Det hele var så helvedes forvirrende. Det var lige før tårene trillede ud af øjet på mig.

Måske en fremtid

Jeg var blevet foreslået HF af Jens fra Datastuen. Han fik det til at lyde spændende, og jeg tilmeldte mig derfor HF et enkelt­fags k­ursus i Data, Dansk og Engelsk. Næste aften tog jeg på Bakken. En dyr, men en god aften blev det. Jeg medbragte en del digte, som der var mange der ville læse. Især en kvinde, ikke særlig gammel, der hed Sidsel. Hendes øjne var store, runde og varme. Næsten som hos en hund. Hun dunkede mig vildt i ryggen og sagde at de digte bare var skide gode. Jeg fik også hendes adresse; thi hun ville have jeg skulle skrive til hende.

Jeg gik aldrig skrevet til hende. Imedens hun gik på toilettet sagde jeg til hendes fyr, det svin, at jeg ikke var ude på noget. Han grinede og sagde at det var okay at vi snakkede sammen. Men hun er nu sød, smuk og dejlig sagde jeg. Så sandt, sagde svinet. Nu var der kun 14 lede sommerdage til, at jeg skulle på Amdebølle Ungdoms Højskole for anden gang.

Høj spænding

De sidste par dage før afrejsen gik som år. Jeg lå søvnløs på min seng, og havde det elendigt. Søndag morgen stod jeg op klokken seks og gik i bad, og jeg tog mig rigtig god tid. Da klokken omsider var gået hen og blevet 10, sad jeg i toget mod Korsør. Det var en elendig tur. Jeg havde ikke bestilt plads­billet, hvorfor jeg måtte tage de almindelige vogne.

Der var overhovedet ikke plads til benene, og der sad en udlænding og lugtede af hvidløg og babersprit lige foran mig. En times tid efter blev jeg hentet af Anders på Korsør station. Han blev af sine forældre kørt til højskolen, hvorfor de så venligt havde tilbudt mig at køre med, hvad jeg naturligvis ikke kunne sige nej til.

Et par timer efter stod Anders og Jeg atter på Andebølle Ungdom­shøjskole. Det var skønt, vidunderligt. Vi stod og kiggede os omkring, indtil Ib, en lærer kom og sagde velkommen og davs. Vi var blandt de første der var ankommet. Hurtigt fik vi fat i Lars, der var foto/videolærer på skolen. Jeg havde ugen i forvejen ringet og informeret ham om at Jeg og Anders, havde planlagt en PR, dokumen­tar, reklamefilm for højskolen, hvorfor vi så snart vi kom, ønskede at låne et kamera.

Lars kom få minutter efter, og vi hilste på hinanden, hvorefter vi gik ud for at tage afsked med Anders’ forældre. Vi gik tilbage og fik et hurtigt kursus i hvordan man brugte whs-kameraet. En lille times tid efter kom resten af holdet. Anders filmede da bussen kom kørende, og jeg vandrede viljeløst rundt som en anden zombie.

De mennesker der kom på sommerkursus var heldigvis ikke som sidste år, på nær Iners. som også var genganger ligesom Pia, Maja Anders og jeg; De var mere modne, mere normale. De var menne­sker. Og Jeg kommer nok heller ikke uden om at jeg savnede dém mere efter opholdet, end dem fra sommeren 1989. Der var virkelig bare en masse fede mennesker denne sommer på Andebølle.

Jeg kom til at bo sammen med Anders på et stor rummeligt tremands-værelse. Det var fed luksus. Vi klagede ikke. Jeg tror egentlig at vi havde det meget fedt, og vi kom meget sjældent op at skændes. Heldigvis. Anders er en fin ven, hvis jeg selv skal sige det. Dog er han til tider lidt stille, hvad der godt kan irritere mig ret meget.

I 1989 havde Vi haft en professionel lærer; Morten Ellehauge. Men han var desværre ikke lærer i år. Det var altså synd, da han ellers var en fink gut, der bare havde forstanden og humoren i orden. I stedet fik vi Lars. En ældre gut på halvtreds. Han var en meget pædagogisk anlagt lærer. Meget sympatisk, lidt for flink måske.  I de første par dage skulle Foto/Video-holdet arbejde sammen. Alle skulle lære noget om billedopbygning, struktur, vinkler og lys. Det var fandens kedeligt!

Nye tider

Når timerne var over gik jeg for det meste rundt med det bærbare kamera, og filmede hvad jeg kom i nærheden af. Jeg var ret forelsket i det kamera. Jeg tror nok alle syntes, at jeg var lidt underlig. Men det tog jeg mig ikke videre af. Den første uge var den bedste. Hele sommerkursusholdet bestod kun af 39 elever, så det var ikke så svært at lære de fleste at kende. Og så var der Iners. Iners var som jeg –  også meget kendt og måske berygtet på sommerkurset. Jeg snakkede konstant om mad, og begge diskuterede vi bare bryster. Og Iners, taledelleristen, efterlignede hele tiden alle mulige mennesker. “Verdenen har aldrig opdaget genier som os,” sagde Iners en dag til mig, da jeg bad ham stoppe sit show. Og det havde han jo faktisk ret i.

Og Iners holdt aldrig op. Den første lørdag i opholdet var der Midtvejsfest. Det var planlagt at 6-7 kurdere skulle komme. De skulle så spille deres musik for os, og vi skulle spise deres mad.

Om fredagen var der kommet en dansker hjem fra England. Han hed Søren og var pibemager. Hans hobby var at forarbejde sølv, hvad han kom på skolen for at lære dem der havde lyst.

Jeg sad og sukkede meget med ham fredag aften. Han var en utrolig mand.

Rig på oplevelser og viden, og vi aftalte at jeg om lørdagen skulle komme op og påbegyndte produktionen af et 18 gram tungt sølvkors.

Opgiv håbet og få det bedre

Om lørdagen, efter at været kommet hjem fra en fællestur, gik jeg op i formningslokalet, hvor smykkeværstedet lå. Det var ikke så nemt som jeg havde regnet med. Men jeg slog mig ned blandt de andre og begyndte arbejdet. Det var et smart tidspunkt jeg havde valgt at lave korset på.

Jeg fik snilt arrangeret det sådan at et par stykker kunne hjælpe mig på skift, så jeg selv kun kom til at lave det nemmeste. Det var sgu ikke nemt at se, så hvorfor ikke få andre til at gøre arbejdet for een hvis man kan komme afsted med det.

Det begyndte efterhånden at ligne et rigtigt kors. Jeg begyndte efterhånden at tro at jeg nok skulle få det færdigt inden søndagen hvor Søren havde lovet at tage hjem, hvad han dog ikke gjorde. Midtvejsfesten begyndte ved 19 tiden. Maden var ret beskeden og stærk, efter danske forhold, men kunne spises. Fyldte peberfrugter, samt en chiliesauce, der nemt kunne sammenlignes med syre.

Sydens himmelstrøg

Festen kom først rigtigt i gang da vi alle var kommet over i den store sal. Kurderne spillede deres musik, og vi dansede. Det var sgu’ meget sjovt, så længe det varede.  Sent på aftenen blev der sat båndmusik på. Dejligt genhør med vestlige rytmer igen. Jeg synes at erindre, at jeg til festen hele tiden flyttede rundt i salen. Først sad jeg der og drak, og så gik jeg over til et andet bord og drak videre.

Blues-musik og piger

Pieere, en flink fyr fra Musik-holdet og jeg, fandt på at spille noget blues til festen.

Klaveret var åbent, han havde sin guitar, og så kørte det bare – indtil nogle atter tændte for båndopta­geren, og ødelagde deres chance for at høre god gammel rock.

Randi hev mig ud i en vild dans, med ud på gulvet. Vidunderligt var det.

Det glemmer jeg aldrig! Der var bare så mange søde piger på det kursus. Og jeg drømte om mange af dem i ugerne efter at være kommet hjem. Opholdets sidste uge var en meget stresset uge. Jeg og Anders skulle lave filmen færdig, og der var i det hele taget en trykket stemning overalt. Oven i købet havde jeg, uden nogen idé om hvilke følger det måtte få, oprettet en festkomite. Jeg tog altså afskedsfes­ten i mine bare hænder.

De blev utrolig brændte, da jeg fandt ud af hvilket pres jeg havde pålagt mig selv. Men det var trods alt meget sjovt, da jeg om fredagen så resultatet.

Iners har charme. Han er sådan et menneske, at hvis han siger noget, kommer alle pigerne rendende og griner ad det han siger. Det gør jeg i øvrigt osse, for han er faktisk meget sjov, og lidt af en geni på sit område. Men pludselig blev det bare for meget for mig, da han ustandseligt kørte på mig, og blev ved hele tiden. Førhen irriterede han med måde. Holdt pauser, og slappede lidt af engang imellem.

Men han kunne åbenbart ikke skelne mellem sjov og alvor, så jeg fortalte ham, at han bare kunne skride ad helvedes til, for jeg gad fandeme ikke at høre eller se på sådan en idiot. Han blev tydeligt rystet, og sagde at dét skulle han ikke glemme mig for.

Kun efter 3-4 dages surmuleri, blev vi da gode venner igen, efter at jeg havde spurgt ham, om vi skulle slutte fred. Jeg gad bare ikke at være uvenner med ham. Gad ikke at blive skilt som fjender.

Og så var vi der tilbage igen. Han fortsatte sit show, og jeg var naturligvis indblandet i det. Opholdet var efterhånden ved at være slut. Det havde trods alt været et godt ophold! De sidste dage inden vi tog afsked med hinanden gik hurtigt. Alt for hurtigt. Snart var det fredag og så blev det lørdag. Alle var vist oppe til morgenmad om lørdagen. Stemningen var mat denne sidste morgen.  Jeg var efter en uges surmuleri – atter i glimrende humør, hvad de andre ikke kunne forstå.

Jeg gik med rank ryg og så stift lige ud, som om alt ragede mig en skid, hvad det selvfølgelig ikke gjorde. Der var så mange indtryk der skulle arbejdes med. Så mange indtryk, der gav udtryk for noget helt fantastisk. Der skulle nu gøres rent på skolen. En generel holdning hos højskoleelever er vel at rengøringen er noget slavearbejde der bare skál gøres. Jeg var heldig stillet, da jeg havde et stereoanlæg til min rådighed mens jeg skurrede gulve og tømte askebægere.

Sidste gang, måske?

Klokken var nu gået hen og blevet 9.45. De fleste tog en lejet bus ind til Odense, mens andre blev hentet, og andre igen tog med taxaer. Men Jeg og Anders skulle først hentes af hans forældre en times tid efter. Så jeg fik rigelig mulighed for at sige ordentligt farvel til alle. Der blev delt knus ud til alle. Der blev grædt tåre, og stemningen var ret grotesk.

Selv jeg, der ikke havde gjort mig fortjent til noget, fik knus og kram. Det var Lysets time. Sådanne tidspunkter glemmer jeg aldrig. Det var bare så vidunderligt skønt. Og hvad jeg heller aldrig glemmer – og det gælder sikkert ikke kun mig, men også alle andre – er dem jeg gik på højskole med.

Søde mennesker som forstod og respekterede selvom fordomsfilteret sad i vejen. Og sandt er det, at de mennesker jeg husker mest er af det modsatte køn.

Efter at de andre var taget afsted, var kun frankrigsholdet, Anders og jeg tilbage. Vi sad tavse og ventede på hans forældre, der kom et par minutter i tolv. Så pakkede vi bilen, sagde farvel til de tilbageblevne og kørte. På vejen mod Nyborg foregik der en yderst interessant diskussion om vores pr/dokumentar/reklamefilm for Andebølle.

Anders mente naturligvis at han havde sin fulde ret til at placere sin hjem­mekonstruerede maskot: Svend-Bent nederst i et tekst/grafik billede i filmen, hvad jeg, med sans for kunst selvfølgelig ikke gav ham ret i, med kommentaren, “at ingen der så filmen ville kunne forstå Svend-Bent var, og hvad hán skulle dér.” Men han var urokkelig.

Efter overfarten snakkede vi ikke så meget.

Jeg blev kørt til stationen hvor jeg en times tid efter skulle have et tog til København. Og så var der jo kun ét at gøre – at slå sig ned i DSB restauranten og fylde kroppen med en masse usunde ting. DSB-restauranter er altid så hyggelige. Mens jeg sad der kom der en masse mennesker forbi. Mennesker har for vane at glo efter hinanden og denne vane blev praktiseret utroligt meget mens jeg sad og ventede. Jeg fik en god plads i toget. Og heldigvis kunne jeg sidde behageligt i en hel time uden at blevet generet at andre passagerer som skulle forbi. Da jeg nåede Københavns Hoved­banegård var det så småt begyndt at mørkne. Jeg asede og masede med mine kufferter igennem en hovedbanegård, som lignede mine værste mareridt om undergang.

Men jeg skulle videre og havde ikke tid til at bekymre mig om andres vé og vel – på det tidspunkt. Jeg styrede direkte mod spor 10, hvor toget mod Lyngby skulle komme et kvarter efter. Det er meget ubehageligt at stå på en af DSB’s perroner, da den er fyldt med fede midebefængte duer, der ingen hæmninger besidder.

Jeg kom hurtigt hjem til Lyngby. Her tog jeg en taxa resten af vejen. Det var dejligt at komme hjem igen.

HF

Jeg havde fået brev fra VUC Øresund. Jeg skulle starte på HF i Lyngby. Jeg havde valgt tre fag. Dansk, Datalogi og Engelsk  “Ja, det skal nok gå”, gik jeg og sagde. Men det blev meget mere svært end jeg havde troet. I ugerne inden HF-start tog jeg over på Datastuen, for at skrive på tekstbe­handling. Der var netop startet et nyt kursus. Så en dag da jeg sad ved kaffebordet kom der pludselig én og sagde: hej!. Jeg fór sammen, men var helt klart glad for at se Hanne Bennike igen. Vi sad så og udvekslede memoirer. Hver dag kom jeg på Datas­tuen. Vi havde det fedt, og jeg tog mine digte og billeder med så det blev “som i gamle dage”

Sascha

Mandag den syvogtyvende august 1990 klokken otte mødte jeg i Lyngby på Ullerikkenborgskolen til min første HF-dag.

Det var et stort modbydeligt chok jeg fik. For det første var vi omkring  28 elever, for det andet sad vi i et stinkende biologilokale med små børneborde og stole, og for det tredje var det hele ret mærkværdigt. Men jeg havde besluttet mig for ikke at bugge under.

Jeg var en af den yngste. Kun 20 år. Den ældste var omkring de halvtreds, og de fleste andre lå omtrent i alderen 22 til 45. Det var skrækkeligt. Ingen havde nogen form for humor. Skrækkeligt!

Der var et lyspunkt. Nogle kløgtige elever, ikke fra min klasse, havde oprettet en kaffeklub. Problemet var bare at stedet hvor kaffen kunne købes lå flere gange væk fra det sted hvor jeg havde lokale.

Jeg havde valgt at tage enkeltfags HF. Dvs, at man vælger ét eller flere fag. Altså selv sammensætter sin studietid. Det var også det eneste, som HF ikke havde til fælles med folkeskolen.

Timerne varede fra klokken 8.00 til 11.30. Der var én eller tó pauser ind imellem, men det var osse det hele. I disse pauser vandrede jeg hvileløst rundt. Indtil jeg fandt ud af, at der var ét menneske som selv kom henfør at tale med mig. Det var en op­løftende følelse. Sascha hed hun. Vi havde så utroligt meget til fælles. Briller, og humoren, der var mere eller mindre ens, og vi havde det hårdt. Oven i købet havde vi begge fagene Dansk og Engelsk.

I de næste par uger var der et par dage hvor Sascha ikke kom. I starten tænkte jeg ikke videre over det, men eftersom det gentog sig gang efter gang fik jeg det mere dårligt end hidtil. En dag kom hun så, og fortalte mig, at hun var startet i Hillerød på en seminarium for pædagoger. Hun var meget tillidsfuld, ærlig, sød og sandfærdig. Jeg var ved at brække mig af grin. Men da jeg fik historien om hvorfor hun så pludseligt havde skiftet blev jeg så fandens rasende, da jeg selv havde oplevet noget af det samme.

Hun var blevet tvunget af sine forældre. Og naturligvis føler jeg med dig, sagde jeg, da hun spurgte om jeg gjorde. Sascha boede i Hellerup på et dejligt sted. En fredag blev jeg således inviteret, for ligesom at se hvor og hvordan hun levede. Lige da vi trådte ind af døren, kom deres hund springende.

Paradiset

Fan­tastisk dejlig hund. God vose. Hold kæft mand, hvor var den vidunderlig. Og naturligt nok kunne den lide mig. Jeg er en god hundeven.

Sascha og jeg gik fluks over i parken med den. Vi løb og legede.På vejen hjem skulle vi lige forbi Netto for at købe lidt mælk. Jeg ventede sammen med Ramses uden for butikken mens dronningen var inde efter varen. Jeg satte mig på huk ved siden af hunde. Den stirrede mig ind i ansigtet. Dens brune øjne lyste af kærlighed og venskab. Og den hund var bare med på den værste.

Lidt efter kom Sascha ud, og vi fulgtes side om side over vejen. Hun bor sammen med familien i et stort hus. Der var masser af plads. Men det der undrede mig var at der ingen lampeskærme var over pærerne. Hendes lillebror kom hjem et kvarter efter. Han var en flink lille gut og så var han lidt racistisk. Vi sad alle tre ude i køkkenet og drak saftevand, mens vi spiste pitabrød med skinke.

Efterhånden blev klokken mange og jeg måtte til at tage hjem mod Kongens Lyngby. Jeg havde haft det fedt, selvom vi ikke havde så megen tid. Jeg trykkede hendes varme hånd. Om mandagen skulle jeg på HF igen. Og her begyndte smerten at vokse.  Lige pludselig – midt i en dansktime – fik jeg ondt i maven. Jeg styrtede ud på wc og prøvede ihærdigt at lindre mine mavesmerter i en siddende stilling.

Sådan fortsatte det dag efter dag. Jeg havde det elendigt. På en eller anden måde betød og byder hun noget for mig. Jeg savner hende. Endda så meget at jeg allerede har skrevet mindst 3-4 digte om og til hende. Men det betyder heller ikke noget, for hvis bare jeg ved, at jeg kan lide en anden person, så er der ihvertfald ikke noget galt med mig. For det begreb vi mennesker bruger, det der kaldes kærlighed, har ingen grænser; uanset om man er sort, hvid gul elle rød, smuk eller grim, dum eller klog. Men vi mennesker opbygger igennem vores barn- og -ungdom fordomme, som vi senere bliver afhængige af, og bruger som skjold for vores uvidenhed.

Jeg gik ofte og tænkte på min fremtid. Det skræmte mig, men plan-lægnin­gen ville jeg for alt i Verdenen ikke undgå. Jeg ville ikke ende som en førtids­pensionist, en social taber, ikke ende mit liv uden at have oplevet et arbejde. Dagens menneske behøver tryghed. Ingen kan klare at værre alene, uden arbejde, uden en sikkerhed. Men HF skulle fortsættes så jeg besluttede mig for at lade Sascha vente et stykke tid. HF er noget ganske andet end folkeskole og handelsskole, men det ligner til forveksling hinanden, både i dets virke og struktur.

En ny krise

Desværre begyndte HF allerede at kede mig voldsomt i slutningen af november. Jeg følte en vis koldhed hver gang jeg viste mig på skolen. Det var meget ubehageligt. Det var en slags envejs­kommunikation mellem mig og læren. Aldrig kom der kommentarer fra de andre i klassen. Måske var det fordi jeg kun var tyve, og ikke havde så megen livserfaring som de andre, der var langt over 29. Det med alderen gav mange slag. Jeg blev ikke spurgt så meget, der blev grint en del. I det hele taget var det folke­skolen, handelsskolen om igen. Men inderst inde følte jeg ikke den store væmmelse over for de andre. Jeg var kold. I stedet var følelsen af overlegenhed der. Jeg vidste, at de ikke kunne skade mig, ved at holde mig udenfor.

Og det er der ingen, som kan mere. Fordi jeg er blevet stærk, klar til at kæmpe mod Mørket – mod Jer. I, som gjorde mig til det jeg er i dag. Tiden gik hurtig. Det var op om morgenen mandag og onsdag, og på HF, og så ellers bare slappe af tirsdag, torsdag og fredag. Det kedede mig enormt.

Jeg blev også mere og mere irriteret på folk. Når jeg for eksempel om morgenen hørte i radioen, at nu var de og de gået i strejke, og undervisningsministeriet lukkede den skole, og så en anden lige bagefter, så blev jeg så fandens arrig.

Det føltes som om mit hoved skulle sprænges. Det var ikke just rart at tænke på. Jeg ville gerne gøre så meget, men chancerne for at komme i gang var små. Tænk hvis jeg slet ikke fik et arbejde, og hvad værre var, heller ikke et sted at bo.

Fremmedhad

Men man kan ikke tage den ene ulykke, og slå den anden i hovedet  med. Så jeg gjorde intet for at forbedre hvad der var skidt, og så kan man jo kun konkludere at jeg var fuldt ud tilfreds med livet. Sådan hang det bare ikke sammen. Derfor: fremmedhad. Jeg opfatter nemlig ikke mig selv som tilfreds, men som magtesløs.

Men lykken vendte tilbage

Det var en svær tid at komme igennem. Meget svær, og den har helt sikkert sat sit præg på mig. Underligt at tid, som er relativt, og skabt af mennesket, skulle præge en af dets skabere. Men sådan ville skæbnen.

Det var gået hen og blevet november. Tid til at tage på den årlige Gammel elev Weekend  Jeg glædede mig sindssygt. I flere uger inden havde jeg gået og tænkt på den weekend. Vi, som er medlemmer af Elevforeningen, havde i foråret fået et brev, i hvilket der stod, at hvis der ikke omgående kom forslag og hvad ved jeg til Egå-bladet, ville dette yndede projekt ikke kunne blive realiseret.

Jeg skyndte mig derfor at sende et uddrag af mine erindringer fra højskoleopholdet august 1987 – febebruar 1988 med posten.

Jeg hørte ikke mere fra dem. Men da bladet kom, blev jeg glædeligt overrasket. Det var kommet med. Hvis dem jeg havde gået på højskole med læste dette, må de have ændre deres opfattelse af mig. Jeg gjorde mig så meget umage med at få netop denne del til at lyde så sand som muligt. Og hvis de ikke har ændret opfattelse, ja så er det bare synd for dem. Men jeg vil jo gerne have et ordentligt forhold til dem.

Jeg vil gerne kunne snakke med dem, grine og drikke bajere sammen med dem, uden at de skal lytte med fordomme som et filter. Det var en sej weekend, og resultatet udeblev heller ikke. Jeg var simpelthen så glad i de tre dage. Jeg kom tidligt om fredagen, fordi jeg ønskede at komme til at snakke dels med lærerne og med evt. gamle elever, der som jeg var komme et par timer for tidligt.  Der var ikke kommet så mange endnu. Så jeg fandt nogen af lærerne, og faldt stræks i snak med dem. Eftersom fredag eftermiddag blev til fredag aften, fik jeg gjort dem opmærksom på at jeg havde det dårligt med den måde jeg i ’87 havde påført mig på.  Men der kom ingen “rigtig” respons – desværre.

Om lørdagen var der fest på skolen. Jeg havde glædet mig til specielt denne aften et halvt år i forvejen.

Jeg havde skrevet en tale. En slående én var det. Drama-Søren, en af lærerne, en meget fleksibel fyr, gennemlæste den, og sagde at den var god. Det samme gjorde og sagde Jesper Gilbert, hvilket jeg nok blev allermest forundret over. Hele 250 satte sig til bords og begyndte at spise. Kun tyve minutter efter at vi var startet på den lækre kødret, rejste Drama-Søren sig. Han bød velkommen til Gammel Elev Weekend, og fortsatte ,”mine damer og herre – nu kommer aftnens første tale. Tag godt imod ham – Her kommer Knud Kjølhede Petersen.”

Talens vanvid

Jeg rejser mig, går nervøst op til talerpodiet. Jeg sætter mig ned. Jeg tager mikrofonen i hånden og talen i den anden. Mine hænder ryster og jeg har svært ved at se hvad der står på papiret, til trods for at jeg har skrevet tale med store fede typer. Jeg begynder, men kludre og må desværre starte forfra. Igen kludre jeg, men da jeg igen starter forfra lykkes det for mig og jeg læser talen op, dog med en anelse skælven i stemmen. Da jeg er færdig med talen rejser jeg mig op, og salen klapper. Følelsen af bifaldet føles. Men det har ingen betydning, for jeg ved at talens indhold har gjort indtryk på lærerne, til hvem talen også var skrevet. Jeg får da osse skulderklap af dem.

Jeg satte mig hen til bordet, og spiste videre. De omkring­siddende, nogen fra mit hold, sagde at talen var god. Jo tak sagde jeg og spise videre.

Godt ord igen

Engang i mellem gik jeg hen til hvor lærerne sad og snakkede lidt med dem. Jeg forstod på dem at de ikke syntes jeg ikke var så dum endda, men at de dog gav mig ret i at mit egotrip i 1987 ikke var så godt. Senere på aftnen fik jeg trukket Psyko-Finn til side for at snakke med ham. Han afsatte hele 15 minutter til en snak. Så længe havde jeg aldrig snakket med ham før.

Men vi fik os en lille snak om gamle dage. Jeg spurgte ham om hvad han syntes om mig. Hvad han syntes om det måde jeg opførte mig på, på opholdet. Han mente, at selvom jeg var lidt speciel, så var der osse mange andre sider af mig som han, og de andre lærere kunne lide. Jeg blev glad for hans ord.

Festen fortsatte, og jeg fik ellers drukket et par øller. Det var en lidt kedelig fest. Det var både god og dårlig. Dårlig fordi jeg trænge til lidt gang i gaden efter en nervøs tale. God fordi jeg vidste at jeg havde nået meget, på denne ene dag. Men de andre festede og det var jo godt nok.

Da klokken var gået hen og blevet 3 søndag morgen lagde jeg mig til at sove. Men det var som sædvanligt komplet umuligt, da K (Klaus) og Rune fra mit hold, absolut hele tiden skulle irritere. Råbe og skrige, synge og danse og kaste med stole. Jeg kunne have skudt dem. Men til sidst faldt jeg dog i søvn. Gudskelov for det. På slaget 9 søndag morgen vågnede jeg og styrtede over i salen for at gøre min mave glad. Lidt efter kom der et par piger og satte sig ved samme bord. Hvorfor ved jeg ikke. Men der var jo plads andre steder i salen, så hvorfor lige her. Morgenen gik hurtigt. Klokken 11 sagde man farvel til hinanden. Det var som jeg gik et helt nyt syn den morgen. Hun kom bare gående forbi. Og så havde hun glemt at lukke sin skjorte­bluse, så man bare kunne se, og det gjorde jeg – meget længe. Jeg fik sagt farvel til Drama-Søren og Psyko-Finn. Jeg glædede mig til næste års Gammel elev Wekend.

Jeg gik med de andre ned mod bussen. Himlen græd, det var koldt, og alle var meget trætte. Der var over to timer til mit tog kørte, så jeg satte mig i cafeen på Århus Rutebilstation og fik et glas vand. Det var et ulækkert sted. Indvandrere, underlige mennesker, der hver for sig, sad i sin lille verden og enten snakkede med sig selv, eller med en af de andre underligheder i cafeen. Det kunne jeg altså bare ikke klare, så jeg rejste mig og fik med besvær bugseret mig selv og mit gods op på banegården.

Hvor smukt

Klokken var vel omkring 13. Jeg skulle først med et tog 15.20, og det var kedeligt at stå på stationen. Jeg gik træt rundt på den beskidte station og så på alle de travle mennesker. Jeg tænkte At rejse er at leve, akkurat som gode gamle Andersen skrev det. At rejse, det ér at leve. Mén at leve, er at rejse, siger jeg. For at rejse er så smuk en begivenhe­d, som ikke alle mennesker for muligheden for. Man oplever noget, selvom man ikke vil.

Og selvom man kun er glad for lille Danmark, da kan ordsproget stadig bruges da, at rejse nødvendigvis ikke behøver at foregå i udlandet. Der er så meget smukt i Danmark. Den Jyske vestkyst, Kronborg, Erimitagesletten og skoven ved Lyngby, og Bornholms klipper.Det var en lykkens weekend. I Jylland har de telefon­bokse. Rigtig mange endda. Også på Århus Banegård, som de kalder den. De har telefonbokse som ligner meget dem, de har i Frankrig.

Man kaster mønter i den, og så kigger man ustandseligt på det ´display´ der er på boksen. For hvis man ikke gør det, kan man være sikker på at forbindelse ligepludselig destrueres. Jeg hader de telefonbokse der er sådan. Men nu var der jo ikke andre slags, så jeg tvang mig selv til at bruge den.

Jeg ringede til Heidi. Jeg havde brug for lidt varme, midt i den kolde november kulde. Jeg fik det. Det gør jeg altid når jeg ringer til Heidi. Måske ved hun bare ikke at hun automatisk giver det fra sig, og det er måske bedst på den måde, fordi jeg har virkelig brug for hende. Jeg er virkelig glad for at jeg lærte hende at kende. Hun er to år yngre end jeg, men hvad så, venskab har ingen alder? Venskab er, når to mennesker holder sammen, har noget sammen, kan tale sammen om noget. Venskab er meget. Anne Marie kom gående. Hun skulle med toget klokken 14.20, og hun spurgte om jeg ikke ville køre med. Jeg havde jo bestilt pladsbillet til IC-toget der kørte 15.20 så jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle tage imod.

Det gjorde jeg, dels fordi jeg var ved at gå i brædderne af træthed, og dels fordi jeg ville da gerne snakke lidt med en om mit eget højskole­ophold.

Alt imens toget susede igennem det danske landskab fik vi os en kultiveret snak. Jeg så hendes billeder og hun så mine digte. Jeg genkalde mig samtalen fra dagen før hvor hun fortalte mig om dengang min nabo Kim havde lagt et brev på hendes seng. I brevet stod der noget om, at han ville have hende, og det bare var hende det gjaldt. Han havde jo sine problemer, sagde jeg. Jeg ville jo godt hjælpe ham, sagde hun. Og så stod han der og græd. Det var synd for ham.

Toget kørte videre og da det nåede Odense stoppede det, og Anne Marie steg af. Hun skulle besøge en ven eller veninde dér. Toget kørte igen videre og stoppede i Nyborg Færgehavn, hvor alle passagererne steg ud og prøvede febrilsk at nå færgen.

Et kvarters tid efter lagde færgen fra kaj og jeg var nu alene på vej til Sjælland. Jeg havde gudskelov min walkman, som konstant sad på mit hoved. Der gik jeg rundt i min egen lille ensomme verden og hørte Shubidua. Jeg spiste noget mad, gik rundt på skibet og så mig omkring. Jeg stillede mig ud i rød salon for at komme først fra borde.

Der sad to store grupper af unge mennesker. Den ene en flok spejdere, den anden en flok idioter. Gruppen af Idioter havde en store båndspiller med. På den spillede de meget højt hip-hop musik. Det var forfærdeligt. En af idioterne rejste sig op, og sagde: Hvorfor er Københavnere altid så sure. “Du kan sgu da bare blive hjemme,” råbte jeg til ham. Så kom svinet hen til mig, og der stod vi og mundhuggedes et stykke tid.

Jeg sku’ ha’ gokket ham ned

Han havde utrolig mange dårlige angreb. Hele tiden blev han ved med at snakke om nine tynde arme. Stakkels fyr. For hver gang han kom med den, kom jeg med en ny. Der blev virkeligt fyret beskidte vendinger og gloser af. De andre passagerer stod mundlamme og kiggede på. Feje svin var de. Der måtte jeg stå helt alene over for en af den lorte Jyde, og lade mig provokere. Helt alene måtte jeg forsvare hovedlandet; Sjælland.

Så blev færgen åbnet og menneskemængden strømmede ud. Jeg først, og så gruppen af Idioter. Toget holdt allerede på stationen. Den vogn jeg satte mig i var tom. Kort tid efter kom gruppen af spejdere og satte sig. Så kom ham Idiot Jyden og begyndte at snakke. Lidt efter kom hans bror. Man siger jo at i Jylland står man samme. Her er alle i samme båd. Jeg nægtede at lade dem sidde på de to tomme pladser. Gudskelov gjorde de ingen voldelige forsøg på at forhindre min negative holde til dem.

I stedet blev de stående, mens jeg forklarede mester idioten at han var en irreversibel proces. Men det vidste idioten naturligvis ikke hvad var. En irrerversibel proces er for eksempel at lave en kop kaffe. Du tager en sjat vand. Lader det koge. Hælder det over kaffepulveret. Men så kan du ikke skille de to stoffer fra hinanden igen. Det kaldes en irrerversibel proces. Vi er alle irrerversible, da vi ikke kan forsvinde og blive en mikroskopisk sædsælle, eller et æg igen. Efter den smøre skred han. Toget rullede ind på Hovedbanegården. Jeg skyndte mig over på spor 9/10 og snart efter sad jeg tryg og træt i S-togs vognen mod Kongens Lyngby.

Jeg hyrede straks en taxa og blev hurtigt kørt hjem. Det var søndag aften, jeg var træt og dagen efter skulle jeg igen på HF. Jeg lå og hørte lidt radio,, men faldt hurtigt i søvn. Jeg drømte sødt den nat. Næste morgen havde jeg meget svært ved at komme op. Jeg havde ikke sovet så godt i weekenden. Tit spørger man sig selv hvorfor man tager på en sådan Gammel Elev Weekend. Er det overhovedet fordi man vil over at se dem man har gået på højskole med, eller er det bare for stedets og atmosfærens skyld. Jeg tog der over for vinde en tillid som jeg ikke før havde haft.Jeg vandt den.

Livet gik sløvt efter en weekend. Jeg havde i Oktober måned købt en personlig computer. AST-Bravo. 40 Mb, VGA farveskærm og 102 tastatur. Det skulle senere vise sig at den blev en god ven af mig.

En ven jeg kunne stole på, snakke med, og skrive på hvis jeg ville.

Poeten måtte skynde sig

I de lange nætter sad jeg ofte oppe og skrev mine erindringer, mine digte, mine breve og mine følelser ned. For hver dag og for hver nat der gik, blev bunken af tekst filer større. Jeg blev mere klar over min psykiske situation, hvor jeg stod, hvad jeg burde og hvorfor.

Det tragiske i det hele vare kun at jeg bare ikke havde mulighed­erne for det, at jeg desværre var for svag til selv at gøre noget, og derfor blev jeg siddende. Jeg vidste nemlig godt hvordan jeg kom ud af hele min selvpinte, kriseramte verden. Jeg behøvede et fredeligt sted at bo alene, et arbejde at stå op til hver dag, en sød pige og en hund. Intet af dette kunne jeg få.  Og det var blandt andet med til at vedligeholde min ondskabs­fulde indstilling over for fremmede fra andre lande.Jeg har svært ved at skrive dette værk. Følelserne løber nemt af med én og så bliver det hurtigt alt for kvalmt. Men samtidig får man gjort op med fortiden, med de brølere man lavede. Man får ligesom levet det hele igennem, én gang til.  Hele det forpulede ingenting.

Ensomme nætter er jeg ekspert i at fortælle om. Nogle nætter kan jeg ligge og bare tænke på min egen elendighed. Så løber tårene ned af kinderne, og de bliver ved. Jeg får tit tanken, når jeg ligger der om natten, at en skønne dag vil jeg dræbe, for at hævne de år.

Man må bare ikke. Men hvis det kom til stykket tror jeg nu heller ikke at jeg kunne. Jeg ville jo nok kunne klare det fysisk, men jeg er bange for at jeg ikke kunne klare det psykisk. Det kræver neget af en at slå ihjel. Bare det at slå på en, man virkelig hader, er svært.

Jeg blev for eksempel overrasket bagfra med et kanonslag, og på vejen hjem lovede jeg mig selv, at jeg nok skulle smadre svinet. Næste gang jeg så ham, gjorde jeg intet, og jeg vidste hvorfor, og det piner mig. Jeg kom stadig om eftermiddagen på Datastuen. Det var sgu ikke så meget fordi jeg havde lyst til at arbejde med data, men fordi jeg havde en ven, som arbejdede der. Gabriel. Jeg har altid holdt på at jeg ikke ville og kunne blive venner med udlændinge, men det har alligevel lykkedes mig at blive det. Gabor, kald blandt folket kommer fra Ungarn.

Han ved godt jeg er lidt fremmedhader, men han tager bare fis på mig, og lukker selv en masse lort ud om at han nok skal hæve en masse penge i Danmark, og derefter rejse hjem. Lede socialist. Vi har fået ét helt år til at gå med konstant at snakke om hvordan udlændinge skal behandles i Danmark. Han er sgu en fin gut. En flink ven. Der er bare lige noget jeg ligesom er lidt misundelig over. Han er alt for ligefrem provokerende. Gid jeg dog også var det.

Jeg havde fortalt Gabriel at jeg kunne spille klaver. Og en grå og kedelig regnvejrsdag i November, blev jeg optaget i hans og hans venners band. Vi spillede gammel rock musik, sådan noget som Iron Butterfly, Black Sabbath. Det var meget fedt. Vi øvede inde i København ved søerne i noget små containere der kunne lejes meget billigt. Jeg følte jeg var på vej ind i en indre krise. Skulle jeg følge mine inderste følelser eller simpelthen bare reagere som jeg så andre gøre. Det hele blev ikke bedre af at jeg ikke kunne få fat i Heidi. Hverdag greb jeg telefonen, men der var aldrig nogen hjemme. På et tidspunkt havde de fået nyt telefon nummer. Og jeg prøvede at få fat i hende, men der var ikke nogen der tog røret.

Først efter en uge blev der svaret. Det var hendes far. Heidi bor stadig der hjemme, og hun kan da godt ringe i morgen hvis, og så vidste jeg jo godt hvad det hele handlede om. Så gik jeg ellers og spekulerede over tingene et stykke tid. Jeg holder så utroligt meget af Heidi som en ven, så det gør ondt i mig hvis der sker hende noget. Det var atter gået hen og blev jul. Det betød også jule ferie fra HF. Om morgenen den sidste dag, havde nogen taget morgenbrød, kaffe og the med, mens andre havde medbragt småkager og små bordlys. Der sad vi så fra klokken 8 til klokken 11.30 og hyggede os. De var den bedste dag hidtil. Jeg snakkede med op til hele 4 af dem jeg gik i klasse med. Det var fantastisk.

Jeg var ekstra lykkelig i denne uge. Jeg ved ikke hvorfra dette pludselig kom, men vupti, så var det der. Overalt hvor jeg var, gik jeg smilende rundt, og var rigtig optimistisk – hele tiden. Jeg ringede til Ditter. Næsten altid tid til at tale i telefon, dog ikke når hun er i bad. Jeg synes vi snakker meget godt sammen. Måske hænger det sammen med at vi begge er født i Krebsen, at vi begge er sociale mennesker, optimistiske og hvad ved jeg. Jeg var begyndt at betragte tingene på en helt anden måde. Mere afslappet. Eller måske var jeg bare ved at gå ind i mig selv og lukke og låse helt af. Måske vár jeg virkelig blevet til det de gerne ville. Intet. Livet begyndte så at lysne op igen. Jeg havde fået fat i Heidis nye telefon nummer. Nu var alt ved det gamle, så’n da. Jeg tror egentlig hun blev glad for at jeg ringede. Vi fik i altfald snakket om hendes forhold til sine forældres skilsmisse. Og vigtigst af alt fik vi grinet. I julen 1990 var jeg meget alene, hvilket måske var min egen skyld. Jeg havde ingen penge til at ringe for, ingen at besøge så’n uden videre og det hele var utroligt trist. Men jeg holdt ud. Jeg tager bare tingene som de kommer. Ikke så megen uvished. Men det var alligevel svært at holde livsmodet oppe. Jeg havde intet specielt forudset i nyåret 1990. Jeg var alene hjemme nytårsaften. Kedeligt. I disse dage drømte jeg om lykken. Om engle der kom ned fra himlen og frelste mig for alle sorger. Drømme kan man altid. Og drømme kan de aldrig tage fra én igen.

Psykopat

Jeg var begyndt at blive bange for mig selv. Underlige tanker strømmede igennem mit hoved når jeg sov og når jeg var alene. Jeg havde det skidt. Jeg kunne aldrig rigtig finde ud af mig selv. Jeg var skiftevis munter og trist.

For første gang glædede jeg mig til at tage på HF. Mindet om den 22 december 1990 gjorde mig frydefuld. Men så snart jeg kom der ned igen forsvandt glæden. Tilbage i ensomheden jeg selv var skyld i. Oplevelser der har været gode glemmer man sjældent. Uanset om man så har betalt for dem eller ej. Man siger jo at lykke ej kan købes for penge. Sommetider tvivler jeg. Man kan ihvertfald købe sig glæder for penge, så måske er det rigtigt at rige mennesker er lyksalige. Jeg ved det ikke. På hjemmefronten gik det heller ikke særligt godt. Der var hele tiden skænderier om de mest vanvittige ting. Det var forfærdeligt. Jeg ønskede at flytte. Men problemet var kun at man i Danmark ikke bare flyttede uden videre, hvis man da ikke havde penge nok. Og det havde jeg ikke. For selvfølgelig var der nok med lej­ligheder – ejerlejligheder.

Frustreret

På kommunen kunne de for førte gang ikke hjælpe. Den første gang hvor jeg havde allermest brug for hjælp. Igennem en årrække på tyve år havde jeg fået briller, lamper og hvad ved jeg, fordi jeg havde dårlige øjne. Det var jo også godt nok.  Jeg var meget “lykkelig” i Lyngby, for jeg vidste at andre havde det mere skidt end jeg. Og jeg kunne jo ikke så godt brokke mig til kommunen over deres svigtene hjælp her på falderebet. Omtrent midt i januar måned begyndte jeg at opleve livet på en helt anden måde. USA og dets allierede startede krigen “Operation Ørkenstrom” mod Irak, som i august måned det fore­gående år, groft havde invaderet oliestaten Kuwait klokken seks om morgenen. Længe inden den fysiske krig startede var den psykiske godt i gang. Irakerne lovede, at denne krig ville blive alle kriges ophav. De forsikrede hele verdenen om, at de ville bruge krigs­gaser og bak­teriologiske våben. Alle blev bange og brugte beskyttelsesdragt. Man overvejede at udskifte sloganet: Sikker Sex, med Sikker Krig. Og krigen fortsatte i Golfen, og danske militærlæger og sygepjes­ker blev, og tog frivilligt der ned. På HF gik en udlænding. Han skulle have en kugle lige hovedet! En rigtig dum-dum kugle. Forbandede fremmede. Han svor på at Saddam Hussein, Iraks leder, eller tyrannen, som jeg kalder ham, nok skulle vinde. Det er nok muligt, sagde jeg, men hvis du er så vild med ham, hvorfor tager du så ikke ned og kæmper side om side med dine brødre. Januar var ved at slutte. Krigen fortsatte, med ubehagelige følger. Naturkatastrofe. Tusinder af liter råolie flød ud i Den Persiske golf.

Sommeren 1991, et kapitel for sig

Jeg skulle til at planlægge min sommerferie. Jeg troede ikke selv på det ville lykkes, da det ikke var en helt billig affære. Vallekilde Højskole lå i det naturskønne Sjælland og vente­de. Vallekilde er en lille landsby i Odsherred, der grænser op til Hørve.

Hvis nogen har været forbi Lammefjorden eller Sejerøbugten ved de med sikkerhed hvor højskolen ligger. Og her kommer beretningen om endnu en måned i mit liv. Men en måned som til dels blev ved med at eksistere. En måned som aldrig ville kunne gentage sig. Aldrig nogen sinde! Så tæt på lykken, og alligevel så lang derfra.

Vallekilde – den ukendte drøm

Jeg ønskede at komme på Vallekilde Højskole. Højskole er noget specielt. Det er så smukt, det er så fedt. Man bliver klogere på livet, på menneskene. Man kan risikere at få en masse bekendtskaber og venskaber, og hvis man er heldig, en elsker, eller hvad fanden det nu hedder. Højskolelivet er mere end livet. Det er himlen. Aldrig ved man hvad den næste solopgang bringer.

Jeg kom stadig på Ungdomsskolen i Lyngby Taarbæk. Ikke fordi jeg mente at det var et væsentligt skridt i min udvikling, men fordi jeg snakkede godt med nogen af de ansatte. Især om mandagen, hvor en gammel kending – Ditter kom, sammen med Tina for at være sammen med deres hold “Alt-kan-ske.” Det er der mange der vist kan give mig ret i. Hun er forstående, lyttende, kærlig, realistisk og frem får alt mor­som.

For så lang tid siden, at end ikke Gud havde forudset Golf krigen, var Ditter lærer studerende. un praktiserede sin lærdom på Trongårds­skolen, i den klasse hvor jeg gik. Det havde jeg glemt alt om indtil hun en dag på Ungdomsskolen fortalte mig om det.

Rykkende rytmer

“Alt-kan-ske,” holdet, skulle til København. Jeg ville utroligt gerne med. Vi skulle ind og høre reggae. Vi mødtes klokken 21.00, på Lyngby Station. Heidi, Karina, Jesper var med. Det syntes skræmmende da de alle tre bar næsten samme jakker. Ditter ventede inde på Nørreport station, så vi skulle sammen med Tina, selv tage derind. Det foregik i “Huset.” Vi ankom dertil klokken kvart i ti. “Huset,” er nok det pæneste sted jeg har været. Vi har også pæne steder i Lyngby. Men de har endnu ikke formået at være ligesom Huset. Da klokken var blevet et kvarter over elleve begyndte musikken. Det var så godt. Lyden var fantastisk. Bedre end den lyd man får via kompakt disks. Prisen på en almindelig øl var tyve kroner. Lidt dyrt når man ved at, for samme pris kan man mindst få 3 øl derhjemme. Men der røg alligevel fire øl ned. Virkningen var katastrofal. Vi sad ned i mindst 2 timer før vi for alvor begyndte at motionere ud på dansegulvet. Ditter bød op! Det var pænt gjort, men i første omgang sagde jeg nej. På grund af varmen og øllerne lod jeg mig senere lokke.

Der var et eller andet specielt ved denne aften. I hvert fald var den dejlig. Noget jeg altid havde drømt om at få til var at give Ditter en stort knus.  Naturligvis ved jeg at det er der mange der drømmer om, fordi de bare vil noget grisseri. Men for mig er det noget andet. Jeg har brug for det. Hun er simpelthen så sød. Men den dag kommer vel. Ti minutter over tolv tog vi hjem. Vi skiltes på Lyngby Sta­tion. Jesper, Jeg og Tina fulgtes noget ad vejen hjemad. Jeg syntes selv at der var opstået et underligt forhold mellem mig og Heidi, hvis der overhovedet havde været nogen form for forhold. Når jeg ringede til hende snakkede vi godt sammen, men når vi mødtes kom stilheden snigende. Det var ulækkert. Den følgende mandag ringede jeg til Ditter.

Undergangen

I en længere perioden havde jeg haft det godt – med mig selv. Men det var ved at gå over gevind. For altid at skulle minde sig selv om at der eksisterede andre end én selv blev for meget. Man har selv brug for at blive lyttet til. Samtidig gik jeg og sloges med problemet at jeg ikke kunne flytte hjemmefra så’n uden videre.  Jeg blev mere og mere led over for mine fjender. Fjender, små irriterende møgunger der desværre kendte min eksistens. Planlagte mord og bank blev ugentligt fremstillet i min syge hjerne. Men sjældent fik jeg eksekveret nogen.

Jeg var for svag, og de var som regel for mange til at jeg kunne smadre dem alle, hvad jeg gerne ville. Men vold kan koste tid bag tremmer, og det havde jeg ikke videre lyst til. På den anden side, så fik man jo et sted at bo. Men det havde jeg jo i forvejen, eller som jeg selv vælger at sige det; et sted at komme og sove, for jeg var på det sidste ikke meget hjemme hvis jeg kunne undgå det. Jeg begyndte at åbne øjet. Jeg så straks, dog ikke med øjet, alle de problemer der voksede op omkring i samfundet. Jeg var selv et problem. Jeg havde selv problemer. Jeg kunne som de andre heller ikke selv løse dem.

Slemme dreng

Racehadet steg for hver dag Golf­krigen fortsatte. Jeg var på nippet til at kvitte HF studier­ne. For der var mange lektier, hvilke jeg sjældent fik lavet. Men jeg blev, dels for at bevise for mig selv at jeg godt kunne gennemføre det, og fordi kommunen havde betalt, og fordi, hvad skulle jeg ellers tage mig til. Jeg var udbrændt. 4 års intethed. 4 næsten tomme år efter folkeskolen, hvor man i det mindste vidste hvor man stod. 4 år, hvor jeg ikke vidste ud eller ind, om samfund, eller noget som helst. 4 år hvor højskolen bare var en “Nåh!, go’dag og farvel,” op­levelse. Men alligevel fire år som var af stor betydning. Der var Egå Ungdom­shøjsole fra efteråret August 1987 til midten af Febru­ar 1988, som reelt først sluttede i 1990. Der var Fremtids Højskolen, februar 1988 til midten af Juni samme år. Og sommer­kurserne på Andebølle Ungdomshøjskole 1989 og 1990  Alle de menneskene; de betød alle noget.

En drøm og et mareridt

1991.- Det var tid til forandringer. Jeg ville flytte, men kunne ikke. Man kan jo ikke bare flytte. Holland. Der skulle man flytte til. Der er de så flinke og rare. Der var ikke meget tilbage. Kun ønsket om hævn!  Uhyggelige tanker fløj konstant igennem mit hoved. Det blev gudskelov aldrig til noget. Jeg havde tit set dem i centeret. Der sad de trætte og så på kødklumpen der slæbte sig forbi, med deres grønne flasker og cigaretter i munden. Jeg blev ikke og jeg ville heller ej være som dem.

En rar tanke – Men på den anden side var det jo så fandens uforpligten­de, og at have den følelse, nemlig ikke at skulle noget, eller at skylde nogen noget, den er egentlig meget rar. Men det kunne jeg ikke rigtigt tillade mig. Ikke over for mig selv. Jeg ville nemlig ikke sumpe – ihjel! Jeg var født til noget stort. Jeg skulle ikke bare dø bort af druk.  Havde jeg egentlig nogen venner at betro mig til? Et svært spørgsmål. Et spørgsmål jeg helst så ubesvaret.

Jeg havde dog nogen jeg kunne ringe til, og vi snakkede faktisk meget godt om alt ting.Men var de venner. Var de værd at samle på. Bare fordi de var af det andet køn. Heidi? Mette fra Andebølle 1990, Ditter og alle de andre. De var nemlig alle søde; men var de venner, når det rigtigt gjaldt. Det vidste jeg ikke. For hvad er en rigtig ven? Det ved jeg heller ikke. Jeg har nemlig aldrig opfattet dem jeg kender som rigtige venner. Hvilke kriterier skal en ægte ven have? Det vidste jeg heller ikke, men jeg blev ved med at ringe. For de var søde at snakke med. Og det var det vigtigt for mig, at snakke med nogle menne­sker Jeg var ikke helt sikker på mig selv mere. Min intuition fejlede ikke noget. Jeg vidste godt hvad jeg skulle gøre i konkrete situationer, men på længere sigt var jeg bange. Det var ikke så’n til at få arbejde, og slet ikke med de karakterer jeg havde. Ikke til at skaffe en hæderlig bolig hvis man ikke havde penge, og det havde jeg ikke. Ikke nok. Gud ske lov kender jeg da svaret på alle disse spørgsmål i dag.

Min glade perkerven

Jeg talte stadig sammen med Gabor fra Datastu­en. Han kom der ikke så tit, da han boede langt derfra. En fredag tog vi ind til København. Jeg med digte, erindringer og han med oversatte noveller fra en ungarsk forfatter. Måske blev jeg lykkelig. Det umulige var sket. Jeg troede ikke rigtigt på det, men jeg tog det koldt. Jeg havde fået en lejlighed. Det var godt nok kun en ungdomsbolig, men alligevel. Det var i et nybyggeri der fuldstændig havde ødelagt naturen. Stedet hed Bøgeparken og lå i Lyngby, bag Danmarks Tekniske Højskole. Det var en etværelses stuelej­lighed på 26 m² med tresse, der var indberegenet i målende.

En tyk løgn

Jeg havde om morgen samme dag fået et skræmmende brev fra HF hvori der stod at jeg havde over 20% fravær fra engelsk. Brevet tog jeg så med ned på Boligkontoret på Rådhuset. “Hvis jeg ikke får en bolig, kan jeg ikke gennemføre mit HF, og det vil i længden blive dyrere for kommunen” sagde jeg. Efter et par sekunders tænkepause hos den yndige unge dame bag skranken blev jeg inviteret til at sidde ved et skrivebord bag skran­ken. Så fik jeg at vide at jeg godt kunne komme i betragtning til en bolig. Og så fik jeg en på under en halv time.

Hele eftermiddagen brugte jeg på at ringe rundt til nogen jeg kendte. Det var naturligt alle glade på mine vegne. Men det skulle blive svært at klare sig selv – alene. Jeg gættede på at jeg ville blive ensom og trist i mit hjem. Den frygtelige og ubehagelige sandhed måtte gå op for mig en dag. Regnbuen var ved at falde ned, og manden så mod himlen og skreg. Solen vendte ansigtet bort, og vinteren blev og sommeren blev kort.” Heldigvis kendte jeg nogle menne­sker der boede i Bøgeparken, som jeg kunne besøge. I altfald boede Thomas, en anden kursist fra Datastuen der, og ham havde jeg haft mange sjove stunder med. Der var ikke mere end 14-15 dage til jeg skulle flytte. Tiden gik langsomt men jeg glædede mig som en sindssyg. Jeg havde fået en tid hos min kære sagsbehandler, Berit From Bertelsen, den femtende Marts. Mødet førte ikke til noget konkret, dog fik jeg løftet, at jeg i hvert fald var sikret lejligheden.

Alle de kvinder

I gennem tiderne har jeg haft mange sagsbehandlere. Kirsten Rønnebro var en af dem, og Berit var en den anden. Sagsbehandlere er også mennesker. Jeg husker tydeligt alle de gange jeg har siddet på deres kontorer. Med bøjet hoved har jeg siddet og stirret tomt ned i gulvet, ligesom for at sige, gør hvad I vil. Jeg nævner disse to fordi det er dem jeg husker. Forstående, ven­lige mennesker som ikke kendte mig rigtigt, og så var de jo kvinder frem for alt. Desværre havde jeg dem i al for kort tid, især Berit som var den sødeste. De­sværre tror jeg nok hun var gift.

At gå til sagsbehandler er ikke altid nemt. Man må kende sproget! Jeg skulle den 22. marts op til Berit. Her fik jeg rekvisition til 3*34 som flyttehjælp, samt 4000,-. kroner til etableringshj­ælp og 2791,- kroner som det månedlige bis­tandsbeløb. Men jeg plejede jo at få 3791,- Jeg kunne intet forstå da jeg kom hjem.  Der måtte, det skulle have været en misforståelse. Hvis jeg kun fik 2791,- kroner om måneden til husleje, mad, og andre nødven­dige udgifter havde jeg jo ikke råd til at flytte, og det ville være den rene henrettelse, desværre. Men der måtte jo selvfølgelig være en logisk forklaring. Og naturligvis var der en logisk forklaring. De 2791,- kroner var et grundbeløb jeg skulle have hver måned. Oven i købet fik jeg huslejen betalt.

Der var kun få dage til at jeg skulle flytte. Næsten hver dag gik jeg over for at se om der nu var håndværkere som var i gang med istandsættelsen. Men det var der ikke. Dagen derpå hvor jeg skulle flytte ind fik jeg at vide af viceværten, at han fra boligselskabet ikke havde fået de papirer han skulle, og at der ikke var blevet indbetalt det der skulle. Nu frøs min fodsved til is, og jeg fik jeg kolde fødder. Nu stod det hele klart og parat derhjemme lige til at flytte, og så kunne jeg ikke få nøglen. De flippede totalt ud og brokkede sig over at jeg kontant afviste deres hjælp. Om de da havde hjulpet havde jeg ikke fået nøglen. Min mor cyklede aggressivt over til Bøgepar­ken, fik fat i én fra D.A.B. Jeg kom gående et kvarter senere. Efter lidt tovtrækkeri og ringen til D.A.B fik jeg udleveret tre nøgler. Jeg flyttede ind i en istandsat lejlighed. Når så det hele var i orden skulle jeg flytte alt ud igen så maleren kunne istandsætte og male lejligheden. Et besøg fra den anden verden

Allerede første søndag efter indflytningen fik jeg besøg. Det var en særdeles god ven, vil jeg mene.  Det var Ditter. Hun skulle alligevel ud at besøge sine forældre, så hun kom forbi til en kop kaffe. Vi sad og hørte lidt musik mens vi snakkede. Jeg fik vist hende nogle billeder fra Egå Ungdomshøjsole og Trongårdsskolen. Jeg begyndte at forandre mig. Jeg var blevet en glad person. Jeg var mig selv. Logisk tankegang var blevet en hverdagsfor­nøjelse som jeg brugte al min tid på. Jeg kunne mærker at jeg havde fået det bedre, meget bedre. Min biorytme var i top. At se lyst på fremtiden var også en ting jeg beskæftigede mig med. Men det at jeg havde det bedre betød samtidig at jeg sjældent skrev. Samtlige interesser for at digte og skrive anden prosa var delvist forsvundet. Jeg havde travlt med at leve. Overrumplet af følelsen af at bo alene var konstant under behandling. Onsdag den første Maj var en grå og kold dag. Det småregnede og blæste. Men busserne og togene kørte. Så jeg tog i Fælledparken.

Rød front

Jeg stod tidligt op den onsdag. Sad og drak kaffe og spiste franskbrød. Da klokken var gået hen og blevet ti var jeg færdig og jeg tog min millitærlignende kasket og pandebånd. Jeg styrtede ud til bustoppes­tedet. Bussen kom et par minutter efter. Jeg gik rundt i Lyngby StorCenter og kiggede. Dagens første gode gerning blev udført på stationen, hvor en ung mor, formoder jeg, skulle ud af svingdørene. Hurtig som jeg er, styrtede jeg dørene i forkøbet, og trods lidt kluntethed nåede jeg at holde dem åbne, til hun kom. Dagens første smil mådede mit høje øje.

Jeg tog ikke notits af det, før senere på dagen. Toget rullede ind mod Københavns Hovedbanegård. En oplevelse jeg efterhånden sætter meget pris på er blot at sidde et sted og se på mennesker. Bare sidde og se på at de går forbi. Dette gør jeg ofte. Foran Føtex i centeret for eksempel. Jeg gik lidt rundt på hoved­banegården og kiggede indtil sekseren kørte ud til Fælledparken. Der kører to seksere derud til, og maturligvis tog jeg den, der kørte omvejen. Det var lidt irriterede. Men jeg kørte hele vejen op den samme billet. Bussen skulle helt ud til Valby og vende førend den kørte tilbage mod København og ud til parken.

På vejen tilbage blev bussen mere og mere fyldt op. På et tidspunkt kom en ung mor med sin datter. Jeg spurgte om de ville sidde ned, hvilket de gerne ville, hvorfor de fik min siddeplads. Det blev de vidst meget glade for. Der var ellers masser af ældre mennesker der nok havde trængt mere til en siddeplads end den unge mor og hendes datter.

Men sådan skulle det ikke være. Efter en lille times kørsel i sekseren stoppede bussen og den enorme kødklump væltede ud. Vi begav os over til Fælledparken. Jeg kan ikke lige huske hvor det var bussen stoppede, thi steder i København har aldrig rigtigt været min stærke side. Så da vi gik over mod parken sørgede jeg for hele tiden at holde mig til en bestemt gruppe mennesker jeg mente skulle samme sted jeg selv. Lykken var med mig. Og der var mange mennesker i parken den første maj. Rigtig mange endda.

Fed blanding

Der var unge stofmisbrugere, ballademagere, ældre perversiteter, yngre drukkenbolte, små børn der samlede flasker og en masse vovhunde som jeg desværre ikke fik tid til at klø og lege med. I starten af 70’erne var der jo denne her Woodstock festival hvor der kom cirka en halv million mennesker. Jeg var ikke med til denne festival; men jeg tror nu alligevel at stemningen må have været noget i retning af den som var i parken. Som jeg nu gik der og drak øl, skete der pludselig noget meget uventet og dejligt. Og denne “pludselighed” gentog sig selv flere gange.

Ditter kom gående sammen med sin veninden. Helt blød i knæene blev jeg, men stærk nok var jeg dog til at blive stående. Det undrede mig ikke at hun var dér, men til stadighed forbavsede det mig at hun kom hen og sagde hej og oven i købet præsenterede mig for sin veninden. Jeg må være naiv, tænker jeg nu et par dage efter at være kommet hjem, da jeg udmærket godt ved at fordommene ikke ligger i vejen som et filter i hende. Gud ske lov.

Men det dejlige og uventede fortsatte. Jeg mødte flere og flere jeg kendte, nemlig Christina og Line fra Egå Ungdomshøjskole; fra henholdsvis hus seks og hus tre, samt Rikke og Stine Adrian fra Andebølle Ungdomshøjskole. Jeg blev utrolig lykkelig. Jeg vil mene at det samme var gældende for deres vedkommende. Lykken er sjælden lunefuld, men her var den! Vi havde alle fået at drikke, så der blev ikke snakket så meget. Men resten af dagen var jeg glad. Gik og smilte hele tiden. Måske var det også derfor at jeg ikke blev blandet ind i nogle problemer. Jeg så ellers ret provokerende ud, med millitærfarvet pandebånd og sølvkors om halsen.

Der var ikke meget at lave inde i parken, hvis man var alene. Så jeg gik blot rundt og kiggede og snakkede med forskellige mennesker. Og det var også fedt nok. Jeg havde desværre tilegnet mig en national ynde; nemlig lidt for ofte at drikke et par øl for meget. Det sådan det går når man har for mange penge; hvilket var et stort problem for mig, siden jeg var flyttet. Sommeren 1991. Jeg ville med på Valdekilde Højskole.

Sandheden gjorde ondt

Jeg var ikke alene blevet “enlig,” men også ensom; på både godt og ondt. Jeg havde stadig lige mange at snakke med, så stadig lige mange mennesker, men en forandring var der sket. “Blevet mere voksen,” kan man vel godt sige jeg var blevet, eller i alt fald mere afmålt, perfektionist og egoist, og ikke mindst racist – i den grad. Men lidenskaber af forskellige art havde jeg dog stadig beholdt, hvilket stadig være sig; hunkøn, mad og andre perversiteter, der af uafklarelige årsager bliver ved med at eksistere i min hjerne. Lørdag den elvte maj var en historisk dag. Jeg var glad. Oven i købet kom Heidi på besøg. Jeg havde i ugen før ringet til hende, og brugt cirka 25 kroner i en telefonboks. Vi havde snakket om alt muligt. Når vi snakker, så snakker vi godt sammen. Hun kom, og klokken var just lige blevet kvart over et. Teen var ved at være klar og kagen var skåret. Det var en hyggelig eftermiddag og pludselig og desværre var allerede nitten tyve, så Heidi ville hjem. Hun sagde det havde været hyggeligt, og det havde det, selvom der var en smule tvivl i min stemme da jeg lallende glad, for hendes samvær, sagde: Ja det var det. Efter at Heidi var taget hjem gik jeg og grublede stærkt over et spørgsmål; der havde eksisteret lige siden september 1988.

Tvivlen blev så stærk allerede om mandagen at jeg blev nødt til at ringe til hende, for at få klarlagt eventuelle ændringer i hendes opfattelse af min ret hårde personelighed. Hvad jeg fik ud af at ringe til hende vil jeg klart betegne som positivt.

Kaos

Livet fortsatte. Jeg opdagede til stor skræk at, cirka halvdelen af mine erindringer var forsvundet. Akkurat samme fejl var at finde på alle disketterne, men gudskelov havde jeg det på papir, så nu gjaldt det bare om at få skrevet det tabte ind, og derefter sikkerhedskopieret det – mange gang. Jeg var så småt begyndt at skrive ansøgninger igen. Det var begyndt at blive en sport – især når man skulle klæbe fem-seks kroner på i frimærker, blot fordi der skulle det hele med. Aldrig nogen sinde før havde jeg set Heidi så meget som i denne periode, foråret 1991. Det var et smukt forår som jeg aldrig glemmer. Det var hyggeligt at have hende på besøg. Det var hyggeligt. Det syntes hun også. Det er første gang at jeg har haft kvindelige besøgere. I alt fald nød jeg det. Og desværre kom de tidspunkter hvor bussen gik og hun skulle med. Men så ringede jeg til hende dagen efter. Det var altid rart at snakke med hende i telefonen. Altid sympati og vel en form for forståelse at hente. Vi havde det sjovt. Ditter kunne en torsdag formiddag slet ikke acceptere min racistiske holdning, men hun skulle komme til at skifte mening; det vidste jeg! Det var ellers altid hende der sagde at man ikke skulle se, men lytte uden fordomme, hvilket hun også hidtil havde gjort. Men den dag gik hun helt grasat. Jeg ringede til hende fra Lyngby Station og pinligt var det at hun i den anden ende stod og råbte. Jeg blev helt målløs. Jeg fik slet ikke forsvaret mig. Det var mere tragisk og pisse ærgerligt at hun blev så sur. Jeg kunne så godt lide at ringe til hende, men efter den dag lovede jeg mig selv, aldrig at snakke med hende ige. Ville hun i kontakt med mig måtte hun selv etablere den. “Heidi gider slet ikke høre eller snakke med en racist,” sagde hun. Muligt!, men alligevel umuligt, da hun glædeligt kom og besøgte mig. Det var noget jeg satte pris på. Inderst inde var der en masse jeg godt ville fortælle Heidi, eller Maj som hun kaldes, men selvom hun var sød, rar og forstående turde jeg ikke rigtig, og det ødelagde i den grad mit liv fordi jeg på den ene side havde tillid til hende, og på den anden side frygtede hende mere end noget vilddyr.

Frustration, glæde og sorg

Jeg kom stadig på Datastuen. Ikke af lyst, mere fordi, Thomas, der var ansat ofte lod mig låne telefonen, så jeg kunne ringe til Heidi. Det var blevet juni og jeg skulle til årets eneste afsluttende eksamen på HF. Og 6 fik jeg i Datalogi. Typisk! Svin. De var nogen svin. Men jeg havde et trumfkort i hånden, de ikke kendte. På Datastuen snakkede man naturligvis med de man ville. Jeg snakkede tit og ofte med en mand der hed Leif. Han havde lejet lokaler i Lyngby, og havde nu planer om at starte sin egen virksomhed. Han ville lave kurser, sælge brugte og eventuelle nye computere, disketter og hvad der ellers måtte være. En eftermiddag sad vi således oppe på Datastuen og snakkede. Jeg er da interesseret, og hvis der var noget skulle han endelig sige til.

Jeg ville ikke presse på, da jeg egentlig havde det meget godt i den situation jeg befandt mig i. Jeg var jo lige flytte hjemmefra, jeg skulle snart på højskole – igen, jeg havde fået reetableret mine erindringer og jeg var glad for livet.

Hun foreslog at jeg kom ned og se lokalerne en lørdag. Og så kunne jeg også møde hans kone Anette, som i øvrigt fik mine knæ til at slappe lidt for meget af. Det har jeg aldrig sagt til ham.

Flaskefællesskab

Men inden det blev lørdag, skulle fredagen overstås. Thomas, en kammerat der også boede i Bøgeparken havde fødselsdag. Jeg havde faktisk glem at købe en gave til ham, så det var lidt pinligt. Han lukkede op da jeg bankede, og bød på øl og Gammel Dansk. Vi drak meget, og jeg blev lidt svimmel.

Jeg foreslog ham – da jeg havde penge – at vi tog ned på Kings Hat, et lokalt værtshus, og drak os et par bajere. Det syntes han var helt okay. Vi var allerede dernede ved sekstiden, så vi slap for at betale entré. Jeg havde taget mine digte og erindringer med. Så da vi begge sad i gårdhaven med hver vores øl, begyndte jeg at læse op.  Lidt efter kom bartenderen og bad os gå inden for, da gårdhaven skulle lukkes. Vi satte os ved et bord i det fjerneste hjørne og snakkede videre. Thommas forsvandt op ved baren og kom senere tilbage med et par øl. Anden gang han var oppe ved baren blev han der, hvor jeg senere opdagede han var faldet i snak med et par unge damer på omtrent nitten tyve år.  Jeg kunne snilt mærke at jeg havde fået for meget at drikke, så jeg begav mig henimod udgangen. Pludseligt, som ved et trylleslag hørte jeg mit navn blive sagt, i umiddelbar nærhed. Jeg vendte hovedet, og nåede lige svagt at genkende et nok så kendt ansigt. Det var Heidi, men sikker var jeg nu ikke.

Hvileløst tumlede jeg ud fra Kings Hat, og satte mig på fortovet på hjørne af Hovedgaden. Efter at have siddet lidt, kom hun gående ud med en anden pige. “Hej,” sagde hun, mens jeg sad lallende i min brandert. “Hej,” sagde jeg og nikkede. Så gik hun videre.

DNæste dag var det lørdag og jeg vaklede småfuld rundt, Jeg drak kaffe og spiste mad og gjorde mig lidt sober inden jeg begav nig i solskindsvejr og blæst, ned til Leifs lokaler. Jeg købte en squash på vejen derned, som jeg først fik drukket da jeg kom hjem igen. Hans kone var der, og senere kom deres børn. Det var en stor og flink familie. Jeg blev enormt smigret over hans kone.

Hun talte hele tiden så pænt til mig, og grinede hver gang jeg prøvede at være morsom. Lokalerne var dejlige. Hvide vægge. trægulv og lyserøde skodder for vinduerne. Lokalet imponerede mig, desto mere gjorde hans kone. Det har jeg aldrig fortalt ham.

Vallekilde Højskole

Jeg kom på højskole igen Jeg fik brev fra Valdekille. Endeligt var det sikkert at jeg kom på højskole. Jeg var glad. Jeg havde i perioder spekuleret over om det var taktisk at fortælle Heidi; at jeg ikke kunne undvære hende. Livet var nemlig gået hen og blevet trivielt. Stå op om morgenen. Tænde computeren, drikke morgen kaffen, høre lidt musik, gå i byen, gå hjem, sove eftermiddagen igennem, se fjernsyn, gå i seng. Derfor ringede jeg meget til Heidi.

Sved på panden – Kun en uge før jeg skulle på højskole, lagde jeg mig i sengen med ondt i maven. Jeg frygtede for mit helbred.

Min interesse og inspiration med hensyn til at skrive og sådan var faldet drastisk. Min interesse for mig selv og hvordan min kropslige tilstand udartede sig, var også bort. Det kunne tydeligt ses. Skægstubbe, fedtet hår og gule tænder. En forandring var i gang. Nu da jeg ikke havde noget at leve op til. Men jeg var generelt blevet mere glad, men også mere ensom efter at jeg var flyttet. Ensom havde jeg altid været. Havde det ikke været fordi jeg boede hjemme, havde jeg nok ikke haft så mange at snakke med.

Det’ var fanme’ uhyggeligt du!

Jeg var allerede begyndt at pakke. Det skulle nok blive spændende. Søndag den 30. juni stod jeg op da klokken var kvart over seks. Jeg var heldigvis i godt humør. Jeg tændte kaffemaskinen, gik i bad, mens jeg sang med til George Michael’s healende stemme. Da jeg havde været i bad, og kaffen var brygget tændte jeg for fjernsynet. Tiden krøb afsted. Da klokken var 9.30 “tjekkede” jeg om alt var som det burde, hvilket det var. Jeg hankede op i tasker, poser og masede ud af døren som jeg omhyggeligt låste. Med ét faldt det mig ind at turen til stationen nok ville blive ret så tung hvis jeg skulle gå hele vejen, iført lang frakke, plus 20-30 kg., fordelt på ryg og i hænder.

Heldigvis fandt jeg, efter at have gået fem minutter, en indkøbsvogn fra Irma. Jeg ekspederede hurtigst muligt “varerne” op i, og rullede syngende ud i verden.

Farvel Lyngby

Thommas var hjemme, så jeg kørte lige forbi for at sige farvel. Han havde morgengæster. Hans, hans nabo var kommet mig i forkøbet. Så jeg måtte gå igen, men nåede at sige farvel. Jeg var i god tid, så jeg tog en smut ned forbi det lokale loppemarked, hvor jeg med iver gjorde nogle sure pensionister rigtig forargede med mit manglende hår, og indkøbsvognen. Ved tolvtiden var jeg på hovedbanegår­den.

Jeg fandt hurtigt et aflukke hvor jeg satte mig. Jeg købte en øl og begyndte at rydde op i tasken hvor digte og andet skrammel var pakket ned. 1/5 time før toget kørte fik jeg lyst. Jeg slæbte al gods ind i DSB-supermarkedet for at købet batterier til min gethobla­ster, som jeg efter megen overvejelse havde bragt med mig.

Der kom en fyr og spurgte og jeg kunne låne ham 6,50,- til en øl. Det kunne jeg faktisk godt, men sagde til ham at jeg heller ikke havde så mange penge.

Han var lidt langsom i opfattelsen, da han efter kun 5 min. spurgte engang til. Bæltet fra dengang jeg var spejder sad om livet på mig; og i bæltet sad en kniv, som jeg nemt kunne få fat i. Jeg var blevet  mere bange for at færdes i København, helt uden grund. Toget kørte klokken 14.00. Jeg fik en god plads. Faktisk fik jeg næsten fire pladser. Jeg var også lige blevet klippet ret meget torsdagen forinden. En times tid efter skiftede jeg tog. Det var ikke så svært at finde toget til Hørve. Holbæk station hvor jeg skulle skifte har kun 2 spor. Jeg havde aldrig været i Hørve før, og kendte dårlig nok stationens navn. Men på sædet ved siden af sad en ung person, som jeg spurgte. Først troede jeg det var en pige, men fandt senere ud af at det var en fyr. Det viste sig at han også skulle af i Hørve og sammen med mig på Vallekilde Højskole. Vi faldt i god snak.

Kan du spille klaver. Direkte spurgte han, og jeg svarede “at en lille smule vel ikke var til at klappe af.”

Efter et kvarters kørsel mødte vi en tredje person, der lige som os, også skulle på Vallekilde. Da toget stoppede steg vi alle af. Det viste sig at ikke kun tre, men omkring 9-10 stykker havde været med det samme tog som vi. Nu ventede vi på at skolens egen bus skulle komme og hente os. Få minutter efter rullede en personbil ind på stationen. Jeg kom med i første omgang. 5 min’s kørsel og vi var på højskolen. Vi kørte ind ad bagindgangen, og blev modtaget af elever der havde været på højskolen i 1 og 2 måneder forinden.

Alle fandt kontoret på samme tid. Det lå lige til venstre fra indgangen. På kontoret blev man cheket og fik udleveret nøgle, papirer og en klemme på hvilken man kunne skrive sit navn.

Højskole alá Egå

Højskolen var delt op i gangarealer. Blå, Grøn, Gul, Rød og Hvid gang. Jeg boede på hvid gang værelse nummer 64. Værelserne havde også navne. Mit hed Tingstedet – måske fordi alle dem som havde boet på det værelse havde haft så mange ting. Andre værelser havde navne som Jomfruburet – hvad det så kunne betyde. Og nogle hed Røde Mor og Højbroplads. Værelset var lille, men tilpas. Der var en seng, et bord og stol, et stort skab, håndvask med spejl og lampe og et vindue som man kunne åbne. Jeg var imponeret. Byggestandarden på den ældgamle højskole oversteg fuldstændig byggeriet Bøgeparken hjemme i Kongens Lyngby. En underlig verden Efter at have pakket det meste af tøjet ud, gik jeg ned i Spisesalen og drak en krus kaffe. Der sad jeg et lille kvarter, hvorefter jeg inspicerede skolen og dens lokaler. Da klokken var atten fik vi aftensmad.

De var underlige!

Af og til er maden man spiser på højskoler lækkert. Højskolen var stor, meget stor. På den midterste etage lå Festsalen, der sjældent blev brugt til fest, men i stedet til musik­undervisning. Der stod et flygel og en masse andre musikinstru­menter. På samme etage lå kunstnernes paradis. Malerværkstedet var det mest brugte lokale. Konstant var der nogle som kunstnede. Skolen havde også enestående samling af Triers skrifter.

Billedsalen som lå i samme bygning som biblioteket, var smukt udsmykket med nordiske sagn, og et ældre klaver. Det var til at fare vild, hvis man ikke havde et kort over skolen med. Så stor var den. Det fedeste sted var Foredragssalen. I Foredragssalen stod to flygler. Det ene et K.Kwai og det andet et Hornung og Møller, hvor sidstnævnte var det eneste vi måtte spille på, hvilket jeg også gjorde – hver dag, mindst to gange. Skolens Spisesal havde også et klaver – der var sgu klaver over alt på den skole – med hvilket jeg først blev kendt, og berygtet vel.

Flaskeføllesskab og venner

Hver aften samledes mange mennesker i Spisesalen. Der var the og kaffe, og sommetider kage. Og altid var øl og vin en vigtig vare som optrådte ret kraftigt – hver dag i en hel måned. Folk drak. Og folk blev fulde. Men altid kom de op næste morgen, hvilket nok var grunden til at der ikke blev klaget. Måltiderne var blandt det bedste. Det er tidspunkt hvor alle mødes og alle ikke kan undgå at snakke med hinanden, og med de andre. Måltiderne var de tidspunkter hvor man fik diskuteret alle de vigtige og mindre vigtige ting. Se, at snakke sammen er ikke så stort et problem for mennesket. At snakke, at kommunikere kan alle. Men at få en kontakt etableret er straks mere svært. At stille sig tæt ved en person, kigge vedkommende i øjnene og snakke  – er meget svært. Prøv selv engang.

Peter Fog, var en af dem jeg snakkede meget med mens vi spiste. Fælles var vi om, vor underlige form for humor, som de andre vist ikke helt kunne forstå. Ikke så ynderligt. Det var meget pervers, sygelig, ond, men for os, sjov. Vi kunne nemt ødelægge firs menneskers måltid når vi begyndte på vores fjollerier.

Det tilbagevendende mareridt

Om dagen havde vi fag at passe. Fagene var delt op i A, B og C-fag. Som A-fag havde jeg valg psykologi. Dette emne virker underligt nok tiltrækkende på mig, måske fordi jeg efter et tilpas antal lektioner bedre forstår mig selv og alle de andre. Vores lærer hed Thor Wiss Nielsen.

Han var en endnu en flink mand i min æra. Fra første dag faldt det mig ind, at han på en plet lignede min tidlige psykologilærer, fra Egå Ungdomshøjskole, Finn Lykke Schmidt. Det sagde jeg tit til Thor, der blot rystede på hovedet og grinede. Men han var nu meget flink alligevel. Hans blik var beroligende. Men lærerne var ikke kun til undervisning. Poul Maigaard, lærer i B-faget SocialPoletik deltog ret kraftigt i fester på skolen, hvilke der var ret mange af. I gennemsnit én hver dag. SocialPoletik gik ud på at kende love, rettigheder og sociale problemstillinger  Det var han dygtig til.  Han var ikke særlig gammel, men og alligevel var han dog jurist og mere til, så vidt jeg forstod på ham.

Helvede sprængtes

C-fag skulle man også have. Om mandagen skulle vi vælge fag. Da vi havde valgt A og B-fag skulle vi til at vælge C-fag. Thor gik rundt med nogle sedler. Jeg fik ikke nogen, og efter at havde ventet tænkte jeg at så kunne det også være ligegyldigt, hvad det naturligt ikke kunne. Thor var gift med Birgitte. Birgitte var keramiklærer på skolen.

En onsdag eftermiddag var jeg i Hørve’ SuperBrugsen for at handle medibenzin ind; og blev opdaget af en anden lærer. Der var blevet spurgt efter mig på højskolen. Nogle af lærerne ville gerne tale med mig fik jeg at vide. På det tidspunkt var der gået to ud af fire uger. Jeg kom tilbage på højskolen. Klokken var gået hen og blevet femten stykker og højskolens egen lille kiosk åbnede. Birgitte kom og sagde at, jeg næste dag havde fundet et C-fag som jeg havde valgt mig på. Naturligvis, mumlede jeg, mens jeg tænkte at hun var en sur kælling. Næste morgen var der morgensamling i Festsalen, hvor sammen­spilsholdet spillede noget musik. Efter alle var gået blev jeg siddende et kort stykke tid, for at samle nogle digte sammen jeg havde siddet og roddet med. Birgitte, altså Thors kone, kom og satte sig ved siden af mig, spurgte om jeg havde fundet et C-fag jeg ville have. Ja, jeg kunne egentlig godt tænke mig på Video-holdet sagde jeg, men vidste udmærket godt at der ikke var plads. Keramik blev mit C-fag. Nærmest tvunget gik jeg frivilligt med på det. Poeten vågnede og natten blev evig. I mange uger inden højskolen havde jeg gået og døjet med en skrækkelig sandhed. Jeg havde ikke energi og ideer til nye digte og noveller. Først på højskole vågnede de poetiske energier i mig igen. Jeg blev tit spurgt hvorfor jeg ikke havde valgt Digtervrksted. Jeg svarede med en selvglad tone, “Hvorfor vælge noget man kan?” Jeg begyndte automatisk at tænkte over livet. Det synes jeg altid at jeg gør på højskoler. Og måske, hvem ved, det kan være nytte til.

Mod, provokation og dårlige nerver. Jeg tog en aften mine digte med ned i spisesalen, og satte mig automatisk ved et tomt bord. Ralf, journalist og lærer i Journalistisk kom og satte sig ved mit bord.  Han virkede flink, men også lidt svanset. Men der var vist mange af de unger damer der syntes noget andet.

Vi havde kontakt. Han fik lov at læse mine digte, og kritiserede dem flot. Du skriver malerisk sagde han. Dit temá er svag og stærk. Jeg var og blev enormt smigret, og kunne slet ikke svare på hvorfor jeg ikke havde fået sendt lortet ind til et forlag. Der var faktisk et par stykker som var imponerede over mine digte.

Journalistikholdet, hvilket Ralf var lærer på, skulle ind og besøg Holbæk Venstre Amtsblad. Jeg kunne bare tage med hvis jeg havde lyst. Det havde jeg, og næste dag efter middagen mødtes jeg sammen med de andre ude i gården. Vi kørte i Transitten, skolens egen minibus. Det var ikke særligt interessant, det med hvordan en avis laves, da jeg godt vidste det meste i forvejen. Interessant blev det først da vi sad i et af avisens mødelokaler. Her vankede der nemlig øl og sodavand, hvilket jeg benyttede mig af. Manden, der vist nok var redaktør eller noget i den stil, var stopdøv. Jeg prøvede på at stille en masse spørgsmål. Men manden var mere eller mindre stopdøv og ignorerede mig op til flere gange. Efter den ensformige lange tale der varede godt og vel en time fik vi alle en lille halv time til at gå frit rundt i Holbæk.

Jeg opsøgte først en radiobutik som også solgte plader, cd’ere og kassettebånd. Her købte jeg et kassettebånd med Peter Shcrøder, der sagde monologer. Cirka 50 meter fra radiobutikken lå Kvickly, der havde øl på tilbud, hvilket jeg også benyttede mig af. Da alle var ved bussen kørte vi hjem til højskolen. På døren til spisesalen sad en seddel, på hvilken man kunne skrive sig på hvis man ville holde morgensamling. Det gjorde jeg en dag, efter et par hårde opfordringer. Næsten alle kom da klokken var 9. John, der var den ene af de to lærere, som var tilknyttet Hvid Gang fik jeg til at spille to salmer so folk skulle synge. Den ene var Internationale. Ikke fordi jeg selv ønskede det, men fordi jeg gerne ville gøre en højskolekam­merat glad på hendes fødselsdag. Den anden salme var “Der er et yndigt land.” Det var lidt af bid at tage klokken ni om morgenen. Efter at have sunget den ene læste jeg så nogle digte op. Min krop var fyldt til randen med adrenalin. Mine hænder rystede, men folk klappede dog.

Trætheden meldte sig

Jeg havde nu gået på højskoler siden 1987. Man kan ikke undgå at sammenligne. Det er fejlen. Alternativ. Een højskole må være nok til at fylde hele livet ud. Men det var det ikke for mig. Jeg skulle og måtte have mere. På Vallekilde Højskole meldte symptomerne sig. Jeg fik stress. Jeg bliv paranoid, svedte ukontrolleret. Jeg blev unaturlig deprimeret, aggressiv i op til flere timer om dagen. En onsdag aften var der planlagt en fælles tur til Havnsø strand. Der ville blive serveret the, kaffe og en kage til dem der tog med. Vi der ingen cykel havde, blev kørt i Transitten. Folk havde naturligvis medbragt dagens ration af øl og vin. Andre mere fornuftige havde medbragt badetøj, så der var ialtfald nok at se på. Nogen havde sågar medbragt en spade til at grave en fordybning til bålet. Men en initiativrig AnneGrethe fandt på at lave et sandslot. Fedt trick for at blive aftens midtpunkt. I øvrigt tror jeg at, hun var midtpunkt ret tit. Der var ialtfald mange der syntes meget godt om hende.

Besøg fra fortiden

Jeg havde i 1987 på Egå Ungdomshøjsole mødt Iben; alletiders kvindfolk. Jeg holdt kontakten ved lige med hende efter opholdet. Senere fandt hun sammen med to veninder, og sammen flyttede de ind i et hus i Holbæk. Tilfældigt måtte det være. Alle tre havde gået på Egå Ungdomshøjsole. Og endnu mere tilfældigt var det måske at Inga, den ene af Ibens ven inder havde gået på Vallekilde året før; og AnneGrethe, den anden af Ibens veninder, havde fået en plads på Vallekilde, samme år som jeg. Jeg ved ikke om det var tilfældigheder. Den første frokost i opholdet sad jeg således og øste ris op på min tallerken, da en frodig og stor pige kom til bordet og sagde “Hej jeg hedder AnneGrethe. Jeg skal hilse fra Iben.” “Nåh, dav’s du,” fik jeg fremstammet. Efter den mandag snakkede og tilbragte vi megen tid sammen i fællesskabets navn. Hun mindede mig om Iben. Den samme dialekt, næsten det samme væsen. Iben havde lovet at komme og besøge os. Hun havde sammen med AnneGrethe været på højskolen, året før for at besøge Inga. Jeg glædede mig. Men forventninger skulle ikke sættes for højt. Jeg var gået op i Festsalen sammen med et par gutter for at spille alternativ blues. El-klaver og keyboard stod i min magt, og pludselig kom Iben og AnneGrethe gående ind. Et ildspyd flænsede mit indre. Uden at have sagt goddag kunne jeg mærke det.

Forandret

Mens de andre spillede videre gik vi ned i elevkøkkenet. Iben havde fulgtes med Thorsten. Thorsten var AnneGrethes kæreste. De sad og kyssede hinanden; og ondt gjorde det at se. Jeg var ikke jaloux, men alligevel var jeg. Jaloux på alle, fordi jeg ikke selv havde en kæreste. En dag havde Thor sagt at “den som vil elskes, bliver aldrig elsket.” En frygtelig kendsgerning. Efter timen havde jeg spurgt Thor “Er jalousi sundt,” hvorpå han havde svarede “Nej, jalousi er sygeligt, men det er sundt at acceptere at følelsen er naturlig.” Det var to hårde nødder at knække. Heldigvis stod Line ude på gangen, og klog som hun var, måtte hun lige skære det ud i pap for mig. Blødt brød. De havde taget wienerbrød med fra bageren. Det var dejligt. Efter at have siddet og snakket lidt frem og tilbage gik vi op i Foredragssalen. Jeg spillede lidt klaver for dem. Faktisk spillede jeg næsten en halvtime. Klokken var gået hen og blevet 17.30, og snart var der aftensmad. De ville gerne blive, og AnneGrethe og jeg stillede os derfor i først i madkøen. Da klokken blev 18, og dørene åbnedes ind til spisesalen, stormede massen, med os i fronten ind, og overfaldt midterbordet hvor alt det lækre stod. Efter berigelsen skyndte vi os op på AnneGrethes værelse hvor Iben og Thorsten ventede spændt. Jeg hentede en flaske rødvin som vi delte til maden, alt imens jeg fumlede som en gal for at få det til at se ud som om, at jeg ingen problemer havde med at få maden lige ind i munden. Efter endt måltid gav AnneGrethe en øl, da Thorsten ikke kunne drikke den. Og en til gav hun senere. Hun var i den grad flink.

Forhørets time

Jeg ville gerne spille noget George Michael for Iben, der indvilligede i at følge med ind på mit værelse for at lytte. Jeg læste i desperation en masse digte op, af frygt for at hun skulle gå. Sandheden måtte frem, og en smule chokeret blev hun. En aften på Egå Ungdomshøjsole havde hun, sammen med nogle af de andre piger planlagt at sove sammen i et af hus 6 dobbeltværelser. Jeg luntede nysgerrig og misundelig rundt ude på græsplænen og overhørte noget af en samtale.

De snakkede om frygten ved at nogen måske var dérude og hvis nu, og alt det kvindepjat. Jeg benyttede chancen, og lavede små kliklyde på vinduet. De blev bange. Meget bange.

Faktisk var der én af dem der blev så bange at hun var ved at brække sig. Hun tog også hjem et par dage efter. Siden den dag havde jeg levet med denne frygtelige sandhed, uden nogen sinde at have fortalt det til nogen. En skiderik var jeg. Jeg accepterede. Vi gik tilbage til AnneGrethe og Thorsten der lå og hyggede sig gevaldigt. Vi fortsatte ned i Spisesalen hvor vi blandede os svagt i mængden. Jeg fik mine erindringer leveret tilbage, efter at jeg havde lånt dem til en ven på højskolen. Jeg lagde dem ikke tilfældigt på bordet, ved siden af Iben hvor jeg også sad. Hun tog dem og begyndte at læse, efter at have spurgt. Da hun havde læst sagde hun intet. Men jeg vidste udmærket godt hvad hun tænkte og følte. Iben ville hjem.

En helvedes afsked

“Farvel,” sagde hun, og det var i den grad et velvalgt ord. Jeg nikkede og bed smerten i mig. Jeg gik alligevel med op i forhallen, hvor hun igen sagde farvel. “Må jeg ikke gå med udenfor,” spurgte jeg. “Jo,” næsten grinede hun. Farvel igen. men ikke for mig. Jeg fulgte hende, sammen med AnneGrethe og Thorsten, ned til stationen. Her sad vi og snakkede indtil toget kom.

Ret heldigt var det at Thor var i bil. Han skulle hente sin kone Birgitte, så AnneGrethe, Thorsten, Rakel og jeg kunne få et lift med op til højskolen. Den aften gik jeg op og spillede klaver. For når jeg spiller klaver, er det mine følelser der spiller. Derfor kan jeg på en måned nå at spille mange dage sammenlagt, thi jeg har intet klaver selv.

Vi er da venner

Dét som var stregen over ø’et, var at der mindst tre gange om ugen var et foredrag. At det var et foredrag var sådan set ligegyldigt, for bare det at alle mødtes var nok. Foredragenes emner kunne strække sig helt fra højskolens baggrund til nutidens onde gerninger. Det var altid, mere eller mindre, spændende at sidde og høre på. Jeg havde til et af foredragene sat mig på en af de første rækker. Birgitte kom og satte sig ved min side. Birgitte og jeg havde B-faget SocialPoletik sammen, og var derfor fælles om en oplevelsen; vi havde været inde og besøge Mændenes Hjem i Istedgade, et led i undervisnin­gen. På vejen hjem i bussen havde jeg, efter en halvtimes kørsel fra København, sat mig ned ved siden af hvor hun sad. Jeg havde uopfordret danset med hende til den første fest, og vist nok holdt lidt meget vel om hende. Så vi faldt naturligt og heldigvis i god snak. Jeg undskyldte lidt min tumbede opførsel til festen, men den havde vist ikke fornærmet hende, gud ske lov! Og så var der gået 3 uger, så jeg syntes efterhånden at jeg burde gøre noget ved det. Så jeg gjorde det på min måde. Den bedste måde jeg kunne. Jeg skrev en lille seddel. Hun blev ret smigret og svarede ja til mit spørgsmål “Vi er da venner,” sagde hun og trykkede min højre hånd. Jeg blev så glad og lykkelig for det håndtryk

Fest – igen

Og så var der festerne. Den gang jeg boede på, arrangerede en lille “egoist-fest.” Kun alle fra gangen var inviteret. Vi sad i en social rundkreds og kom hinanden ved, mens vi hørte George Michael der også var festens navn. Der blev drukket tæt, og fotograferet en del.

En oplevelse

Sidst på opholdet tilbragte jeg meget af tiden sammen med AnneGrethe. Vi snakkede sammen, spillede klaver og gik et par ture. Det var skønt. Fredag, den sidste aften blev endnu én højskolefredag jeg sent vil glemme. AnneGrethe havde forinden komponeret et lille musikstykke bestående af seks akkorder. Oven i købet var der sat tekst til. Under middagen kom hun, som aftalt hen til mig. Det skulle være nu. Hun var sød, nervøs. Mine damer og herrer, indledte hun og fortsatte senere med at sige noget i retning af. Jeg har lavet en lille melodi, og her på skolen har jeg mødt én som er rigtig god til at spille klaver, og han hedder Knud. Og så trykkede vi den ellers af, og bifaldet var jo ikke til at tage fejl af. Jeg og Birgitte havde indgået en aftale. Vi måtte ikke sove fra fredag klokken 16 til lørdag før vi skiltes. Jeg holdt aftalen, og det samme gjorde Birgitte, selvom jeg tvivlede, da hun sad og hvilede sig op af en fyr.

Den nat var fed. Jeg fik danset med en masse med pigerne. Og det var sejt. Sejt er sjældent. Sent på morgenen fik jeg danset lidt med en fyr. Tidligt om morgenen var alle – næsten gået i seng. Kun de seje og festglade mennesker holdt ud. Jeg forslog AnneGrethe at gå en frisk morgentur hvad hun heldigvis var med på. Vi gik en tur i naturen der lå ved siden af højskolen. Solen var ved at stå op, det var køligt, men sikken en duft der var. Da vi kom tilbage festede man stadig og vi blandede os i mængden. Den lørdag blev en fysisk hård dag. Alle opdagede med et at klokken var gået hen og blevet 7, da jeg sagde til de tilstedeværende at når klokken blev 8 forventede jeg at få morgenmad. Men nogen ville have morgenmad med det samme, og derfor kørte noget straks til bageren efter frisk brød. I mens begyndte vi andre at rydde op i festbulen. Meget hurtigt blev der ryddet op i den spisesal. Og allerede kvart over 7 begyndte spisesalen at lige sig selv.

Tegneserie Bjarne

Jeg, Birgitte, Line og en der hed Bjarne satte os ned i gården. Bjarne gav øl. Klokken 7.30, skålede vi. Solen varmede jorden op – sikke en lørdag. Der var en trykket stemning den lørdag. Alt gik så hurtigt, og alle var næsten taget afsted klokken 9.15. Med fryd og med lukkede øjne tænkte jeg tilbage på den måned som lige havde passeret. Ølflasker regnede ned over min nethinde. Men kulørte farver vaskede de grimme billeder af ølflasker bort. For mig så jeg mennesker samlet i fællesskab. Glade mennesker. I mit hjerte følte jeg glæde, og sorg over at forlade dem. Og ikke mindst lærerne og kontordamens vidunderlige hund; Siska hed den. På fornemmelsen havde jeg at, jeg kom til at se mange af dem igen. Og denne gang tog jeg da ikke fejl. Og jeg tror at, den jeg savnede mest var Lasse. Han havde bedt mig om ikke at komme igen til næste år. En af grundene til at jeg ikke måtte komme igen til næste år var bl.a. at, jeg havde spredt dårlige rygter i byen om højskolen. Det var ikke rygter jeg havde spredt. Det var sandheden. For vi drak som svin. På en aften kunne elev-køkkenet nemt rumme halvtreds til hundrede ølflasker, plus alle de flasker folk havde på deres værelser. Det ville forstanderen ikke forstå eller tolerere.

Sådan sluttede mit ophold på Vallekilde Højskole.

En af landets mest kendte og ældste højskoler. Men det var sjovt alligevel. I gården holdt skolens bus. Man læssede alt sit gods ind i den selv. Da jeg havde pakket om fredagen, gjort rent om natten var jeg den første der fik slæbt mine ting ud fra skolen, og ned i bussen. Jeg hjalp også lige nogen med at bære deres ting. De var for tunge for dem. Efterhånden blev gårdspladsen fyld. Man sagde farvel til hinanden. Jeg fik så mange knus den dag. Nu ser jeg det som et billede på, at selvom man vist nok har syntes at jeg var speciel, har man nok godt kunne lide mig alligevel. Fandes til tanker. Alle de søde mennesker. Stadig kan der løbe tårer ned af mine kinder, bare ved at tænke på det. Der var en pige, en ung kvinde der hed Merethe. Hvergang der var fest på højskolen, og det var tit, kom hun stille og tog mig i hånden, uden at sige noget, med ud på dansegulvet. Og det hele kørte bare derudad. Og så omfavnede vi altid hinanden, selvom hun havde fundet sig en fyr på højskolen. Og sådan var det, og det var bedst sådan.

Hjemturen gik meget stilfærdigt. I toget sad vi alle smadrede, men glade og fyldt med livsenergi. Kun 2, 3 stationer efter Hørve skulle Birgitte af. Vi sagde farvel, som vi havde sagt farvel til de andre.

Birgitte, min ven for livet.

Resten af togturen faldt jeg mere eller mindre i søvn. Men blev vækket da togkontrolløren ville se min billet, og da Line som også skulle til København, ville snakke med mig. Da jeg nåede Lyngby station tog jeg en taxa hjem. Det første menneske jeg savnede og ringede til var Birgitte.

Porten

Efter endt højskole ophold i Vallekilde, var jeg begyndt at tænke seriøst over livet. Var begyndt at tænke i værdier. Intet er ligegyldigt, thi så er alt gyl­digt, og det var det ikke.  I alle fald ikke for mig. Jeg havde fået anderledes syn på mennesker. I stedet for blot at dømme, iagttog jeg op­mærk­somt. Af og til blev jeg bange for hvad jeg så.

Ensom og forladt havde jeg måske altid været. Udstødt og frataget måske også, men aldrig før hav­de jeg følt denne indre smerte, som nu i efteråret 1991 gnavede i sjælen. Nogle dage kunne gå med bare at ligge på sengen og glo ud i den blå luft, vandre rastløst rundt i Lyngby, eller gå i gang ed en hy­sterisk oprydning, som kun afledte min opmærk­somhed i et stykke tid, indtil jeg fandt på noget nyt at lave. På Vallekilde Højskole havde jeg mødt værdifulde mennesker. Og holder man ikke fast i det som er værdifuldt? Jo man gør, for det værdifulde er sjældent.

En weekend jeg ikke glemmer foreløbigt, foregik i det dunkle Vesterbromiljø; et sted spækket med fremmedarbejdere og samfundets udstødte; narkomaner, ludere og andre boligløse.

Jeg og AnneGrethe var inviteret til at besøge Birgitte og Line som boede på Vesterbro. Vesterbro som engang havde været det fine sted i København, var nu spækket med fremmedarbejdere, narkomaner, og andre af samfundets tabere. Birgitte var efter højskolen flyttet fra Jylland over til Line i Køben­havn da hun skulle læse på univer­sitetet. Det var alle ti­ders chance for at mødes alle engang. Jeg troppede op, troende at jeg var det første,  og blev helt lam i kroppen Birgit­te åbnede døren.

Faktisk havde jeg lyst til at give hende et knus, men gjorde det ik­ke. Jeg er lidt hæmmet når det virkeligt kommer til stykket. Det burde jeg bare ikke være. Der var bare et eller an­det. Vi var bare venner. AnneGret­he var kommet mig i forkøbet. Hun sad ude i køkke­net, hvor Line stod lavede mad. Det duftede dejligt. Jeg satte mig på en taburet. Det var en solid lejlighed. Stor, rummelig, gammel og hygge­lig. Trægulve. Rigtig hyggelig! Hvis vi havde levet i 1800 tallet havde lejlig­heden garanteret tilhørt det fine borgerskab. Line udtrykte sig altid klart med hvad hun mente, – uden omsvøb. Et pinligt og lidt uhyggeligt eksempel: Du Bir­gitte, hvor er de blomster Knud havde med? Problemet var at jeg ikke havde taget blomster med! Tanken havde strejfet mig, men af uforklarlige årsager havde jeg ikke blomster med. Hold da kæft hvor jeg krummede tæer. Én ting er sikkert, tænkte jeg. “Næste gang jeg kommer for at besøge dem, skal de fande­me få blomster, så de kan åbne en helt ny botanisk have uden statstilskud og fiasko.” Som sagt, så gjort, cirka fire fem uger senere. Denne pinlige situation fik jeg dog red­det lidt ved at sige, jeg har ikke forstand på blomster. Lassange, grøn salat, flutes, kar­tofler og øl smager godt, hvis man får lov at tørre kæften i en rød serviet.

Marengs, is og øl smager også godt, hvis der ikke er rester fra det forrige måltid på den røde serviet. Det var der ikke. I et hus, i en opgang bor der ikke kun to mennesker. Oven­over boede én ung kvinde. Mette tror jeg nok hun hed. En rigtig sild. Hun havde en mis. Jeg tror ikke på at den var levende selvom den udsendte varme. Lige under kravebenet var tatoveret et flot katteansigt. Sent på aftenen, efter en masse øl og snak spurg­te jeg om der var et værtshus i nærheden som havde et klaver, hvad der var. En times tid efter sad jeg ´ryt­mene´ ved mit medie. Det var et stort flygel og ikke blot et klaver som stod i barens lokale. Lokalet så ret øde ud da vi kom. En af gæsterne sagde, at hvis jeg begyndte at spille så gik han, hvad han også gjorde efter få sekunder i en dejlig atmosfære.Der findes heldigt nok mennesker på Vesterbro som har smag for god gammel bluesmusik. Da vi kom var værtshuset øde, og da vi havde siddet der en halv til en hel time var der fyldt op. Folk strømmede ind bogstaveligt talt.

Øl, ingen fisse eller hornmusik

Kvinden, ikke i mit liv, men fra baren kom hen til flyg­let og gav mig en Tuborg øl. Jeg takkede, og spillede videre. Ved bordet bag mig sad Birgitte, Line og AnneGrethe og snakkede. På et tidspunkt steg interesse åbe­nbart for min person. Tre af vært­shusets gæster placerede sig per­manent rundt om flyglet, imens de konstant opfordrede mig til at spille hurtigere. Til sidst fik jeg sgu’ ond i fingrene. De så Jerry Lee Louis sidde ved flyglet og ikke et helt alminde­ligt men­neske. Men faktisk var de ret ge­nerøse. Vil du have en øl, spurgte den ene, og blev kvikt afbrudt af den anden som sagde, man spørger ikke om han vil have en øl, men hvad han drikker. Hvad drikker du, fortsatte han og så på mig. “En Sort Guld,” sagde jeg og kiggede på ham. Jeg gætter på at han var omkring tredive år. Han var impo­neret over mit klaverspil, hvilket jeg nok kan forstå, da han fortalte at han selv var født i musikkens tegn. Han spil­lede guitar og nik­kede genkendende til problemer om ømme fingre, når man havde prakti­seret blues-musik med oktav og akkordskift hvert femte sekundt.

Jeg husker ikke hvem og hvorfor de to kvindemenne­sker som var fire hoveder lavere end jeg, spurgte mig om spørgsmål, hvilke jeg hel­ler ikke kan huske. Men at jeg gave dem svar og var lidt nervøs husker jeg. På et tidspunkt måtte jeg holde en pause. En fyr, en mand spurgte om han måtte spille et nummer. Først var jeg lidt skeptisk over for ham, hvad jeg absolut ikke burde have været. Han kunne, og jeg ly­ver ikke når jeg siger, spille røven ud af bukserne på Victor Borge. Okay, jeg havde drukket lidt, eller meget. Men han var fandeme god. Og som aftenen skred frem deltes vi om flyglet. Jeg blev lidt ked af at jeg havde tænkt ondt om ham inden jeg havde hørt på ham. En whisky var billig på baren, så’n da. De gode whiskys, altså Ballentimes blandt andre kostede 26,-, og de mindre gode såsom King George kostede kun en tyver. Jeg tog en King George.

Så satte jeg mig hen ved flyglet igen og drømte. Whisky- glasset på klaveret og tre dejlige kvinder i ryggen. På et tidspunkt gik de, og Birgit­te gav mig nøglerne til lejlighe­den. Jeg kom halvanden time efter. På det tidspunkt havde jeg fået nok og kunne knapt nok hinke. Jeg fandt opgangen, låste mig ind, gik op af trapperne og lydløst låste mig ind i lejlig­heden. Line og Birgitte vågnede og vi fik en lille snak ind vi faldt i søvn. 5-6 timer efter vågnede vi, og underligt nok havde jeg ikke ondt i hovedet, kun i fingrene. Morgenmaden blev hurtigt overstå­et.

Vi skulle til at sige farvel. An­neGrethe og jeg fulgtes til hoved­banegården, igennem Istedgade. Jeg kunne have stået der i en evighed, da jeg sagde farvel til Birgitte, i en varm om­favnelse. Men nej. Udseendet spil­ler ind, hav­de jeg fået at vide aftnen før af hende, måske sagt med en vis iro­ni. Men det brændte alligevel, og at blive brændt i åbne sår gør ondt, helvedes ondt. På samme måde fik jeg sagt farvel til Line, og AnneGrethe på Hoved­banegården.

Jeg havde efter en god sommerferie på Vallekilde Højskole, genoptaget studierne på HF i Lyngby; dog nu med flere fag. Datalogi havde jeg foråret 1991 afsluttet med et skide 6. Så for at få bistand fra kommunen, og for at kunne blive boende hvor jeg boede måtte jeg vælge nye fag. Historie, Samfundsfag og Film -og tv-kundskab; tre fag der hang sam­men på en måde.

Gammel Elev Weekend på Egå Ungdom­shøjsole

“Jeg leved’ for den højskole, mand!” Hvert år, første wee­kend i novem­ber betød at gamle græsgange skul­le betrædes. Utro­ligt og desværre; kun få fra de ældre årgange mødte op, repræsenteren­de holdene 1984/85/86, samt Sofie og mig fra efteråret 1987.

Disse weekender, hvor de såkaldte gamle elever mø­des er den rene gentagelse, år efter år. Måske er grunden til denne, at de nye gamle elever også skal have en smagsprøve af forti­den. Ikke kun skolens elever har an­svaret for hvordan det går den, også de ansatte er en vigtig­hed. Men noget bekymrede mig alligevel i weekenden.

Man bliver jo ældre med tiden, og når tiden er inden drager man sit sidste suk. Ville det for mit vedkommende være slut med disse årlige weekend når de lærere jeg syntes om ikke mere var? Jeg håbede det ikke. Testa­men­tet var skrevet. Alt hvad der var samlet fra Egå Ungdomshøj­skole var gemt, regi­str­eret og testamenteret til højsko­len når jeg engang var død. Dette fortal­te jeg forstander Elo Madsen om, og fik overraskende fortalt at den forstander som var til den tid, sikkert gerne ville modtage hvad jeg havde fra skolen. Igennem ti­derne får man jo samlet en del. Billeder, lyd­spor, erindringer fra skolen og meget mere. Det blev en god Gammel Elev Weekend. De fleste af skolens bygninger fyldte 70 år. Høj­skolen var kun cirka enogtyve år, men førhen havde der jo været efter­skole. Sent på aftenen blev der flot og smukt tændt sprudlende fyrvær­keri på skolens græsplænen som alle stod og nød med opspile­de øjne. Fyrværkerignister blev smukt blæst rundt i univer­set.

Nedtur

Skæbner er der nok af. Dag efter dag hører vi om den enes og den andens skæbne; om den er god eller skidt. Måske skulle man til at se lidt på sin egen skæbne. Hvis man ikke uddanner sig ordentligt i sam­fund som det danske, har man få reelle chancer for at leve bare en smule anstændigt. Man kan dog være heldig at det offentlige holder liv i én resten af livet. Men det kan umuligt være tilfredsstillende for én selv.

Mit indre kaos, min indre konflikt, masochistisk?

HF gik skidt. Det var min egen skyld. Jeg fik ikke lavet lektier­ne til den tid de skulle laves. Jeg gjor­de mig heller ikke umage, hverken med at lavet dem eller at få ret­tet op på alt det forsømte. Jeg havde ideer om at komme på EDB-Skolen i Lyngby, men chancerne var få.

Tænk engang hvis man nu endte på gaden. Sidde på en nyma­let bænk, en kold novemberdag sammen med gutterne og drikke øl. Eller for den sags skyld ligge og sumpe pÅ Sundholm eller Mænde­nes Hjem i Istedgade i København. Jeg var træt af HF. Træt af at stu­dere. Træt af at komme til Histor­ie, Film- og -tv-kundskab som jeg selv havde valgt og Samfunds­fag, hvil­ket ikke havde noget med EDB at gøre. Men almén viden bør og skal man jo have i Dagens Dej­lige Danmark. Jeg var også træt af at intet skred fremad. Det var lige­som det hele stod stille. Jeg vil­le bare leve. Jeg ville bare elske én eller anden. Jeg blev ustand­seligt ved med at skrive digte  som jeg kaldte for gode, fordi de talte til min selv­med­liden­hed. Men det hele nyttede ikke noget. Og åndssvag ville det være at springe fra midt i svin­get, for man vidste jo ikke hvad morgendagen bragte. Dagene gik og mere bitter blev man. Og hvis nu man alligevel ved et tilfælde stod af i svinget, ville nogen da tage særlig notits af det udover kommunen der så ikke fik hvad de havde til gode. Hvad med de menne­sker man havde gået og snakket med. Jeg troede mindre på folk. Måske var jeg naiv. Ja det var og er jeg vel stadig. Jeg levede ikke op til drømmen om “The Self Made Man”, be­klageligvis. Mit liv passerede revy. Det hele var så soleklart og logisk.

Mareridt

Sidst på året 1991. Jeg kunne godt tænke mig at komme på en af edb-skolerne i landet. Men med de karakterer jeg havde jeg store problemer, sagde studievejlederen. Jeg skulle forbed­re mine karakterer i engelsk og matematik. Derfor blev jeg nødt til at tilmelde mig matematik på HF på 10. klasses niveau. Jeg hader matematik. Underligt nok har jeg sans for programmering med datamater.

Endnu en styrkeprøve

Fra folkeskolen havde den klasse jeg gik i bevaret noget så dansk som at mødes en gang årligt. Hvert år satte jeg en pris på at dyrke fællesskabet. Aldrig i livet skulle de tro, at de havde kunne trykke mig ned i sølet, hvilket man godt kunne tro, hvis tilfældet var, at jeg blev borte. Men det gjorde jeg ikke. Heller i vinteren 1991. Ikke just glædede jeg mig til at komme og se mine kære folke­skolekammarater. Jeg følte det mere som en pligt.

Indbydel­sen havde jeg fået samme dag det skulle være, og jeg kunne ikke nå at købe pållægschokolade; og havde for øvrigt heller ikke penge. Det eksotiske ved det årlige møde var nemlig middagen. Jeg var spændt på reaktionen. Naturlig­vis vidste jeg godt hvordan de ville reagere. Overbærende. Stakkels lille Knud, eller sådan noget. Og fejl var hvad jeg i alle fald ikke tog. Det blev mere eller mindre som det skulle blive.

Jeg må nok tilføje, hvilket sikkert kommer som et chok, at jeg var egentligt ret veltilpas ved mødet med Bitten. Ikke ret mange, heller ikke Bitten, som jeg oven i købet sad ved siden af.

De mange historier

Problemerne syntes at vokse mig over hovedet. Det eneste jeg så, var de mørke sider af livet, hvilke der var mange af. Personlige kriser, krig og vold og perversitet i fjernsy­net blev til dagens billige grin. Udlandet og udlændingene stod for skud. Det grine ad andres kaos blev en fornøjelse. Datastuen, hvor jeg kom jævnligt, havde ikke længere min sublime interesse. Stedet besøgte jeg kun når jeg skulle udskrive noget vigtigt på deres printere. Måske var det min skyld. Jeg havde efter korte sommerkurser på Andebølle Ungdomshøjskole bevaret spinkle be­kendt­skaber, som jeg ivrigt prøvede at holde ved lige, dels ved at ringe ind imellem. Men da jeg ikke havde telefon blev det til sidst en ret dyr og kedelig envejskommunikation. Og måske var de bekendtskaber alt andet end værdifulde. Året 1991 var ved at slutte, og HF-fagene dansk og engelsk nærmede sig eksamensdøren.

Pessimist

Jeg var gået hen, langsomt men sikkert, og blevet mere og mere pessimistisk, og det havde sine grunde, hvilke jeg vil komme ind på senere. Jeg ringede tit til dem jeg havde gået på højskole med, og jeg tror desværre, det at jeg var pessimistisk, i dag, at det påvirkede dem. I alle fald kunne de da gennemskue problemerne og mere til.

Et kedeligt problem var atter dukket op. Nat efter nat kunne jeg ligge vågen og tænke. Men det eneste jeg grublede og fantaserede over var, hvorledes det skulle gå i fremtiden. Jeg kunne ikke forestille mig at livet så’n uden videre kunne forandre sig fra tusmørke til lys. Måske havde Birgitte fra sommeropholdet på Vallekilde højskole ret i, når hun antydede at jeg måske var lidt for pessimistisk. Hun havde desværre al for meget ret i sine antydninger. Jeg lå jo hver nat, spekulerende over mit uanstændige, frustrerede liv, indsnævrede verden, i hvilken jeg kun så mig selv. Jeg var endda gået så vidt at kunne sætte betegnelser på min natlige og daglige opfør­sel. Betegnelser der ville få en hver psykolog til at rynke brynene.

Lykkehjulet

Livet var et lykkehjul. I februar måned 1992 vendte alting 180 grader. Jeg fik et brev fra Ann. Ann, jeg havde lært at kende fra efg, kendte en fyr, Andy, som havde et bookingselskab, der arrangerede musikalsk underholdning rundt omkring på byens større og mindre barer og caféer. Han stod nu og manglede én som kunne spille klaver. Jeg ville få gratis drikkevarer og en vogn hjem, men ingen penge, for det var der ikke råd til. Jeg sagde tak, og følte straks, at jeg var noget ved musikken. I den efterfølgende uge konsulterede jeg flyglet på HF. Skolen havde sit eget musiklokale, hvor kun flyglet var tilgængeligt, hvilket også var det eneste fyldestgørende på den skole.

Endelig indtræf dagen; Fredag den syvende februar klokken 5 om eftermiddagen tog jeg afsked med min ungdomsbolig, og drog med sommerfugle i maven ud i det fremmede. Cirka 3 kvarter efter afskeden havde jeg fundet cafeen. Åstedet lå i Århusgade nr. 14, på Østerbro, og var en lille fornem bar med et velholdt klaver, ligeså renommé. Jeg sad nu ved barens kant og drak, mens jeg tålmodigt ventede på at urets visere ville stille sig på 19.30. Men først skulle klokken jo blive 18.00. Og da kom Andy. Andy og jeg hilste på hinanden. Jeg viste ham en seddel med de numre jeg havde tænkt at spille. Det var fint nok gav han udtryk for, ligeledes bartenderen som jeg havde snakket med inden Andy kom. Ved syvtiden gik jeg ud på Århusgade og fandt en telefonboks. Jeg ringede til Birgitte for at høre om hun og AnneGrethe kunne finde vej. Jeg skulle aldrig have ringet. Birgitte var blevet syg og AnneGrethe ville ikke tage til København og så tage hjem igen samme aften. Jeg var ikke ked af de blev væk. Jeg var bitter. Helvedes bitter. Det viste sig i mellemtiden at bitterheden var begrundet; men også at bitterhed ofte fører det modsatte med sig. En aften jeg sent glemmer. Ann kom ikke alene. Det vidste jeg faktisk godt i forvejen. Vi havde alle tre gået på efg. Ann, jeg og Susan.

Slangen i Paradiset

Et varmt kram og åbne øjne resten af aften. Jeg spillede på livet lyst. Jeg drak og drak og blev mere fuld. Whisky, gin og øl. Det røgfyldte lokale og Susans øjne. Det hele resulterede i ordentlig brandert. Mærkeligt nok lavede jeg ingen fatale fejl ved klaveret. Jeg brugte hele lørdagen og søndagen og det meste af mandagen, til re-etablering og genoplivelse af mine organer, som lemmer. Samme mandag havde jeg en aftale med Birgitte om at møde hende på Københavns Universitet hvor hun studerede. Men inden jeg tog derind slog jeg vejen forbi Åstedet og hentede min taske som jeg havde glem om fredagen. Med gru genopfriskede jeg taxaturen hjem. Ejerne kom klokken 10 og et kort sekund blev jeg befriet fra den grædende himmel. Jeg løb tilbage til Nordhavnen station. Toget mod København kom i samme øjeblik og cirka tyve minutter efter stod jeg på Københavns hovedbanegård. Jeg bevægede mig efter et kort visit i DSB-supermarkedet, ud på i folkemylderet, og fandt med besvær bus nummer tolv. Det regnede nu ikke længere og da bussen kom lod jeg andre gør først ind. Buschauf­føren der gud ske lov var dansker lovede, at sige til når vi kom til Njaldsgade på Amager hvor Universitetet lå. Busturen forekom at være uendelig lang.

Da jeg steg ud af bussen følte jeg mig som en gennemrej­sende. En ung kvinde lagde mærke til min fortvivlelse og tilbød sin hjælp. Sammen fandt vi ind ad Universitetets store døre. “Joh,” Danmarks Tekniske Højskole i Lyngby fylder rigtignok meget. Jeg har ikke målene, men sammenlignet med Universitet, jeg ved snart ikke, så må det være en perle i sammenligning.

Klokken var 11 og jeg skulle møde Birgitte klokken 12. Jeg begav mig stille rundt i hovedpulsårene og begyndte efterhånden at fatte størrelsesforhol­dene. Synd er og var det, at universitetet blev bygget af grå massiv beton. Men hele byggestilen passede nu meget godt til selve indholdet tror jeg. Alle disse videbegærlige mennesker og så al den frygtelige dejlige teknologi, og så alle de kantiner. Endelig blev klokken tolv. Jeg satte mig på den anden bænk til venstre for indgangen. Lidt efter kom Birgitte.  Jeg rejste mig fra bænken og sammen begav vi os igennem universitetets lange gange. Op og ned af trapper. Igennem døren og store betonvælvinger. Vi gik forbi hendes klasselokaler og derefter op til lokalet med computerne. Jeg var ved at besvime af misundelse da jeg så de dyr. Der sad fem seks mennesker og så aktive ud ved hver deres dejlige 80386/SX’er. Vi satte os ved en ledig maskine nær vinduet. Når man beskriver en computer, og hvad det er for en man har med at gøre, plejer man først at fortælle processorens størrelse, i overført betydning mere eller mindre. I 1990’erne var en computer med en 80386 processor en udmærket computer. Men det er forandret nu.

Alene

Birgitte gik tilbage til undervisningen og jeg blev siddende i tre timer til hun kom tilbage. Klokken var blevet fire, det var begyndt at regne og sammen fulgtes vi mod Hovedbanegården. Da vi var kommet dertil var det holdt op med at regne. Solen tittede frem med sit orangerøde skær der mindede mig om film jeg havde set i tv. På Hovedbanegården købte jeg en billet, ærlig som jeg var; den dag.

Da prisen var fire kroner lavere, end da jeg om formiddagen havde tage den modsatte vej, blev jeg stående og skulle til at spørge damen på anden side af ruden, hvorledes dette kunne ske. Men der var en lang kø, og damen der stod bag mig skulle til at lægge penge på disken og sige noget. “Jeg skal lige spørge om noget!” skændte jeg halvhøjt, mens jeg forundret hørte min egen stemme slå over i en skinger råben.

Stakkels kvinde

Damen blev skræmt kunne jeg se. “Det’ en billetluge, ikke en Information,” sagde hun med skælvende stemme. Jeg tog min billet og skyndte mig at løbe ned til toget, såret ved tanken om hvad jeg havde gjort. Jeg var bare blevet fyldt så meget op med energi og glæde i den korte tid jeg opholdt mig i samme ære som Birgitte. Hver gang jeg ringer til hende, eller for den sags skyld til andre jeg holder af; bliver jeg så fandens opstemt, så alt kribler og bruser i hele min krop. Jeg havde det virkeligt dårligt med at have skændt på damen.I de efterfølgende nætter sov jeg godt.

Livet er et sjovt teater

Desværre gik det stadig ikke så godt på HF. Jeg var sakket bagud i engelsk og dansk; havde ikke fulgt godt nok med i historie, og blev samtidigt groft ignoreret og stille grint ad, af både lærer og medkursister. Især i Film -og tv-kundskab, fordi de så tydeligt udtrykte, med deres være og talemåde, at jeg havde for mange fordomme om for mange ting.

De fordomme var blot et resultat af, hvad jeg i Film -og tv-kundskab og dansk havde lært. Måske skød de sådan på mig fordi jeg især i sidst-nævnte fag, så ubemærket vidste hvad det meste drejede sig om. For mig var den visuelle og audioelle virkelighed nemlig mere virkelig end den anden. Jeg havde også lavet og analyseret lyd og billedmateriale før.

Ærgerligt nok kom denne ignorering til at præge tiden op mod afslutningen og eksaminationen der skulle finde sted når det blev som-mer. Vi skulle i grupper på tre til fem medlemmer, vise hvad vi havde lært. Således spurgte vor lærer en fredag hvorledes vi ønskede at bevise dette. Jeg fik for en gangs skyld lov at snakke længere end fem minutter.

Min idé var, at lave en “film” bestående af suurealistiske, enkeltstående, stillbilleder der i sin helhed skulle fortælle en eller flere historier om ting som blev gjort af dansken i hverdagen. Flotte klip, og smukke motiver.

Men nej, “det kan man ikke lave med det udstyr vi har” blev der straks sagt af vor lærer, som utvetydigt blev bakket op, af resten af mine flinke medkursister, der nemlig blot intet sagde. Sandheden var bare at jeg med samme slags udstyr havde lavet en “film” på Annebølle Ungdoms Højskole i sommeren 1990, sammen med én Anders Deluran, hvilket snilt kan bevises ved at se “filmen” jeg har liggende på et whs-videobånd. Men folk er som folk er flest.

Og det videoudstyr vi havde på HF var akkurat det samme som på Andebølle Ungdomshøjskole, lige på nær selve redigeringsudst­yret der på HF var beregnet til whs-videobånd, men på højskolen til U-matic, hvilket har forbedret kvaliteten en del.

Dette var klassens andet projekt. Første projekt bestod i det samme. Forskellen var kun at vi i mellemtiden havde lært lidt nyt. I første projekt havde jeg været sammen med Metin og Lene om en lille dramatisk gyser. Jeg spillede hovedrollen som en HF-kursist der havde fundet en mad-pakke i skolegården, og da ville gå i kantinen for at spise den. I kantinen mødtes HF-kursisten så med en anden HF-kursist, der blev spillet af Lene. Det viste sig så at det var hendes madpakke. Og volden var uundgåelig. Denne filmproduktion blev da heldigvis vellykket. Godt skuespil er altid vigtigt. Kort sagt; Jeg levede og oplevede verden i billeder som jeg gav betydning for min eksistens.

Samtidig sammenlignede jeg billeder, fra film som var kendt af flere end én, med mine egne billeder. Jeg opnåede derfor en viden om billedets betydning i samfundet, og hvorledes disse skulle skabes, samt en viden om seerens holdning til enkeltstående og billeder, og billeder der var i en form for sammenhæng. Med mit nedsatte syn var dette simpelthen nødvendigt.

Bevidsthednarkomanen

Jeg var heldigt nok blevet mere bevidst omkring min egen person og opmærksom på de forandringer som den gennemgik, uanset om de var positive eller ej. Faktisk var jeg blevet så bevidst, at det til tider kunne gå hen og genere mig. Jeg kunne forklare mig selv fra enden til anden, og hvad der lå til grund for de ting jeg nu sagde og gjorde. Denne bevidsthed gav mig oftest psykiske mén; nogle man let kan sammenligne med maniodepres­sivitet.

Jeg havde fundet ud af noget. Jeg var sgu en glad mand, men mangel på kærlighed havde ligeledes gjort mig til en bitter mand; og en mand, der når han så en kvinde, blev lammet af skræk for ikke at være god nok, og som ikke engang turde, men som blot flygtede, fra et og alt; og sådan har det jo altid været med mænd.

Alt dette var grunden til at jeg ringede mindst en gang om ugen til Iben. Fordi Iben var for mig, hvad et skjold er for en kriger. Men jeg var da begyndt at kigge frem bag skjoldet.

Og jeg tør godt sige uden at lyve, at de mennesker jeg holder mest af, er af det modsatte køn, og omtrent på min egen alder; Nemlig mennesker som jeg har gået på højskole med, og som har forstået, mere end nogen andre, hvem jég egentligt var. Til dem har jeg kun røde roser. Jeg kom stadig på Datastuen; de havde sådan en lækker laserprinter.

Fopulede skønne Verdem!

Efterhånden havde jeg fået mere forstand på, edb og hvilke muligheder det gav. Jeg havde et brandene ønske, nemlig at blive optaget på edb-skolen i Lyngby på datamatiker-uddannelsen. Når man først var data-matiker kunne man nemlig studere videre til Datalog – et overbygning som jeg også ønskede, helt inde på Universitetet.

Desværre skulle man have gode kundskaber, i alt andet end edb for at blive lukket ind i varmen. Dette kaldes almen viden. Og det var netop hvad jeg ikke havde – nok af – og heller ikke regnede med at få, lige med det samme. Jeg besluttede mig derfor at skrive en dispensations-ansøgning til edb-skolen, i håb om at min rutine i arbejdet med edb kunne komme mig til hjælp. Jeg troede, pessimistisk som jeg var, ikke på at jeg kom ind. Med de karakterer jeg slæbte rundt på, må de have troet at jeg lavede gas med dem.

Systemet

Jeg havde dog et par alternativer hvis ansøgningen ej faldt i god jord. Jeg kunne tage et tilfældigt arbejde der ikke krævede noget, fx rengøring. Eller jeg kunne droppe det hele, ligge mig på min flade og lade kommunen sende mig en pæn check hver måned. En tilfredsstillelse i livet må være det at kunne klare sig selv, i alt fald i sådan et samfund som vort. På den anden side syntes jeg at det modsatte også lød fascinerende.

Jeg havde det bedre, jo mere jeg pinte mig selv. Og det er jo en lodret løgn. For det eneste jeg fik ud af min selvpinsel var selvmedlidenhed og dermed chancer for at skrive gode digte – som jeg så kunne få det bedre af. Så en hel lodret løgn er det nu ikke. Måder jeg kunne pine mig selv på var at, lade være med at ringe til dem jeg holdt af, kun med det resultat at de eventuelt gik hen og blev, måske sure og kede af at jeg ikke ringede, fordi de så troede at der eventuelt kunne være sket noget.

Endt epoke

HF var snart forbi for 1992, men der ventede selvfølgelig en periode endnu med HF-ræs, nemlig sæsonen 1992/93.

Der havde jeg valgt mit værste fag; Matematik, og musik. Trangen til at komme “i skole” og vise at man kunne noget, og så blive respekteret derfor, kaldte på mig. Jeg havde både flair inden for tekst-skrivning, og en smule komponering af musik. Jeg snakkede aldrig med mine medkursister på HF, ikke rigtigt. Eksamens-tiden var som en drøm. Jeg snakkede på op til flere mennesker i den periode, og oven i købet fik jeg et komplement – der i al sin enkelthed lød “Jeg synes ikke fyre med kasketter er sexede “Det blev sagt da jeg fra skriftlig engelsk-eksamen var på vej hjem. Den unge dames kendskab til vort sprog har ikke været stort. Hun sagde “specielt”; og bruges ordet i den sammenhæng hentyder det, at jeg trods alt bare var lidt sexet, selvom jeg havde kasket på. Sommeren 1992 var begyndt godt. Vejret var godt, tingene udartede sig som jeg havde forudset.

Tanker

Joh, jeg tænkte altså meget over livet, og kom heldigt til flere konklusioner. Og geniale tanker var der da heller ingen mangel på; Tværtimod fik jeg op til flere af dem – hver dag. Men ét er at være en idealist i tankerne, – det er vi jo alle mere eller mindre, – noget andet er, om man også kan leve op til det i dagligdagen.Jeg havde drømme om at blive et godt menneske, Et sted skal man jo starte. Så det gjorde jeg. Så vidt det var muligt, prøvede jeg på at give mine omgivelser det bedste indtryk af min person, ved at være så naturlig som muligt var. Dette lykkedes fx forbavsende godt på Vallekilde Højskole hvor jeg havde været sommeren 1991.

Eksamen

Det var blevet midsommer. Aftnerne var blevet længere og dagene varmere og HF-eksamen var en realitet. I sommeren 1992 gik jeg op til syv eksamener, og bestod i alle – men også kun lige. HF, som jeg tog på enkeltfags-kursus, skulle jeg fortsætte næste sæson, såfremt jeg ikke blev optaget som dispensationsansøger på Datamatikeruddannelsen. Så sommeren var i særdeleshed præget af HF og mine drømme, men der blev heldigvis også tid til nostalgi.

En historisk aften

Jeg holdt naturligvis kontakten til smukke Birgitte. Vort fælles ophold på Vallekilde Højskole havde ført os mere eller mindre åndeligt sammen, i et venskab – der var et af slagsen, jeg aldrig havde oplevet før. Det var, det strakte sig ud over grænser jeg kun havde hørt om og set på film.Dette kulminerede en varm lørdag aften i juni 1992, næsten et helt år efter højskoleop­holdet.

De havde glemt at købe blomster. Ikke just inviterede jeg hende i by’n, men spurgte blot om hun en aften havde lyst til at mødes. Det havde hun. Jeg kom som aftalt hjem til hende så vi sammen kunne følges. Imens hun gjorde sig klar, sad jeg ved hendes datamat og roede. Jeg tror nok hun syntes jeg var ret tjekket når det gjaldt edb. Da klokken blev seks aften gik vi. Vi skulle til Gothersgade så det var et pænt stykke at gå, men der var så meget at snakke om, så tiden fløj afsted. I Gothersgade ligger et græsk spisested; Adonis. Jeg havde været der i 1988 til en efg-afslutningsmiddag. Og den middag, service og atmosfære havde jeg ikke glemt. To uger forinden havde jeg klogt nok været inde og bestille bord. Jeg havde tydeligt forklaret at de skulle sætte blomster og lys på bordet. Manden havde også skrevet det ned i sin bog, så det kom som et nervepirrende chok da jeg så bordet – uden blomster. Et kvindelig tjener viste os til rette. Jeg tog det stille og roligt, uden at fortælle Birgitte noget. Vi satte os ved bordet, og blev straks stillet over for interpel­lationen “hvad vi ønskede at drikke, sådan til at starte med.” Jeg tog en tør Martini, og undrede mig over hvad Birgitte fik. Det gjorde hun vist også selv. “I får dette på husets regning”, sagde den kvindelige tjener, fordi Vi har glemt at købe blomster som I har bestilt. Fint tænkte jeg, og fik pludseligt Martini og luft galt i halsen. Varmen steg mig til ørene. Jeg takkede, og krummede tær. Behøvede hun også ligefrem at sige det. Som om jeg ikke selv kunne se at de havde glemt det. Men sagt var sagt, og det var vist også meget godt alligevel.

Godt Græsk

Vi fik altså noget dejligt mad, og en herlig rødvin, samt en hyggelig snak med et gæst ved nabobordet, en blød gang bluesmusik på spises-tedets ustemte klaver. Vi fik ellers diskuteret en del den aften.

Nyhavn

Efter at have forladt Adonis, gik vi ned i NyHavn. Det ligger fem minutters gang fra Gothersgade. I NyHavn var der som sædvanligt fyldt godt op med mennesker, der drak, sang og morede sig. Og så var der nogen forpulede voldsidioter der talte engelsk.

Vi gik blot videre. Der var ikke rigtigt noget der fik os til at blive. I stedet fandt vi et kvarter efter et sted på Strøget, hvor vi indtog en flot dekoreret, og meget velsmagende is-dessert, som jeg skyllede ned med en stor fadøl

Øllet har ansvaret

Og var det ikke for Birgitte havde jeg sikkert fået banket en britte ned. For ved det bord hvor vi sad, var der en parasol i midten, som jeg løftede med det resultat at den væltede over i mod nabobordet hvor briterne sad. Puha da da, der var jeg heldig. Birgitte nåede at fange det flyvske parasol med de røde og hvide farver. Det ville jo ikke have været så godt hvis den havde ramt. Man kunne jo risikere at blive anklaget for racisme – og det går jo slet ikke i disse tider. Men sandheden var jo, at jeg var patriotisk. Og det kunne jeg og Birgitte diskutere rigtigheden af, endda meget detaljeret. Vi var dybt uenige. Jeg syntes det var i orden, mens hun slet ej kunne forstå min tankegang. Og sådan vil mennesker nok altid være. Men vi blev ikke uvenner af den grund. Det bliver man ellers altid med folk, hvis man har den slags holdning til tingene.

Byggestenene

Fem lange år var gået siden jeg for første gang oplevede højskolen og dens glæder og sorger. Fem lange år, hvor lærdom havde været ét blandt flere nøgleord i min periferi. De år var byggestenene, grundfundamentet i mit liv, og til den verden som jeg var blevet bragt til. Og det var gode sten som ikke væltede eller blev knust. Men det var også sten som kunne væltes, hvis blev bygget forkert ovenpå dem, hvad der blev i 1992. Jeg havde imidlertid en god gang mørtel, som jeg kunne smøre i de sprukne furer der af og til kom i fundamentet.

Vennerne

Jeg var nu, fem år efter første højskoleophold, og fem år efter 10 år i folkeskolen, helt sikker på, at de mennesker som “talte” til mit indre, virkeligt forstod mig og holdt af mig.

I bureaukratiets barokbaghave

For tiden havde landet – efter min menig – uhyre store problemer. Regeringen påbegyndte den ene skandale efter den anden. De kunne ikke skaffe arbejde til folket. De kunne ikke bygge boliger nok så folk kunne fået et sted at være. De kunne ikke hjælpe folket når det led nød – enten på grund af sygdom, fattigdom eller mangel på penge. Bureaukraterne kørte deres helt eget løb. Dog havde de ingen problemer når det gjaldt at hjælpe andre landes befolkninger. Milliarder af kroner, og anden hjælp blev årligt sendt til fattige lande; uden at man sikrede sig at det man nu havde sendt, blev brugt til det man havde regnet med. Joh, det var regering vi sent skulle glemme.

Cirka 1/5 år havde jeg boet, i ungdomsboligen i Bøgeparken nord for København, i Lyngby. 3 gange på den tid havde jeg fra boligselskabet D.A.B., fået tilbud om en rigtig lejlighed. Det var jeg i den grad meget lykkelig og glad for. Jeg havde det nemlig dårligt med D.A.B., fordi den ungdomsbolig jeg da boede i var af så dårlig en kvalitet. Glad gik jeg op på kommunen for at bede om hjælp. Men naturligvis forgæves. Det var for dyrt, når jeg også studerede HF samtidig. Jeg forslog at de bare kunne give mig et arbejde. Men afslaget stod ved sin magt. Forventningsfuld gik jeg til et aftalt møde hos Kai Aage Ørnskov, Lyngby-Taarbæk Kommunes borgmester, for at give ham en række gode råd til hvordan man afskaffede ar­bejdsløsheden. De var så gode at han ikke kunne komme med noget konstruktivt modangreb. Jeg havde nemlig ikke noget imod selv at betale – fx for en ny lejlighed -men så måtte de også give mig et arbejde. Men det kunne de ikke.Det interessante i denne sammenhæng var så at fremmedarbejdere der kom til landet ikke havde problemer med at få arbejde; ikke alle ihvertfald. Så det der med at kommunen ikke kunne give mig et arbejde var en fed løgn. Sandheden var jo; de ville ikke.

Og det groteske var at, jeg to gange efterfølgende fik tilbud på lejligheder.

Krise blev det først da jeg den næstsidste julidag 1992, fik at vide at jeg ikke var optaget på Datamatiker uddannelsen. Jeg var efter deres mening iikke kvalificeret nok; Og måske havde de ret. Uddannelsessystemet var godt nok et af de bedste i verden, sammenlig­net med andre; men bare ikke godt nok, til den standard som der burde være i et land som vort. Men måske er vi her i Danmark for selvvante; ja måske? Men hvis der så er problemer med at, få lov til at studere det man gerne vil; så burde der kunne stilles et alternativ. Men det blev der ikke.

Nye tider

Sommeren svandt. Det var blevet efterår. Jeg skulle atter op om morgenen og i skole; HF fortsatte – dog med nye og spændene fag. Mattematik, Fysik/Kemi, Musik og Historie på andet år. Sommeren 1993 ville blive en god tid tænkte jeg. At være færdig med HF ville ikke være skidt. Men det var stadig 1992, og et helt år i lærdommens navn stod for døren, og ventede på mig. Den 30. august startede jeg på HF. Jeg havde købt miug et buskort, så transporten var nem. De tidligere år jeg gået til skole. Og det plejede at taget godt tre kvarter.

Overrasket, tilfreds og forundret blev jeg, ved at opdage, at de nye lærere som skulle undervise i de fag jeg også havde, var så gode. Visualitet var en faktor som blev blandet ind i undervisningen. De gjorde det sgu forståeligt. Og mig som aldrig har brudt mig om emnet mattematik, følte pludseligt noget modsat.

Endnumere forundert blev jeg, da jeg fandt ud af, at de mennesker jeg skulle gå på HF med var til at tale med. Helt utroligt var. Både lærere og medkursister så ud til at være menneskelige. Det hele kørte bare, livet var vidunderligt, slet ingen problemer. “Så måske holde op med at skrive erindringer,” tænkte jeg en dag. men nej. For livet er jo andet end nedfældelse af dårligt nyt. Og bedre blev da jeg en dag gik en tur. Pludseliug råber en mit navn. Naturligt vendte jeg mig om. En lidt ung dame cykler op på siden af mig. Ved det første kan jeg knapt nok genkende hende, men få sekunder efter fattede jeg hvem det var. Det var Diana. Vi havde kendt hinanden i mange år fra Dronning Mølle, en campingplads i NordSjælland. Vi havde sammen campperet der igennem en årrække, selvfølgelig sammen med vore forældre. Og på et tidspunkt havde vi mistet kontakten, fordi vi ikke sås så meget. Så det var lidt af et chok – et dejlig chok – da hun ligepludselig bare var der igen. Vi fulgtes ned mod Lyngby centrum, og stod en time og snakkede, og aftalte at hun dageen efter skulle komme og besøg mig. Fedt nok var det. Og næste dag klokken 15.45 kom Diana, min gæst. Vi sad og drak kaffe og spiste den kage jeg havde købt om eftermiddagen. Jeg viste hende nogle af de digte jeg havde skrevet tidl. i mit liv. Dem syntes hun om. Ellers snakkede vi og hørte musik. Klokken fem minutter i halv otte skulle hun hjem. Desværre. Hun gav mig en knus. Jeg var nær død af et hjerteslag. Måneder var gået siden jeg havde fået et knus af en ung dame. Da hun var gået helt, satte jeg mig til at se tv-nyheder på en kanal der hed DR.

Samtidig drak jeg en flaske kirsebærvin og fik det så ret sjovt. Da der ikke var mere i flasken tog jeg sko på og gik over på en handelsskole der lå i nærheden for at ringe til mine “venner” Det første forsøg gik galt – de var ikke hjemme. Det andet forsøg gik lidt bedre. Iben var hjemme og vi snakkede sammen i fem ti minutter – eller for ialt 5, 6 kr. Men hun sad og så tv så hun havde ikke rigtigt med tid. Derfor aftalte vi at jeg skulle ringe en anden gang. Istedet ringede jeg så til en anden ven – Heidi – og snakkede med hende. Da jeg kom hjem var jeg mere fornøjet end jeg før havde været. Så jeg drak en flakse kirsebærvin til. Så faldt jeg i søvn på min seng. Og det der med at drikke en flakse kirsebærvin foretrak jeg at gøre lidt for tit. Og var det ikke kirsebærvin så var det øl. Både derhjemme, og på HF. Men jeg skjulte det jo meget godt, og der gik heller ikke skår af noget skabt, fordi jeg gjorde det. Kun af min egen sjæl. For i bund og grund var der jo slet og ret intet formål med alt det som blev gjort. For det første fordi jorden alligevel var ødelagt og for det andet fordi jeg var svagtseende. For det tredje så var der over 700.000 mennekser som ikke bestilte noget i landet, og for det fjerde så kradsede krisen overalt. Ulighederne var for store. Så formål med de ting man gik og foretog sig på HF – fx – var ingen nytte til. Så hvorfor overhovedet eksistere? Og jeg var nok også kun blevet 22 år i alt, hvis det ikke lige havde været fordi jeg mødte mennesker der blev mine venner. Trods de mange tvivlsomme livsbetingelser blev jeg dog ved med at eksistere. Livsglæde og ny livskvalitet med nye normer og værdier havde jeg nemlig fået tilegnet mig. Og det gjorde det hele meget nemmere. Jeg var dels hodt op med at ringe til Iben. Iben som jeg havde gået på højskole med i 1987, og holdt kontakt med lige siden. Og for-klaringen er nok enkel. Vi voksede hver sin vej! men inden jeg vidste dette blev jeg jo ved med at ringe til hende, og én gang besøge hende. Men det var svært at holde op med at rinnge til hende. Min kæreste ven og kammarat Birgitte kunne se ting – og fortolke og forklare mig det – som hjalp mig til at forstå. Til slut konkluderede jeg at; Selvom Iben og jeg havde gået på højskole sammen, og at jeg blev ret så kraftig vild med hende, så gik hverken det, eller vor tankegang hånd i hånd.

Og hvis man så ikke kan kravle over muren, så skal man ikke blive ved med at “kravle op ad muren” i den tro at det lykkes at komme over den. Joh, det var rigtig nok nye tider; nye tider som godt kunne forskrække en del.

Efteråret 1992

Og snart skulle jeg da osse til Gammel Elev Weekend på Egå Ungdomshøjskole; nærmere betegnet den 6, 7 og 8. november 1992. Jeg tog afsted om morgenen; jeg havde forudbestil en taxi til klokken kvart over 6. Når jeg skulle noget – af følelsesmæsig betydning, men naturligvis også a anden – var det gerne sådan at jeg tog afsted tidligt; for sådan rigtig at leve mig ind i den forestående situation. Klokken ni stod jeg af i Kalunborg. Jeg skulle nemlig med CitiShips flyvebåden til Århus. Det var sjovt. Den fløj henover vandet – nærmest – og det føltes fedt. så kunne man købe kaffe og andet ombord. Men man var nødt til at “holde” fast på det hele ttiden, fordi ellers ville det kurre ned på gulvet. Båden gyngede ret kraftigt. Jeg var i Århus havn cirka klokken 10.30. Jeg tog op til banegården, der ligger en lille kilometer fra havneområdet, og pakerede min tungeste bagage. Så tog jeg ind til centrum, for at se på forretninger. Jeg havnede til sidst på en cafe, hvoor jeg fik et par øl og en kage. Og der sad jeg så og skrev digte. Men da det blev lidt kedeligt at sidde der tog jeg en taxi ud til højskolen. Der lallede jeg så lidt rundt og kiggede på alt det gamle og nye. Jeg spillede lidt klaver. Weekenden forløb stille og roligt for mit vedkommende.

Det kunne ikke betale sig, hverken økonomisk eller fysisk, at drikke sig fra sans og samling, hvis man ville oplve de ting, som nu skete. Og det ville jeg. Uheldigvis var der bare ikke så meget at opleve. Og jeg overvejede om dette skulle blive min sidste weekend på højskolen som gammel elev.  Jeg havde trods alt været til Gammel Elev Weekend i 5 år. Interessant blev det dog; da jeg opdagede at seks fra min årgang også kom, helt uventet. Rasmus, Rune, Adrian, Johnna, Tue, Ulla og Sofie – senere på aftenen – dukkede pludseligt op. Og det fik vi meget sjov ud af. De kom jo fordi vi havde uofficielt femårsjubilære. Ved middagen satte vi os ved samme bord; jeg for bordenden, hvor jeg snakkede med to fra ´mit hold´. Jeg kan ikke huske hvad de hed. Mem som sædvanligt – som det nu plejer at være – var det god mad.

Om som sædvanligt holdt jeg tale. Elo Madsen var holdt op som forstander. I 20 år havvde han fungeret på højskolen som forstander; og dér var helt sikkert ikke blevet gjort så meget, hvis det ikke havde været for Elo. Ny elevbygninger, ny spisesal, idrætsbygning og nyt kontor er bare noget af det han udrettede. Men også et godt miljø for såvel ansatte som elever kan man takke ham for. Min tale til ham blev desværre ikke så god; jeg var nervøs og var ikke rigtigt klog på hvad jeg ville sige til ham. Dels fordi jeg vár nervøs, men også fordi dé som jeg havde gået på højskole med syntes jeg skulle fremhæve dém i talen. Resten af den aften drev jeg rundt og snakede med forskellige. Jeg spillede lidt klaver og drak noget rødvin og øl. Og på et tidspunkt spillede jeg – igen – blues for en pige som i eksotisk og euforisk tilstand vred sin krop i den fede rytme. Jeg blev på få  sekunder ret vild med hende. Så kom hendes fyr og alt var forbi. Men derfor spiller jeg stadig lidt blues, og sådan. Så blev det søndag, og morgenmaden forekom mig at smage godt. Klokken 11 kørte bussen som højskolen havde arrangeret til Århus banegård. Jeg skulle først med CitiShips når klokken 14, så der var masser af tid til en kop kaffe på Århus Rutebilstation. Jeg sad sammen med nogle andre ´gamle elever´ og ´jokede´. “Man har jo kun det sjov jeg selv laver,” sagde jeg til dem. Og de grinede bare, indtil de skred. Så sad jeg der alene og så på forbipasserende drankere og fremmedar­bejdere. Århus Rutebilstation er bare et sted for de udskudte; en hygelig form for en varmestu kan man sige. Klokken 13 blev jeg træt af at sidde dér, så jeg tog en taxa til havnen. Jeg havde bare mange penge den dag, så jeg legede luksusdyr et par timer. Jeg var faktissk meget glad og tilfreds – med bl.a livet – den dag, fordi jeg skulle besøge Birgitte samme aften. Og så er man altid glad, hvis man skal besøge nogen man kan lide. Overfarten forkom lang og skibet gyngede kraftigt. Men det var godt vejr, så man kunne se ud over havets smukke blå. Musikken i høretelefonerne var udmærket; to hele numre – i træk – med ´George Michæl´ min ynglingsmusiker.Klokken 15.30 var båden i land og jeg løb så hurtigt over til toget. Jeg fik en god plads, og det meste af turen kunne jeg få lov at brede mig ret kraftigt. Dog var der skrigende objekter, men jeg kunne stoppe deeres sirener. Og da toget nåede Roskilde steg der en masse mennesker på, og de tre resterende sæder i mit togkapitel udfyldtes. Jeg snakkede lidt med en ug fyr som satte foran mig. Han var meget flink. Der er jo sjældent at man bare snakker med fremmede folk i toget. Men det gjorde jeg. Endelig nåede jeg hovedbanegården. Jeg slæbte mine tonstunge kuffertere mod udgangen. Jeg blev passet op af en mand. Han bad om et par kroner til ´lidt mad´ – tror jeg nok det var. Og hvorfor ikke? “Men kunne idioterne på Chris­tiansborg ikke have skab for disse mænd en bedre tilværelse,” spurgte jeg mig selv, og fortsatte med spørgsmålene – mens jeg fandt et par kroner frem “Og hvad med alle de andre udskudte?”

Jeg gav ham 3 kroner. Så spurgte han sgu´ om jeg ikke kunne undvære en tyver. Frækt! Men det kunne jeg ikke. Jeg fortsatte og nåede udgangen. Ingen problemer på vej op af Istedgade. Jeg ringede på dørklokken cirka 18.15 og Birgitte lukkede mig ind i opgangen. På vej op af trappen tænkte jeg at, ´der er garanteret ét eller andet i vejen med hendes computer.´ Puttte var den blevet kaldt. Jeg har aldrig fundet ud af hvorfor; men jeg navngav – skulle jeg mene – hendes printer Prut. En OKI 24-nåls printer med kabel. Da jeg satte min højrefod på det midterste trin, i det sidste trappesæt, åbnede hun hoveddøren og kom til syne. Om end ikke ordret, så næsten da sagde hun, ” … der er sket noget forfærdeligt …”

Og straks ærgede jeg mig over at jeg ikke havde taget en opstartsdiskette (boot’abel disk) med. Tænk nu hvis computeren havde fået en fejl. Men det var meget værre. Udover at have aftalt at jeg skulle komme, havde hun glemt et gruppe-møde med nogen fra Universitet. Hun var selv ked af det, og det var jeg også. Men jeg blev da budt inden for til en kop dejligt varm the og løgsuppe med godt brød og gåsevin til. Nam-nam, det var lækkert mand. Jeg blev budt velkommen til at blive mens de lavede gruppe-arbejde, men jeg ville hjem. Vi gav hinanden et dobbelt knus til farvæl. Et par dage efter ringede til hende. Vi aftalte et nyt stævnemøde. Jeg glædede mig som et lille barn. Halvanden uge senere – det var en onsdag husker jeg – var jeg på vej hjem til Birgitte. Jeg havde købt en billet til toget i dagens anledning; man skulle jo nødig møde depremeret op – hvilket man desværre kom til, eftersom man skulle igennem et af Københavns sørgeligste kvarterer. Jeg ringede på dørtelefonen; Line svarede, og kom ned og åbnede; den virkede nemlig ikke.

Med ét var alt det sørgelige skudt til side. Efter at have hjulpet hende med computeren spiste vi. Mad; meget vigtigt for mig, og jeg fremhæver det gerne. Jeg havde taget en Reoja-rødvin med. Det blev hyggeligt og vi grinede og ´snakkede´ meget. Livet kunne af og til kaldes “vidunderligt smukt.” Desværre skulle jeg også hjem til mig selv igen. På vejen op til hovedbanegården opdagede jeg, at jeg kun havde 17 kroner. Togbilletten kostede de 18, og jeg turde ikke snyde den aften. Så jeg gik ind på polistationen og forklarede dem sagen. De gav mig en énkrone.

For meget druk

Livet fortsatte på vejen hjem i toget. Klokken var over et midnat da jeg faldt i søvn. Ikke sandheden – men noget som lignte – var ved at gå op for mig. Og den var groteskt. Trods sandhedværdien tror man sikkert ikke på det.

Jeg havde ingen telefon; derfor kunne jeg ikke ringe til nogen, og ingen kunne ringe til mig; erko kunne jeg heller ikke få arbejde. Jeg havde intet arbejde, så jeg tjente ingen penge. Så jeg havde heller ikke råd til at købe en. Jeg mødte ingen nye mennesker; oven i købet var jeg herreblind, min selvtillid var smadret, og min krop ædt op af dårlige undskyldninger. Det med synet kunne jeg leve med, min selvtillid var ved at blive bygget op igen, men min krop ødelagde alt når noget ellers gik godt. Og så tog det endnu længere tid at bygge det op igen. Så når jeg tog ét skridt, tog jeg to tilbage. Men jeg var fuld bevidst om min situation og arbejde stærkt på at finde en holdbar løsning. HF fortsatte, og jeg kom til timerne så godt jeg nu kunne. Der var som sædvanelig ikke så mange at snakke med. Og det var jo også min egen fejl. For jeg kunne jo også bare sætte mig ned og snakke med nogen; som var ti gange længere fremme i livet end jeg, og mindt ti år ældre.

Jeg kunne ikke klare det. Der var dog få mennesker at snakke med, trods alt. Dette medførte at fra foråret 1992 fik et problem som var endnu større; et problem som startede med stort A.

A for alkohol. Dranker var jeg næppe, men noget der lignede er da ikke at fornægte. For jeg skulle lige have en, og så lige en til. Det var ikke sådan at jeg gik på bar hver dag og drak. Nej, for det meste købte jeg en, to eller tre flakser kirsebærvin og sad derhjemme og drak foran tv’et, mens jeg var kulturel. Det smagte skidegodt, når det var koldt vel at mærke. Og selvom det ikke var hver dag, så skete det oftere og oftere.

Jeg sagde ikke noget til nogen om noget. Ikke engang i min poisi kunne jeg udtrykke mig ærligt om mine problemer. Ikke engang til min bedste ven kunne jeg sige det virkelige sandhed; ikke på det tidspunkt.

Måske var det bevidst at jeg glemte mine ting, når jeg var i København for at besøge Birgitte og Line. Jeg ved det ikke. Men jeg glemte mine ting næsten altid. Så i december måtte jeg på den igen og ind til København. Det blev en trættende affære så’n af fise fra sted til sted; men interessant, trods alt.

Tre medstuderende var lige ved at gå da jeg tråtte ind ad døern.  Det viste sig at de ville på en kro samme aften. Jeg blev inviteret med og sagde ja; jeg havde mange penge og trængte til én, to, tre eller fire øl!

Vi skulle ordne noget med computeren, men forretningerne lukkede snart og vi skulle også spise. Så vi handlede først ind og spiste senere sammen med Line. Jeg havvde bemærket en rødt indpakket pakke som i køkkenet, men tog ingen videre notits af det. Hvis “det” var en bombe ville jeg nok blive advaret! Det viste sig ikke at være en bombe, men en julegave frem dem til mig. En julegave som fik en betydning for såvel min fysiske og psykiske eksistens. De gav mig en brødrister. Sådan en havde jeg, men det fik jeg nu, og lykken rykkede nærmere, selvomn den ikke består af fysiske ting. Efter maden at have “tjækket computeren” dukkede hendes veninder op igen.

Samme aften tog vi på Rådhuskroen; Birgitte og hendes medstuderende (de studerede antropologi = læren om folkeslag) ville finde ud af, hvorfor man på en bar fandt på at “gi en bajer.”

Om de fandt ud af det, fandt jeg aldrig ud af. Desværre blev klokken mange før de fik igangsat deres undersøgelse, fordi et så udmærket band spillede larmende god bluemusik. Keyboardspilleren var afgjort bedst. Da de så endelig var igang med undersøgelsen tog det næsten to timer førend de var færdige. Jeg var allerede færdig efter en halv time. Stolene var de værste stole jeg nogensinde havde siddet på. Ondt i ryg og hofter fik jeg; og i hjertet, men det er en en helt anden historie. Da klokken var halv to kørte den ene af Birgitte’s medkursister os alle fire hjem i sin bil. Og da det sidste tog var kørt overnattede jeg hos Birgitte, og tog hjen om morgenen, hvor jeg så pjækkede fra HF. Birgitte ville gerne låne mine George Michael og Wham plader, hvilket hun gjorde to uger senere, en søndag morgen. Men inden, om fredagen haavde jeg købt et par julegaver. Glas til line og en meget diskuteret dansk – med Sweethearts – til Birgitte, som oprindeligt ville have givet den til Line, der opfordrede mig til at give den til Birgitte. De havde begge haft planer, om at splejse om den, og Birgitte om at give Line den selv i julegave. Mens vi spiste morgenmad fra en Københavnsk bager gav jeg dem dem. De blev så vidt jeg tolkee herreglade for dem, og gud ske lov for det da. Jeg tog hjem igen ved et, totiden. Birgitte skulle holde jul i Jylland hos familien og Line ligeså, blot på Ærø. Så god jul og godt nyt år.

Nyt år

Jeg skulle holde jul hos familien i Greve. Det blev absolut en god juleaften. Ikke så mange gaver, men masser af god mad; anden juledag ligeså, da jeg var i Jyllinge hos den samlede familie.

Nytåret 1992-1993 skulle holdes på Australiensvej i Købehavn. Kammerat Sørenn Agger’s dame Tine holdt fest. Oprindeligt skulle den have været holdt på Skodsborgvej i Virum, men da de lovede små 30 kvindelige hjemmehjælpere ikke kom, flyttedes den til byen.

Han hentede mig på Ryparken station klokken halv fire. Jeg var ellers kommet der klokken kvart i tre – cirka 3½ for tidligt. I mellemtiden brugte jeg dog en masse enkroner på at at ringe til Iben.

Vi samledes så kun 7-8 stykker til en god gang mad, og en helveds masse sprut. Det var der gang i. Kammerat Søren var dog pervers hele aftenen. Ustandseligt skulle han snakke om kvinders nedre regioner, så man var ved at brække sig. De andre syntes at more sig gevvaldigt.

Og en god aften blev det på mange måder. For det første var den en “ny-begynder nytårsaften” for mig. Aldrig før havde jeg været alene til en ´fremmed´ fest, hos en kammerats venner. Men det var jeg denne aften og det var godt.

En god aften blev det også fordi, en af de som var med til festen var flink; Bo Nielsen hed han, og vi snakkede meget den aften, om vind og verj, og sådan noget. Jeg havde taget sovepose med, så jeg kunne overnatte der, men det fik jeg først brug for meget senere. Telefonbehovet rasede som hysterisk vild orkan i mine blodåre den aften. B&O telefonen stod blåskinnende på reol systemet og med paniske sammen-trækninger i hele kroppen tastede jeg flere numre jeg kendte for at sige godt nyt år. Det blev da også modtaget med “glæde.” Men da klokken så blev tolv, skålede vi i champange og spiste en særdelses velbagt, velsmagende og lækker krænsekage. Og så blev det 1993.Det forgange år var – nok for nogle – smidt på lodsen. Men ikke for mig. 1992 havde været et fedt år. Et år jeg aldrig i mit liv vil glemme. Selvfølgelig vandt fodboldtholdet over de voldelige englændere, hollændere og tyske boldfjolser og blev Europamestre, vi tog røven på politikerne og sommeren var varm og ulidlig (skøn) på flere måder. Men jeg havde udviklet mig fra at være meget selvudslettende til at være det lidt mindre. Jeg var blevet en mere “lys seende” person, dog med erindringen om mørket. Jeg var blevet realist, lidt mere idealist, mindre egoist; – og nogen vil sige “desværre” – og meget mere racist. Joh, 1992 havde været et godt år for Knud Kjølhede Petersen. Da de andre var gået ned på gaden for at fyrre fyrværkeri af blev jeg af logiske grunde oppe bag de tynde glasruder. Jeg drak mig ellers et par gl. dansk imedens. Senere kom Bo op og vi snakkede sammen så godt jeg nu kunne.

Men på et tidspunkt må selv den bedtse bryde sammen og tilstå “Jeg kan ikke drikke mere, lad mig sove,” hvilket jeg gjorde klokken 3 om morgenen. Men kun en time efter stod jeg nogenlunde frisk op og stod fem minutter i stuen. Så forlod jeg selskabet for at gå nedenunder. Der boede to bøsser og en ung dame som alle sammen dyrkede og godt kunne lide Sanne Salomonsen. Ak ja, hvor jeg drak den øl de gav mig, mens jeg klædte den unge dame af med øjet. Men efter at have drukket den bajer gik jeg op til festen igen, og drak lidt videre, indtil jeg gik ind i soveværelset og sov. På en madres med to dyner, et lagen og en hovedpude sov jeg til klokken blev 9.00. Frisk som en havørn. Dog lidt træt. De andre gad ikke stå op, så vi sov til klokken 14.00 om eftermiddagen. Der stod vi så op og fik os lidt mad. Jeg hjalp menneseligt dem med at vaske op; Søren og Tine som udover mig var de neste tilbage. Jeg havde fået Bo’s telefonnummer og adresse. Jeg lovede mig selv, at ringe til ham sammme aften, og brød aftalen,  Søren og Tine fulgte mig til bussen; 184’eren kørte mod Lyngby få minutter efter. Igennem de snavsede ruder kunne jeg se byens trafik, mylder af mennesker og himlens grå skyer der hang over januars nytårs himmel, som et tegn på fremtiden. Jeg satte mig bagerst i bussen og den rullede ud i verden. En lille halv time efter stod jeg på stationen i Lyngby. Klokken var omkring 17. da jeg var hjemme. Jeg tændte tv’et og så en live-koncert med pianist-idolet Elton John. Jeg var bare smadret den dag; træt efter et hårdt nytår. Den første januar 1993 sluttede jeg værende i en sjov sindstilstand; både nede og oppe. En af mine yndlingsfilm – Frances – blev sendt på TV2; hovedrollen spilles af Jessica Lange. Og selvom  det er en endt skæbne – den sluttede i 1970 – for den som filmen handler om, synes jeg nu det var en god film, som var værd at se igen.

HF startede den 7. januar; en tirsdag. Jeg skulle have matematik og glædede mig faktisk til at komme der. Jeg var nemlig begyndt at forstå matematikken.

Glad og tilfreds

Jeg var endelig blevet glad og tilfreds med livet; de ting som det gav og krævede. Langt fra lykkelig; sådan noget kræver nemlig helt andre ting, som jeg ikke kunne skaffe!

Og en dag spurgte min ven mig om jeg var tilfreds og havde det godt. Og mit svar det var “ja”, men at det var kun på overfladen. For under overfladen var jeg bestemt ikke “glad og tilfreds”, men meget irriteret på det ´selv-opløsende samfund´; i det hele taget ´systemet´ og al dets ´diller-daller-poletik´ som især ramte de svage i samfundet – for tit.

Birgitte Bruun, min bedste ven – jeg håbede at hun ville blive en ven for livet, for evigt.

Symptomerne

Aggressiv er det rette ord for den sindstilstand jeg befandt mig i, januar 1993.

Når jeg sad i skolen, gik på gaden eller kørte i bus, måtte jeg opføre mig ordentligt. Ikke noget med uhæmmet at råbe efter folk, eller tilfældigt smadre ting. Men hjemme råbte og skreg jeg af og til så højt, at jeg følte mig flov ved det; fx når jeg “mente” at min computer ikke fungerede som den skulle, eller hvis jeg mente, ikke at leve op til mine ideler om at være “perfekt.” Min selvagtelse var sat på en hård prøve. Når jeg således ikke kunne afreagere på uretfærdigheder og “mørklægning” mod min person i dagligdagen – ude i samfundet – måtte jeg gøre det når jeg var alene; altså hjemme. Som regel drak jeg problemerne bort; det hjalp forbløffende. Så til de folk der siger at det ikke hjælper at drikke problemerne bort, så er dét ikke sandt. Men nye problemer dukkede jo op, og når jeg ikke havde penge, til som regel kirsebærvin fra Føtex, eller til et par øl på en cafe i LyngbyStorCenter, måtte jeg nøjes med ciden om at, jeg i særdeleshed var på sidespor. Ak og ve, hvem ville gøre noget ved; spørgsmålet var hvem kunne?

På’n igen

På HF havde jeg valgt musik på tilvalgsfag. Tilvagsfag eller uobligatori­ske fag, om man vil. Jeg gad ikke vælge gymnastik eller billedkunst. Musikken valgte jeg altså, og det kom jeg sgu’ ikke til at fortryde.

For første gang, i al den tid hvor jeg havde gået, i en form for skole havde jeg “fået” en lærer, jeg kunne lide – som lærer. Anne Lookhart som var musiklæren var altså genial; pædagogisk og god til at undervise ud fra de principper, flink og rar og til at snakke med. Hun havde bil og børn; og så var hun sex’et, og ret ophidsende. Men det var nok fordi jeg ikke kunne få fat i hende, at jeg syntes det.

Utroligt ment sant; gik man til musik, på tilvalg, fik man gratis privatundervis­ning i det instrument som man spillede på, eller ville spille på. Jeg valgte klaver, det havde jeg spillet op siden 1979.

Min spillelærer hed Levi Bæk og var i den grad ret professionel. Han spillede som orgelorganist i Sogenfri krike.

Jeg havde gået hos ham før, i en periode på ca. et halvt år. Der lærte han mig i sin tid at spille Bent Fabricius’ Matador. Det var meget fedt at gå der igen. I mellemtiden havde jeg lært at spille blues på klaver; rigtig blues som de ´sorte´ spillede den. Det var tider, især når man sm jeg ikke var helt dårlig. Men jeg sagde det ikke til familien, kun til få andre, at jeg gik der. En faliterklæring syntes jeg, det ville være at gøre sådan. Kun min mor fortalte jeg det. Og privilegeret var det. 15 timers undervisning fik man ialt; man skulle bare huske at trække 15 gange en halv time fra, da den første halve time gik med at øve sig, før man kom ind hos mesteren. Og jeg som intet klaver havde. Ak og ve, men det gik alligevel, for jeg var god og lærenem. Alt tyede på, at også 1993 skulle blive et godt år. På den side gik det hele meget fint. I det hele taget syntes jeg mere og mere, at livet var herligt, til trods for at mørket, uretfærdigheden og ondskaben omsluttede mig. Jeg kæmpede for min eksistens, og det gjorde jeg godt, for jeg var nemlig ikke helt åndssvag.

Men på den anden side syntes jeg, det var hårdt. Især når jeg ringede til venner og bekendte.”Hvordan har du det,” og “hvordan går det, Knud?” Men svarene var tøvende, thi sandheden kunne jeg svært fortælle, men løgnen var lige så svær at hamle op med. Og sådan kunne det hele godt slutte, men det gør det slet ikke!

Piger eller printere

Jeg havde endelig chancen for at købe noget edb-udstyr meget billigt. Henning, en kammerat, kunne skaffe mig en InkJet-printer til 625 kroner. Et godt tilbud, da priser på den slags printere ellers koster over der tredobbelte.

Så jeg havde lagt 625 af “de hullede” til side. Nationalbankens møntreform. En, To og Fem Kroner havde fået hul i. Men printeren dukkede ikke op med det samme, da hovedmanden var i England.

Tag aldrig alt for givet

Så en aften da jeg alligevel havde drukket lidt øl og kirsebærvin, tog jeg i by’n for nogle af pengene. En risiko jeg løb var jo at printeren kom næste dag.

Den 22. januar 1993 kunne have været en radikal dag i mit liv, hvis sandheden og mit ømfindtlige ego ikke havde sat en masiv stopklods i vejen, en god snes dage senere.

Hos min flinke øjenlæge fik jeg bekræftet at jeg kunne få indopereret en linse på højre øje. Lykkelig, glad, triumferende gik jeg ned af hovedgaden i Lyngby, mens jeg grinte højt for mig og sagde “Thing’s gonna change, Ohh yerah!” Jeg var blevet henvist til Amtssygehuset i Gentofte. Cirka halvanden uge senere fik jeg et indkaldelsesbrev. Ventetid: et halvt år.

Ved ellevetiden da den bestilte hyrevogn rullede ind på gårdspladsen ved Kings Hat – og fire timer senere, rullede mig hjem – havde jeg brevet med. Hvis nu man faldt i snak med nogen havde man da altid et ekstra lille samtale emne. Tilfældigt mødte jeg en at snakke med. Pernille Schmidt, en “klassekammerat” fra folkeskolen. Jeg ved ikke hvorfor hun kom op til baren og snakkede med mig, men det var det pænt af hende at gøre det. På den anden side, når hun nu var der nede alligevel. Men p0rinteren kom aldrig. En aften kom Henning med den kedelige besked at, han kunne alligevel ikke skaffe printeren, for der var kun én tilbage, og den skulle han ha’. Pisse ærgeligt, men sådan er det jo. Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd. Endelig. Faktisk var det over et halvt år siden jeg sidst havde oplevet dette.

Jeg havde fået at vide hos min private øjenlæge, at linsen var fjernet på højre øje. Det skete da jeg var spæd og før jeg kunne skrive og læse. Faktisk fjernede de mere end blot linsen. Først fjernede de hornhinden, så noget af linsen og til sidst lidt af det ‘krater’ som linsen ligger i. Derfor fik jeg briller.

Se alt dette vidste jeg intet om. Heller ikke at jeg muligvis havde en chance for at få en ny linse indopereret. Så jeg tog på opfordring, men også af raseri, ud på Blindeinstituttet i Hellerup.

Jeg fik fat i en øjenlæge og spurgte ham, hvorledes det hang sammen, at jeg aldrig havde fået at vide, at denne mulighed var tilstede. Han spiste mig af med en masse doktorsnak og sagde så med andre ord “vi syn’s ikke vi ville sige det, fordi en operation vil kun ødelægge hvad godt er.”

Efter at have være hos øjenlægen gik jeg lidt rundt og forbi musiklokalerne. Jeg fik pludseligt den idé at se om min gamle spille lærer var der. Det var han ikke. Efter at havde snakket med en masse søde damer som fortalte og viste vej fandt jeg så kontoret hvor Hanne Lindau skulle sidde. Hanne Lindau var min gamle synskonsulent, og det kunne være sjovt at møde hende. Tænk hvis nu hunne kunne mig. Men hun var der heller ikke. Så jeg snød toget til Lyngby og fik ikke lavet matematik til om torsdagen på HF.

Fandens til edb

Af princip kan jeg godt lide computere. I det hele taget taler edb til mig. Men nu havde jeg fået nok. Januar og februar 1993 hadede jeg de computere. Det absolutte Lorte lort ville ikke fingere som jeg ønskede det. Jeg slog i bordet og slog i gulvet. Jeg bankede sågar hovedet i bordet, men ikke i væggen. Jeg sparkede på døren, men ikke på andre. Den havde gjort mig vanvittig. Måske var det fordi jeg alligevel havde lagt mig syg. Folkesygdommen “influenza” hærgede. For første gang i mange blev jeg ‘medicinsk syg’, og der var kun ét at gøre. Holde sengen. Fremtiden fortsatte Jeg blev aldrig Datamatiker. I stedet havde jeg fundet på en skør idé. Men en idé som jeg stod inde for. Jeg ville tage en uddannelse som Social- og Sundheds hjælper. Det var da erhverv med fremtid i. Folk blev jo ved med at blive gamle og syge. Min læge som jeg havde været oppe hos mente, at jeg godt kunne klare det, rent synsmæssigt.  Min sagsbehandler på kommunen syntes osse det var en god idé. Det skal de jo. Så jeg havde planer om at starte på november-holdet. Jeg glædede mig lidt, især til den klasse jeg skulle gå i. Lutter piger og unge kvinder ville møde mit ansigts udtryk i et helt år. Så jeg jeg håbede også at der var et toilet på skolen der lå i Ballerup.

Min læge havde efter eget ønske henvist mig, til en psykriater eller psykolog, på noget som hed Stolpegården. Men det tog over to måneder før jeg brevet om en forsamtale, og så havde jeg næsten glemt hvad det var jeg ville have hjælp til. Mandag 5. april 1993 tog jeg bussen til Gentofte, ikke langt fra Lyngby. Den kørte næsten lige til døren. Da jeg kom derud satte jeg mig til at vente. Der var saftevand så man ikke blev tør i munden, og dejlige møbler at sidde i, og en pæn gårdhave med ænder. Klokken elleve kom Mogens, ham jeg skulle tale med.

Vi gik ned i kælderen hvor hans kontor lå. Her satte vi os, og på en behagelig og afslappet måde fandt han ud af, hvorfor jeg havde en ønsket at komme til samtale på Stolpegården, og lidt om min baggrund. Her sad vi en time. Jeg fortalte ham kort om mit liv og levevilkår, og om hvilke ideer jeg havde med hensyn til udfaldet af en række samtaler på Stolpegården. Det blev han vist meget tilfreds med. Og så ville jeg modtaget et brev til en ny indkaldelse  om et par måneder.

Jeg så det ikke som en skam at søge hjælp, men en styrke. At kunne erkende sine problemer i en verden som vor er vigtig. Men brevet var ikke kommet to måneder efter og problemerne var ligeså ikke forduftet.

I 1933 flyttede jeg fra Bøgeparken 114 til Bøgeparken 110. Det var let, da det lå lige overfor og var cirka 6m større. Og så var der rigtig amerikansk køkken. Det var da i alle fald bedere end ungdomsboligen.

Birgitte var også flyttet. Fire etager op fra første til femte sal på Gasværksvej på Vestrebro. Og hun havde ikke telefon, desværre. Og i foråret 1993 skulle Line også have en computer. Så foråret brugte jeg til at gøre mine HF eksamener færdige og købe computer til Line. Det var meget fedt. Hun skulle bruge en kraftig én og jeg som skulle installere alt softwaret glædede mig. Jeg havde selv kun en lille én.

Birgitte holdt housewarming og fødselsdag og jeg var inviteret med. Det var fedt og AnneGrethe og hendes fyr Mark kom også, samt nogle andre fra Vallekilde Højskole. Vi fik ellers drukket en masse dér, og jeg fik lov at sove der. Birgittes søde veninde Charlotte kom også. I starten kunne jeg genkende hende, men jeg fandt ud af hvem det var senere, og det var peneligt. Fordi, mens alle var ædru præssenterede Birgitte smukt os alle sammen, også mig. På en eller anden måde blev min store trang til kirsebærvin indblandet. Og da Charlotte, som jeg ikke kunne genkende med det samme, så spurgte mig, hvorfor jeg drak så meget, sagde jeg “det er en lang historie.” Så spurgte hun ikke mere.

Næste morgen – eller formiddag stod vi op, og Charlotte og jeg gik ned efter morgenbrød, mens Bo og Birgitte sov videre. Vi kom tilbage og spiste lidt efter. Og så skar jeg mig uheldigvis i min bedste klaverfinger, højre pegefinger, lige som vi skulle til at rydder op. Det gjorde skide ondt. Smart!

Og så tog vi på søndagstur gennem by’n og det var fedt. Smerten tog af og solen varmede. Sådan en sødag morgen i København, på Vestrebro er sej. I sær når solen skinner og det er varmt og stemningen. Og så alle de mennesker som sidder rundt omkring på caféer og i parker. Og der er mange der gør det, også om søndagen. Ligeså gjorde vi, efter at have været på loppemarked.

Mens vi svedende sad og så på solelskende unge piger og gamle mænd spekulerede jeg og Bo over hvorledes man kunne presse en grønlænder ind i en osteklokke og stille ham solen. Den spekulation kunne Birgitte ikke lide. Men det var efterhånden blevet så varmt at vi drog videre, og på Strøget købte vi en is. Et par timer efter sagde de farvel til mig på Østerport station.

Fredag 4. juni var så min tur, og for første gang, til at holde house warming. Jeg havde sparet lidt sammen og købt nogle bajere, sodavcand, chips og smurt lidt mad. Godt forberedt ventede jeg folket skulle komme omkring klokken 14.45. De måtte i følge invitationen komme nårde havde lyst, hvilket de også gjorde. Men der kom nu alligevel flere end jeg  havde regnet med. Dagen bød på solskin og det gode minde om [Eja tolla hromænis] (irnas tidl. tyran) død. Mine kammerater og venner kom. Det blev en fed dag. Morsom og hyggelig. Høsten var god den dag, og kirsebærvinen kold. Der var konstant  rotation i flokken.. Folk kom og gik, og Birgitte gik kl. 17.00, lige før Thomas kom. Iben, AnneGrethe og Mie, som også havde gået med os på Egå Ungdomshøjskole, kom ved syv, otte tiden. Det var meget dejligt at se Iben igen, lige så AnneGrethe. Jeg havde lidt problemer med at huske Mie.

Bo, som jeg havde lært at kende via Tine, Søren Agger, Søren Bentzen der også kom, kom som en af de første, lige efter Birgitte og så Charlotte fra HF. Jeg glemte altid at ringe til ham, selvom jeg gerne ville. Han var skide fin den fyr, og så havde han eget klaver. Bennedikte kom også, og HansPeter og Karen Magrethe lige ledes. Det blev altså en fin dag, med godt humør og George Michæl. Ved titiden brød de sidste op og jeg tog med et buskort og 65,- kroner med ind til storbyen, sammen med Iben og AnneGrethe og Mie. Jeg ville nemlig lige ind hvor en gårdfest var igang. Hvor Birgitte og Line var. Jeg sad lidt på en trappesten sammen med to fyre som vist kendte hinanden. Jeg havde lidt kirsebærvin med som den ene fik en tår af. Så var den anden pludseligt skredet, og så blev ham jeg snakkede lidt med smidt væk. Og så kunne jeg ikke finde gården, så nogle ludere hjalp mig på vej, til at finde den. Det var benlig ikke så smart at planke den i de slags pæne bukser jeg havde på den dag. Vi sagde lige hej, men så forsvandt jeg igen. Sikke en larm.

Når jeg gik der i byen, skete det af og til at jeg fik råbt tilbud efter mig. Hej, har du ikke brug for en dame, og sådan noget. Men jeg har altid takket nej. dog på vejen hjem skete der noget andet. Godt nok havde jeg drukket fire øl og to flakser kirsebærvin, men det er ingen undskyldning. Og hvaad i helvede, livet er jo et pust i sivet, så hvis man har syndet er det synd. For at være i stand til at dømme skal man kende synden. De 65,- kroner havde jeg stadig. Så jeg stillede mig op foran Key Hole og kiggede mig omkring.

Jeg gik så lidt frem og tilbage for der er vist noget om, at politiet ikke ønsker at folk står stille der på gaden. Lidt efter kom der en luder og jeg forklarede hende mit lille problem. Hun indvilligede i at ‘sutte den af’ på mig for sølle 65,- kroner og mit sølvkors. Om sølvkorset havde jeg sandt nok forglemt da vi nåede over i en sidegade bag en skurvogn. Så hun fik lov at beholde de 65,- kroner, samt en trussel om at hvis jeg gjorde hende noget ville hunm kalde på Kim sin mand, eller hvad han nu hed. Men jeg ville og kunne aldrig finde på at gøre hende fortræd. Så tog jeg toget hjem til Lyngby og faldt ret bevidstløs om på min seng.

Brevet fra Stolpegården kom nogle dage efter. Jeg havde fået en samtale tid klokken 11.15, men var naturligvis kommet halvanden time for tidligt. Jeg skulle snakke med en Else og Helle.

Den ene skulle skrive samtale notater ned, og den anden skulle jeg tale med. Det foregik sådan at man sad og talte i et lokale, og den anden sad bag en uigennemsigtig glasrude og tog notater. Hvis så der var problemer ringede hun ind på en intern linie og sagde noget til samtaleren, der så sagde noget nyt. Det kunne være hvis der ikke var spurgt uddybende nok.

Første gang havde de ikke kunne finde rapporten, så det blev lidt af et forhør. Men det var fint, og jeg opdagede det slet ikke. I øvrigt fik jeg så lejlighed til at fortælle dem mere end jeg havde fortalt til den indledende samtale. De var utrolig søde begge to og fik hurtigt skabt tillid.

Gælden

Og der var meget at fortælle, og jeg havde taget hele mit liv med, ikke mine erindringer, men mine digte. Helle som jeg talte med igennem flere uger syntes de var gode. Tjae, tænkte jeg faktisk af og til. Jeg vidste det godt selv. Ingen andre vidste det på det ttidspunkt. Jeg havde probæemer. Et bestod i at jeg ikke havde kærlighed i mit liv. Jeg måtte finde en kvinde. Men så simpelt var det jo heller ikke. Meget i sådan en situation spiller ind, og alt dette tog jeg ikke højde for. Naiv som jeg var. Nu kan jeg godt se rigtigheden af deres ord. Det er det jeg kalder udvikling, og problematisk udvikling. Og det var hårdt at gå i terapi på Stolpegården. Faktisik var det på en måde dobbelt konfekt. Livet og terapien var to frustrerende handlinger som var svære at sammenkoble.  Jeg fortsatte i en lille måneds tid i terapi hos Helle og Else. Men kun efter 3 eller 4 gange kom Else ikke længere. Aner ikke hvorfor, og godt det samme, for det var Helle jeg snakkede mest med, selvom Else også var sød, og rødhåert.

I den senere tid var jeg blevet mege6t besat af rødhårede kvinder. Det var sikkert bare noget fis, men jeg gik nu meget op i det. Helle og jeg snakkede meget godt sammen. Det var sjældent jeg havde nogen at snakke med om mine problemer. Kære Birgitte, min ven havde lagt ryg til meget indestængt ggråd og lige meget glæde, men Helle fik mest af alt kun det sorte. Hun var kun medicinsk uddannet men havde absolut gode evner inden for genren, og jeg snakkede meget godt med hende. Nogle gange var jeg bange for at “gøre hende ondt.” Fx kunne jeg meget godt lide hende, og det var ikke så smart at sige, for hun var gift. Jeg kom der i en eller to måneders tid, så foreslog hun at jeg skulle begynde i gruppeterapi. Tjae, hvorfor ikke, tænkte jeg og startede i gruppeterapi. Ingen anden end jeg og Stolpegården vidste det. Senere fortalte jeg det til mine få venner. Mine kammerater fik intet at vide, heller ikke familien. Mit forbrug af kirsebærvin steg og faldt faldt, og jeg startede på HF igen,

Jeg brød mig ikke særligt om HF, men det var alligevel meget herligt at komme tilbage til de hærgede bygninger. Jeg startede på biologi, geografik og psykologi.  Der var nogen jeg kendte i forvejen. Dem snakkede jeg naturligvis med.. En af dem jeg specielt husker er Charlotte. Egentligt hed hun Eva, ret nostalgisk synes jeg, da hun hun samtidig havde rødligt hår og, var sød og rar på flere måder. Og hel speciel synes jeg hun var, fordi hun interesserede sig for mig.

Social og sundhed

Jeg var efter flere måneders ventetid, hvor min ansøgning havde ligget på køl, til social og -sundhedsmedhjælper uddannelsen, blevet indkaldt til en samtale på kommunen. Vi blev hentet i forhallen klokken 8.30 af Lisbeth Christensen fra hjemmeplejen. Vi var 8 til samtale, og jeg var eneste hankøn, hvilket naturligvis måtte tages alvorligt fra min side. Jeg skruede lidt op for selvværet, men stod lidt apatisk for mig selv i kaffepausen.

Vi snakkede lidt om hvad uddannelsen gik ud på og lidt om os selv. De andre havde naturligvis praktisk erfaring inden for faget. Og derfor var det en kæmpe sejr for mig bare at blive indkaldt til samtale. Efter seancen gik vi hver til sit. Jeg på HF til psykologi.

Og psykologi var et meget spændene fag. Det mindede mig i et kort paranoidt sekundt, om en mand der hed Finn, og en der hed Thor. Vi lærte om udviklingspsykologi. Et langt ord, men meget interessant. En lille uges tid efter samtalen på kommunen, fik jeg et brev. Ikke et af de sædvanelige med grønne striber og våbenskjåld, men derimod en tyk hvid A4 kuvert. Jeg var optaget. Og meget hurtigt blev jeg meget glad. Og det holdt. Meget længe. Og lige så hurtigt frameldte jeg mig fra HF fagene, på nær psykologi. Det var for spændene til at hopppe fra lige nu. Siden da løb livet løbsk, under kontrol af min viden og erfaring.

Jeg gik stadig til terapi, men følte at det snart burde stoppe. Jeg havde lært at tænke på positiv måde, til mit eget bedste. Og det kunne jeg takke de to terapeuter Klaus og Marianne for. Jeg var meget siikker på, at jeg ville holde mig fra flaksen. Og det holdt. Det holdt faktisk i et par uuger. Så fik jeg et brev. Det var fra Birgitte. Hun havde sendt mig et ultimativt bånd med Prince. Noget af det fedeste musik jeg længe har hørt. Birgitte og hendes kæreste Bo holdt fest, lørdag klokken 19.00, og så måtte jeg gerne tage kirsebærvin med, skrev hun. Desværre gjorde jeg det, og fik en allehelvedes hovedpine næste morgen. HansPeter, som jeg havde hjulpet meget med sin pc, havde lavet problemer igen. Så da jeg var på vej til fest denne lørdag eftermiddag, ringede jeg til ham fra en telefonboks. Han var der ti minutter efter, og vi kørte hjem til ham. Karan Magrethe var hjemme. Efter professionelt, at have løst det lille problem, fik jeg en flakse kirsebærvin. Så havde jeg tre. To i posen, i bilen. Vi sad og snakkede lidt inden jeg fik et lift ned til stationen.

Jeg havde betalt min billet da jeg steg på toget.

September regn

De byggede atter om, på Hovedbanegården i København. Jeg gik op i TeleCom for at ringe lidt. Der er så dejligt fredeligt, når der ikke er udlændinge der skrigende fortææller deres familie i udlandet, hvordan det går i Danmark, via telefonen. Og så er det billigt at, ringe fra TeleCom, og man kan sidde ned mens man gør det. Jeg prøvede at ringe til Heidi, da jeg nu skulle starte, hvor hun havde været et helt år. Men hun var ikke hjemme. Ikke mere. Hun var flyttet. Jeg ringede til Line istedet og spurgte om jeg måtte komme forbi lidt tidligere end aftalt. Istedgade har efter mit synspunkt kun forandret sig på en måde. Alle luderne står der ikke længere så meget som førhen. Livet er hårdt. De kæmper for at overleve via uønsket prostitution, mens jeg kæmper for at overleve, da jeg har mangel på kærlighed. Lidt af et paradoks.

Jeg dansede ved syvtiden op ad trapperne til Birgitte. Herligt gensyn. Og herligt gensyn med nogle af Bo’s venner, og Adrian som boede på tredie sal. Vi fik en meget stærk tomat suppe. Gudskelov have jeg kirsebærvin med til, at slukke halsbranden. Jeg havde en bar-plads i køleskabet, så slukningen var samtidig kølende.

Det var absolut en god fest. Jeg fik snakket meget, med få, og drukket meget så det var svært at stå. Og jeg fik på opfordring af mig migselv et knus, af Line der virkede lidt konfust, men sødt alligevel. Der var jeg stolt af migselv. Grunden til det var enkel. Det var længe siden. Jeg fik en andet knus af Adrian med lædervesten. Musikken blev på et tidspunkt skiftet til Wham. Det var herligt. En time eller halvanden stod på. Men senere på aften, eller måske tidligt på natten, fik jeg en dans med Birgitte, Der var jeg godt nok fuld. Vi dansede til Purple Rain husker jeg. Her blev den “bassale tillid” styrket meget. På et tidspunkt blev min balancekunst forværret. Jeg blev fulgt ned hos Line hvor jeg lånte en madras. Der sov jeg, godt, men vågnede op med meget ondt i hovedet. Det blev dog dulmet lidt af med Line’s flinkhed til at gå i byen efter mælk, cola og franske kartofler fra Kim’s. Jeg kom mig efter et par timers god film, siddende, sammen med Birgitte, Bo, Line og Kaare, på gulvet. Efter første film gjorde vi lidt rent efter festen. Vi havde det skide morsomt. Det var længe siden, men jeg ikke glemt humoren og det att grine. Et af de helt store joke-emner som kun Bo og jeg, morede os over var den om grønlænderen i en osteklokke.’ I denne sammenhæng skal det siges, at på Vestrebro, specielt i området omkring Istedgade, er der mange danskere fra grønland. De har jo deres udlægning og udfoldelse af kultur. Og jeg tror, at vor joke omkring osteklokken opstod på baggrund af dette, men også fordi det må da se sjovt ud med en grønlænder indespærret i en osteklokke. Tænk engang på, at de kommer fra det kolde danske nord. Birgitte lå meget træt på sengen. Lille pus, hun havde det vist ikke så godt, så vi gik alle lidt stille med dørene. Der var lidt suppe tilbage, så den spiste vi. For mit vedkomende som en slags morgenkomplet. Den stærke chilliosmag blev skyllet ned med øl. Da jeg tog hjem den søndag støvregnede det. Smukt. Jeg var glad, og frisk. Jeg fik svedperler i ørene da jeg skulle op på skattekontoret for at få ordnet mit skattekort. Jeg hader sådan noget. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg vidste intet til denne side af tilværelsen. Jeg kunne ikke engang finde ud af at snyde i skat. Det var et problem. Men jeg fik tingene odnet til sidst.

Jeg havde for længe siden, rent tankemæssigt, ihverksat en plan, der gik ud på at jeg inden årtusindskiftet skulle have fast arbejde, have en rimelig god bolig, være lykkelig, og helst sammen med en kvinde. Den så endelig ud til at lyses.

Jeg deltog i september på et kursus på Datastuen i et DeskTopPublishing program. CorelDraw kunne bruges til meget, og på 2 uger havde jeg designet eget brevlogo og en plakat til min væg. Det var jeg meget stolt af. Ella som underviste os i det var meghet sød. Jeg kendte hende godt i forvejen. Vi havde tidligere mødt hinanden på Datastuen, men også i PC Center’et for et års tid siden. Hun var sød og god at snakke med.

Det var meget sjovt at være på kursus igen, især fordi der kun var kvinder. De var meget søde. Og jeg har jo altid haft ugrænseligt trang til til kvinder. Derfor snakkede jeg også med mange af dem.

Og her vil jeg fortælle lidt om én af dem. Marianne var 39 år og ugift, men havde børn. Marianne var zoneterapeut og havde haft egen praksis i flere år. Hun oversatte bøger fra engelsk og slrev selv. Hun var ungdommelig af sind og krop, ogi det hele taget et meget sødt menneske med humor. Marianne kom jeg til at holde meget af. Og en dag blev jeg inviteret hjem til hende. Naturligvis for at hjælpe hende med computeren. Men vi snakkede alligevel, drak kaffe og hørte musik og læste digte op for hinanden.

Nu skulle livet ændres til Livet. Og det blev i al sin storhed også.

November 1993 – 31 December måned

Jeg var optaget på Social og sundhedsskolen i Ballerup som social og -sundhedshjælper elev, og i den andledning fik jeg en masse breve tilsendt fra forskellige instanser rundt omkring, med information om dit og dat; alle underskrevet uddannelseskonsulenten med den kønne underskrift Anette Rolighed Christensen. Venner, bekendte og familie var også glade på mine vegne og spurgte ivrigt hvordan og hvorledes om det hele. Selv min tidligere sagsbehandler Janne Bang var glad, da jeg ringede og fortalte at jeg var kommet ind.

Første november 1993 klokken 9 om morgenen stod jeg så på skolen. Turen havde været lidt broget. Bussen havde været fyldt og jeg kendte ikke vejen så godt. Men frem nåede jeg i tide. Social og -sundheedsskolen lå kun ti minutters gang fra Ballerup Station, hvis man gik den rigtige vej.

I hallen stod en bunke mennesker, så jeg gik ud frs at det var samlingsstedet. Jeg stillede mig i yderkanten af flokken og ventede til klokken var ni. På slaget hel kom skolens forstander. Hun bød os ind i festsalen; der var stillet en masse stole op. Vi satte os tilfældigt og lyttede til hendes prædkien. Vi hørte lidt om mødepligt og generelle strukturer. Jeg gætter på, at der højst var seks af mit køn i dén sal, den dag.

Dette, at der var overtal af kvinder, var en af grundene til, at jeg havde valgt at blive Social og -Sundhedshjælper.

Efter denne prædiken blev vore navne atter råbt op, denne gang af vor klasselærere. Vi skulle så stille os i en samlet gruppe. Hvor var det bare smukt, som vi stod der, og så alle de små menneskerpiger omkring éen. Et kvarter efter sad vi alle i klasselokalet, lokale nummer ni.

Vores klasselærer hed Jens Moser. En flink mand må jeg sige. Hele dagen gik med introduktion og navnelege, præssentation og almindelig snak frem og tilbage. Uddannelsen som social og -sundhedshjælper var delt op i fire perioder, hvoraf de to var praktikperioder. Undervisningen strakte sig fra klokken ni til klokken femten. Meget behagelige tidspunkter syntes jeg. Dagen efter skulle vi fra Lyngby-Taarbæk mødes på Rådhuset, til orientering ved Anette Rolighed. Jeg cyklede ned i god tid, og var den første der kom. De havde arrangeret gratis morgenmad, kaffe og the. Det var lækkert. Inden andre kom fik jeg lejligheden til at snakke lidt ed Anette alene.

Showet gik ud på, at vi fik at vide, hvorledes uddannelsen var skruet sammen, hvordan ting hang sammen osv. Havde jeg bare været lidt mere træt, var jeg nok faldet faldet i søvn. Men det var nu meget sjovt, og så lånte jeg kommunens interne telefon, og riungede gratis til Jylland. Den treide introduktionsdag foregik på det praktik sted hvor jeg to måneder senere skulle være. Plejehjemmet Virumgård, var delt op i to dele, selve plejehjemmet og hjemmeplejen, og naturligvis vidste jeg ikke det, og derfor satte jeg mig mageligt til rette i en god stol på plejehjemmet og ventede på velkomst. Men da den udeblev opdagede jeg at der var noget galt. Og i samme nu kom én og gjorde mig opmærksom derpå. Det viste sig hun kendte mig, men jeg ikke hende. Jeg skulle være mødt i hjemmeplejens hovedkvarter. Det lå kun små hundrede meter derfra, så hun fulgte mig derover og gik igen. Jeg blev budt velkommen, og det viste sig, at det var selvsamme Lisbeth, der havde væert med ved rekrutteringen. En anden elev, Susanne, var allerede kommet. Min praktikvejleder var endnu ikke kommet, så i mellemtiden sad vi tre og snakkede og drak kaffe. Men et kvarter efter dukkede hun op, oig det gjorde Susannes også. Men inden vi gik ud i marken sad vi og snakkede om forventinger. Og så kom det spændene, jeg skulle med min praktikvejleder Annelise ud at se hvordan man hjalp de gamle. Det var meget fedt.

Jeg glædede mig allerede. Det så nemt og sjovt ud.

Tilbage på skolen den fjerde dag mødte alle op, næsten til tiden. Dagen var delt op i fag, som i folkeskolen. Strukturen var slående. En enkelt forskel var blot undervisngsniveauet. Jeg syntes allerede fra første dag, det hele var perfekt fra enden til anden. Lærerne var flinke, pædagoiske og morsomme.

Vi var kun to mænd i klassen. Det var meget rart og alligevel ikke. Der var nemlig ikke så mange at snakke med. Så folkeskoleeffekten gentog sig; jeg afpatruljerede skolen alene i hver pause. I Festsalen på skolen stod et klaver, så der tilbragte jeg mange af mine pauser.

En lang dag i Ballerup satte sit præg på én, og når jeg kom hjem kunne det mærkes. Jeg var træt, og en lille lur gjorde ingen skade. Så dagen bestod i af stå, tage ud på skolen, gå hjem og gå i seng. Dagene i Ballerup gik skiftevis hurtigt og langsomt. Men når der var nogen at snakke med, så var de utrolig søde, og vi havde det også sjovt når vi kørte i bus hjem til Lyngby.

Det værste på skolen var kantinen. Den blev bestyret af nogle griske indvandrere som tog 16 kroner for en lille tallerken varm et eller andet. Og hvis der tilfældigvis var svinekotteletter en dag, måtte man bestemt kun tage éen lille en.

På skolen lå også VUC og to indvandreorganisationer. VUC havde et lokale med computere, og det var en yndet udflugssted i den time lange frokkostpause. I en af disse frokkostpauser mødte jeg en rødhåret skønhed da jeg sad og skrev digte. Vi snakkede loidt sammen, og hun fremførte selv et digt hun havde hørt fra en af sine venner. “Man skulle have været en hundelort, så var der ingen som ville træde på éen.” Jeg synes det var genialt, så det har jeg husket lige siden. Det var sjældet at vi fik lektier for. Hvis man fulgte med i undervisningen, og ellers interesserede sig for emnerne sad det hele automatisk fast. Det var skolens idé at jo bedre et netværk klassen havde, desto bedre fungerede vi som klasse. Netværket fungerede, men min funktion som arbejdsstation var ikke optimal på grund af folkeskoleeffekten.

Fjorten dage inde i uddannelsen skulle vi så have en rystesammen-tur for at lære hinanden bedre at kende. Vi fik besluttet efter en hårdt debat, at den skulle gå til et slags museum kaldet “Belive it or not”, som lå inde i København. Det var fyldt med underlige ting, underlige mennesker havde foretaget sig igennem tidernes løb.

Da de flerste af os havde brugt, lang tid nok på at se de skumle rum, satte vi os på gulvet ved indgangen, og ventede på de andre. Her fik jeg chancen for at snakke med nogen i klassen, mere end jeg ellers plejede. Det var hyggeligt.

Da alle var kommet gik vi igennem byen til vi faldt ind på en bar et sted. Her sad vi og drak noget øl og snakkede. Jeg snakkede med Dorthe. Hun var meget sød, og fortalte mig om sig selv. Det var en meget følelsespræget samtale, altså mere end blot kommunikation.

Det fedeste var dog fagene. Det mest spændene hed Omsorg og pleje. Egentligt kunne de lige så godtt have kaldt det for Anatomi; altså læren om mennesket, for det var det det var. Og det var sindsygt spændene. Jeg glædede mig til hver gang vi skulle have det fag. Ikke mindst på grund af læreren – der i øvrigt var sygeplejeske – Lone Korner. Men andre fag som fx Menneskekundskab, Kultur og  Aktivitet, Husholdning og Løfte/bæreteknik var også meget interessante, og det gjaldt for alle fag, at informationsniveauet var højt. Imellem timerne var der pauser. Gudskelov. Og det var naturligvis godt at holde en pause. Så kunne man få strukket benmusklerne, sat blodet i omløb, få frisk luft i lugerne.Social og -Sundhedsskolenskolen var nemlig befængt med rygende menneskevrag der ikke kendte til hensyn. Jeg glædede mig til at komme ud på skolen. Det hele var så dejligt nyt, og der var nye mennesker, så jeg følte at jeg endelig var kommet i gang med noget nyt.

En del af uddannelsen gik med forflytningsteknink og omsorg. Det var jeg efter klasselærens menings i første omgang dygtig til. Det gik ud på at lære hvordan man redte seng og lejrede mennesker med og uden tryksår (decubitus). Desværre var jeg ikke så glad for det med at danne grupper. Så når jeg ikke var i frontlinien hvad angik dette, måtte jeg som rosinen i pølseende blive tildelt en plads efter tilfældigheder, og det var ikke altid lige morsomt, fordi jeg netop så kom i gruppe med dem der gjorde mig usikker. Og det værste ved det hele var, at man skulle røre ved hinanden, men da man havde tøj på, gik det lidt lettere.

Alle var sikret en praktikplads i begge perioder. Jeg skulle være i praktik på Virumgård, i hjemmeplejen, i nogle ældrekollektiver der lå omkring plejehjemmet, af samme navn. Der startede jeg i januar 1994. Og denne gang fandt jeg det rigtige sted.

Et år på praktiksted Virumgård.

Virumgård lå som navnet antyder det i Virum. Det var et stort sted syntes jeg. Jeg skulle møde klokken 9, og var der til tiden.

Jeg blev budt velkommen af et velkomstskilt på døren, og af en yngre udseende køn dame, så snart jeg var opdaget. Hun hed Lisbeth, og var i øvrigt ikke særlig stor. Det viste sig at være selv samme Lisbeth, der havde været ved rekrutteringen på kommunen. Jeg blev budt at tage plads og fik tilbudt en gratis kop kaffe. Min praktikvejleder var ikke kommet endnu til det lille møde. Men lidt efter kom hun. Hun hed Annelise og var lidt større end Lisbeth og lidt ældre. Susanne, den anden elev, skulle være i den udekørende gruppe og gik derfor, da min praktikvejleder var kommet, nedenunder til sin. Lisbeth, jeg og Annelise sad og snakkede om forventninger og hvad det hele gik ud på. Det lød spændene og jeg var end ikke nervøs for at sidde i blandt dem.

Da klokken var ca. halv ti gik jeg med Annelise rundt til ‘hendes’ klienter, for at se hvordan det gjordes i praksis. Annelise var en meget flink kvinde, og jeg overdriver ikke.

En af klienterne husker jeg specielt godt. Hun hed fru Larsen og var meget gammel; 94 år. Hun var en sjov sød senil lille dame der nød sit otium. Men Annelise havde også andre klienter. Nogle af dem var mere senile end andre. Cirka 1½ time efter var klokken nær frokkosttid, og vi vendte tilbage til ‘stuen’ hvor vi var mødtes samme formiuddag. Jeg havde – som foreslået i velkomst-introdoktions-brevet – medbragt min egen. Fire halve i alt. En halv med leverpostaj, en halv med spejepølse, og to med smørreost.

En times tid efter var jeg på vej hjem. Jeg glædede mig til at møde næste dag.

Noget jeg husker specielt fra praktikperioden, var de kolde november norgener jeg cyklede fra Bøgeparken til Virumgård. Det føltes som en drøm. Solen var endnu ikke stået op, men der var lys i mit sind, og i gadelygterne.

Endnu engang blev jeg – og den anden elev – budt velkommen, med en seddel på ‘hoveddøren.’ Hjemmeplejen var delt op i to; den inde, og den -udekørende gruppe.

Da vores praktikvejledere kom ved nitiden gik Susanne med sin nedenunder, men jeg blev.

Der sad jeg så, sammen med Annelise og Lisbeth og skulle stå til regnskab for hvad jeg havde lært i skolens teori 1. Spørgsmålene drejede sig om tavsheds og -oplysningspligt. Ellers snakkede vik om løst og fast, om livet og vore forventninger. Jeg forventede at udvikle mig åndeligt som fagligt, og være i stanbd til at kunne konvertere teoretisk stof i praksis. I de kommende månede realiserede jeg en del af forventningerne.

Det var hårdt men det var det værd

I de første par uger kærte og gik jeg sammen med Annelise. Jeg syntes hun blev dejligere dag for dag. Og dag for dag syntes jeg at lære mere. Det var faktisk slet ikke så værst, men det var hårdt. At gøre rent og handle ind gjorde een træt. Og at give personlig pleje krævede psykisk stabilitet. Jeg var ikke så ferm til personlig pleje. Nok fordi jeg ikke så så godt endda, eller som jeg sagde “det er ikke lige min kop the”.

Men da jeg kun havde en klient til personlig pleje brokkede jeg mig ikke, Og det var egentligt underligt at jeg kun havde éen. De andre i gruppen havde fire og fem. Og de klarede det forbløffende. Jeg fandt senere ud af, at hjemmehjælpslederen havde indset, at jeg nok ikke havde det store situationsoverblik. Det gjorde ondt at finde ud af, men det var jo sandt nok.

I slutningen af februar 1994 afholdtes midvejsevaluering. Den forløb meget godt og jeg fik ros og ris for mit virke. Og så var der nogle ting jeg skulle arbejde videre på. Fx måtte man ikke diskutere med brugerne, selvom man havde en anden mening end dem. Det havde jeg svært ved, men forklaringen lå i, at brugerens psykiske og sociale tilstand ikke måtte forværres på grund af modstridende holdninger. Arbejdet gik videre og det var meget fedt. Det blev en forbandet varm sommer i 1994. Det var så varmt at sveden løb ned ad een. Så der blev drukket een del vand. Desværre fik jeg også drukket en del kirsebærvin. Det kunne Annelise lugte om morgenen, så hun forslog efter et stykke tid, at jeg enten tog antabus på Lænken i Lyngby eller også sagde hun det til hjemmehjælpslederen. Jeg tog antabus, og fortalte så i marts måned Lisbeth om min situation. I Juni 1994 skulle vi så endelig til slutevaluering.  Jeg kom for det første for sent, og for det andet var denne dag et helvede at være mig. Jeg anede ingen unåde førend jeg satte mig sofaen på kontoret. Der sad vi Lone, Lisbeth, Annelise og jeg helt alene. Og samtalen begyndte med hvordan det gik? Og Annelise sagde at hun ikke syntes det gik så godt. Og så kom det. Jeg havde ikke gjort præcis hvad hun havde bedt mig om, omkring personlig pleje. Og så var jeg ikke altid så grundig med rengøringen.

En uge efter mødtes vi igen, denne gang med uddannelseslederen fra kommunen. Hun var smuk og et hug og gift, men enorm sød, og så klasselæreren. Det blev her besluttet at jeg havde bestået praktik 1, men at det ville være bedst, hvis jeg tog en forlænget praktik-1-periode. Det gik jeg med på. I den periode fik jeg dog skrevet en masse gode digte, opgg seæv Annelise syntes de var gode, så jeg fik også en opgave, hvilken jeg trods protester gjorde gratis fordi jeg syntes det var så elendigt, at skrive en komfiamandt sang til noget af hendes familie.

Jeg havde ytret mig omkring forskellige af livets sider. Det gav bagslag. Så spurgte de om jeg elskede de gamle, og om jeg ikke ville hjælpe indvandrere. Jeg blev tør i munden, og fik et glas vand. Men Annelise sagde bare, at jeg vidste hvilke knapper der skulle trykkes på.

Under tavshedspligten kan jeg ikke uddybe arbejdet yderligere, kun skrive at det var en oplevelse for livet, at få lov at hjælpe mennesker, hvoraf mange var taknemmelige, og i øvrigt synes jeg var god til at hjælpe.

Arbejdsmilhø; fysisk og psykhisk

Noget af det der irriterede mig ved at være indekørende på Virumgård, var at det ofte var ustruktureret, ikke-planlagt og tilfældigt, hvordan arbejdet blev udført. Selvfølgelig var der spilleregler omkring personlig pleje af menneskerne, men gennerelt set var var der ingen deciderede regeler. Og man skulle bestemt ikke komme som elev og prøveat lære sygehjælperne, sosu-hjælperne og det uddannede personale om noget, selvom det kunne gøre det fysiske og psykhiske arbejdsmiljø meget bedre. Det irriteede mig grænseløst, fordi billedet af arbejdet var for mig, at hjælpe nogle mennesker til en tilværelse de ikke selv længere kunne klare på egen hånd.

Et eksempel på alt dette kunne være, at en beboer som skulle i en eller andetn form for terapi, ikke var kommet op som vedkomne plejede. Det skete ofte.

Gennerelt synes jeg jo nok, at køkkendamer er charmerende, men men i det store hele, er det kun få eksemplarer denne udtalelse gælder. Nogle køkkendamer har nemlig den fejl, at de tit for-bosser sig, til stor gene for andre. At forbosse sig er et nydansk ord, som jeg opfandt efter en speciel handling jeg kom ud for. Når nogen gør sig større end de faktisk er, så forbosser de sig. Det gjorde køkkendamen i dette tilfælde. Samtidig med dette opførte hun sig skånselsløst og troede hun bestemte det hele. Sådan var køkkendamrne ikke  i stuen.

Året gik efterhånden på held, og snart var der kun 5 måneder til jul, og endnu en gang, kun et halvår til jeg var færdig som Social og -sundhedshjælper. Jeg må nok indrømme, jeg glædede mig til at blive færdig. Den 12 september 1994 startede teori 2 på skolen. Jeg skulle begynde i en ny klasse med nye mennesker. Men det med nye mennesker havde jeg efterhånden lært.

Det gik ganske smertefrit, og folk var slet ikke som jeg troede folk ville være. Det første nye menneske jeg mødte var min nye klasselærer Ingelise som var sygeplejerske. Hun virkede heldigvis meget rar. Senere begyndte folk at droppe ind, og lidt over klokken 9 var alle kommet. Nu var det jo sådan at IngeMerethe gik i den klasse. IngeMerethe som havde været uu. hj.hj. på Virumgård. Det var meget sjovt at møde hende igen. Klassen var spækket med alle typer mennesker, men nogen jeg kunne snakke med. Jeg var glad for den klasse. Og snart blev klassen også glad for mig. Ikke så meget på grund af mit intellekt, men fordi jeg fik dem til at grine. Det var egentligt ikke med vilje, sådan var det bare. Dag ud og dag ind. Jeg ved stadig ikke hvad der var det sindsygt morsomme i det jeg sagde. Men folk grinede. Teori 2 var den bedste teoriperiode. Vi fik så meget sygdomslære at vi gik hjem og troede vi havde få en apoplexi; så trætte var vi. Og havde dagen – som den gjorde 2 gange – stået på psykhologi troede man sig selv som en fråedende psykhose.

Teori 2 varede 7 uger, og det var dejligt ikke at slide så meget som man gjorde i praktikken, og så skulle vi først møde klokken 9. Og det var fedt. Og så var der den dag i september eller oktober, nok ingen dansker vil glemmer. Det havde regnet ufatteligt hele natten og morgenen med, så alt stod i vand. Vandstanden var så høj, at man end ikke i busse blev fri. Og der skete mange vandskader landet over.

Skæbnen var nær

Fest over alle fester. Den lørdag glemmer jeg aldrig i livet. Især ikke den lørdag aften. Jeg stod op da klokken var omtrent 7.30 og satte kaffe over, og gik så i bad. Rengøringen af kadaveret var intens, og sangen i badeværelset munter, unden en anelse om aftenens muligheder. Skægget sad perfekt, kaffen duftede skønt, det ristede brød beroligede min mave, humøret var i top, og pc’en fungerede tilfredsstillende. Jeg havde heller ingen kvinde denne morgen til at dele livet, men det forkom mig ligegyldig.

Det bankede på døren, og det er ikke løgn, selvom det lyder sådan, når jeg siger at selveste Baronen stod ved min måtte. Baronen var tidligere kent dansk fodbold-spiller fra Kb. Pludselig vidste jeg godt hvad han ville, og jeg bød ham ikke ind.

Så sagde han. “Vi to skal snakke!”. Jeg spurgte “Er det om, Thomas,” men svaret lød “det er ikke ikke om Thomas, du ved godt hvad det ér?” Sandt så sandt, men det sagde jeg ikke til svinet. Jeg bakkede indenfor og han indviterede sig selv med. Så kæftede han op om at han ville skyde mig og alt mulig andet, men han ikke gjorde det fordi det var mig, og noget om at han ikke kunne fatte hvorfor jeg havde gjort dét.

Det jeg havde gjort, hvilket jeg ikke svarede direktre ja til var, at jeg i 1992 havde meldt svinet for at modtage løn selvom han fik sociale ydelser. Folk med to øjne i hovedet, uanset social baggrund og tidligere virke, må altså kunne tage sig sammen og føre et respektabelt liv i vort samfund. De har alle haft chance, og det er noget svineri at de spilder bort, misbruger systemet og sig selv med alkohol og stoffer.

Jeg må nok indrømme at jeg kropsligt set var bange. Den rystede og mit hgjerte bankede, men han sagde at jeg ikke skulle være bange. Så aftalte han, at jeg skulle betale ham 5000-, over 10 måneder, afdragende 500,- pr. måned. Faktisk ville han have sagt 20.000 eller 40.000, men nu var han flink istedet. Så skred han.

Jeg stillede mig filosoferende, paranoid og rystet op af køkkenbordet og tænkte min livssituation igennem. Så lagde jeg mig på min seng og slappede lidt af, ved totiden gik jeg i bad og havde så en rimelig god eftermiddag. Ved 16. tiden tog jeg en taxa ned til Lene, hvor vi skulle mødes os som skulle følges til klassefesten.

Jeg havde medbragt to flasker kirsebærvin, de andre øl eller vin, så mens vi ventede på at gå, sad vi hos Lene og snakkede. Det var meget fedt.

Jeg havde i dagens andledning taget kontaktlinser og pænere tøj på. Jeg regnede bestem ikke med noget fremstød inden for genren kærlighed. Man skulle jo nødig gå hen og blive skuffet, men jeg havde da mine drømme.

Cirka en halvtime for sent mødte vi op langt ude på landet op hos Monia hvor festen skulle holdes. Hun boede i et stort hus sammen med sin mand. Festen var en af den slags man splejsede til; maden ligeså, og snart sad vi alle ved bordet og åd det sædvanelige. Salat, frikadeller, flutes, kartoffelsalat, skinke og roesbeafe. Folk var meget interesseret i min kirsebærvin, og Lone Dahli ville smage. Vi havde det skide skægt og vi åd som svin.

Så satte tidens musik på. Det var noget med en bas der pumpede hårdt og nogen der skreg et eller andet hele tiden.

Men Monia som boede der havde også cd’ere med Wham og Geeroge Michael. Uanset musikken fik jeg danset med et par stykker. Men musikken, røgen og tilværelsen var nogen gange for slem, hvorfor jeg søgte ud i den friske luft med kirsebærvinen. Nogen troede jeg var ked af det, for de kom og spurgte hvorfor jeg ikke var inden i festen.

Tiden stod stille – og hvis stjernerne havde været levende ville de have holdt vejret. Alt var nulstillet, min verden var på stand-by. Varmen steg og steg i uanede højder. Jeg opdagede for sent hvor lykkelig jeg var. Lone, Lone, dejlige Lone, de ord jeg citerede var kun skrevne, og det eneste logiske jeg husker. Der stod vi så og kyssede så safterne drev. Og det var ikke bare i 5 minutter, men i mindst 10 lysår. Jeg glemmer aldrig den aften, aldrig de øjne jeg så ned i. Lones øjne. Aldrig den ro jeg følte, aldrig den gløde,.

Min psykolog har fortalt mig, at hvis Lone ikke havde haft lyst, havde hun ikjke gjort, uanset om hun havde være beruset eller ej. Det får mig til at tænke, altså er der nogen der harr kunne lide mig. Desværre blev det ikke til mere.

Vi satte og i sofaen da Monias far kom fuld hjem. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre, så jeg masserede Lones skuldre. Og så gik vi alle i seng – Lone for sig og jeg på en drømmeseng i korridoren, Michael og Lene på en madras i stuen, larmende næsten hele natten.

Men den nat sov jeg godt, og vågnede op frisk og klar til en grå og kedlig søndag. Jeg kørtre sammen med Monians mand ud i morgenen og købte morgenmad, men jeg fik da sagt farvel til Lone, ikke som jeg havde ønsket det, for jeg var ædru. Men jeg så hendes blik.

Naturligvis fik jeg ikke købt det der stod på indkøbsseddelsen, og et skænderi af format haglede ned over mig, da vi vendte tilbage. Det må nok erkendes at jeg vidste denne fest ville være den sidste i selskab med den klasse, og især Lone desværre. Monias mand, som jeg har glemt navnet på, og hendes far, skulle begge til Ballerup, og jeg fik heldigvis et lift til stationen. Få minutter efter kom den fremtidslignende bus og kørte mig hjem til Lyngby. Jeg tog en taxa fra stationen og faldt hurtigt i søvn da jeg havde fået min kontaktlinse ud af øjet.

Jeg vågnede op senere ved syvtiden om aftenen, og tilbragte resten af denne foran det kedelige tv.

Et liv er jo en del at erindre, men elleve år efter husker jeg stadig den dag og den pige. Jeg ved nu ikke om jeg savner disse tider men alt var jo anderledes dengang man var ung. Studierne som Social og sundhedshjælper fortsatte ufortrødent og praktikopholdet på Virumgård togs om fordi jeg ikke magtede det. I starten af 1995 måtte jeg 3 uger før showet stopppede selv give op fordi jeg ikke kunne håndtere opgaven tilfredstillende. All round skulle man være og jeg var kun around.

Tid medlediggang og opholden sig i Lyngby Taarbæk’s Datastue fyldte en del af vinteren og det spirende fårår. Gåture i LyngbyStorcenter og på værtshuse om aftenen og biblioteker iweekenden tog til.

Et skridt tilbage

Jeg havde gjort et forsøg på at komme ud af den trummerum som jeg levede i. Jeg følte at livet som Social og sundhedshjælper var dejligt og ikke at betragte som et arbejde, men mere en slags frivillig hjælp som man fik penge for. Folk var så … glade for det man gjorde for dem. Jeg erindrer dog også de skyggefulde sider i mit som Social og Sundhedshjælper. Den dag idag grimmes jeg over mig selv for den skyld jeg bragte over mig selv og fordi jeg grådigt og egenhændigt handlede som jeg gjorde. Fru Larsen var vel sagtens de 94 år da jeg kom ind i hendes liv som praktikant. En ældre sød dame som vel sagtens uden min viden havde levet et langt og rigt liv. Mange billeder på væggen og stadig apetit på livet. Hun tlate ikke så meget mere men glans i øjet var der, og hendes hår gik tilbæltestedet, stadig tykt og brunt og ikke farvet af tidens tand.  En dag skulle hun på toilettet  men istedet for at hjælpe hende lod jeg vare stå til og gemte det beskidte undertøj blandt det andet vasketøj. Hendes småpenge stjal jeg grådigt til mine egne formål. En dårlig undskyldning, men ikke en undskyldning nu elleve år efter som et forsøg på at slippe udenom er, at jeg kun var fire-femogtyve år og uvidende. Et sted i gemmerne har jeg stadig et billede af min praktiklærer Annelise og Fru Larsen.

Annelise var et sødt gemyt som tog mig under sine vinger. Hun havde været hjemmehjælper men var nu blevet Social og sundhedshjælper. Vi havde gode øjeblikke sammen og sådan som jeg husker det mente hun også jeg gjorde noget korrekt. Jeg må indrømme at ikke alt i arbejdet var lige sjovt som fx personlig pleje. Ikke fordi det at se et andet menneske nøgent generede mig meget, men mere den bedske lugt af sved, bræk og tid og afføring. Det var blandt andet også derfor det bare ikke gik. Nogle af brugerene som vi kaldte dem, eller kunderne, eller beboerne, eller menneskene som vi kom hos var meget syge. Nogle var både ældre og syge og kunne ikke tage fysisk eller psykisk vare på sig selv. Afføring i vinduskarme og planter, aviser og rod overalt, specielle madvaner og speciel opførsel. Underligt nok tog jeg det aldrig med hjem. Aldrig. Jeg kunne naturligvis godt huske fra dag til dag, men jeg tog det aldrig med hjem og havde det dårligt over det, end ikke det at jeg stjal fra både Fru Larsen og en anden beboer som ovenikøbet kaldte mig tyveknægt. Måske var viljen slet ikke til stede, og hvis skæbnen eksisterede var den måske også tilstede. Dengang kunne jeg bryde ud i ”Har Gud forladt mig?” men med min viden nu ville jeg nok mere bare sig ”Vi er alle ramt af tid og tilfældighed”. Jeg ved ikke om det er en tilfældighed som fik mig til at opføre mig som jeg gjorde. Men smar var det ikke.

Et større dagligt forbrug af Dansk kirsebærvin tog til. Primært lå forbruget på een til to flasker dagligt. I weekenden nogle gange to-tre flasker dagligt. Ikke noget decideret nyt men stadig et problem. Rundt kalkuleret kunne jeg i årene 1991, hvor jeg startede, til og med 1995 bruge omtrent 5456,75 kroner pr. år på kirsebærvin. EN rigtig god kunde. Jeg håber at mine regneevner er forkerte thi ellers har jeg på fen år brugt 27.283,75 kroner på kirsebærvin. I 1991 kostede en sådan flaske 14,95 i Netto supermarkedet og i 2005 koster den ikke mere end 16,95 kroner.

På Rymarksvej 1 i Hellerup lå Instituttet for Blinde og Svagseende, eller ’tutten’ som det også blev kaldt. Jeg havde jævnligt igennem mange år haft min gang der til kontrol med øjnene og med klaverundervisning. Jeg spillede stadigt lidt klaver og fik også tjekket øjnene af og til. Det var igså her muligt at søge rådgivning med hensyn til job og uddannelse, hvilket kunne være et problem hvis man var handicappet.  Hvordan det egentligt kom istand husker jeg ikke, men jeg søgte om at få lov til at starte på instituttets uddannelse som telefonist – en uddannelse der skulle give mig mulighed for at få arbejde som telefonpasser i en primært offentlig organisation.

Uddannelsen foregik på instituttet i dagtimerne og krævede egentligt at man bare kom og fulgte undervisningen. Birthe Mønster var nu en god lærer, og det hele stod i at lære at skrive og tale dansk og elngelsk, og så at forstå samfundsforhold. Primitivt for en uddannelse? Egentligt ikke, men der var dog nogle af deltagerne som måske nok kunne have brug for dette. Jeg erindrer at ikke alle havde den samme vilje eller evne til at følge med i samfundet. Vi havde det skægt der på ’tutten’ med hinanden – fordi vi jo var så meget sammen. Og vi da nogle måneder; vi var fx i byen sammen og fik besøgt hinanden. Det hele endte med at vi skulle skrive en ansøgning til en virksomhed, så vi kunne komme i praktik – hvilket skulle munde ud i et job. Jeg skrev til Tele Danmrk i København.

Imellemtiden var der jo sket ret så meget i mit liv. I 1994 havde jeg også en anden relation til instituttet. Jeg var på baggrund af mit alkoholforbrug startet til pstkolog. Hun hed Annegrethe Munch Pedersen. De første to samtaler bestod i at tale sammen. En rødhåret skønhed som var enorm sød mod mig.

Lige hvad jeg manglede. Hun spurgte mig en af de sene tirsdage om hun måtte overdrage mig til en kollega der hed Lisbeth Langkilde, fordi hun mente det var bedre hvis jeg kom til hende. Idag er jeg overbevist om hendes ret. Op på første sal gik vi og ankom til Lisbeths kontor. Det viste sig at jeg skulle tilbringe mange timer der. Under og efter bruddet med social og suundhedshjælper uddannelsen og telefonist uddannelsen travede jeg Rymarksvej tynd for at snakke med Lisbeth. Skal psykologer være søde og bør man som mand tage en mandlig psykolog. Ja og atter ja, men med et gram salt af et nej. Hvorfor skulle man dog tage en psykolog der ikke var chancer for at bryde sig om? Jeg ved det ikke, men at bryde sig om Lisbeth var slet ikke svært. Det tror jeg hun var klar over. Digte og historier havde jeg med og mange gode tilidsfulde samtaler blev holdt. Sikke øjne hun havde, Hun kaldte det for Bioeksistentialistisk psykoterapi, og det med at inddrage kroppen gjorde hun af og til ved at bede mig lave vejrtrækningsøvelser fx.

Året 1995 gik på heldt. Social og Sundhedsuddannelsen var over og Telefonistuddannelsen var igang. Jeg havde atter noget at lave. Om aftenen fordrev jeg dog oftest tiden med at drikke kirsebærvin eller leje computer og se tv…Jeg tog oftest kun på værtshus i weekenderne eller til København for at drikke. Og der med København havde været noget jeg havde gjort siden 1993 eller 1994 og hold t op med i December 1995.

På hjemmefronten var jeg mere til brug af kontakttjenester som Tele Danmarks 0059. Et træfpunkt som var billigt at ringe til, og her kunne man tale med et hav af forskellige mennesker. Telefonsex var meget let at få her og ikke nær så farligt. En fredag aften i november 1995 skete der noget.

Jeg faldt i snak med Jannie Jensen. I 1995 var jeg 25 år og hun var 42. Hun havde 2 udeboende børn og omkringalt faldt vi hurtigt i snak. Vi holdt kontakten ved lige og her ændrede mig liv sig pænt radikalt – på mange måder. I januar 1996 havde jeg modtaget en del breve, skrevet nogle digte til hende, samt en returtogbillet til Hobro station. Værdi cirka 1100,-. Første weekend i Januar tog jeg modigt til Jylland.

Diskuteret dette havde jeg forinden gjort med Lisbetth min psykolog og hun ønskede sin nervøse klient held og lykke. Ca kl. 16:00 tog jeg afsted fra Hovedbanegården og rullede igennem det kolde Danmark. Da jeg npende Langå og Randers  blev jeg mere og mere nervøs for at det var Holsebro og ikke Hobro jeg skulle havde været af i. De sidste 3-4 minutter før toget stoppede, overvejede jeg om jeg skulle køre til Aalborg og da hjem igen. Knugende buketten af blomster stod jeg af i Hobro og ventede under gadelygten på perronnen. Efter 8-9 minutter kom hun. En stor buttet dame. Vi sagde goddag og hun gik over til hendes varevogn. På vejen fra Hobro snakkede vi om lidt af hvert og pludseligt var vi i Hadsund. Byen så ved første øjekast ud til at være en gold og forladt by, og vi var da også hurtigt uden af den. Tyve minutter senere ankom vi til en endnu mindre by kaldet Skelund. Hendes hus var en etplansvilla med have og carport. Fint var det og med vaskesøjle i bryggerset.  Hun bød på hjemmelavde madder og dåseøl. De røg pænt hurtigt ind. Og ind i stuen røg vi også. Strategisk placerede jeg mig i hjørnet i sofaen for at slappe af. Klokken var omkring 22.15 og samtalen faldt hurtigt på hvor jeg ville sove. Jeg var lidt kvæstet. Jeg kunne bare sove i gæsteværelset eller i hendes soveværelse.  Det var en stor dobbeltseng og under den en orme dobbeltdyne med silkeovertræk lagde jeg mig. God nat og sov godt.

Hun var den første kvinde i mit liv og hun gav mig det jeg ikke før havde prøvet. Sikke en lang nat.   Dagen derpå tog vi rundt til hendes jydske familie. Kort tid efter var jeg døbt som ”Tolderen” fordi jeg gik med en lang blå cottencoat og åbenbart lingte  en tolder.

Vi fik godt nok besøgt en del mennesker den weekend. Og vi havde godt nok fysisk samvær ligeså. Men det gik jo på held og mmættet vendte jeg søndag hjem til Lyngby og mine vandte omgivelser. Lisbeth var noget imponeret over min fortælling den kommende torsdag. Stolt var jeg selv. Jannie og jeg ringede sammen ofte og en dag skete det. Jeg havde været flere gange i Jylland, men nu opgav hun alt og flyttede til Lyngby. Hun havde et firma der gjorde bredbånd rene – sandpapirsbånd til møbelindustrien. Een god månedlig indkomst på 40 til -50000 kroner før skat. Men hendes ryg holdt ikke til det. Så i februar/Marts 1995 flyttede Jannie til Lyngby  – til Bøgeparken 110.

Jeg var flyttet hjemmefra for 4 år siden, men erfaring i at leve sammen med andre havde jeg som hun ikke. Det gik mere eller mindre gnidningsløst. Dagligdagen gik med telefonskolen og aften mest hjemme eller i byen hvor vi gik ud. Det var nu ganske fint.

Jannie prøvede også at finde job på Sjælland, men selvom hun havde gode præference hjalp det ikke. Den  store figur fik oftest skylden. Det år holdt vi sommerferie i Jylland i et lejet sommerhus. Første uge gik med at hendes familie kom alle dagene. Om fredagen ville jeg så gerne hjem til Lyngby for nu var jeg træt. Syntes at min ferie var spoleret. Vi tog hjem til Lyngby og ferien var i den grad spoleret. Generationsforskellen og aldersforskellen var formentligt årsagen, men vi voksede sammen

Min egen familie accepterede vilkårene, på hver sin måde. Mens det hele stod på var alt jo fryd og gammen, og det lå lidt luften at det skulle blive til mere. Jeg var dog ikke mere end 25 år gammel og i de måneder i foråret besluttede vi os at gifte os. Det var dejligt, men jeg var ikke parat. Hun var sød og ordentlig, men jeg var stadig for ung. Det blev besluttet i fællesskab at vi skulle den 5. oktober 1995 i Lyngby kirke. Noget af tiden op til den dag foregik med planlægning. Hvad for noget tøj skulle jeg have på, musik og madvalg, og hvordan skulle arrangementet skrues sammen. Vi havde lange debatter om hvem der skulle med til brylluppet. Venner som Iben, Morten, Annegrethe og Mark ville jeg gerne have med, og Jannie ville have sine venner fra Jylland med. Det diskuterede vi heftigt. Jeg var jaloux, og det samme var hun. I bagklogskabens lys forstår jeg ikke helt hvorfor.

Sommeren 1995 gled forbi, og den sommer drak jeg ikke så forfærdeligt meget, som jeg ellers havde for vane. Selvfølgelig røg der rødvin, øl og kirsebærvin ned, men i mindre mængder.

Vi springer nu i historien. Året er nu 2016. Et spring på 21 år ud i fremtiden. Jeg er 46. Jeg er blevet tæt på midaldrende. Jeg har fået et andet syn på livet, også et andet visuelt syn da mit syn har forandret sig lidt. Jeg er ikke gift med den samme mere. Gina Abonita Petersen er lyset i mit liv – nu på mere end 12,5 år sammenlagt. Jeg forstætter med min fortælling og springer herunder tilbage i tiden til 1997.

Jannie og jeg havde haft bolig på industrivej i Hadsund, hvor hendes fætter mener jeg, Torben Jensen, havde en industriejendom, som han med sit tømmerfirma TJ Byg satte i gang og restaurerede. Vi boede der fra 1998 da vi flyttede til Hadsund, men inden da i Skelund i hendes datters lejlighed, inden vores eget blev færdigt.

Jeg havde ikke noget at lave, og derfor blev beslutningen om at tage fra Kongens Lyngby taget ret hurtigt. Jeg erindrer at jeg ikke kunne overskue konsekvenserne, men mere eller mindre lod mig rive med. Det var dyrt at bo i Kongens Lyngby i Bøgeparken hvor vi boede. Jeg havde boet dér i 3-4 år inden jeg mødte Jannie, i Bøgeparken 114 og 110 – sidstnævnte sammen med hende, inden vi flyttede til nummer 133 – et noget større område til en væsentlig større pris. Hvor de 33m2 kostede omkring 3200 pr måned, lå de nye 88m2 i Bøgeparken 133 i 1997 på lidt over 7000 kr. pr. måned. Det var et beløb vi ikke kunne rejse til fælles. Så Hadsund – here we come, og det var jo noget anderledes end storbylivet.

Flot natur og langt mellem ting, og ingen almindelige gule HT busser. Det med busserne overkom jeg hurtigt, men den anderledes infrastruktur fortæller i dag i år 2017 da jeg skriver dette 47 år gammel, at der er meget stor forskel på hvor man bor i Danmark. No wonder why folk stemmer politisk som de gør i disse dele af landet.

I 1997 da vi boede i Skelund brugte jeg tiden på at lave ingenting. Jeg kendte ikke området og sad bogstaveligt talt i en lejlighed foran et tv og gloede på den ene DR kanal der på det tidspunkt var, og så talte jeg lidt i fastnet telefon med mine forældre. Lejligheden var størrelsesmæssigt fin stor, men viceværten eller ejeren af bygningen havde glemt at vedligeholde den, så der var noget køligt, og så vidt jeg kunne se også mug på væggene. Heldigvis stod det kun på i en kort tid på 1 måned, hvorefter vi flyttede 2km tættere ind mod Hadsund by, på en nedlagt bondegård, i et industriområde. Som skrevet var det hendes fætter der havde istandsat byggeriet, og hovedbygningen var også ganske fint banket sammen, men naturligvis ikke af samme kvalitet son betonbyggerierne på Sjælland. Der var en meget stor have, med frugtræer, marker rundt omkring, og Alsvejen lige uden for, samt en gæstebolig som blevet lejet af en anden som fætteren kendte – én som heldigvis også kunne lide øl. og ham drak jeg så øl sammen med.

Til at starte med levede vi egentligt bare af min kontanthjælp, som overførselsordningen vist nok var kommet til at hedde på det tidspunkt, samt indtægten fra hendes A–kasse, og så lidt sort arbejde. Jeg havde intet at lave. Livet på gården, så romantisk som det kan lyde, gik blandt andet med at holde mængden af træ ved lige. Vi skulle selv fyre op en en stor ovn, med træ som vi selv savede. Vi havde adgang tilk en mellemstor rundsav, og adskillige bunker af resttræ, gulvbrædder, bjæler, paller med mere, som vi savede op og brændte af. Jeg har alle mine fingre endnu, og det undrer mig stadig at det er tilfældet, qua mit dårlige syn. Da Jannie tit var de 2km i Skelund hos sin mor, brugte jeg tiden på at brændesavning og øldrikkeri – hver for sig. Og fætterens firma lå på gården i en enkelt lokale, hvor håndværkernes køleskab stod – og hvor jeg om aftenen var over og stjæle deres øller. Vi havde parabol, og som “TV narkoman” var det fedt at have adgang til en masse gratis TV, som vi ofte brugte aftenerne på. Hovedhuset vi boede i var i to plan. Stuen var inddelkt med et bryggers og indgang, en tv-stue, en dagligstue og et kæmpe køkken, samt et badeværelse med bad. Trappen op til første ledte til et større gangareal med en åben stue hvor computeren og min gamle seng stod. Der var et decideret skabslokale hvor vi havde opmagasineret tøj, et gæstesovelseværese, og et mastersoveværelse der også var utroligt stort.

Her havde vi så besøg at Jannie’s familie, mest to børn og det ene barnebarn, som enten kom eller ringede mindst en eller to gange i døgnet; om søndag ofte om morgenen inden vi var stået op. Mine forældre kom på besøg med deres campingvogn og Jannis venner kom på besøg, Jeg havde på det tidspunkt ikke kontakt til min tidligere omgangskreds.

Efter noget kort tid i det nye hjem beslutter jeg mig for at ringe til det der den gang hed Hadsund kommune, for jeg ville gerne videre i tilværelsen. Jeg får fat i dem og får arrangeret et møde på kommunen. Mødet kommer til at handle om hvor jeg er, og hvad jeg gerne vil hen i mod. Naturligvis kan kommunen ikke deske op med et fleksjob eller et almindeligt, men de kan sætte mig i kommunens projekter, et arbejdslignende sted hvor man udfører arbejde for den kontanthjælp man modtager. Jeg havner i første omgang som arbejdsmand på et team der tager rundt i Hadsund kommune til pensionister og rydder haveaffald op i deres haver. Det blev jeg sgu hurtigt træt af og får efter samtale med kommunen mulighed for at komme til Hadsund Syd op Frælsens Hærs Genbrugscenter, der bestod af en butik, en sorteringshal og en lagerhal. Jeg bliver til at at sortere indkommet tøj, samlet ind i sorte affaldssækker.

Der stod jeg så endag og sorterede sure underbukser og parfumerede kjoler da jeg hørte nogen juble – der var blevet fundet 1000 kr. Desværre måtte vi jo af naturlige årsager ikke selv beholde pengene, men de skulle gå til Frelsens Hær, som så købte kage for dem. Der var ret mange forskellige typer der havde deres gang der. Bumsen og lillepigen, den store stærke mand – alle slags var der, og fra alle sociale lag kom. Vi havde det generelt fint sammen, men der var altid nogen man ikke kunne sammen med.

Jeg glemmer aldrig cykelturene fra Industrivej og til Frelsens Hærs Genrbugscenter. I de 2 år jeg var der, blæste det på nær én dag, altid når jeg cyklede til og  fra.

I de 2 år sammenlagt jeg var der fra 1998 til 2000 var jeg i alle 3 dele, men havnede til sidst på kontoret, hvor jeg sad som receptionist og passede butikken. De havde på det tidspunkt lige fået computer med en Office 97 som jeg hjalp dem med, men af uforklarlige årsager gik der ged i systenet, så jeg blev bedt om ikke at røre den mere. Jeg brugte meget af tiden dér til at prøve at komme videre, fx ved at starte en internet café op i Hadsund. Jeg lavede tegninger, logo, beskrivelser med mere, og skrev osse til EU for at få egnstilskud. Jeg talte med Claus Riskjær Pedersen der på det tidspunkt selv havde noget med IT kørende. Projektet blev ikke til noget. Jeg havde ingen penge, og havde ikke den nødvendige organisatoriske indsigt. I 1999 var jeg stadigvæk på Frelsens Hærs Genbrugscenter, men efter et tip fra kommunen fik jeg et job hos min drømme-virksomhed Tele Danmark i Ålborg.

Jeg havde ført arbejdet hos Tele Danmark, og det var stadig en drøm at komme til at arbejde for dem igen. Denne gang blev det Fejlservice 147. Aalborg august 1998 en tidlig morgen tog jeg bussen fra Hadsund banegård, linje 56 som rullede ind i Ålborg en lille time efter.  Gåturen gennem Ålborg fra Rutebilstationen til bag ved Nytorv, hvor Tele Danmark den gang lå i 1998, tog cirka 25 minutter, og jeg blev budt velkommen da jeg kom. Bygningen var en 3 etagers bygning, og jeg skulle være på anden sal. Det var et stort fælleskontor, et åben miljø med øer af borde, hvor der sad 6-7 mennesker og betjente kunder samtidig. Jeg kom i starten til at sidde sammen med en flok damer, hvor jeg blev lært op, og det gik rimeligt i starten, men selvfølgelig lavede jeg osse fejl. Det jeg husker mest fra den tid var at, jeg sad foran en computer og havde adgang til en masse spændende. For eksempel kunne jeg se hvem der havde ringet til hvem, skjulte telefonnumre og meget andet. Jeg slog også mit eget telefonnummer op fot at kigge nærmere – men det ikke noget man måtte.

På kontoret var der en garderobe, hvor der hang en telefon – hvor jeg flere gang var ud og ringe til Jannie, og det blev bekærket. Set i bagklogskabens lys, var det måske heller ikke så smart. Frkkosten foregik i et fælleskøkken med fælles køleskab – og den første dag jeg var dér rystede jeg sådan er nervøsitet op hlnderne, at jeg væltede en kop kaffe ud over dete hele. Det blev taget stille og roligt af de modne damer.

Arbejdet hos Tele Danmark bestod i at besvare indkommende kald forkunder der oplvede problemer med deres fastnettelefoner.  Det var rigtigt spændende, men jeg var nok ikke helt klar til at “køre alene” på arbejdet – da jeg ikke havde den nødvenmdige erfaring.

En dag fik vi at vide på kontoret, at vi skulle til “Outlook 97”-undervisning. Jeg kendte godt Outlook, men synes alligevel det kunne være fedt at lære. Jeg var bare ærgelig over at det skulle foregå med damerne. Så jeg jeg gik ind til lederen på hans kontor og sagde ordret “Behøver jeg at lære det sammen med de høns?” – hvilket han svarede at det ville han lige tænke over. OG så tænkte jeg ikke mere over det, indtil jeg to dage efter blev hidkaldt hans kontor, og fik en fyreseddel. Og den var på gråt papir. Jeg har til dato overbvist mig selv om at de to ting har haft en sammenhæng.

Jeg husker ikke hvordan jeg reagerede, mens jeg blev fyret, men bagefter havde jeg en mærkelig tom fornemmelse i kroppen. Jeg gik derfor en tur i Salling, som var en slags “Magasing for jyder”. Jeg købte forskellige madvarer, den flok øl og noget rødvin, som alt sammen blev lagt i en større papkasse, jeg derefter slæbte op til linje 56 hjem mod Hadsund.

Bussen som inden den nåede Hadsund Rutebilstation kørte ad Alsvej, kunne man få til at stoppe hvor somhelst på ruten, ved at bede buschaufføren om at stoppe. Jeg bar kassen de sidte 25 meter henover grøften og op til huset, hvor Jannie sad uden for, med sin datter Dorthe. Jeg må sige jeg var ikke i humør, men sagde intet, og da hun havde maden klar, så spiste vi på ‘hårdspladsen’ foran huset. Solen skinnede, det var lunt, jeg husker det som en hyggelig tidlig aften. Dorthe havde det med at være meget direkte, og spurgte detaljeret ind til vores seksuelle forhold. Det blev der hurtigt lagt låg på. Jeg tænker det var fordi hun kun var 2-3 år yngre end jeg.

Ejendommen vi boede på havde ikke de materielle fornødenheder som man oftest kunne opleve i andre dele af landet, og i sær i bymiljøer. Der var selvfølgelig køleskab og opvaskemaskine og strøm, men strømmen havde det med at gå. Varmekilden kom fra et brændselsfyr som stod ude i et brænderum. Det var et kæmpe fyr- 1½ meter langt, 1 meter højt og cirka 1 meter bredt. Der skulle puttes meget ind, og der skulle være gang i det længe, for at varmen kunne brede sig i det 400m2 store stuehus. Heldigvis havde vi fri adgang til affaldsbrænde. Guldbrædder, bjæler, paller, ødelagte træ-konstruktioner, træklodser – alle medeller uden søm i, samt en større industrisav, samt diverse motorsave. 1998 var et af de år hvor jeg drak, men jeg drak ikke når jeg savede. Jeg kunne måske godt drikke en øl på grund af varmen og tørsten. Et held at jeg ikke kom til skade med min krop på nogen måde – for jeg brugte meget tid på at save.  Og det var jo osse sjovt at se hhvor meget man kunne nå at save og stable på tid.

Ægteskabet med Jannie var begyndt at knirke. Jeg oplvede at hun var mere interesseret i at bruge tid sammen med sin mor og far, familie og venner – dagligt, og ofte flere gange dagligt sad hun i telefonen, eller besøgte dem. Vi blev og var også hurtigt uenige om hvordan det hele skulle foregå. Jeg var begyndt at drikke mere, og tog et par gange nogle ordentlige ture i byen. En aften gjorder jeg mig selv til tyveknægt ved at bestille en fadøl fra en resturent, og stjæle en dyr flaske rødvin. På vejen hjem, gik jeg kl. 23.50 ind og bankede på hoveddøren til et hus, og spurgte om jeg måtte låne en proptrækker. Det måtte jeg ikke, men måtte gå slukøret videre hjem, hvor det kom til en  verbal konfrontation. Hun havde fået fjernet min seng, så jeg ikke kunne sove i soveværelset. I stedet måtte jeg ligge på gulvet den nat.

Det var gået hen og blevet 1999, jeg var 29 år og stadig ikke i arbejde. En dag får jeg via Hadsund kommune en mulighed for at deltage i et forløb der hed “I job – Handicap ingen hindring”.  Det var et VUC lignende tilbud der lå i Aalborg, og jeg takkede ja tak. Jeg fik endda tilskud til det offentligem så jeg kunne komme frem og tilbage. Jeg fandt ud af at bussen linje 918x kørte til Ålborg, og på den mode sparede jeg en del tid.

På holdet, og på skolen deltog cirka 20-25, alle var visiterede til enten fleksjob eller skånejob – en arbejdsmarkedsordning der for fleksjobbets vedkommende blev etableret i 1996. Folk havde en bred vifte af forskellige handicaps. Nogle sad i kørestol, andre var blinde, nogle havde dårlig ryg osv. Vi kom fint ud af det med hinanden. I dag ved jeg ikke hvad selve indholdet skulle gøre godt for. Det vi blev præssenteret for var klasseundervisning, hvor vi talte forskellige emner – blandt andet kommunikation, nyheder, måder at være på arbejdsplads. Formålet var at tilnærme sig arbejdsmarkedet. Opholdet var klart bedre end det nyttesløse på Frelsens Hørs Genbrugscenter, og så var der en fin kantine på skolen. Jeg holdt meget af kommunikation, og synes det var spændende med de forskellige modeller