En dag da det sjaskede ned gik jeg mig en tur i min ensomhed. Klokken var mange og mørket var faldet på, jeg var træt og ville hjem, så jeg blev ved med at gå. Da jeg kom forbi et busstoppested fik jeg en manisk lyst til at smadre det. Jeg hev en et boldtbræt op af inderlommen. Jeg ville gå systematisk til værks.
Først smadrede jeg vinduerne. Så kravlede jeg op på taget af det lille busstoppested. Jeg hamrede og bankede hul i bliktaget indtil det faldt ned. Så kravlede jeg forpustet ned.
– Så du gamle, nu mangler vi kun siderne, sagde jeg til mig selv, og smadrede den ind, godt og grundigt.
Da jeg var færdig betragtede jeg stolt på mit værk. Nu kunne jeg høre bussen komme. Jeg steg ind i bussen og satte mig ved midterdøren. Chauføren havde helt glemt at se min billet; hvilken jeg ikke havde. Da jeg sad mageligt og roligt på den klistrene sæde så jeg ud på busstoppestedet.
Der var et eller andet menneskeligt der bevlægede sig. Med en slimet lyd faldt en ældre dame ud fra busstoppestedet. I kroppen sad både metalt- og -glassplinter. Dracula – din bloddy Mary er klar sagde jeg med et smil på læben.
Stop vandalismen – eller jeg smadre dit hus,
