Vandhanen

Denne morgen ville han aldrig kunne glemme. Så frygtelig en oplevelse kunne ikke ramme et menneske i dets bedste alder. Det varme vand var forsvundet fra bruseren. Han var helt ude af den.
Nu havde han boet der i femogtyve lange år, og altid havde det varme vand været der når han havde haft brug for det. Men nu var det forsvundet. Han tænkte med gru på oplevelsen.
“Han stod op. Gik ud på badeværelset. Ind under bruseren. Tændte for vandhanen med det røde mærke på. En, to, tre dråber faldt fra hanens gab ned på hans varme skuldre. Han var i chok. Ubevægelig og ubeslutsom stod han under bruseren og kiggede op imod den dryppende hane. Havde han ikke passet godt nok på den? Havde han ikke altid pudset den når der kom gæster, så de kunne se hvor skindene og flot den var? Havde han måske aldrig elsket sin vandhane? Jo det havde han. Mens han stod bedrøvet under hanen mærkede han duften af kaffe strømme ind i badeværelet. Men kaffens duft vækkede ham ikke. Langsomt traskede han ud fra badeværelset, men lod døren stå åben. Måske ville vandhanen ombestemme sig og begynde at vande varmt vand. Han tog tøj på og satte sig ind ved spisebordet.”
Da han havde hældt kaffen op på kanden, tog med rystende hånd et krus fra skabet og satte det på bordet. Så tog han kanden og hældte kaffe op i kruset. Han satte sig træt på stolen og så tomt ud i luften.
Klokken var kvart over syv. Idag skulle han ikke noget, havde han bestemt sig for. Kvalmen sad som en klump i hans hals. Han kunne ikke foretage sig noget før han havde fået varmt vand over sig. Måske han kunne låne naboens bad.
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991

Han rejste sig optimistisk og pakkede sit toiletudstyr. Så tog han badekåben over armen, rettede på skjorten og forlod sin lejlighed.
Klokken var kvart i otte da han ringede på hos naboen. Det var manden der åbnede.
– Godmorgen sagde han og så på manden der stod i slips og jakke. – Godmorgen sagde manden. Kan jeg hjælpe.
– Har De været i bad i dag?
Manden så på ham.
– Ja jeg har været i bad, men det har De vist ikke været kan jeg se og lugte.
– Nej, fordi der var ikke noget varmt vand, så måske jeg kunne låne Deres bad i fem minutter.
Manden så på ham.
– Låne vores bad i fem minutter. Nu skal jeg lige spørge min kone.
Manden forsvandt ind i lejligheden. Han kiggede på døren der langsomt kom imod ham. Midt på døren sad et navneskilt.
Jørgen og Sussi Hansen læste han.
Under navneskiltet sad et mærke med påskriften. Nej Tak Til EF. Så blev døren åbnet og manden stod nu igen foran ham.
– De vil gerne låne vores bad ikke sandt?
– Joh hvis jeg da må.
– Ja og her kommer vi jo så til svaret.
– Det må De.
Der blev et sekunds stilhed. Så startede manden forfra.
– Det må De ikke. Sussi, min kone siger hun ikke vil have fremmede
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991
3
i hendes badeværelse. Så De må hellere gå tilbage i Deres egen lejlighed.
– Naturligvis sagde han og gik ind til sig selv.
Klokken var kvart over. Han gik ud på badeværelset. Han tæmndte lyset. Han så på bruseren og åbnede for hanen med det røde mærke. En kaskade af vand plaskede ned over ham. Måløs stod under bruseren med alt tøjet på, mens det varme befriende vand plaskede ned over ham.
Det ringede på døren. Han slukkede for vandet og gik ud og åbnede. Det var posten.
– Der er en pakke til Dem Hr.
– Ja tak sagde han. Han tog imod pakken og lukkede døren.

Klokken var kvart i ni da han åbnede pakken. Pakken viste sig at være en lille trææske. Den var tom.