1993 – Stolpegaarden – Samtale

Shrink time

welcome to this psycho shit
ev’ry time you come here
You die a little bit
But if you’ll come all night long
I’ll promise you, you’ll be very strong

 

Stolpegården 1993

 

I 1993 deltog jeg i enkelt og gruppeterapi på Stolpegaarden i Gentofte. Jeg skrev en “afhandling” af forløbet. Samtlerne foregik fra juni til september i 1993.

 

TIRSDAG 15. JUNI 1993.
Mødet startede som aftalt kl. 11 på Stolpegården i Gentofte. Faktisk var jeg allerede kommet da klokken var 9.40., men det var fordi bussen allerede kørte 9.23 fra Lyngby.  En Helle kom ud i forhallen og hentede mig og vi gik ned af et par lange gange før vi nåede et rum, hvor vi skulle sidde og snakke. Samtalen forgik således at vi sad på en stol over for hinanden. Der var et vindue, en vask og en uigennemsigtig glasrude. Bag den sad Else, Helle’s kollega Hun kunne lytte til vor samtale, og ringe – via en intern telefon – ind og blande sig hvis hun syntes at Helle glemte at spørge om noget. Det gjorde hun fire gange.  I rummet hang en mikrofon, så jeg var lidt overrasket. Men tilliden var hurtig etableret, og jeg snakkede og svarede frit fra leveren om mine problemer, hvilket havde fået mig til at søge denne form for hjælp, helt af mig selv!  Hun lyttede. Og uroen i mim mave forsvandt gradvist. Hun lyttede og svarede, ikke “i mod” – som jeg havde haft på fornemmelsen – inden jeg var kommet – men “ned”.  Grunden var: Jeg havde ingen kæreste, med andre ord var det meget længe siden jeg havde oplevet “ægte” kærlighed. Faktisk var sidste gang da jeg var tolv år.  Jeg var hysterisk, bankede i gulvet, råbte og skreg og kunne ikke kontrollere mig selv, lidt for tit. Jeg havde et problematisk alkohol problem. Og så var jeg deprimeret (komprimeret) og det hele som det klumpede sig sammen. Men den basale grund var nok det med kærligheden.  Snakken foregik over en 50 minutters tid. Så aftalte vi alle 3 en ny tid, TIRSDAG 29. JUNI 1993, kl. 9.15. Derefter snakkede Else med Helle. Bagefter fik jeg at vide hvad de havde snakket om. Jeg gav dem hånden til farvel og Else fulgte mig til døren, hvor hun igen gav mig hånden. Den var dejlig varm.

TIRSDAG 29. JUNI 1993
Jeg mødte som aftalt kl. 9.15 hos Else og Helle. Vi skulle sidde i det samme lokale som sidst, men der var lidt for meget larm, så vi smuttede ned i kælderen, hvor der ingen teknik var, men fred og ro. Og som samtalen skred frem accepterede jeg automatisk Else’s tilstedeværelse, også selvom hun også spurgte. Det var faktisk en lettelse, og så var hun rødhåret. De havde fundet min journal og læst den igennem, og havde forberedt sig til samtalen. Det havde jeg også. Hjemmefra havde jeg tænkt over hvad vi eventuelt skulle snakke om. Dette var en god idé, fandt jeg ud af senere. Mit problem var jo indviklet og er det vel stadig. Jeg havde og havde ikke kontaktbesvær. Det kom an på hvor og hvem jeg skulle kontakte, og i hvilke omstændigheder kontakten skulle etableres. Om det var mænd eller kvinder. Vi fik problemet lokaliseret og fandt frem til en ledetråd. Mine “barndoms-billeder” var klistret for godt fast, og de skulle fjernes så voksen-billedet – det alle i 23 år’s alderen udvikler – kunne vokse sig godt fast. Med andre ord, så havde jeg lidt af et IDproblem. (Identitets problem) Det hang sammen med at jeg fra folkeskolen til og med højskoler, ungdomsskolen og EFG vvar blevet groft miljø påvirket, hvilket desværre havde skadet mere end gavnet. Vi snakkede om hvilke metoder til at komme i (nær)kontakt med kvinder. Jeg forslog – da jeg kun kender disse – til fester rundt omkring. Jeg fortalte i relation til føromtalte lidt om mit liv også. Så var samtalen slut, cirka 1½ time senere. Der blev holdt åben konferance. Helle og Else fremlagde (kun positive synes jeg) argumenter for dagens samtale. Så fulgtes vi op til udgangen hvor Else gav hånden til farvel. Helle gik lidt længere med, da hun ville kopiere en sangtekst “BLUE AND BLIND” som jeg havde taget med. Og så gik jeg (ca. 4 km) hjem! 

TIRSDAG 13. JULI 1993.
Dagens samtale begyndte ca. kl. 9.20. Helle var alene i dag da Else var på ferie. Faktisk troede jeg at Else hed Helle og omvendt. Nu kan jeg godt huske hvem der ér hvem. I dag havde jeg det skidt. Ikke fordi jeg havde drukket kirsebærvin dagen forinden men fordi jeg var lidt deprimeret. Vi skulle snakke om de 2 billeder jeg havde af mig selv; barne og -voksenbilledet.  Vi snakkede om min frustrerende fortid som “påvirkeligt” menneske og tiden – kort om – frem til nu. Mit problem var lidt at jeg ikke kunne smide mit barne billede bort og se mig selv som voksen. Det vidste jeg godt, og fortalte – hvilket Helle sagde god for – at hvis man ikke havde noget billede var man ingen ting. Og så er den gal! Men jeg kunne ikke bygge et billede så hurtigt. Det er der ingen som kan, i øvrigt. Vi snakkede om hvad jeg lavede når jeg var hjemme, fordi jeg havde sagt at hver gang jeg forlod Stolpegården var jeg glad.  Det blev delt op i to dele. Hvad jeg lavede når var glad og trist.

* Når jeg var glad gik jeg ture, compute’ede, ringe til kammerater og venner og slappede psykisk af og skrev lidt af hvert.
* Når jeg var trist så drak jeg kirsebærvin, gik på Lord Nelson (slum bar!), slog i gulvet, skreg og blev ond. Især overfor fremmedarbejdere. Det accepterede hun.

Jeg var lige ved at græde mand, min stemme blev også helt “grov”, men jeg holdt tårerne tilbage. Godt nok er hun sød men, “boy’s don’t cry [The Cure]”

Teoretisk set havde jeg ikke noget problem, for det var kun et spørgsmål om min vilje. Viljen til at gøre noget. Den vilje havde jeg ikke – tror jeg – men øh ….

Jeg havde taget MAPPE 4 (samlede værker 7&8) med. Helle ville gerne se dem, og syntes jeg skulle læse et af dem op. Men det fik jeg ikke gjort. I stedet blev hun mere og mere “imponeret” – tror jeg – og forslog konstant at jeg måtte se at få gjort noget ved det!  Så sandt, jeg vidste det godt. Jeg nævnte Po(u)(v)l Borums forfatterskole, og hun Huset i [:Mastredet:] (hvor unge digtere (inklusive U.T.) kunne stille op til en “digteraften” for at læse op af egne digte for et publikum – af kvinder (who know’s)), en tv st. på N.Bro (TV stop) som TV2 “Lorry” havde nævnt. Og så fik hun telefonnumrene på 118 til mig. Så var samtalen slut. Min opgave til næste gang glemte jeg ret hurtigt efter, men har rekonstrueret den til: find ud af hvad du er tilfreds med i tilværelsen som jeg ikke ønsker at undvære, efter onsdagen efter at have ringet til Helle.

MANDAG 26. JULI 1993.

Jeg kom, efter en heftig uge med kirs’bærvin, som aftalt. Vi skulle først snakke kl. 14.00, men jeg var der en lille halv time før. Jeg ville se klaveret. Det kom jeg til at se bagefter i stedet.

Jeg redegjorde for min “opgave”, der gik ud på at finde ud af de værdier om mig selv, jeg ikke ville undvære.

* Det jeg kunne (klaver, edb skribentering m.m.), min charme og min evne til at tage initiativer. Mit forhold til de venner jeg har. Det var okay. Jeg synes det i alle fald.

Jeg blev spurgt om hvilke “venne”-forhold jeg så og syntes var det jeg havde brug for. Der ér 3. Mit forhold til Birgitte, Iben og min kusine Astrid.

Og det er fordi de forstår mig, og på en god måde, tror jeg. Men jeg har aldrig fundet ud af, om jeg er lidt hos mime venner. Det tror jeg nu nok jeg ér. Vi snakkede lidt om mit store, alt for store problem. Kirsebærvin fra Føtex eller Netto til 15,- kroner flasken. Helle sagde at … det jo ikke var så godt, og at man (jeg) meget vel kunne gå hen og blive skør i ‘bolden’. Jeg vidste det godt, og selvom det ikke var noget fysisk behov – men psykisk – var det farligt, thi det kunne let live fysisk. Jeg vidste det og ér sgu bange for at dø af det lort. Men jeg så ikke rigtig nogen anden udvej. Og selvom vi snakkede om at se lyst på tilværelsens trods alt lyse sider var det ikke nok. For det havde jeg gjort med svigtende hed (og nyre!) mange gange.

Og selvom der var et par stykker som godt vidste jeg drak – og spurgte hvorfor (angribende spørgemåde, fx Hvorfor gør du det?) – sagde jeg det aldrig. Måske ved de det alligevel. Vi snakkede også om hvad jeg kunne foretage mig i stedet for at drikke. Der ér jo meget man kan, men det jeg har brug for er lidt menneskelig kontakt fra nye mennesker (helst kvinder). Det var min ópgave’ til næste gang. k ja, livet er svært. Men Helle læste foregående 3. sider og klappede mig på armen (jubii!) og sagde (igen) noget pænt. Jeg fik en tid 24. August 1993, kl. 9.15., men kunne ringe og få til hos Else Marie Wester hvis jeg følte trang til det. g bare for en sikkerheds skyld og mit minde så er det Else som er rødhåret, og Helle som har set mine digte og lånt Havtroldene og Eventyret om Guldblomt. Og da jeg skulle hjem fik jeg lov at se og prøve klaveret. Sejt!, det var dansk produceret.

MANDAG 9. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -1.

Jeg var – af Helle Petersen – blevet foreslået gruppeterapi. Jeg kunne få en “anden” type hjælp; en hjælp af ligestillede. Helt ligestillede var vi dog ikke; de var kvinder og det er jeg vist ikke. Jeg mødte til tiden den mandag, og sad i hall’n og ventede til Marianne og Klaus – the shrinks – kom og hentede mig, og Inga som var nye i gruppen. Vi gik ned af lange skumle gange og kom til sidst til et lyst lokale, hvor der sad ca. syv kvinder (ahh). (Det var nok terapi for mig.) Jeg satte mig ned, og lidt introduktion til dagens forløb samt andre blev proklameret. Og så var lavet lidt stærk kaffe. På tavlen blev hængt nogle MÅLSÆTNINGS-seddeler op. Hver enkelt havde lavet én, og de læste hver for sig deres op. Os nye skulle lave en til om torsdagen. Min målsætnings-seddel lød:

* at turde gøre og sige ting, at turde være mig selv.
* være reel, positiv og selvsikker.
* at turde tage imod og give kærlighed.
* blive lykkelig med mit liv.

Der blev spurgt om hvem der ville starte, og så begyndte vi at snakke. Og faktisk var der problemer som mit. Manglende selvtillid, lidt for megen flaskebrug og frustration. Fra ca. kl. 9.20 til kl. 10.30 snakkede vi og så var der pause. Efter pausen – og efter lidt formel snak – kørte vi til kl. 12.00. Mit klæbrige problem blev som det sidste (som sædvanligt) lagt frem. Jeg havde en fornemmelse af at de lyttede, men jeg havde svært ved at få det rigtige “look” frem. Jeg vidste jo godt hvad det drejede sig om, men jeg var lidt for hærget i mit hjerte til at sige det; desværre, jeg glemte at fortælle om mit mangelfulde kærlighedsliv. Så var der rigtig mad, sådan noget der skal tilberedes i et køkken. Og de snakkede til mig! Jeg snakkede også til dem. Og så spillede jeg på klaveret. Det kunne jeg nemlig ikke i den første pause. Det var fedt, fordi en fra gruppen kom og syntes det var smukt. Hun hørte også George Michael. Vi mødtes igen kl. 13.00. Marianne og Klaus var nu ikke med. Så nu kunne der ryges (smøger (hæ)) og grines. Det var godt

nok, men ikke effektivt. Jeg blev spurgt om hvad jég syntes om gruppen, og måtte indrømme – trods lidt prøven på at være morsom – at den var udmærket. Jeg havde jo ikke været i gruppe før. De snakkede om at de ville ud at danse, på Roskildevej. Der kører 200S’eren vist ud. Damhuskroen var stedet vist nok, og jeg blev inviteret med. Ahh, vildt mand

TORSDAG 12. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -2.

Jeg mødte som aftalt kl. 9 til gruppeterapi. Til denne gang havde jeg lavet en målsætning; en liste med hvad jeg ville ‘lære’. Mit basale, fuldstændig grundlæggende problem var:

* at jeg ikke turde gøre de ting jeg godt kunne gøre, fordi jeg konstant tænkte negativt og troede jeg kunne forudsige hvilke konsekvenser mine endnu ikke udførte handlinger ville få.

Dette bunder i at jeg meget tit har fået afslag, lidt nederlag, været holdt ude og nede og tvunget til dit og dat.

Mit syn – el. som ér – har også hindret mig i at gøre de ting jeg kunne gøre, og burde gøre. Det har alt for ofte været grunden til at jeg ikke fik gjort de ting jeg burde, for at kunne udvikle mig. Og gør det stadig lidt. Men nu er det nok mere rent psykisk betonet. Jeg mener, af angst for ikke at kunne gøre det godt nok pga de forestillinger jeg tror andre har om mig. Det handler om manglende mod.

Klaus (1st Shrink) og jeg fandt ud af, mens gruppen – og Marianne lyttede med – at hvis jeg ville ændre dette problem, skulle jeg være et sted, hvor andre og jeg var sammen om noget vi kunne snakke om.
Her kunne min interesser for edb, klaver og det at skrive komme ind som et positivt objekt.
Jeg fik da lært noget. Sonja – én fra gruppen – forslog at jeg evt. meldte mig ind i en venskabsforening. Der var der udflugter og mange andre interessante arrangementer. Det overvejer jeg nøje.

Jeg ér altså ikke helt åndssvag, dum, underlig, stupid eller andet. Jeg er god. Det er de andre som bare ikke er på niveau med mig. Derefter snakkede andre i gruppen. Så holdt vi pause med saftevand. Jeg gik i Informationen og spurgte efter Else men hun var der ikke.

Efter pausen snakkede vi videre. Jeg sagde hvad jeg mente om terapien. Den havde hjulpet, allerede efter kun to gange i gruppen. Jeg havde – trods alt – lært hvad jeg skulle gøre. De sagde de tak for. Jeg fik også rus for at sige sandheden, ærlig og redeligt. (“Tjaeh, man er jo vandt til det!”)Efter frokost ville jeg bruge klaveret. En idiot kom og sagde at jeg først måtte spille efter kl. 13.00 Surt! Bare fordi han var ansat, og fordi han ikke selv kunne spille. De andre kunne heller ikke forstå hvorfor naren havde forbudt mig det. Men så gik han endelig og jeg fik en chance.

Lidt i ét kom Else med det røde hår ind og sagde noget i retning af “.. dig der fylder hele huset med god musik…

“Så rørte hun min arm (jubii). Jeg sad helt mundlam tilbage fordi hun gik. Jeg ville gerne have sagt noget til hende. Men det fik jeg ikke gjort. Livet har ikke ændret sig. De venner jeg har (håber jeg  (pessimistisk ikke?)) vil nok ikke kunne se jeg har ændret mig, hvis jeg (hvad jeg håber jeg har) har ændre mig. Efter frokost pause satte vi os ned i haven. The shrinks were gone, og solen skinnede. Tilde havde taget sin hund med, en hårdtbidende puddel. Sød, meget endda. I dag snakkede de endnu mere til mig, og lyttede. Det gav selvtillid. Jeg snakkede også – næsten 45. min. – med Benthe. Sejt.  Jeg er glad, nu skal jeg blive lykkelig. Den 24. August (6 år efter Egå U.H) skal vi på Damhuskroen (ved Damhussøen og Dueslaget) til Enkebal… Først skal vi dog ind og spise på Dueslaget og måske i Damhustivoli’et. Og der kommer også et lidt yngre publikum (23 –>> ?) og mange af dem er damer. Juuuubiiiii!!!!!

MANDAG 16. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -3.

Jeg følte mig måske ikke kureret den mandag da jeg cyklede hjem. Men jeg havde fundet ud af nogle ting. Hvis jeg ét ville have det bedre med mig selv, og det ville jeg, måtte jeg gøre de ting der gjorde mig glad. Det kunne fx være at spille klaver, lave noget med edb eller udvikle mine forfatterevner. Det med edb’n gik nogenlunde og det med at skrive ligeså. Kun på klaverfronten var det ikke så godt. I det hele tage følte jeg mig hæmmet i at gøre ufatteligt mange ting. Jeg behøvede “at turde” gøre ting. Et var eksempelvis at anskaffe et klaver, uden at skulle tænke på at jeg kunne få at vide “at der kan du bare se hvad vi sagde,” fra “de gamle.”

Faktisk borede de i mig så meget at jeg følte det ubehageligt. Men det sagde jeg ikke. For de er flinke nok og stiller rigtige spørgsmål, af og til for hurtigt. Jeg savnede “the lady of shrin’king”. Så jeg gik i frokost pausen – efter endnu en hård tørn efter første pause – ned i sekretariat A og bad dem og at sige til Helle Petersen, om hun ligge ville kigge ud i hall’n om torsdagen. Det ville de godt.

Efter frokost pausen gik vi hjem. De fleste var syge, så vi var kun 4 i alt. I dag fik jeg også lejlighed til at spille klaver. Idioten for tidl. sad der jo, så jeg måtte vente til han var gået.

Jeg tænker nu på at droppe ud af gruppeterapien, men først efter den 24- august. Den aften skal jeg med på Damhuskroen, og samme morgen til samtale hos Helle. Jeg tror jeg siger det der.

TORSDAG 19. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -4.

Gruppen, hvoraf størstederlen var der i dag, startede ved ni tiden. Boremaskinen og terapeuten Klaus var på kursus, Marianne, den anden var syg, og to af de andre “trængende” var der heller ikke. I stedet var der kommet en ny pige med. Godt nok var hun kun ny for mig, da hun kun havde holdt en gruppe-pause. Jeg holdt pause i den aktive del af terapien. Jeg syntes nemlig at jeg var blevet udboret for meget sidste gang.

MANDAG 23. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -5.

Jeg var desværre blevet præsenteret for en følelse; jeg var blevet træt af gruppeterapi. Jeg syntes nemlig det var for hårdt når boremaskinen var for hård, hvilket han var forrige gang. Det sagde jeg intet om. Istedet tav jeg. Det var anderledes. Anderledes var det også at høre på folk. Men jeg øver mig. Og at øve sig, gør mester siges det. Ak ja, hvilket hundeliv man kan føre. I én af pauserne mødte jeg Helle Petersen. Dagen efter skulle jeg snakke med hende, og Else som jeg havde set et par gange mens Helle havde haft ferie. Mit problem var ændret. Eller måske havde det aldrig været det jeg trode det var, nemlig mangel på kærlighed. Istedet handlede det om at jeg ikke turde tage nogle konfrontationer. Der var noget at arbejde med, så jeg
“quit’ede” ikke Stolpegården lige med det samme.

Jeg fik at vide ved frokosten, at idioten der havde sagt at jeg først måtte spille på klaveret efter klokken 13.00 var sygehjælper. Stakkels dem han skulle hjælpe, for han var sgu da underlig mand. Og det var der andre der syntes også. Men i dag sagde han ikke noget da jeg startede med at spille 12.20.

TIRSDAG 24. AUGUST 1993.

I dag snakkede vi ikke så meget om mit problem. Vi snakkede bare. “Jubi,” hun sagde hun så frem til og glædede sig til hver gang jeg skulle komme. Desværre skulle hun til efteråret starte privat praksis i Købenahvn så terapien stoppede. I øvrigt også fordi jeg gik til gruppe terapi. Jeg viste hende nogle billede og fik min historier tilbage. Vi fulgtes ud og sagde farvæl. Hun ville give mig et knus, men var ikke høj nok. Så klappede hun mig på armen istedet. Da fik jeg en kopi af min journal. Bare ikke den hele. Så tog jeg hjem

TORSDAG 26. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -6.

Jeg havde taget digte med til idag og skulle læse dem op. Det føltes lidt underligt i sær fordi de ikke klappede hele tiden. Jeg fik da at vide at “jeg var oprigtig og ærlig,” hvilket jeg tog for gode vare.

Jeg havde kvalme og ondt i maven den dag, efter 1½ flakse krisebærvin dagen forinden. Jeg var også blevet indviter til en “andens” datters konfermation for at spille klaver i September.

I pausen fra 10.30 til 11.00 kom Helle forbi og gav det lovede knus. Jeg sad også ned, så et rigtigt knus var det nu ikke; i øvrigt sad jeg også med rygen til desværre.

Da jeg kom hjem drak jeg mere kirsebærvin, og kørte om aftenen til Netto efter to flakse mere. Jeg havde i øvrigt glem nogle George Michael plader til en anden.

MANDAG 30. AUGUST 1993 – GRUPPETERAPI -7. …

Intet skete rigtigt i dag. Jeg læste et par digte op og snakkede lidt med de andre om deres problemer.
Samme aften købte jeg kirsebærvin.

TORSDAG 2. SEPTEMBER 1993 – GRUPPETERAPI -8.

I dag skinnede solen ikke, men livet passede heller ikke til solskin eller glader dage. Dels fordi jeg skulle starte på HF inden jeg sandsyneligvis kommer ind på social og -sundhedsudd, hvilket Marianne og Klaus bestemt ikkke tror jwg gør. Life is shit sometimes. Byoy if I had some money I bought my self a big house, and piano. Choose life and be a happy man, and I do what I can. Jeg fik dog noget ud af dagens terapi. Da jeg kom hjem hørte jeg lydbånd med af Stephen King; Dragens Øjne. Tjae meget kan jo siges om USA-folk, men S. King skriver nu meget godt, eller også er bogen bare oversat godt. Så kørte jeg ned efter kirsebærvin i Netto, for der var meget der skulle skrives når jeg kom hjem. Og må følgende xxx afsnit ligge ulæst hen, pånær af mig, til den dag, det papir og den diskette eller CD, som det er tryk på, brænder op, eller forsvinder sporløst, og til jeg er død. (k) Knud Kjølhede Petersen. …

MANDAG 6. SEPTEMBER 1993 – GRUPPETERAPI -9.

Intet skete i i dag, rigitgt. Jeg fik chancen for at sige noget, men ventede til næste gang. Læste dog ét par digte op.

TORSDAG 9. SEPTEMBER 1993 – GRUPPETERAPI -10

Gruppen var delt op af pt. som var kommet på forskellige tidspunkter. Nu var dagen kommet for at nogle skulle forlade gruppen. Men kun to kom, resten var enten sye eller allerede forduftet. Vi spiste bagværk og drak kaffe, og i dag fik jeg noget af sige. Jeg havde tænkt over min situation. Jeg levede et frustretet tilværelse, og det var ikke nemt at tale om det. Marianne den quindelig af “Samtalerne” fik det til at virke lidt mindre ondt, alt dette i verden. Hun var rødhåret, og så’n er det altså bare.

Jeg havde tænkt over og fundet ud af at dele min problematiske livsførelse op i to dele. 1. Udvikling og 2. Problemer; skitseret kort nedenunder:

Efter lige at have haft lidt taletid, havde jeg det bedre. Så grubte vi lidt allesammen. Og efter frokkosten gik vi hjem. Jeg sagde farvæl til en anden pt., og fik et knus. Arhh, gid det var.

Efter lige at have haft lidt taletid, havde jeg det bedre. Så grinte vi lidt allesammen. Og efter frokkosten gik vi hjem. Jeg sagde farvæl til en anden pt., og fik et knus. Arhh, gid det var.
“… skal ikke gi’ mig knus, thi du knuser blot mit hjerte -‘
og når jeg ikke kan få dig allligevel, hvorfor så føle smerte.” Citat: KKP. Marianne og Klaus lånte denne rap.

MANDAG 13. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -11

Nu havde jeg gået i gruppeterapi i 5 uger. Det var fint. Målsætningen var at stadig lidt, at blive sikker på sig selv, såvel at føle sig sikker i sine handlinger. Med et større ord som kontaktbesvær – også beskrevet på den forgående side – kan dække føromtalte.

I dag kom “nye” pt., som skulle introduceres for faciliteterne og Marianne med det røde hår. Jeg stod for Positiv-runten. Frokkerst og pauser forgik fint. Jeg snakkede med én. Hun virkede meget venlig. Det gav mig et plus, hos min slidte og udkørte sjæl, og i dens vejsving. Vi præssenterede os selv og vvores “problemer”. Som før skrevet – forgående side – var mit probem delt op. Jeg tror ‘the shrinks’ tog det “koldt” da jeg læste det op. Et af mine problemer – som jeg mener er problemer – bestod i at jeg, når jeg blev dep., tænkte ondt om andre mennesker. Idær udlændinge. 1st shrink bed sig fast i at jeg sagde “skide socialister” og 2nd Shrink men5te ligeledes at det blot var en holdning. Men det var det og er det ikke. Det er udvikling. Jeg hader kun de svin til udlændinge pga. at jeg har det dårligt; socialt, materielt, og åndeligt går det dårligt. Men ingen vil tro mig, og slet ingen tror på det. Næste dag ringede jeg til – jeg hber en kammarat – og aftalte at jeg skulle ringe næstkommende mandag mellem kokken 9-10.

Ellers gik dagen finmt, og jeg har ikke rørt kirsebærvin. Først onsdag aften drak jeg to flasker.

TORSDAG 16. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -12

I dag skete ikke det helt store. En halvhjerne i hall’n brokkede sig dog til sine med. pt. over det herligt ønskede og nu eksisterende rygeforbud. Jeg blandede mig og argumenterede for ikke-rygernes sag. Idioten blev rasende og kunne jo ikke forsvare sig, hvorfor han lod stemmestyrken stige. Hmm, som folk er flest. Derfor kan jeg godty blive lidt bange for folk derdiskutere lavmælt. Og da dette som før omtalt bliver en del af mine erindringer, vil jeg tilføje, at det naturligvis mht. den tidl. omtaltte genre-beskrivelse af diskussions-lystne folk ikke er gennerelt. Hmm, interresant?!

Da jeg fik ordet indført i sidste time hvor Marianne og Klaus, der var blevet anderledes på det sidste, – (sikkert efter han havde fået en ny seng) – havde jeg ros(er) til dem. Ikke fordi jeg følte mig færdig med behandlingen, men fordi en tanke havde strejfet mig. Jeg følte mig anderledes, i den forstand, at jeg var blevet mere modig. Det syntes Marianne vist lidt om, selvom min præssentation nok var lidt “skæv”. Mit “lille slibrige og klæbrige” var blevet mindre. Men af ordene kunne Marianne tolke at det nok hang fast alligevel. Klog kone, og køn. Nåhh, men jeg gik da glad hjem! Det gør jeg altid, også når Klaus er der.

MANDAG 20. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -13

Marianne var der ikke i dag, øv! Klaus var der og jeg havde et par spørgsmål jeg ville stille. Det fik jeg også gjort. Og spørgsmålet gik ud på, om det at øve sig var godt. Naturligvis var det dét. Så problemet “kontaktbesvær m. flg.” skulle kureres ved at øve sig. Klartt. Efter pausen og frokkosten spillede jeg lidt klaver. I den selvstyrende gruppe gik jeg, og en anden efter ca. en halv time. Jeg fordi, en anden pt. snakkede på en frekvens mit øre ikke kunne klare. Det var det hele.

TORSDAG 23. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -14.

Der var kun 3 uger tilbage. Ahh. Jeg var blevet lidt træt af det, men havde da fået øje på nogle ting. Samtidig blev jeg optaget p social -iog sundhedsuddannelsen.

Jeg fik taletid idag. Det handlede om at acceptere og at lære ligeså. Kort sagt. Jeg fik afpoleret mit problem. Nu skulle jeg bare øve mig.

I frokosten mødte jeg en køn kvinde. Prototypen: rødt hår. Else min tidl. teup., hentede mad. Hun var sød. Jeg snakkede også med hende, og “aftalte” at vi en dag skulle sige farvel til hinanden. Jeg er allerede begyndt at drømme om hvordan det skal gå for sig. Det må være stoft til næste positiv-runde, incl. at jeg har kommet hver gang.

MANDAG 27. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -15.

Intet skete i dag.

TORSDAG 30. SEPTEMBER 1993 -GRUPPETERAPI -16.

Desværre var Marianne der ikke idag. Klaus forslog – formodentlig i overensstemmelse med Marianne – at jeg fik et slags ultimatum. Jeg måtte gerne fortsætte i gruppen – og der kom “nye” flg. mandag – men da jeg skulle på corelDRAW-kursus på * Datastuen, syntes Klaus det var uklogt at fortsætte, da jeg så ikke kunne kommer hverken her eller der om mandagen torsdagen. Aftalen blev at jeg droppede ud af gruppen, og lavede en aftale med Marianne pr. tlf.

Fem minutter i frokkost spillede jeg lidt klaver for den målløse gruppe og Klaus der ville høre blues. Hmm, jeg fremsage også et digt; oprindeligt skrevet til Helle og Marianne. Nok om det. Efter frokkosten gik jeg hjem. Jeg var nok lidt glad. Måske viser symptomerne sig først senere. Who knows.

Et par dage efter aftalte jeg med Marianne pr. tlf., at jeg fik en ekstra samtale den 27. oktober 1993, klokken 14.15. Jeg glædede mig ret kraftigt.

shrinked forever …

Print Friendly, PDF & Email
Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Avanceret søg

Søg
Standard filtre
Kun match
Søg i overskrifter
Søg i indhold
Søg i undtagelser
Filtrér sider/indlæg
Indlæg
Sider
Andet
Vælg én/Vælg alt
Vedhæftninger
Top