Tirsdag 6. oktober 2020, Brøndby
En tur ind i kroppen-oplevelse
isnende krystalklar virkelig
tilstanden uden følelser og pli
mentalt dømmende uden empati
ser jeg verden igennem den si
billedet ingenlunde jeg kan li’
Jeg tager afstand, kobler fra til ak og ve
Jeg lader hånt, og står til, og lader bare ske
Jeg er isnende kold og kynisk, kan du se
Jeg kan se, jeg ændrer mig, uanset om jeg vil
men tilbage ude af kroppen finder jeg mit sted
fra en kropumulig oplevelse, finder jeg min fred
Onsdag 27. august 2020, Brøndby
jeg befinder mig bedst i en status af quo,
jeg lukker ned for følelserne – begge to.
Der er ikke mere brug for had eller fred –
og slet ikke plads til selvmenneskelighed.
Status quo giver så fredfyldt en sitren i mig,
at det udover blodets brusende susende leg,
er det eneste jeg mærker der bevæger sig.
Lydene forsvinder til jeg befinder mig i limbo så jeg,
knap nok eksisterer og tvivler om jeg nu findes
Onsdag 30. september 2020, Brøndby
Jeg fyldes, som en kande på et bord,
til vandet nærmer sig kandens tud,
af dine smertens kollegiale ord.
Vælter kanden, og fosser vandet mon ud?
blot lader jeg det boble og koge ar
og indser hvordan du må stå for skud
Stilhedens pris er en dobbeltbladet dolk
smerten sammenlignelig som stukket af kniv
stilheden blandt folk så det påvirker vores liv
Sandhedens time sætter alt i spil og på spids
og lader gidslerne vælte ud ad skabet
kanden med vandet, koger det over, hvis?
Nu går jeg i seng og tager mig en lur
mens jeg lidet tænker på den fucking natur
vandet fosser lystigt ud af hanen
projektørerne står tændt på fodboldbanen
mit tv står i flammer og brænder kilowatt af
pejsebåls-appen har kørt omtrent tyve timer i dag
der er lys i garagen, min benzinsluger drypper osse
jeg vil hellere sove trygt end at være klimatosse
for jeg har helt andre ting at spekulere over
min bankbog er i minus, mon den bli’r mindre af jeg sover?
Når jeg bli’r gammel
vil jeg sgu osse sidde på en bænk
i bymidten, dér i efterårssolen
mens jeg tar imod ligegyldigheden
og drikker kirs’bærvinens skænk
Når jeg bli’r gammel
og jeg indser at livet er på retræte
står minderne i kø for at komme frem
på efterårssolens store lærred
inden jeg for alvor glemmer dem
Når jeg bli’r gammel
sidder jeg nok dér på bænken
drømmende memoirer over skænken
med et fast greb i flasken og et sløvet jeg,
mens jeg vrøvler lavmælt ‘sætter du dig?’
Når jeg bli’r gammel
er det for længst slut med kærligheden
Kirs’bærvinen er afkølet, efterårssolen går ned
det sidste klare lys skinner og jeg følger med
og lader bænken forladt som en skammel
Fluks i en fart er jeg parat til start
arbejdsom udfordret, det føles ikke rart
En podning, en formodning vaklende på stiletten
Spørgsmålet, “er det nu jeg mon tager biletten?”
Samfundssatire på systemets niveau;
Bærer De masken med påkrævet omhu
og nu er spørgsmålet virkeligt “i hvilken risikogruppe er du?”
Lad mig sprede mine vinger og flyve bort her fra,
over bjergtinder og grønne dale i solens klare skær
fri i friheden uden at være en del af moradset her
Når jeg nu er død
skal du ingenlunde pibe
du som ikke elskede
mens jeg var i live
I løgn og selvbedrag
triller dine tårer bort
svinder ind og kigger på
mit liv der kom til kort
Skrevet Søndag 14. februar 2021, Brøndby
Jeg så manden med kæppen slå og atter slå,
til blodet løb og spasmerne døde pibende ud –
knivene der skar i stykker flåede i kød,
hvordan sjælen ebbede ud – og der kun var død.
Ilden gnistrede upåvirket og tilberedte en stund
før mennesket til sidste satte tænderne i dets hund
Varme, omsluttende, intens og trykkende
lys, mørke, lyde, behageligt, beskyttende
En følelse, nu fluks en første tanke, jeg –
fra det slumrende erkendes, jeg ér mig!
En dæmning sprænges til vulkan af kaos –
tumultariske tankestrømme, kom og ta’ os
Næste stop er et ukendt, i et kredsløb alene –
hvor er jeg på vej hen, og hvad skal jeg mene?
Hvide vægge; er det poleret metal og glas jeg ser?
Hvor præcis er jeg nu, og hvad er det her sker?
En varm hånd lægges på min skulder og en blød stemme
byder mig velkommen nu og her.
Tiden tør mit dybfrosne hjerte op
mit isnende blik forvandles til tårer
jeg vender mig mod spejlet ad åre
efter to hundrede år med klare øjne
