Tag: Død

Genstart

Genstart
Onsdag den 22. november 2017, Brøndby.

Jeg kickstarted’ min karriere
som taber på en bænk,
i storcenterets fulde ventesale.
Det kunne umuligt blive værre
men det blev det efter første skænk,
og det var nemt at skaffe og betale.
Kirsebærvins-saftevand –
tak til alkoholikeren Thomas
som var alt andet end mand,
og fordi jeg drak på et liv
af mindreværkskompleksitet.
blev drikkeriet en vane og en bet
ofte hver aften plørestiv.
Årtier med levervædende giftindtag
kom jeg igen, igen på Lænken en dag
til tider med rare øjne og velbehag,
en januar-aften fik mig til at takke af.
3 år efter – ædru og sober jeg lærer
at kickstarte livet og min karriere,
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.

Jeg tager brillerne af
og blotter mine nøgne øjne –
slut med at leve på løgne,
hver eneste ene dag.

Sér livet som dét nu er,
på frekvensen hvor det sker –
blottet fra fortidens tåger.
Mentalt mere klar til at se,

surrealistisk klar til at indtage slutningens position.
Ofte har den været en ret livlig og tilstedeværende konklusion –
i tankerne, i hverdagens et og alt, tæt på og absurd, men nu er det slut,
og denne gang venter jeg blot på at den returnerer akut.

og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.

Tak for intet

Tak for intet

Tak for ydmygelsen i depressionen i bekæmpelsen af seksualitet og kærlighed. Tak for tabt humør gennem lange tider. Tak for fratagelsen af min energi. Tak for at jeg trods alt fik lov til at leve som en maskine der ikke fik andet end medibencin.

Tak for at I lod mig leve med smerten i hjertet. Smerten der kom af jeres undertrykkelse.

Jeg havde glædet mig til kærlighed og fede sommeraftener – Ja, med glæde, godt humør uden trist psykhotisk indetspærrethed autisme og angst for bank vold og afvisning. Jeg havde glædet mig til et vist niveau af viden, overskud arbejdsdygtighed, uddannelse, styrke og naturligvis ægte kærlighed og sex. Jeg havde troet at livet var mere end film.

Altid kunstig sex, vold og terror. Derfor har jeg besluttet at gøre en ende på smerten. Smerten er for ydmygende for absurd for hård og grotesk. Jeg havde håbet …

Nu da jeg er død, håber jeg at I må holde en dejlig fest, der er betalt med mit liv og blod.

Nu kan I endelig få mig helt nu da der ingen er til at gøre modstand. I vandt. Håber det var det værd. Min eneste glæde er at det er et overstået kapitel, der aldrig mere kan gøres om. Levede jeg videre ville det altid være med smerten fra dengang, som var så slem, og endvidere, hvorfan kan man være teenager når man snart er 50.

Mine nærmeste skal vide, at jeg trods alt elskede jer. Jeg håber I kan og vil leve videre uden mig.

Skevet sammen med Inters Therkildsen, I 1991 på Annebølle Ungdomshøjskole

Næste gang

Næste gang
Lørdag 26. december 1992, Lyngby.

Det gør så ondt i mig,
det har det gjort i mange år.
Jeg kan ikke mere skrive digte,
der belyser mine sår.

Der er ikke flere ord at bruge,
og de som er ér alt for få.
Og det gør så ondt at jeg græder,
at det må være værre at se på.

Jeg har prøvet at fortælle mig selv,
lejet læge, psykolog og hvad-ved-jeg!?
At jeg lever stadigvæk er vel et held,
men hvis du spør’ mig er jeg død af den leg

Det er bare skidt og kanel fordi
forklaringer og lege er forbi.
Jeg fandt svar men ingen glæde og glød
næste gang du ser mig er jeg sikkert død

 

Kan ikke se dig

Kan ikke se dig
Torsdag 24. december 1992, Lyngby.

Kan ikke se dig
kan ikke se dig
kan kun høre dig
og dine lyde
blind er jeg
blind med stort B
sådan føler jeg det
selvom jeg kan se

Kan ikke se mig
kan ikke se mig
kan kun føle mig selv
mærke på min krop
den er snart ædt op
af dårlige undskyldninger
påskud og løgne
kan ikke se mig
med dine øjne

Vil ikke se dig
vil ikke se dig
synes du mon jeg er sær
kan ikke se dig i de øjne
som slet ikke har mig kær

Kan ikke leve
Vil ikke se
Kan ikke høre
vil kun mærke
lad mig mærke
giv mig en chance
åh, giv mig en chance
i livet

Egentligt

Egentligt
Tirsdag 8. oktober 1991, Lyngby.

Jeg kan godt leve, og egentligt?
Har jeg mon noget at leve for?
Har jeg mon nogen at leve for?
Jeg kan godt leve, og egentligt?
Har jeg det meget fint, med at leve og at lyve
Forandret for altid, forandret for evigt
Jeg kan godt leve og egentligt kan jeg ikke
For jeg er bange for det som ér
Det fortrængte som kun kan blive værre.
Jeg forstår ikke længere, og jeg sér ikke mere.

Jeg leved’ bare

Jeg leved’ bare
Torsdag 4. juli 1991, Vallekilde Højskole.

Jeg drømte om lykken
den var svær at nå
Jeg ville have
men kunne ej få

Jeg beslutted’
det her skal få en ende
Tænk at hænge sig
hvor er vi så ikke hende

Jeg gjorde intet
for at få det bedre
Jeg leved’ bare

Smerten jeg følte

Smerten jeg følte
Lørdag 8. juni 1991, Lyngby.

Jeg havde ondt i mit hjerte en dag
og smerten stilnede ikke af
Jeg gik så op til min læge og sa’e
– Jeg tror jeg er ved at takke af!

ine læge grinede, han sagde sæt Dem ned
Jeg ved godt hvad De fejler; det de ved
Men hvis de ikke vil høre, må de føle Deres hjerte
og tro mig, jeg kender alt for godt denne smerte

Jeg så bange på min læge og spurgte hvad der var galt
Endnu engang grinede han og svarede provokerende banalt
De ved De godt hvis de tænker Dem om; og bruger hjernen
som er alt for tom

Jeg tænkte og tænkte, men svaret fandt jeg ej
Jeg begyndte efterhånden at kede mig
Så tog jeg en smøg frem, lægen tændte
ligbrændningsovnen hvor jeg så lå og brændte

Jeg tænkte og tænkte, men svaret fandt jeg ej
Jeg begyndte efterhånden at kede mig
Så tog jeg en smøg frem, lægen tændte
ligbrændningsovnen hvor jeg så lå og brændte