Dyret

– Jeg elsker dig.
Han gik frem og tilbage.
– Elsker du mig, spurgte hun, og så op på ham.
– Ja, sagde han, og lod en hånd glide igennem hendes hår.
– Skal vi elske, spurgte han.
Hun kiggede endnu engang op på ham.
– Vi har jo ikke bestilt anden hele natten. Er du ikke snart træt?
Han brød ud i latter, og satte sig i sofaen over for hende.
– Er der noget galt, spurgte han. Du har været så fraværene de sidste par uger.
– Har jeg?, spurgte hun overrasket.
– Ja. Hver gang jeg snakker til dig, gentager du mit spørgsmål, eller osse svarer du slet ikke.
– Hold nu op!
– Jamen, der må der være et eller andet, fortsatte han, og kiggede hende i øjnene.
– Lad os nu være ærlige skat. Har du en anden – en elsker, eller sådan noget?. Vi kan jo snakke om det for faen. Jeg bryder mig ikke om at du går ud med andre, og holder mig uvidende derom. – Okay – lad os tale sandhed – sagde hun. Jeg har en anden. De gav et gib i ham.
– Nåh?
– Men dú skal ikke komme for godt igang, fortsatte hun.
– Hvad med alle de gange, du har siddet og taget gæsterne på lårene, når vi har holdt fester.
– Så jeg kan vel godt tillade mig, at gå ud med en fyr en enkelt aften.
– En elsker er ikke det samme som en fyr sagde han. En elsker, er een man elsker, boller hemmeligt med. En – en man bedrager sin mand med.
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Hun stod og roede med nogle flasker. Han gik ud til hende.
– Hold nu op skat bad han.
Fem minutter efter kunne han høre døren smække. Han rejste sig, gik over til vinduet, og kiggede ned på gaden. Der holdte en Mercedes og ventede. Da hun kom ud fra opgangen, stod en mand ud af bilen, og de omfavnede hinanden.
– Satans møgsvin, bandede han for sig selv. Sådan en led stodder!
Han havde lagt sig til at sove. Men han vågnede da døren blev åbnet, og hun kom ind – fuld.
– Hej skat, lallede hun og smed sig på sengen, med alt tøjet på. Ved du hva?, han er bare rigtig dejlig. For han har nemlig, bare givet mig denne ring.
Hun lagde sin ølstinkene hånd op i hams ansigt. Han skubbede den væk, og vendte sig op på siden. Men hun blev ved. Hun lagde sig oven på ham, og begyndte at lave samlejebevægelser.Han skubbede hende af sig. Så satte han sig op i sengen.
– Hold så op. bad han. Hvis du absolut skal ud at more dig med denne don, så hold dig i det mindste væk fra mig.
– Jamen skat, du spurgte jo selv i eftermiddags, lallede hun og lagde sig over hans ben. Han kunne ikke få sig selv til st røre hende. Men noget måtte han gøre. Han skubbede hende væk, steg ud af sengen, og gik ind i stuen. Hun fulgte efter ham.
– Nu får jeg dig, sagde hun drilsk og grinede. Hun sneg sig rundt om spisebordet.
Hun havde taget en sabel ned fra væggen, som hun svang frem og tilbage, mens hun hylede og sagde at hun nok skulle få ham.
I sidste sekund, før hun svang sablen efter ham, nåede han at dukke sig. I stedet ramte hun en lampe. Pæren sprang og der blev mørkt som i graven. Han blev bange og tog derfor selv en sabel ned fra væggen. De 3 sabler de som hang på væggen, var nogle de havde investeret dyrt i som nygifte – men nu var de ikke til pynt længere – nu var de til mord.
De stødte sammen. Hun gav et skrig fra sig. Slaget var ikke til at tage fejl af. Han ramte hende en på siden af hovedet. Uden en lyd gik hun i gulvet. Han famlede sig hen til en lampe og fik tændt lyset.
Dørklokken ringede. Han gik ud og åbnede.
– Goddag, det er politiet. Deres nabo, har klaget over nattestøj. – Min nabo, den svin, Jeg har forhelvede ikke. De to politifolk puffede ham til side, og gik ind i lejligheden.
– Hallo råbte han. I røvhuller skal vise en dommerkendelse, førend I bare ka’ gå ind i folks lejligheder – sådan nogle svin. Det sidste mumlede han for sig selv.
Den ene politibetjent kom ud i korridoren, og tog fat i hans arm.
– Kom lige med herind. Er det din kone?
– Hvem?, nåh hende der. Det er min kone.
– Jeg tror desværre vi må tage Dem med på stationen, sagde betjenten.
– Må vi låne Deres telefon?. Han nikkede.
Fem minutter efter kom ambulancen.
Han fik håndjern på, og ført ned i patruljevognen.
Under køreturen udveksledes der kun få bemærkninger.
Så standsede vognen, og han blev ført ud, og ind i bygningen, der lå stor og sort foran ham.
Rum 4, blev der sagt til de to betjente, der holdt ham. Betjentene adlød, og drejede til venstre ned af en lang tom gang. De standsede. Den ene betjent åbnede døren og puffede ham ind, i stort tomt rum, hvor der kun var et bord og to træstole.
Han satte sig med besvær ned på den ene stol.
En stor og bredskuldret betjent, gik hen til ham og åbnede hans håndjern. Han ømmede sig på de røde mærker, og kiggede på uret. Klokken var fem om morgenen. Han måtte have siddet der i 3 timer. Den store betjent satte sig på den anden stol.
– Vil du samarbejde fra starten, spurgte han, og så venligt på ham.
– Hvad behager?, øh ja naturligvis.
– Godt, sagde betjenten og lod et lille smil glide over læberne. – Hvad er dit navn?.
– Mit navn?. Det er John Carlsen, sagde han.
– Og din kone?.
– Min kone? Nåh hun hedder Elisa.
– Du har givet hende en brækket kæbe og hjernerystelse. Det bliver den lukkede – er du klar over det?
– Den lukkede. Vi kan ikke lade sådan nogle psykopater gående frit rundt omkring.
Den lukkede, gentog han for sig selv. Det var sgu ikke mig… han prøvede at forklare, men ordene sad fast. Døren åbnedes og to betjente kom ind. Han rejste sig, og vaklede hen imod dem. Så strakte han hænderne frem, og de gav ham håndjernene på
Han blev ført ud af bygningen, og ind i et salatfad.
Han sad og tænkte ingenting.
I to, sagde han til de to politifolk, der sad på hver af hans side. Har I en tjenestepistol på jer, hvis nu jeg skulle forsøge at flygte?
– Naturligvis har vi det.
– Godt!, kan I så ikke hjælpe mig med at blive ekspederet over i den anden verden – hurtigst muligt?
De to betjente kiggede på hinanden.
– Det bliver sgu’ det lukkede, sagde den ene. Køreturen forekom ham uendelig lang. Flere timer, syntes han Så stoppede den, og de to betjente tog ham i hver arm, og hjalp ham ud.
Solen var på vej op. En hund gøede et sted, og på et skilt kunne han læse ordet, der var skrevet med store frygtingydene bogstaver – Nordvang.
Han sank en klump. Tænk at jeg skulle ende et sådan sted, sagde han for sig selv. En dame kom gående henad parkeringspladsen. Hun kom henimod dem.
– Goddag. Jeg hedder Ragnhild, og jeg er afdelingsleder på den lukkede afdeling.
– De må være Hr. Carlsen?
– Ja, det er korrekt, sagde han, uden at løfte hovedet.
– Kom med inden for.
De gik inden for. Det ligner et fængsel, sagde han, og kiggede sig rundt, mens betjentene hev afsted med ham.
De kom ud i et slags køkken. Hun bad ham sætte sig, og de to betjente fik en seddel stukket i hånden. Så forlod de køkkenet. – Sig mig lige engang, hvorfor jeg sidder her.
– Det ved du godt hvorfor, sagde hun. Er du klar over hvad du har gjort hende?.
– Nej, jo, men det er en lang historie. Hver aften rente hun rundt med denne her fyr, eller elsker og så…
Han brød ud i gråd. Han lagde hovedet på bordet. Tårerne strømmede ud af hans øjne. Jeg har altid elsket hende. Altid tænkt på hende, før jeg tænkte på mig selv. Altid prøvet på at gøre det så godt for hende som muligt. Og så… dette.
– Jeg elsker hende jo.
– Men du slog hende jo?, sagde Ragnhild.
– Jeg blev nødt til det. For det første var hun fuld, og ville hele tiden. Han tav, men begyndte så igen. Vi har altid været ærlige over for hinanden. Altid fortalt hinanden om vores forhold.
– Slipper jeg nogen sinde ud herfra?
Hun så på ham.
– Jeg ved det ikke.
– Hvis ikke den forbandede nabo eksisterede.
– Nå, men velkommen hertil. Vi må vist hellere finde dit værelse.
De gik ned af de lange skumle gange. Store skygger dansede på gulvet. Det var blevet helt lyst, og solens stråler dansede ind igennem ruden.
Pludselig drejede hun om et hjørne. Han standsede, og så sig rundt. Hun gik bare videre. Han tænkte, at chancen nu var der.
Men med et trylleslag sagde hun at han ikke skulle forsøge at flygte, da alle dørene var låst, og der var vagter til at passe på at patienterne ikke stak af.
Han gik efter hende, og nåede på siden af hende.
– Hvor skal jeg være spurgte han. Jeg er sulten. Jeg vil fan’me ikke skifte til jeres hospitalskluns.
– Rolig sagde hun. Du skal bo her på værelse 7. Og jo, du skal ha’ én af vore skjorter på. Og det med morgenmaden kan vi godt få ordnet sku’ jeg mene.
Han sagde ikke noget. Da de stod foran nummer syv, kom han så tæt på hende, at han nemt kunne ha’ rørt hende. Men ingen dumheder.
Hun åbnede døren. Det var en tung dør. Lavet ud af hårdt stål, og ingen håndtag på indersiden. I værelset fandtes en seng, et bord med stol, som begge var fastnaglet til gulvet.
– Fængsel, sagde han, og gik forbi hende. Hun lukkede døren efter ham. Han gik hen til det lille vindue. Udenfor kunne han se nogle træer. Han lagde sig på sengen, og faldt i søvn.
Han vågnede ved, at nogen ruskede blidt i ham
– Hvor er jeg, spurgte han. Hvor, hvad laver jeg her?. Der kom en masse spørgsmål.
– Slap bare helt af, sagde en venlig stemme. En yngre mand sad på en stol ved sengekanten, og holdte ham om armen.
– Du skal have noget at spise. Han satte sig op i sengen, og modtog bakken med smørrebrød. Han tog kødpølsen først. Den smagte ham godt. Han pressede hele maden ind i munden.
– Jeg er læge. Mit navn er Pristioff.
– Pristioff, sagde han.
– Ja! Kender De navnet? Jeg er af russisk oprindelse, men født i Danmark.
– Neit, neit, sagde han. Prestioff smilede. Hva’ fanden er det, sagde han pludselig, selvom han udmærket godt vidste hvad det var der lå ved siden af bægeret med saft.
– Piller. Beroligende piller, sagde Pristioff.
– Jeg skal ikke ha’ nogen piller. Det har jeg sagt een gang før. – Til hvem, spurgte Pristioff.
– Til Ragnhild, sagde han.
– Har dú mødt Ragnhild?.
– Ja, det var hende der låste mig inde her, sagde han med en smule irritation i stemmen.
– Tag nu de piller, så vi kan få det over stået.
– Nej sagde han.
– Godt, så putter vi det i din mad, og hvis du sultestrejker, bliver du spændt fast, og så får du drop, og indsprøjtninger.
– Det er imod loven, sagde han.
– Det er der jo så meget der er, sagde Pristioff, hvorpå han rejste sig, og forlod rummet, med en bemærkning om, at sådan nogle som ham skulle nok få bugt med.
Han sad forreste i klasselokalet. Læren stod og fortalte om, hvor vigtigt det var at kunne samarbejde og være venlig når man kom ud på arbejdsmarkedet. Ellers er der ingen der vil ha’jer, hvis I ikke har lært at være dannede. Se nu dér. Se på den måde I på. Sløve og ugidelige. Alle satte sig ranke op, og læren smilte. Jamen det hjælper ikke at I bare gør det nú. Sådan skal i altid sidde. Bare tænk på jeres rygge. Der var een som kastede en papirkugle igennem lokalet. Læren opdagede det med det samme. Sé nu bare dér. Brian – hvorfor kaster du en kugle efter de andre. Det er det jeg mener, at hvis I ikke lærer at være dannede fra nú af… – Så lærer VI det aldrig, fortsatte klassen. Den eftermiddag han gik hjem fra skole, følte han sig meget glad. Han syntes selv han havde lært noget. På vejen hjem mødte han Brian. Hej mand. Brian kom pustende op på siden af ham. Hold da kæft hvor var ham læren åndssvag, ikke også?. Gu’var han da ej, sagde John, og prøvede at slippe væk fra Brian. Men han cyklede bare op på siden af ham, og blev ved med at tale. Gider du ikke godt at skride Brian?, bad John. Jeg gider faktisk ikke have en sådant røvhul efter mig. Uha Tought gue hva’?, sagde Brian og cyklede sin vej. John stønnede. Faen osse, at så’n idiot kunne ødelægge en hel dag for ham. John skulle mødes med nogle af de andre på grillen om eftermiddagen. De var nogle stykker der køre rundt på knallert efter skoletid. Men han ville nu lige smutte hjem med tasken inden han gik ned til de andre. Han låste sig ind
i huset. Der var helt stille. Han gik ind med tasken på sit værelse, og lagde en cd’er til rette på den cirkelformede platform. Han sang med – Hvis du går og tænker på at spørge mig, hvem jeg bedst ka’ li’, ja så det ikke dig. Heller ikke østers eller lammesteg, hva’ du end kan foreslå er svaret nej – For jeg kan kun li’ rock. Dørklokken ringede. Han skruede ned. Der blev dødstille. Han gik ud og åbnede. En lyshåret pige i blå jeans og hvid silkebluse stod foran ham. Davs, fik han sagt. Hej, kan jeg låne jeres telefon?. Var, øh naturligvis sagde han, og trådte til side. Hun gik forbi ham. Hvor står den?. Øhh inde på flyglet, sagde han. Lidt efter kunne han høre hun sidde og snakke. Hendes stemme var som den sødeste musik i hans ører. Hun kom hen til ham efter at have lagt røret på. Tak for lån. Hvad hedder du?. John. Jeg hedder John, og du?. Anja – Jeg hedder Anja. Vi er lige flyttet ind på vejen i går. Så du slet ikke flyttevognen? Joh løj han. Jeg så den godt!. Hun nikkede og forsvandt ud af døren. Anja, sagde han for sig sig selv.
Det bankede på døren. Ja kom ind sagde han, og satte sig op i senge. Han følte sig underligt ør i hovedet. Han lod en hånd glide hen over hagen. Hans skæg var begyndt at vokse. En sygeplejerske kom ind. Hr. Carlson – der er besøg til Dem. Vil De have besøg Hr. Carlson. Lad for helvede være med at kalde mig for Hr. Carlson hele tiden. Undskyld, men jeg gør jo bare mit arbejde. Ja ja, så pyt da, men jeg vil sgu’ gerne kaldes for John og ikke al det der med hr.. Men hun var allerede gået. Han kiggede hen mod døren. Den åbnede sig langsomt, og een eller anden stak hovedet indenfor. Hej John, lød en stemme. Det var Elisa. Han svarede ikke. John, sover du?. Sover han, spurgte hun sygeplejersken. der stod ved hendes side. Nej, jeg har lige snakket med ham. Hun gik hen til hans seng. Hun tog hans hånd, og satte sig på sengekanten. Han åbnede øjnene og så på hende. Hej skat, sagde hun. Det er forbi mellem mig og hám. Nu skal vi leve rigtigt sammen!. Slap af, sagde han. Jeg slipper aldrig ud herfra. Bare fordi dú kom sammen med sådan en svans – må jeg tilbringe mit elendige liv her. Er du klar over hvor du er, spurgte ham. Jeg véd det. Jeg skal nok prøve at få dig ud. Glem det. For det første er vi to færdige med hinanden og for det andet er det umuligt for dig at få mig ud herfra.
Vil du skilles?, spurgte hun. Det kan vi ikke. Jeg elsker dig. Du er min mand, mit liv – du kan ikke gå fra mig på den måde. Nej, du må ikke. Gå Elisa – gå – jeg er træt. De giver mig medicin. Jeg er på stoffer. Gå, for jeg kan ikke klare mere. Hun så forfærdet på ham. Så rejste hun sig, og bakkede langsomt henimod døren. I det samme kom Hr.Prestioff ind. Nå goddag frue. Er De hr. Carlsons hustru?. Ja, det er jeg,. Ja, han er jo lidt usamarbejdsvillig, så De må hellere gå lille Dé. Elisa åbnede døren og forsvandt. Han kunne høre hendes fodtrin ind til hun nåede døren ved enden af gangen.
Nåh, sagde hr. Prestioff. Hvordan har Vi det så idag?. Udmærke, hvis De ellers ville gå Deres vej, sagde han, og kiggede henimod vinduet, så han ikke behøvede at se på lægen hele tiden. Ved de egentlig hvorfor De er her?. Ja, det var jo fordi jeg stak konen en på snotten. Korrekt!. Det er den officielle forklaring. Men den rene sandhed er en helt anden, som hvis De den fik at vide, sikkert ikke ville kunne lide.
Nej hov!, stop engang. Hvornår har De sidst barberet Dem?. Hva’, hvorfor det?, spurgte han. Prøv at mærke dem på hagen. Han lod hånden glide over hagen, og mærkede igen denne uldne hård vækst. Ja, det er underligt. Men jeg er jo osse blandt underlige mennesker, sagde
han. Jaee, hvis De er iblandt Dem selv, så har De ret, grinede hr. Prestioff. Meget morsomt. Lad mig låne en telefon. En telefon, gentog hr. Prestioff. Ja, du hørte jo godt hva jeg sagde. Hvad er en telefon, spurgte hr. Prestioff oprigtigt. I sov’jettere ved sgu’ da heller ingen ting. Det hedder ikke sov’jettere men russere. Har du ikke gået i skole. Hva’med at lærer at tale ordentligt dansk før de lader Dem ansætte på en anstalt som denne. De skiftes ret jævnligt mellem at tiltale mig med De og dú. Hr. Prestioff, sad længe og kiggede på ham. Hva’satan glor de på, råbte han. Hvis De, om jeg må forlov, vil have en chance for engang at slippe ud, må De samarbejde. Og iøvrigt bør De ikke være så uvenlig. Og bare fordi jeg er fra Rusland, skal De ikke behandle mig som De gør.
Han lagde sig til at sove. Der var intet andet han kunne eller måtte foretage sig, når han var hér. – Jeg vil udherfra, hørte han sig selv mumle. Sagde De noget, spurgte hr. Prestioff. Kan jeg låne en blok, spurgte han. En blok og en blyant. Ja, det skulle der ikke være noget i vejen for, sagde hr. Prestioff. Men, hvad har De tænkt Dem at skulle lave med det tænkte maritriale?. Jeg skal bare låne en blok og en blyant, så jeg i dette fangeskab kan udfolde mine kunstneriske talenter. Det sidste sagde han i en tone, så hr. Prestioff var ved at styrte ned af stolen af grin. Åh gud, hvor er De morsom. Men jeg skal nok sørge for at De får Deres blok og blyant så hurtigt som muligt, hvis De så vil love mig een ting. Lad mig høre, sagde han. De skal sværge på, at De resten af tiden vil samarbejde, ikke lave noget flugtforsøg. Han kan læse mine tanker, tænkte han. Hr. Prestioff fortsatte. Og ikke lave noget De ikke bør. Jeg sværger, sagde han. Hr. Prestioff rejste sig, og forlod stuen. Lidt efter kom han ind igen, med en stor A3-blok. Værssågod, sagde han, og gav ham blokken. Han tog imod den. Næsten rev den ud af hånden på hr. Prestioff, som et barn der river julegaven ud af sin mors hånd. Så ikke så hidsig, du husker jo vores aftale. Han nikkede. Jeg skal nok komme ud herfra tænkte han. Men han sagde det ikke til Prestioff. Jeg kan kun klare højst én uge til hér.
Solen skinnede udenfor, og “de” havde åbnet gittervinduet, så den friske luft nu strømmede ind i rummet. Himlen var blå og skyfri, og han sad i lænestolen med en kold øl, dom han efter mange diskussioner havde fået lov til drikke alene.
Da han havde boet derhjemme med Elisa, havde han været så glad. Men nu da han var taget tilfange, følte han sig mere depremeret end nogen sinde før.
Han kiggede på uret. Klokken var 14.25. Hele fem lange
minutter til besøgstiden startede. Han regnede ikke med at
nogen ville komme. Men han havde nu alligevel en idé om at
een eller anden ville slå et smut forbi. Men han tog fejl.
Ingen besøg den dag. Den aften havde han samlet sine få
ejendele i en plasticpose. I morgen ville han være en fri
mand. Det bankede på døren. Kom ind, svarede han. Så er der
aftensmad, sagde en sygeplejerske. Jeg kommer nu, sagde han.
Han rejste sig og fulgte efter hende. Hendes bagdel
vrikkede kunne han se. Hun vendte sig om, for at se om han
fulgte hende. Han standsede. Hun så ham an, og så vendte hun
sig om for at gå. Vent lidt, bad han. Hun vente sig atter om.
Ja?. Du må, du skal hjælpe mig. Med hvad?. Hjælp mig udher-
fra. Hjælpe dig ud. Ja!. Det kan jeg da ikke. Jeg er kun
sygeplejerske. Jeg ville helt sikkert blive fyret hvis…
Hvis de nu opdagede dig, fortsatte han og nikkede be-
kræftende. Hvorfor vil du ikke hjælpe mig. Jeg er ikke syg,
som mange af de andre. Jeg er normal. Hva’ siger de andre
ansatte om mig?. Du er voldsmand, sagde hun. Voldsmand,
gentog han. Ja, hr. Prestioff, din læge, siger du er dybt
deprimeret, lider af tvangstanker, og at du er voldsmand. Nå,
ser man det. Og det tror du selvfølgelig på ikke. Nej, det
gør jeg da ikke. Jeg ved godt, at mange af de patienter der
indlægges her, faktisk er som dig og mig. Helt okay. Han
nikkede. Godt, så kom ned på værelse syv, når du har tid, og
lejlighed til det. Jeg skal forsøge, sagde hun. Han gik ind
på spisestuen, og satte sig ved et tomt bord. Kartofler,
brunt klister sovs og bøffer. Han tog fire kartofler og to
bøffer. Han syntes ikke maden smagte ham, så han skubbede den
til side, og tog istedet isdeserten, der stod i en lille
stålskål ved siden af hans tallerkern. Den smagte ham godt.
Han bad en af køkkendamerne servere ham endnu een, og
underligt nok, fik han hvad han bad om. Så blev freden brudt.
Ind i spisesalen kom hr. Prestioff. Han rejste sig og skred
uden at sige goddag til hr. Prestioff, der måbende stod og så til.
He. Carlson, kaldte hr. Presstioff ud på gangen. Men det
nyttede ikke noget. Han gik ud i køkkenet, og satte sig, hos
en af madammerne. Han er en underlig een – ham Carlson,
bemærkede køkkendamen, da hun så Prestioff. Tjaee, det har De
nok ret i frøken, sagde han og tog en slurk kaffe. Hvad har
han egentlig gjort, siden han er her?. Ikke noget specielt,
svarede Prestioff. Ikke andet end at have slået sin kone, som
han nu er gået fra og… Han tav. Og hvad?. Han ved for
meget. Ved han for meget. Er det forbudt?. Ikke spor ikke
spor. Men det er for farligt hvis hans viden slipper ud i
offentlighedens søgelys. Især hvis Ekstra Bladet for nys om
noget, så kører møllen. Derfor er han hér. Nåhh, sagde
køkkendamen. Det må jeg da nok sige. Ja, personeligt er jeg
osse i mod at vi har ham herm neb det kan koste ós dyrt hvis
resten af Danmark, endsige resten af Verden, får noget at
vide. Jammen fortæl mig hr Prestioff, sagde køkkendamen, og
gik hen for at låse køkkenet af. Hun vendte tilbage til
bordet og satte sig direkte over for hr. Prestioff. Han,
alså Hr. Carlson, har engang haft et arbejde hér på Nordvang,
hvorfor det ikke er så smart at han nu kommer igen – som
patient. Du ved ligeså godt som jeg at vi i kælderen gemmer
ting og sager, som egentlig ikke burde gemmes. Det ved hr.
Carlson. Han er blevet tilbudt 1/2 million kroner, for at
fortælle hvad han ved. Og han er godt på vej til dte. Men
hvorfor har han så ikke fortalt det mens han var fri, spurgte
køkkendamen, og tændte sig en cigaret. Fordi han for det
første har aflagt éd på at han ville holde dét hemmeligt for
evig, og for det andet og tredie – han er for dum. Køkken-
damen sad tavst og kiggede ud i luften. Slipper han så
aldrig mere ud? Jeg tror det ikke. Men hun vidste bedere.
De må vel osse helere gå nu hr. Prestioff. Jeg skal til at
lukke køkkenet af. De rejste sig begge to. Hr. Prestioff gik
rundt om bordet. Han greb køkkendamen om skuldrene og knugede
hende spontant ind til sig. Uh nej hr. Prestioff. Hvad er det
dog De gør, kan de så la’ vær’. Men det var allerede for sent. Hr. Presstioff forlod køkkenet.
Han sad på værelset og kiggede tomt ud i luften. Klokken havde paseret 15. Han lagde sig til at sove, men kunne ikke. Det bankede på døren. Ja kom ind, sagde han. Det var sygeplejersken. Så er det nu, sagde hun. Hurtigt fik han taget sin jakke på, og tog tasken med sine få ejendele under armen, og fulgte efter hende.
De sneg sig ud af bygningen. Der var tomt så langt øjet rakte. Vi
tager bilen her. Tag den kittel på. Hun smed en hvid kittel over til han. Han tog den på. Sæt dig nu ind, sagde hun. Hva’, nårh ja. Han satte sig ind. Jeg er vist lidt…sløv idag. Udenfor ruden susede landskabet forbi. Jeg er fri. Fri – fri – fri. Det er kun et såørgsmål om tid før de opdager du er væk. Jeg var så heldig at få ekstra arbejde som chaufør. Du skal faktisk være taknemmelig. Dét er jeg osse. Han lænede sig over og kyssede hende på kinden, så varevognene svingede faretroende fra side til side.
Så du, nu skal du ikke begynde på nogen frækheder. Man kan heller aldrig føle sig sikker når en mand er i nærheden. Årh tak for det. De kørte i lang tid. Pludselig standsede de op, foran en stor mørk bygning. Hvor er vi. S-banen. Har du penge til et tog hjem. Til et tog?. Kan du ikke køre mig helt hjem.
Desværrer nej. Jeg skal hurtigt tilbage. Ellers fatter de mistanke. All right. Han kyssede hende på kinde, for anden gang den dag. Her tag denn. Hun rakte ham en hundred’. Tak dú. Han småløb ned af trapperne der første op til perronen på den anden side af bygningen. Stationen var næsten tom. Kun en enlig dranker sad med en flaske. Han gik videre. Toget til København afgår ved spor seks lød det i de ophængte højtalere. Han gik under banelegemet og op på spor seks. Få minutter efter kunne han høre toget. Han satte sig i en ikke ryger kupé. Det lange ophold på hjemmet, havde afvennet ham med rygningen. Så måske alligevel havde det været nytte til. Nu skulle han hjem til Elisa. Min dejlige Elisa, sagde han for sig selv. Hvor jeg dog savner hende. Syv lange måneder uden kærlighed. Det sidste sagde han i en ironisk tone. Togkontroløren åbnede døren ind til kupén. Goddaften hr. Må jeg se Deres billet?. Han rakte billleten frem. Kontroløren tog den. Klippeden den, og gav ham den tilbage. Så fortsatte han sit arbejde og der blev atter stille i kupéen.
Toget standsede. Han kiggede ud af vinduet. København – mit kære hjem, sagde han. Tog sine ting, og forlod kuppen. Selv hovedbanegården var tom, til trods for at klokken kun var omtrent atten stykker. Han hyrede en taxa. Et kvater efter stod han foran sit mål – sit hjem. Han kiggede op mod vinduerne. Han tænkte, at det så underligt ud. Ingen gardiner, intet lys og ingen stemmer eller musik deroppe fra. Elisa var ellers ret vild med Cliff Richard. Det undrede ham at der ikke var nogen. Hvad skulle han sige, nåt han nu stod der, og hun åbnede døre. Goddag min elskede, det var rart at se dig igen. Har du savnet “daddy”, mens han har holt lidt gratis ferie på Nordvang?, eller, Hey baby, er maden klar Han åbnede døren til opgangen. En sær lugt slog ham i møde. Han snusede dybt ind. Røg?, eller døde dyr, lugtede det af. Han stod nu foran døren. Foran døren til sin kærlighed – Elisa. Han ringede på. Men ringeklokken virkede ikke. Han skubbede til døren. Den gik op. Det var satans, udbrød han. Han gik ind i lejligheden. Der var ingen. Der var intet. Hele lejlighedem var tømt. Alt var væk. Væggene var tomme. Han gik ind i det der havde været sove værelse. Der lå en seddel på et lille træbord, han engang havde gevet hende i bryllupsgave. Han tog sedlen op, og begyndte at læse.
Kære John.
Hvordan skal jeg dog forklare det for dig. Det hele er gået så skævt, siden den dag. Du er indlagt, og nu stukket af og eftersøgt. Jeg har ingen mand – kun i papirene. Det hele er forbi. Men John. Du skal vide, at da vi var sammen elskede jeg dig. Jeg elskede dig. Men så opdagede du jo at jeg havde en nær ven uden for ægteskabet, og derfor gik det galt. Åhh John. Tilgiv ,ig. Du tror sikker, at jeg bare var en sådan pige, der bare vár, ikke havde nogle følelser
eller noget. Men John du tog fejl. Åhh bare vi ku’ses igen. John – uanset hvor du befinder dig, så skal du vide at jeg stadig elsker dig
Med kærlige hilsner din ELISA
Han krøllede sedlen sammen og smed den på gulvet. Langsomt gik det op for ham hvad der var hent, mesn han havde været indlagt.
Han så tomt ud i luften. Han gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet, tog en øl. Rundt i de tomme og golde stuer gik han. Udenfor var skyer begyndt at samle sig i en stor sort dynge. Parat til at skylde menneskehedens ugerninger væk, tænkte han. Han tog sin frakke på og forlod lejligheden i opløftet tilstand. I hånden havde han stadig sin øl. Han gik ned, og kaldte en taxa. – Kør mig til by’n, sagde han. Så gerne, svarede chauføren ham.
Idag skulle de på strandtur med skolen. Alle mødte op foran skolen. Kom så børn, sagde læreinden. Alle børnene samledes. Bussen kommer om lidt, sagde lærerinden. Alle så forventningfulde op på hende. Bussen kom, og alle børnene masede for at komme først. Han satte sig forest i bussen og begyndte at læse en bog af Dan Türell. Nåh John, sagde lærerinden. Hva’er det du sidder og læser?. John svarede ikke. Lærerinden satte sig på sædet bag ham. Hvis du ikke sbart lære at svare når man spørger dig om noget, så får du problemer senere hen i livet. John kiggede på hende. Så stoppede bussen og de steg alle af. Ja, så går vi, sagde læreinden. Alle sammen fulgte hende. Stranden var øde. Kun nogle få mennesker gik tur med deres hunde, og en enkelt pige red på en hest. Joh gik for sig selv, og der var da heller ingen som forhindrede ham i det.
Hej dú, skulle du ikke af nu. Han vågnede med et sæt. Hva’, er vi her allerede sagde han. Ja, og nú er det ud. Han åbnede døren, men chauføren greb ham i armen. Det bliver lige 150,- kroner for servicen hr. Han tog sin tegnebogfrem. Han stak chauføren de 150. Han nikkede og forlod taxa’en. Underlig mand, mumlede chauføren for sig selv. Han gik ned igenne strøget. Der var masse af mennesker. Omsider var han nået så langt op ad strøget, at han kunne se Rådhuspladsen. Han stod foran døren. Er du ude på at lave ballade hér, så smut bare med det samme, sagde dørmanden, og nikkede til ham. Han kiggede på manden. Hvor meget koster det at komme ind. En halvtredser!. Hér, sagde han, og gik forbi dørmanden, der kiggede langt efter ham. Lokalet han kom ind i var fyldt op. Han slog sig ned på en tom barstol. En tredobbelt ‘on the rock’s, sagde han. Så gerne. Han drak den hurtigt. Tørrede munden i ærmet. Han bestilte en til. Fandes kælling, mumlede han for sig selv. Jeg elskede hende jo, og så…og så tager hun en skide anden mand istedet for mig, bare fordi hán har flere penge end jeg. Jeg kan ikke klare det. Han forlod baren. Det var blevet sent, og der kørte ingen busser, og han havde ikke penge nok til en taxa, og hvis han havde – hvor skulle han så sove?. Tårene begyndte at løbe ham ned af kinderne, og i et ubetænktsomt sekund jokkede han døvstum ud på kørebanen. Han nåede lige at se en lastbil, så blev alting sort.
Hun sad ved morgen bordet. Han var gået på arbejde. De var lige flyttet ind i et splinternyt parcellhus. Telefonen ringede. Ja hallo, det er Elisa. Hvad?, hvem taler jeg med?.. Hospitalet? Min mand?. Nårhh John. Johh, så sandt så sandt. Vi har været gift engang. Men ellers har jeg ikke… hun tav. er han død?. Kørt over?. Jammen. Jeg kommer straks. Hun skrev en seddel.
En time efter stod hun i elevatoren. I spejlene kunne hun se sig selv. Sit bange ansigt. Tænk hvis der var sket ham noget alvorligt. Hun fandt en sygeplejerske på den gang, som hun i telefonen havde fået opgevet. Hallo De der. Ja?. Kan De ikke vise mig hvor John Carlson ligger?. Naturligvis. Denne vej. Tak!. Hun fulgte efter sygeplejersken. Dér!. Sygeplejerske pegede på en dør. Hun ventede lidt til sygeplejersken var gået. Så åbnede hun døren på klem, og kiggede indenfor. Der lå han – alene. Hun sneg sig stille ind i værelset. Stanken af størknet blod og medicin hang hende i næsen. De gule gardiner gav et skummelt lysforhold i værelset. Hun kiggede på journalen der hang i fodenden af sengen. John “smølf” Carlson. Født 26.2.1964. Hendes blik faldt på dianogse. Svært kraniebrud. Smadret højre lunge. Venstre fod forvredet. Åh gud. Hun brød hukende sammen. Hun måtte sætte sig på en stol, men der var ikke nogen stol. Det rum hun sad i var ikke noget almindeligt sygeværelse. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun satte sig på sengekanten. Tårene strømmede ned af kinden. Hun strakte hånden frem for at age ham på kinden. Hun gav et skrig fra sig. Hun steg ned fra sengen. Gik baglens hen til døren. Tændte lyset, og nærmede sig så sengen igen. Han ansigt var fordrejet i en diabolsk grimasse. Øjnene var åbne, men det så ikke ud til at han så noget. Hun satte sig atter på sengekanten. Som en slanger der hugger, skød hans hånd frem, og greb hendes. Hun frøs fast til is. Han begyndte at tale. Han måtte trække vejret efter hver ord. Stemmen lød som han talte igenne slim. Hvorfor opsøger du mig her Elisa, er du kommet for at fryde dig på mit dødsleje?. En tåre dryppede fra Elisas øje, ned på ham. Han ænsede det ikke. Åhh John. Jeg er frygtelig ked af hvad der er sket dig. Når du bliver rask, skal vi nok få det godt. Få det godt?. Du har jo ham den anden. John!. Det er slut mellem mig og ham. Han var bare eén der hele tiden villle… hun tav. Han nikkede. Hvad hed han?. Kan det ikke være lige meget nu?. Okay han hed Niels. Niels, gentog han. Niels hvad?. Niels hvadfornoget?. Ja, hvad var hans efternavn, spurgte han, og tog sig til hjertet. En rallen unslap hans strube. Han hed vist Christiansen, tror jwg nok. Elisa, det er for sent. Jeg kan mærke det. Det er for snet. Dú må ikke dø råbte hun. Åh Elisa Jeg… el…sker…dig… Elisa… Han lukkede øjnene og stønnede. Neeeejj. Skriget var så højt at flere sygeplejersker og læger kom styrtene ind. Hun lå med ansigtet på hans bryskasse. Han er død. Død gentog hun for sig selv. To læger hjalp hende ud.
John Carlsson’s død blev forfærdelig og smertefuld. Han døede med sjælen fuld af smerte og troen på sit & Elisas ægteskab burde have været et lykkeligt foretagene. De sidste ord han sagde var : Jeg leved’ med troen og håbets glød, Jeg troede på kærligheden. Jeg leved’ lykkeligt til min forstående død, og livets tråd blev så rød.

Print Friendly, PDF & Email
Vær den første til at bedømme
Mærket med:

Skriv et svar