20 af de røde
Torsdag 25. juni 1992, Lyngby.
Hvad der hænger ud over offentlig vej
det tilhører lige så meget mig
Og man skal ikke komme og blande sig
hvis jeg plukker en rose og gi’r den til dig
Jeg ville give dig 20 af de røde til dit sofabord
jeg ville give dig dem mens de stod i flor
De ville bringe liv som lykke og gi’ dig kærlighed
jeg ka’ kun ønske for dig at de varer ved
Faste rammer
Lørdag 13. juni 1992, Lyngby.
Jeg lever nu med kendskab til
livet og hvad det er jeg vil
Mine drømme de går i retning af
at jeg bli’r lykkelig en dag
Hvor jeg finder en kvinde
som jeg kan elske
som kan elske mig
uden at vi skal famle i blinde
21 år, 11 måneder og 13 dage
cirka 15 timer
Jeg er alene og ensom
men ser folk i stimer
Og det piner mig at se og høre
når de krammer og kysser hinanden
de får den alle op at køre
og jeg kan kun tænke sgu og fanden
Ak ja, nok drømmene er gode
men hvor de dog piner mig
min model er forkert, fyldt med skrammer
derfor er jeg uden faste rammer
Men jeg lever dog med kendskab til
livet og hvad det er jeg vil
Mine drømme de går i retning af
at jeg bli’r lykkelig en dag
Hver gang
Tirsdag 2. juni 1992, Lyngby.
Hver gang jeg tolker
det jeg si’r
det jeg drømmer
det jeg gi’r
hver gang jeg forsvarer
det jeg tænker
det jeg mener
det jeg føler
så
får jeg det så dårligt
og alt kan spores
årligt
så det er ikke nemt at
bare få det glemt
for alt i livet spiller ind
og jeg er jo nærmest blind
tårerne dér på min kind
de drypper blot på mit sind
og drukner hjertet mit
det kunne blive dit
Går gennem by’n
Fredag 29. maj 1992, Lyngby.
Jeg går gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg lutter ensomhed
Jeg standser ved et busstoppested
og ser at bussen kommer
Her er så mørkt og goldt
selvom det snart er sommer
Og fuglene de synger, og blomsterne de gror
Jeg går hjem med sorg i sjælen mens jeg synger i kor
“Og vi kan få et L som lykke og et K som kærlighed
men det er ingen garanti for at lykken varer ved”
På min vej gennem by’n så jeg alt fra smerte til fortrolighed
Da jeg kom hjem åbnede jeg en flaske med forfængelighed
og lod tv-kvinden snakke om den syge verden, og til mig
mens min virkelighedsflugt lod mig gå en helt anden vej
Så jeg går stadig gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg masser af kærlighed
Knus der knuste
Onsdag 28. april 1992, Lyngby.
Jeg blev høj af deres knus
og jeg levede på deres ord
Jeg blev varm og forandret
men ikke lykkelig som I tror
For der var et stort behov
som ikke fyldtes ud
mangel på den kærlighed
klædte mig af og så var det ud
Jeg blev høj af deres knus
men der er ikke flere tilbage
Det var en ekstase, sikke en rus
Jeg ku’ ånde af dem, livets sus
A 189
Søndag 26. april 1992, Lyngby.
Åh, al den kærlighed i luften
i min jeg følte kvalme
den prikkede provokerende til min sjæl
der frygtsomt ind i Mørkets rige fór
og kvalte alt med enkelt vræl
A 188
Søndag 26. april 1992, Lyngby.
Som en fromage er vi
menneskeheden
Vi dirrer af spænding
med ét vil vi springes
Fotografiet fortæller
Tirsdag 21. april 1992, Lyngby.
I dag var himlen skyfri og blå
fyldt med varme og solstriber på
pletter af fugle i fjerdragt og sang
og Gud der læser højt af “Der var engang”
Og her på jorden går Jeg rundt i lort til halsen
mens jeg skriger og råber og danser med til valsen
Men himlen den er stadigvæk skyfri og blå
med drømmebilleder af det Jeg håber på
Gid jeg stod der endnu
Tirsdag 14. april 1992, Lyngby.
Jeg så ind i hendes øjne
og jeg så ind i hendes sjæl
jeg så hendes styrke
og jeg så hendes kærlighed
En kærlighed der må være så stærk
at ingen kunne klare den
Og jeg så dybt ind i hendes øjne
og jeg blev så varm i min krop
og jeg så hendes skrøbelighed
og mit hjerte gav et hop
– åh hvilken herlig kvinde
Endt epoke
Søndag 12. april 1992, Lyngby.
“Jeg ved ikke hvordan
jeg skal få det sagt
Jeg er skide bange
Bange for foragt”
Sådan tænker jeg endnu
første gang – det var ikke sjovt
Og får jeg atter chancen
så bliver det kun flovt
Jeg tør ej mere at håbe
Håbets epoke er svundet
og jeg forstår ikke at finde
varme og ømhed
hos den eneste éne
hun der ikke er fundet af mig
hende som ikke har opdaget at jeg
søger og leder
efter en kvinde
Åh hvorfor har du ikke lært det endnu?
Er du bange for at du ikke ku?
Hvad er der galt, er jeg virkelig så død –
at ingen, ingen endnu –
har kunnet syntes at
jeg var sød?
