En mellemmad eller to

En mellemmad eller to
Onsdag 8. marts 2000, Hadsund.

Hvis jeg indbød dig,
til at gå ud med mig,
spise en mellemmad eller to,
på en resturant eller kro,
hyggemad og vin, åh, bare os to,
køre i taxa i timer, bare en dag –
slappe rigtigt dejligt af
ville du så søge at sige
det ved jeg ikke om jeg ka’
eller ville du sige ja?
det gjorde hun ikke!

Stå så fast som tidslen

Stå så fast som tidslen
Mandag 10. maj, 1999, Hadsund.

Triste tider rammer os
som skarpe sværd i sjælen
Ondskabens ord, er de værd
som Jesus Krist på pælen?
Somme tider svares tavst
et ja, med sagte hvislen
godt det samme, at en ka’
stå så fast som tidslen
Triste tider ramler ned
som regnvejrsregn om natten
meget kan man ta’, men taget
klarer ikke skvatten
Gennemblødt fra sind til hud
fra yderst og til inderst
sjasket til fra tå til top
én bliver så syg og en giver op

 

Livet P.t.

Livet P.t.
Onsdag 10. marts 1999, Hadsund.

Jeg drikker ikke mere kirs’bærvin
jeg lever ikke længere som et svin
jeg ånder dog luften i mig
sjælen kroppen min er i live dag til dag
men jeg lever ikke rigtigt velbehag
Jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke snakke
Jeg kan ikke give, jeg kan ikke takke
Jeg kan ikke forsvare, forstå og reagere
Jeg vil ikke ødelægges, men jeg må leve mere
Jeg kan ikke hjælpes, ikke mer’ forvente
Jeg kan ikke håbe, hvad er livets rente?
men selv for de håbløse er vel håb
Gid nan kunne få det sidste til først

Endnu en tanke

Endnu en tanke
Mandag 1. marts 1999, Hadsund.

”Som en dronning, skønt
jeg havde det så godt som
pynt
behandlet pænt og godt
nu er alt lavet om
og nu er livet er råt”
– sagde hun til mig, men
Ligge i arm kan du stadig
Ligge væk, dér, og drømme sødt og jeg kan se
Rendene under dine øjne er som blæk
Een af de slags korte dage
hvor man tror man kun har kort tilbage

Fred og ro

Fred og ro
Mandag 12. januar 1999, Hadsund.

stilhed fred og ro mørkeskred og tro
stille hjertebanken
fred og ro i tanken
ingen larm og løjer
intet ingen døjer
bare stilhed fred og ro
Dåner lige så stille
ind i dagens morgengrå facade
ånder langsomt ud
min indestængte vrede lukker lyset ind
blænder hjernen blind
Dåner lige så stille
mod den morgengrå gade