Tag: Digte

Digte

Tilgiv

Tilgiv
Tirsdag 18. juni 1996, Lyngby.

Du Himmelske Fader, op i dit Himmerige
Min Gud og almægtige skaber
Du troens skaber, du hellighedens fører
O’Herre, jeg kan ikke længere lade være
Tilgiv mig de synder Fristelsens ånd lod mig svælge
Giv mig mod og friheden til at vælge
Lad for din skyld kærligheden stå forrest ved mig
giv solen og englene friheden – vend dem vor vej
Så jeg forstår det jeg gjorde i går
Amen

Bare kærlighed

Bare kærlighed
Onsdag 29. maj 1996, Lyngby.

vrisser
og viser bisser
jeg er ved at blive skør
jeg ville bare have kærlighed
til jeg dør
hvorfor skulle det netop gå
sådan som jeg ikke ønskede
det skulle gå

vi snakker om det
og prøver på det
men intet lykkes rigtigt
intet holder rigtigt
og du ligger på sengen og tænker
er der noget galt?
har jeg gjort dig noget skidt igen
,og stiller spørgsmål om du nu er god nok

alt hvad jeg ønskede er bare kærlighed
og jeg håber at den altid vil leve ved

Forløb

Forløb
April 1996
Den venter på os allesammen
tålmodigt ventende i dybets sorte
på udkig efter den næste syndebuk
parat med leén til at give sit hug
Stædig ventende på chancen kommer nær
vil Den have os og livet tæt på der
Bestemme over Livet og hvide rosers gang
som vokse ind i Himmelen, i himmelen
O’ Herre, se det hvide slør som dækker mine øjne
thi blind er følelsen – tænker, er dette livets løgne?
doven dyrisk dvælende dværgagtig døende er diset i
Din himmel den dækker øjesynets lænker og krænker alt til skimmel
Den venter på os allesammen
med udgang fra det sorte
og lokker os i dybet ned og langt bag sine porteJeg sidder i mit tårnhøje
kigger ned i meningsløshedens kælder
skuer over verden med et for øje
hvornår de min tårnhøje menig fælder
Jeg styrter i Helvede O’ Herre, jeg ser
lyset fra kilden som skinner mig nær
Angstpræget livsnyder ondskabsfuld stemplet
jeg føler mig -tænker mig, lever forulempet
Se nu lyset, det stråler så, af lyksalighed
og solen står op og solen går ned, og i al evighed
følelsen dræber og jeg stræber med, i salighed
står stille, lever, magfoldighed
Den er omkring os allesammen
knivspidsen og blottet stål
glidende lystigt, lystig, og kold som en ål

Morgengrøde over stille vande
himmelvælvet rummer stormen rettet mod solens lys på jord
stille vendende sig mod lyset, ønskende det var fra solen
ventende chokerende levende stående kvalmende, dér på molen
Se, nu oppefra en engel lys og bleg, hun smiler kun til dig,
se hun komme med frelsene budskab med befrielsens elendighed
Stønnende støvpartikler ud i luften ren og allehånde
smertesorg og angst og venten forgår som ånde
Og se nu lyset fra solen den stråle, og stikker mig i huden som nåle mit slørede syn er på vej op fra kælderens dis i alle mands tårnhøje Hvor markerne dufter forårs grønt og klokkerne ringer i klang
O’ Herre vis vej, vis lys og hvide rosers evige gang for mig
Og lyset er omkring os i en lysende ring, i et lysende liv
jeg står på Livstrapezen og venter på at tage det store spring
i ektatiske rammer, i himmelen, hjemme hos dig Herre

Bymosaikker

Bymosaikker
Februar-Tirsdag 2. april 1996, Lyngby.

Jeg vandrer på gaden. Mennesker i flæng færdes i klynger.
Den gamle og damen med den slidte hat. Musikanten der spiller. Synger?
Manden med molesteret mund i sit slidte 20’er jakkesæt. Med plet.
Én med kasketten vendt forkert. På hoevdet. Joggingtøj. Tyggegummi. Autonom? Hiphopper?
Vinterkulde. Tavshed. Larm fra bilerne. Hvor ér lyden blevet af. Fugle?
De fede duer der kagler.
Bilerne der oser. Os? Ud i luften. Kapitalismen renser samfundet for utøj. Komøg.
Bilrudernes glans. Sikke en dans. Kampviljen flenser. Livet er rundet. Føj.
Og en kalket hvid stribe er tilbage. Regelmæssig rolig og støt.

Den unge kvinde der går. Forbi. Caféen der dufter og jeg nyder duften.
StorCenteret der lukker og drømmen røg i grøften. Vejen gennem byen. Snøften?
Nyder glatheden barskt.
Attachemappen lyser op. Slipset hænger vinkelret. Ølmave? Nej? Strømlinet? Ja.
Og lige fliser afmålt som firkantede øjne der stirre på een. Bare sten. Men de stirre på een.
Forbi Fredgaard. I fjernsynsreklamer. Bag caféens ruder.
Jeg går. Ned af gaden. Skyerne hænger. Prisen ér 8,95 på surbrøddet hos bageren. Køber det.
Nødtørftent.

Ved Café Fodkold og på gaden ses folk der spiser.
Murene er trætte. De gamle sten er i forfald. Træernes blade blafre bevidstløse i vinden
Solen skinner pr. behov.
Mosaikker af mennesker. Mosaikker af sten. Bymosaikker. Og folk der kigger.

Aldrig brande broer

Aldrig brande broer
Tirsdag 12. marts 1996, Lyngby.

Jeg tænker og bygger broer af de materialer jeg samler
mens solen står op over byen når solen går ned i øst
og broen skal udsmykkes mønsret og bygges kun i lyst
jeg installerer brandslukningsudstyr hvis det hele ramler

En bro over sundet så jorden den bli’r rundet
Naturen på siden gennem en bro kun af viden
Aldrig brænde broer så naturen tilintetgøres
Aldrig brande broer. Broen må kun berøres.

Alle dem jeg har konstrueret, et fåtal smuldrede bort
og dem jeg planlagde at bygge fik en tanke ak så kort
Broer har holdt og knust itu, er bygget påny med omhu
Aldrig brande broer man kan betræde. Aldrig brande broer. Aldrig græde.

Kærligheden vandt

Kærligheden vandt
Tirsdag 5. marts 1996, Lyngby.

henrivende
jeg blomstrer som en rose i ørkenen fuld af jord
skutter mine blade for den brændene kærkommende sol
lader regnen falde og afkøle min stængel
lader mig bestøve af en bi og en engel
hengivende
jeg leger som en hundehvalp på en græsplæne så elegant
jog bider lystent i alt og føler mig som en elefant
og ruller mig og leger vildt og synes livet ér mildt
hengivende henrivende
kærligheden vandt

Om “Det Gode Menneske”

Om “Det Gode Menneske”
Februar 1996, Lyngby

Det Gode Menneske er besat af tanken. Så
stævne skal der være midt på planken. Gå
mellem landene Det Gode og Kaos. Og
principielt tænkt som en fredsaftale
mellem de gode og de gale. Fredsaftale.

Sortstormen blæste og regnen skyllede
en vinterdag i februar for nylig
og man hørte den sande røst
fra land til by over hav til kyst
og ved golde steder blev så tyst
og råben blev til ægte lyst
og alverden følte sig sin trøst

Og midt på bnroen. Stormen fór
og alle sang en flok i kor
og langt under broen var sletten
og der så man pletten af skyggen
som gradvist forsvandt til nytte
for De Gode der vil beskytte

Det gode menneske har en stemme
som man sjældent kun vil glemme
så blød og sød som uld og mjöed
et ærbart kendskab til livet
Hos Det Gode menneske er valget give