I en kapsl
Lørdag 30. september 1995, Lyngby.
Jeg mærker rystende angsten
på mine hænder i min krop som er
– stået op
Dybt i min mave og langt borte i mit bryst
– men min sjælemund er blot så tyst
Jeg tør ikke dø, jeg tør ikke være i live
angsten holder mig hen og jeg tør slet ikke
– blive
Jeg har svedige rystende hænder
og sved under min arm
Jeg har mit hovede og sjæl
og stille storm og larm
min mave sitrer, min vejrtrækning sløres
Jeg er opmærksom på
– men intet høres
Der er ingen tårer, gråd eller kval
Jeg sukker kun så dybt jeg kan
– og ser det klare vand
Jeg går blandt mange
for at undgå at være bange
dog rammer angsten mig hårdt og tit
og legemet vort får det skidt
Jeg synes folk de kigger på
– så jeg koncentrerer mig om at gå
Jeg flygter fra angsten
men aldrig kan jeg glemme
Jeg vrider min hjerne i råbet
– hvor har det hele mon hjemme
Selv blandt ro’en og fred’en er jeg bange
så udsigten og håbene er meget lange
Er jeg bange for mig selv, er det verden som er skør
er det angsten for angsten i mig der gør
et hele meget værre
mon det virkelige virkeligt aldrig rigtigt bliver mer
for så er det på tide at jeg ber
Jeg kan være angst for at være alene
hjemme er væggene skrumpende fængsler
– de bevæger sig ikke rigtigt
men det er nu heller ikke så vigtigt
for de er hvide og tomme
men hvor meget kan de rumme
og jeg er bange for at gøre ting
som kan holde mig i sving
Jeg er fastlåst i en kapsel uden lås
i et univers som ikke kan nås