Tag: Mørkere digte

Ilddans og lavastrøm

Ilddans og lavastrøm
Lørdag 28. oktober 1995, Lyngby.

Jeg lader hånden glide ned over mit knoglede bryst
og tænker at hvis ikke jeg er syg så er det lyst
hårene stritter og mine albuer er lige så skrøblige
de fastsætter sig i ribbenenes åbne kratere
og hjernen larmer men alting er så tyst

Jeg lader hånden røre og trykker huden flad i min kind og
jeg mærker mine knæhasers gummiled og mærker at jeg bliver flov
jeg skænder af mig, lader hånden glide gennem håret og dog
jeg insisterer på at det er dig og ønsker inderligt at få lov

Jeg tilfredsstiller mig selv sengeliggende på et øjeblik
er uhygiejnisk ligeglad rystet i det der er blevet en skik
jeg drømmer om lykke med salt og peber men satser ikke mere
en aften med den røde væske giver ønsker om at kreperer

Mit liv er blevet en knivskarp fornøjelse
en iilddans mellem lavestrøm og forhøjelse
en kamp om at føle sin krop sin sjæl
en dans rundt om livet som en milepæl
hvo om jeg ku lære tvivler jeg desværre

I en kapsel

I en kapsl
Lørdag 30. september 1995, Lyngby.

Jeg mærker rystende angsten
på mine hænder i min krop som er
– stået op
Dybt i min mave og langt borte i mit bryst
– men min sjælemund er blot så tyst
Jeg tør ikke dø, jeg tør ikke være i live
angsten holder mig hen og jeg tør slet ikke
– blive

Jeg har svedige rystende hænder
og sved under min arm
Jeg har mit hovede og sjæl
og stille storm og larm
min mave sitrer, min vejrtrækning sløres
Jeg er opmærksom på
– men intet høres
Der er ingen tårer, gråd eller kval
Jeg sukker kun så dybt jeg kan
– og ser det klare vand
Jeg går blandt mange
for at undgå at være bange
dog rammer angsten mig hårdt og tit
og legemet vort får det skidt
Jeg synes folk de kigger på
– så jeg koncentrerer mig om at gå
Jeg flygter fra angsten
men aldrig kan jeg glemme
Jeg vrider min hjerne i råbet
– hvor har det hele mon hjemme
Selv blandt ro’en og fred’en er jeg bange
så udsigten og håbene er meget lange

Er jeg bange for mig selv, er det verden som er skør
er det angsten for angsten i mig der gør
et hele meget værre
mon det virkelige virkeligt aldrig rigtigt bliver mer
for så er det på tide at jeg ber

Jeg kan være angst for at være alene
hjemme er væggene skrumpende fængsler
– de bevæger sig ikke rigtigt
men det er nu heller ikke så vigtigt
for de er hvide og tomme
men hvor meget kan de rumme

og jeg er bange for at gøre ting
som kan holde mig i sving
Jeg er fastlåst i en kapsel uden lås
i et univers som ikke kan nås

 

A 308

A 308
Torsdag 3. august 1995, Lyngby.

Jeg krammer flasken som en bamse mod min kind
og drømmer om den brisekølige aftensommervind
jeg sidder skjult i et fængsel og hvis jeg en dag slipper ud
vil jeg flyve bort og lande på månen og stige der ned og så ud
og lind bør jorden være så den min lange kiste nemt kan bære
for dér vil jeg begraves

Lidt smerte gør godt

Lidt smerte gør godt
Mandag 10. juli 1995, Lyngby.

Jeg sidder her på gulvet med en kuglepen
presser hættehullet ned i et sår i mit ben
jeg bider mig selv i læben og river mig på låret
jeg drikker mig fra sans og samling
vader fuld rundt på en vej
jeg drømmer om at dø og dræbe
banker hysterisk hånden i gulvet og skriger
sveder fryser og brænder for at udfylde hullet
jeg piner mig selv dagen lang hele året

men som jeg føler lidt smerte gør godt
så rør jeg ved mig selv
og en dag slår jeg mig selv ihjel