Tag: Angst

Vulkanudbrud

Vulkanudbrud
Tirsdag 21. november 1995, Lyngby.

Åhh …
ser knap nok billedet “jeg slår hende ihjel”
tramper i gulvet takker alligevel for maden og senere for pengene, surt
vrisser og slynger eder ud, falder senere ned på jorden igen og ud, lort
angriber! forsvarer! angriber og raser afsted –
jeg er bange og – desavouerer hendes såkaldte prætenderet kærlighed?!
føler balance
svækker mig
vakler i følelser
ikke rare
utvivlsomt frustreret
i fare
mere end jeg nu kan klare
brøler hader tvivler skader nedkøler lader
Jeg vil – men ønsker ikke – glæder og bedrøvelse –
jeg ta’r endnu en tår af min indkøbte sorg-bedøvelse
senere balanceres forholdet i mig selv
og jeg ser ikke mere billedet “jeg slår hende ihjel”

Stormflod

Stormflod
Tirsdag 31. oktober 1995, Lyngby.

Et sug i maven
et slag i hovedet
tårer i øjnene
klump i struben

anger –
fornægtelse –
had
harme
skyldfølelser?
usikkerhed!
falske håb …
en lunken spand vand spildt over rodet
stormflod af det der kan mærkes
fanger mig i garderoben

Dønninger ved strandbredden
sandet er vådt
det bliver aldrig tørt
det er råt

Ilddans og lavastrøm

Ilddans og lavastrøm
Lørdag 28. oktober 1995, Lyngby.

Jeg lader hånden glide ned over mit knoglede bryst
og tænker at hvis ikke jeg er syg så er det lyst
hårene stritter og mine albuer er lige så skrøblige
de fastsætter sig i ribbenenes åbne kratere
og hjernen larmer men alting er så tyst

Jeg lader hånden røre og trykker huden flad i min kind og
jeg mærker mine knæhasers gummiled og mærker at jeg bliver flov
jeg skænder af mig, lader hånden glide gennem håret og dog
jeg insisterer på at det er dig og ønsker inderligt at få lov

Jeg tilfredsstiller mig selv sengeliggende på et øjeblik
er uhygiejnisk ligeglad rystet i det der er blevet en skik
jeg drømmer om lykke med salt og peber men satser ikke mere
en aften med den røde væske giver ønsker om at kreperer

Mit liv er blevet en knivskarp fornøjelse
en iilddans mellem lavestrøm og forhøjelse
en kamp om at føle sin krop sin sjæl
en dans rundt om livet som en milepæl
hvo om jeg ku lære tvivler jeg desværre

I en kapsel

I en kapsl
Lørdag 30. september 1995, Lyngby.

Jeg mærker rystende angsten
på mine hænder i min krop som er
– stået op
Dybt i min mave og langt borte i mit bryst
– men min sjælemund er blot så tyst
Jeg tør ikke dø, jeg tør ikke være i live
angsten holder mig hen og jeg tør slet ikke
– blive

Jeg har svedige rystende hænder
og sved under min arm
Jeg har mit hovede og sjæl
og stille storm og larm
min mave sitrer, min vejrtrækning sløres
Jeg er opmærksom på
– men intet høres
Der er ingen tårer, gråd eller kval
Jeg sukker kun så dybt jeg kan
– og ser det klare vand
Jeg går blandt mange
for at undgå at være bange
dog rammer angsten mig hårdt og tit
og legemet vort får det skidt
Jeg synes folk de kigger på
– så jeg koncentrerer mig om at gå
Jeg flygter fra angsten
men aldrig kan jeg glemme
Jeg vrider min hjerne i råbet
– hvor har det hele mon hjemme
Selv blandt ro’en og fred’en er jeg bange
så udsigten og håbene er meget lange

Er jeg bange for mig selv, er det verden som er skør
er det angsten for angsten i mig der gør
et hele meget værre
mon det virkelige virkeligt aldrig rigtigt bliver mer
for så er det på tide at jeg ber

Jeg kan være angst for at være alene
hjemme er væggene skrumpende fængsler
– de bevæger sig ikke rigtigt
men det er nu heller ikke så vigtigt
for de er hvide og tomme
men hvor meget kan de rumme

og jeg er bange for at gøre ting
som kan holde mig i sving
Jeg er fastlåst i en kapsel uden lås
i et univers som ikke kan nås

 

A 315

A 315
Fredag 25. august 1995, Lyngby

Først er man sindsyg så er man normal
Så bliver man glad og så bliver man gal
Der er mange sjove stadier at befinde sig i
Her vil jeg fortælle om den jeg bedst kan li’
Jeg svinger rytmisk fra glad til gal
hurtigt som en haj og langsomt som en hval
bliver rasende venlig over min psykholog
der først mener jeg ér og så er normal!
Det er ikke til at være
blandt de normale eller sære –
man skulle have været ansat hos selveste Gud
men istedet må jeg gå rundt og bare være Knud

Lidt smerte gør godt

Lidt smerte gør godt
Mandag 10. juli 1995, Lyngby.

Jeg sidder her på gulvet med en kuglepen
presser hættehullet ned i et sår i mit ben
jeg bider mig selv i læben og river mig på låret
jeg drikker mig fra sans og samling
vader fuld rundt på en vej
jeg drømmer om at dø og dræbe
banker hysterisk hånden i gulvet og skriger
sveder fryser og brænder for at udfylde hullet
jeg piner mig selv dagen lang hele året

men som jeg føler lidt smerte gør godt
så rør jeg ved mig selv
og en dag slår jeg mig selv ihjel

Misundelig

Misundelig
Fredag 30. juni 1995, Lyngby.

jeg går på glødende kul, på stikkende nåle
jeg kan ikke føle direkte jalousi
for følelsen har jeg lært at kontrollere
lært at tåle!

Jeg kan se dem hånd i hånd
mund ved mund
grimme og kønne
morgen middag og aftenstun

Jeg kan skimte hendes øjne
hun ser stærk og kraftfuld ud
jeg kan lugte visse visne løgne
jeg kan gennemskue dem til nøgne tror jeg nok
til det nej der gir mig et gok
af mandens hårde blik og hans lede pik

Jeg drømmer skriver skriger og håber om kærlighed
jeg drikker og visner og higer jeg måber mig af led
jeg er logisk pisse misundelig på alle der har
noget jeg ikke rigtig(t) fik af hverken min mor eller far

Det driver mig til vandvid
jeg har tanker om kriminalitet psykopatiske mordforsøg
og drømme om drømme der siger jeg er parat at dø

så et kram i en enkelt dans fra en klam bøssesvans, fra en dejlig kvinde
i den bedste alder gi’r mig håb om at eg måske også jeg kan sejre og vinde i
livet hvorfor er ingenting mon givet?
og det gælder de fleste
de værste og de bedste

jeg stiller mig selv spørgsmål
kender svarene
er sortsynet hele vejen igennem
jeg snor mig som en ål i byen
som en vildtfarene
som et løssluppendt lyn