Kategori: Histtorier

Den blodrøde sol var ved at forsvinde ned bag den sorte skov’s trætoppe. Christoffer trak sin cyklen over kirkegården. Han var ellers blevet forbudt det masser af gange, men når det nu var en genvej, hvorfor så ikke tænke Christoffer og gik ubekymret videre. Pludselig mærkede han en klam ånde i nakken. Han så stift frem for sig. Han ville ikke vende sig om. Han gik rask videre. Men ånden forsvandt ikke. Christoffer smed cyklen og vendte sig hast-igt om. Christoffer tog sig til halsen ved det syn der ramte ham. Han rallede hæst og holdt sig et øjeblik for øjnene. En mand stod foran ham. Kødet hang i laser fra hans krop. En ufattelig stank stod omkring manden. Stanken af død. Christoffer rettede sig op og gjorde sig hård. Han så stift ind i mandens “levende” kranie der grinede ondskabsfuldt til ham. Christoffer var ved at brække sig, hvilket han normalt ikke gjorde. Mandens øjenhuler var fuldt af levende slimede og lange orme, der vred sig i klistre lyde mel-lem hinanden. Kvalmen tog mere og mere form inden i Christoffers hals. Han måtte brække sig. Han vendte sig om og skulle til at bukke sig ned, da en en hånd greb fat i ham og rev ham voldsomt tilbage. Christoffer satte sig op i sengen med et sæt. Det var kun et ondt mareridt. Men det var så virkeligt. Christoffer tørrede sveden af panden. Han rejste sig, tog sin morgenkåbe på og gik ud i køkkenet. Han åbned køleskabet og stod et øjeblik komplet lammet ved synet af en stor lodden eddekop. Otte lange lodne ben, en stor sort fedt glinsende krop med to røde øjne stirrede på ham. Christoffer lukkede lynhurtigt køleskabet. Men edderkoppen prøvede ikke på at slippe ud. Jeg er syg, jeg må til lægen – i morgen, tænkte Christoffer. I det samme gik det op for ham, at det var fredag og lægerne havde altid havde lukke om lørdagen. Det løb iskoldt ned af ryggen. Var han blevet paranoid. Havde han fået forfølgelses vanvid. Var det tegn på at han skulle dø. Hvorfor lige mig. Spørgsmålene meldte sig uafbrudt i hans trætte hjerne. Han rejste sig fra køkken tabureten og gik hen til køleskabet. Langsomt åbnede han døren og kiggede ind. Alt var som det plejede. Han åndede lettet op. Men hvor notelloen blevet af. Han havde ikke spist det, og glasset var der da han gik i seng. Det var bare Louise hans lillesøster der havde ædt det. Det skal han edderman’me huske sagde han grådkvalt til sig selv, hvorpå han traskede ind på sit værelse, lukkede og låste døren omhyggeligt og gik i seng. Resten af natten var han oppe syv gange for at cheke om døren nu var låst. Det var den. Christoffer vågnede først sent ud på eftermiddagen til stor forundring for hele familien. – Er der ikke noget mælk spurgte Christoffer da han kom ud i køkkenet, hvor de andre sad og drak the. – Mælk sagde faren. Hvad er mælk for noget. Christoffer stod og så på avisen der skjulte faren. Mælk & cornflakes’ i ved…. – Vi ved intet sagde moren, der sad med ryggen til. Christoffer følte sig usikker. Han bakkede henimod døren der førte ud til korri-doren. – Bliv snerrede lille søsteren. Han vendte sig om skulle lige til at løbe ud af køkkenet og ind på sit værelse, men en “klo” greb ham om skulderen inden han nåede at åbne døren. En jagene smerte fór igennem overkroppen og han faldt forover. Da han kom til sig selv igen var der nogen der stod og ruskede i ham. Chris-toffer, hvad skete der, vågn op Christoffer. Han så sine forældre stå bøjede over ham. De så bekymrede ud. Han lå på ryggen ude i køkkenet. Lillesøsteren kom hen og stillede sig ved siden af moren. Der var de. Tre mod hám. Tre mod én. Det var fejt. – Er du okay smaskede lillesøsteren. Hun stak en fonger i munden og snoede sit tyggegummi og tommelfingeren. – Jaja, jeg er okay fremstammede
Christoffer. Jeg faldt vist bare. -Ja, kom nu og få lidt morgenmad. Jeg har stillet “cornflaksne” frem sagde moren. Christoffer spiste morgenmad i fred og ro. Han måtte være på vagt hver gang et andet familliemedlem var i nærheden. Efter morgenmaden gik Christoffer ind på sit værelse og smed sig på sengen. Det skulle han aldrig have gjort. Sengen gav et ryk og lukkede sig på begge sider af ham. Han prøvede febrisk at slippe ud. Men “sengen” var og blev lukket. Hjæææælp! Skriget var ikke til at tage fejl af. Moren, faren og lillesøsteren kom styrtene ind på Christoffers værelse. For dem så det blot ud som om at Christoffer havde et levende mareridt, men for Christoffer var det helt anderledes. Ring efter lægen sagde faren og betragtede tavst sin søn. Christoffer lå helt stille. Der var trangt i det aflange og smalle rum. Langt borte kunne han se et rødligt skær. Han rejste sig og fulgte lyset. Det skar ham i øjnene at se på det, men en usynelig kraft tvang ham videre. Christoffer gik og gik, men det var ligesom om han ingen vejne kom. Et kvater efter ringede det på døren. Lillesøsteren fór ud og åbnede. Udenfor stod en høj mørkhåret mand iført flandels-bukser og rød sweater. – Er du lægen, spurgte Louise og så op på manden der først nu opdagede den lille pige. – Hva, Jahh jeg er. Er der her Christoffer bor? – Jaja, kom bare ind. Han ligger inde på sin seng. Han er helt plim, du ved. Lillesøsteren dunkede sig i hovede og så smilende op på lægen dr smilte tilbage. – Ja jeg ved godt hvad du mener. Lægen og Louise kom ind på værelse. Christoffer lå med armene i vejeret. Han formede hele tiden nye ting med sine hænder. – Hvad er det han laver, spurgte lægen. – Vo ved det ikke græd moren og støttede sig til faren som så over-bærende på lægen og sagde: Er det ikke typisk med børn i den alder. Især drenge. Lægen så strengt på faren, der hurtigt tav. Men så begyndte hab atter. Altså jeg mener, det er typisk at de altid skal blive syge, ligesom man skal til fammiliefest ikke. Nu kommer han sikkert ikke med. – Tjae det har De måske nok ret i sagde Lægen og så eftertænktsom på faren. – Se Christof.. Louise stivnede ved morenss sskrig. Då så alle tre på Chrstoffer. Hans øjne stod vidt åbne. Fråden løb ham ud af munden. En uhyggelig stemning havde bredt sig værelset. Temperaturen var faldet og en kølig vind strøg ind af vinduet. Christoffer blev mere og mere intereseret i hvad det røde skærs sanhed var. Han begyndte at løbe. Sveden løb ham ned af panden. Jo tættere han kom, jo varmere blev det. Til sidst kunne han holde varmen ud. Han tog jakken af og smed den bagover klar til kamp, som han havde set i de gamle westerfilm. Christoffer stod lidt og lyttede. Var det ikke, Christoffer gispede og så ned på sine fødder. Han turde næsten ikke fulføre sætningen for sig selv. Christoffer begyndte at gå mens han hele tiden holdt øje hvor fødderne gik. Et skarpt blink fik ham til at snuble. Han faldt ud i det tidsløse rum. Han faldt og faldt. Sære billeder fór forbi ham i rasende fart. Han prøvede at fange dem, men de var for langt borte. – Christoffer, kan du høre mig. Det er Edward. Vågn op Ch-ristoffer. Christoffer havde en fornemmelse af at der var nogen som udtalte hans navn ét sted. -Ja sagde han og ramte i det samme et blødt underlag. – Se. Faren pegede på Christoffer. Der havde sagt et eller andet. – Christoffer, Chrisrtoffer. Lægen satte sig ned på segen. Christoffer mærkede raseriet bruse op i sig. Han så en utydelig skikkelse være bøjet over sig. Hans hånd fløj gennem luften og greb fat i det der måtte være skikkelsen’s strube. Lægen fik et underligt udtryk i øjnene. Han stønnede og pegede skrækslagen på Christoffer, mens han så på resten af famillien der stod tavst omkring ham og sengen. Så faldt han livløs om på gulvet. – Du
godeste! En syg dreng og en død læge! Hvad hár vi dog gjort. Faren satte sig på en stol og så pudselig meget gammel og træt ud. Da Christoffer lidt senere kom til sig selv lå han stadig på det bløde underlagt. Han kom op at stå og så sig omkring. Han kunne intet se i mørket. – Hallo er her nogen, så svar mig da. Men der kom intet svar. En varm og fugte luft sivede ud et sted fra. Christoffer snusede kraftigt ind. Det lugtede akkurat som den dag han skråede over kirkegården, eller i den drøm hvor hvor han gjorde det. Han gøs. Det var lidt uhyggeligt. Sæt nu at détte her ikke var et marer-idt, men den forbandede sanhed. Tænk hvis han nu ikke længere kunne kende forskel på drøm og virkelighed. Christoffer stod lidt og tænkte. Så begyndte han at gå. Ingen ting vare evigt. Han skulle nok vinde. Endelig fik han fast grund under fødderne. Han gik på et “stengulv” I en borg?, en fangekælder? Han havde læst om uhyggelige fangekældre. Dennis Jürgensen havde vist engang skrevet en serie om en vampyrdæmon der hed Knusum Kranikum. En led satan der boede i en anden verden, i landet Kvæhl. Knusum’s borg hed Sylegård. Sylegårds fangekældre var det mest ulækre og uhyggelige man kunne forestille sig. Men det var jo bare fantasi, eller var det. Arnold og Christina, seriens hovedpersoner, havde reddet dem selv. Både Knusum Kranikum og op til flere gange havde de undslup-pet de dumme vampyrtrolde. Joh, det havde de ganske vidst. Men det var ikke at sammeligne. Men hvis de kunne, han Christoffer så ikke, joh han kunne og han ville. Christoffer gik beslutsomt videre. Længere fremme kunne han skimte omridset af indgangen til et eller andet. Få meter fra indgangen standsede Christoffer. Han stirrede skræmt fremt for sig. Åbningen blev mere og mere mørk. Et eller andet fyldte den ud. Christoffer kneb øjnene sammen, men lyset bag åbningen var for stærkt til at han kunne se tydeligt. Igen mærkede han denne lugt af død og rådenskab. Kvalmen steg. – Christoffer, Christoffer, slap af! Nogen stod og hev ham i armen. Christoffer lå og krammede dynen. – Hold op, hjælp, jeg bliver ædt… Moren stod bøjet over Chhristoffer. Hun prøvede ængsteligt at holde om sin søn. – Mor? Christoffer satte sig op i sengen og så på sin mor. – Hvor er vi. Hvad har jeg dog gjordt. Moren så på ham. – Christoffer, kan du slet intet huske, spurgte hun med en grådkvalt stemme. Edward Hansen, lægen, har været her. Pludselig strakte du armene ud, greb ham om halsen og… dræbte ham. – Hvordan kunne du gøre det mod ham Christoffer. Vi troede, vi håbede. Moren rejste sig bitter fra sengen og gik. Nu var var han alene med sine problemer. Ingen at dele dem med og ingen at snakke med. Christoffer føltte sig trist til mode. Han gik over til vinduet og så ud. Han nægtede simpelthen at tro på det han. Det kunne, og det måtte for himlens skyld ikke være rigtigt. Christoffer vendte sig om og tog en tegnestift fra tavlen. Han prikkede sig selv i armen. Smerten var ikke til at tage fejl af. – Men det kan ikke være sandt dette her stønnede Christoffer. Og til hans skræk lød en stemme kort tid efter: – Joh det kan være sandt, og det er sandt. Christoffer vendte sig om, men intet var se. Han kiggede igen ud af vinduet. Supene var uendelige. I det fjerne kunne Chrristoffer skimte skyggen af nogen der lignede en gammel borg. Menneskestemmer og hyl ekkoede mod murene. Og bag de mure stod han Christoffer. Det bankede på døren. Han vendte sig om og så til sin forskrækkelse at alt var ændret, og i bar frustration kom han til at råbe kom dog ind mand! Døren blev sparket ind. – Goddag Hr Greve. Manden der stod foran ham var stod og bred. Han lugtede af øl. – Hva’ hvad siger du spurgte Christoffer og så på manden der pludselig kiggede ned på ham. – Hva’ satan. Hvem er du om jeg må spørge.
– Christof.. øh nej, jo ser du.. Manden tog fat om halsen på Christoffer, der rallede til stor morskab for manden. – Du knægt, har jeg ikke fortalt dig at du ikke må rende rundt på borgen. Jo det har jeg nemlig fortalt dig. Tusinde af gange. – Smut ned på kroen efter et glas øl. Her er fem Rehatos. Chritoffer tog mod pengene og forsvandt ud af døren. Her lugtede underligt. Han kom ud på en lang gang. På væggene hang fakler. Christoffer hørte støvletrampen langt borte. Han trykkede sig på mod muren. Nogen varmt og klæbrigt løb ned af ryggen på ham. Han skreg. Hurtigt hev han blusen af og rystede den. En stort loddent dyr faldt pibende ned på stengulvet og forsvandt inden Christoffer kunne nå at trampe på det. Han tog blusen på igen. Han kunne skimte to mænd der kom gående ned ag gangen. Ned mod ham. Han vendte sig om og skulle lige til at løbe da han så manden der havde sendt ham efter øl kommen gående. – Knægt, hvornår kommer du med ølllen råbte han. Nu var gode råd dyre. – Øhh, jo de havde ikke mere, sagde de. – Hva, siger du. Havde de ikke mere?. – Nej, øh ham manden, den fede, sagde de ikke havde mere, løj Christoffer. Manden var nu nået hen til Christoffer. Han tog ham i armen. – Hør knægt, hvis du lyver om øllen, fortæller jeg Greven om dig.
Og du kender jo godt Greven når han hører at nogen lyver for hans højst ærede medarbejdere. Christoffer var tør i munden. G-G-Greven stammede han. – Nemlig, knægt grinede manden onskabsfuldt. Husker du ikke knægt. Den tjener der engang fik kvalme i tronsalen, mens Greven selv var til stede. Han blev parteret knægt, og alle slaverne blev tvunget til at spise af ham, efter Greven selv havde været med til at koge ham. Christoffer samk en klump. – Øhh, altså det med øllen var en løgn. Jeg øh skal nok smutte ned efter det nu. Manden så på ham. – Løgn, rasede manden. Så er det jo op til Greven. Nej vendt nu lidt. Måske skulle jeg hellere vente til du blev lidt ældr. Babykød smager jo ikke så godt synes Greven. – Men smut ned efter det øl alligevel. Christoffer styrtede ned ad gangen. Han kunne svagt skimte udgangen længere fremme. Han nåede den forpustet uden at blive opdaget. Christoffer troede ikke sine egne øjne. Så lang han kunne se var der mennesker i gang med at bygge. Det hele var systmatiseret. Cirka hundrede mænd var skiftevis på vej op og ned af bakkerne med sten og jord. Det blev trukket på primitive tohjulsvogne. På den nærmeste bakke var der kvinder i gang med at lave mad og vaske tøj. Og midt i det hele stod to mænd. Den ene slog rytmisk og uafbrudt på en stor tromme. Den anden sad på en hvid hingst og så ud over det hele. Han var iklædt brune skindbukser og støvler. Han bar en skinnene rustning der blinkede i solen. På hovedet han han en hjelm af sølv. Han så ud til at være Greven. Greven? Selfølgelig! Dette måtte simpelthen være Grev Dracula’s headquater. Men han var jo vampyr, så vidt Christoffer vidste. Og vampyrer kunne ikke tåle sol. Og Dracula var den eneste vampyr og Greve han kendte til. Så kom han pludselig til at tænke på at han var sendt efter øl. Han gik ned af trappn. Den var en svær trappe og han var ved at snuble flere gange. Grev Dracula eller Dracul som han blev kaldt af de indfødte. Han måtte ihvertfald befinde sig i Rumænien, – Transylvanien, omtrent i det fjortendeårhundrede. De var i krig mod Tyrkerne. Måske var de i færd med genopbygge en landsby som var brændt ned. Han var nået ned af den stejle trappe. Støvet lå tygt på jorden. For hvert skrit han tog kunne han mærke i nøsen. Han så sig omkring. Midt på pladsen var en bod stillet op. Den bestod af ti tolv tønder og et par bænke. Christoffer lø iver til boden, men standsede så og gik langsomt,
for ikke at vække for megen opmærksomhed. Christoffer var nået helt helt hen til boden da konen råbte. – Hvad laver du her. Skal du ikke ud at arbejde? – Jeg skal have en øl skreg Christoffer tilbage, i den tro at det ville aflede konen mistanke om at han ikke var en af dem. – En øl til dig. Du er jo ikke engng fyldt ti år knægt. – Det er ikke til mig. Det er til “Greven!” – Til Greven rallede konen, et øjeblik. Hurtigt fyldte hun et stort krus op og gav det til Christoffer der nu følte sig overlegen hvorfor han blev stående. Konen så bange ud. – Ja, du husker nok den historie med tjeneren der fik kvalme i tronsalen ikke. Var du måske ikke selv med til at æde hans hjerne? – Åhh, hvorfor siger du det græd konen.
Jo det var jeg. Det var forfærdeligt. Fortæl ej Greven om denne snak. Jeg bønfalder dig. Jeg vil pudse din sandal
er og kysse dine fødder. Jeg vil gøre alt for dig, blot du older vores snak hemmelig. Det lovede Christoffer. Han gik tilbage mod trappen hvor en velkendt herre stod og ventede på ham. – Nå knægt. Det var på tide du kom med det øl. Han næsten rev kruset ud af hånden på Christoffer så halvdelen af øllet sprøjtede ud over Christfer. – Hvad helvede. Kan du ikke give mig et krus på en ordenlig manér. Greven sidder lige deroppe. Christoffer kiggede op mod Greven der sad stolt på sin hest. Så fik han øje på Christoffer. – Kom herhen dreng, sagde han. Manden skubbede Christoffer hen mod Greven. Han steg af hesten. – Hvad laver du her sønnikke? Spørgsmålet kom som en nål i huden for Christoffer. Hvad skullehan nu svare. – Svar knægt eller du ved hvad der sker. – Hvad jeg laver, øh ser De. – Ordkløver. Tal så jeg kan forstå dig. – Joh jeg var bare ude fordi jeg skulle snakke med Dem, og så blev jeg tvunget af ham manden dér, Christoffer pegede uvrigt, tvunget ttil at stjæle et krus øl. Greven så på Christof-fer. – Jeg tror dig sønnike. Men sig mig engang, hvad hedder du egenmtlig. Jeg synes aldirg at have set dig hér omkring før? Nu havde Christoffer det meget dårligt. Han bad til at Gud måtte hjælpåe ham. Det havde han altid lært. Mindsanten, er det ikke Pedros der står der lød en kvindestemme. Greven snurrede rundt. Kvinde tager du ordet fra drengen, uden at have fået lov? Kvinden kom nærmere. Nåhh er det bare dig kone sagde Greven og smilte. Kender du denne dreng? Kvinden nikkede. Pedros er en flink lille dreng, som engang hjalp mig med at bære en kærrer korn fra maleriet til køkkenet. Hun bukkede sig ned og gav Christoffer et kys på kinden. Tak Pedros, endnu engang. Christoffers hjerte hoppede en ekstra gang. Det var første gang i hans tolvårige liv at han have fået et kys. Naturligvis havde han fået masser af kys sin mor og sin tante, men aldrig af en vildt fremmed kvinde, som nu stod foran ham, og udgav sig for at kende ham.
Men det hører vel med til mandelivet gættede Chistoffer på og håbede inderst inde at kvinden kunne hjælpe ham, eller i det mindte give ham endnu et kys. Pedros, Pedros. Kvinden kaldte. Christoffer gik hen til hende. Greven var steget på sin hest igen og red nu rundt iblandt slavearbejderne. – Hvem er du spurgte kvunden. Jeg kan se du ikke en en af vore. Hvor kommer du fra. Christoffer så på hende. – Fra himlen. – Fra himlen udbrød kvinden og så på ham. Men hvadf laver du så på jorden. Jeg er på en mission. Kvinden trak ham en i skyggerne af to vogne. – Fortæl mig så sanheden din lille gnom. Jeg ved du lyver. Husk, jeg har reddet dig fra Grevens gryde én gang, og jeg er parat til at gøre det igen, men du må fortælle mig sanheden. – Okay okay. Men sanheden er, at jeg faktisk ikke rigtig ved hvorfor jeg er her og hvor, og jeg tror ikke der
er nogen der kan hjælpe mig. – Sludder. Jeg kan hjælpe. Christoffer og kvinden snurrede rundt. – Jeg hørte jeres samtale for flere tusinde år siden. Jeg kan hjælpe dig Christoffer. Jeg kender sanheden om dig, hvorfor jeg så også har magten. En gammel stod foroverbøjet og så på dem. Christoffer blev iskold. Den gamle mindede ham om Heksen Sejd fra Knusum Kranikum bøgerne.

Jeg vil her fortælle om en ganske særlig dag fra min barndom. Hvis De har børn i nærheden skal de nok holde dem væk, for at de ikke skal savle bogen til. Jeg husker det var en fredag eftermiddag hvor det hele startede. Jeg gik ned af Lyngby Hovedgade mod biblioteket. Jeg var frygtelig sulten, så jeg besluttede mig for at gå ind i den nærmeste slikbutik jeg så. Jeg skubbede døren op med foden og trådte ind. Duften var ikke
til at tage fejl af. Jeg så mig målløst rundt i butikken. Alle hylderne var fyldt med årgammelt støv og tomme dåser. På disken lå et stykke chokolade. Jeg strakte hånden frem for at tage det. Men med ét blev det hevet væk. Jeg løftede hovedet og så til min overraskelse en lille buttet dame, vel omkring de halvfjerds-
firs år stå og grine hjerteligt. – Hvad Helvede lave du? – Nåhh, der er nok en sliksulten, hva’? – Ja, jeg kom faktisk forbi for at købe noget!. – Men – hvis du absolut ikke vil sælge – så…
Den gamle kone så ud til at more sig gevaldigt. Jeg følte
raseriet bruse op igennem mig. Jeg slog i boret.
– For hele hule Helvede, gi’ mig så noget at æde.
Den gamle så nu surt op på mig.
– Er du ikke klar over at du er kommet til jordens største, mest
frygtindgydende, farlige slikbutik ?
Jeg så mistroisk på hende.
– Er jeg ?
Hun nikkede.
– Kom med unge ven, så skal jeg virkeliggøre dine vildeste og mest saftige slikdrømme for dig. Hun vendte sig om og gik hen mod bagindgangen. – Øh, jeg tror altså ikke jeg skal have noget slik alligevel, sagde jeg og vendte mig for at gå min vej.Det løb mig koldt ned af ryggen. Døren til friheden var der ikke.Den gamle stod stadig med ryggen til. Skal du ikke med ind i baglokalet, spurgte hun, og grinede. Hun åbnede så pludseligt
døren, at jeg slet ikke nåede at reagere. Jeg blev af en usynlig kraft trukket henimod det store frygtelige slikdyr. Lyset blev stærkere og stærkere og til sidst stod jeg i selveste lyset. Tiden stod stille. Alt var som intet. Jeg kunne hverken se, høre eller sige noget. Men duften. Denne overdimensionerede sødme af alting omkrendsede mig som vandet ved havet gjorde når jeg om sommeren var ude at bade.Jeg var fortryllet. Jeg var sulten, og langt borte i min hjerne kunne jeg registere en lyd. Der var nogen der kaldte på mig. Stemmen var fin, mild, og på samme tid rusten, uhyggelig og irriterende. Noget ved denne fantastiske fredagseftermiddag fortalte mig at jeg var blevet velsignet af selveste Gud deroppe i himmelen. Jeg begyndte at gå. Lyset blev svagere jo mere jeg
gik.

[advanced_iframe securitykey=”37bcae4c08129798c217ffe0ce7df9303385b040″ src=”http://www.knuds.net/wp-indhold/uploads/1990-Mareridt.pdf” id=”iframe1″ name=”iframe1″ width=”100%” height=”600″ ]

[advanced_iframe securitykey=”37bcae4c08129798c217ffe0ce7df9303385b040″ src=”http://www.knuds.net/wp-indhold/uploads/1990-Kold-graver.pdf” id=”iframe1″ name=”iframe1″ width=”100%” height=”600″ ]

Han skulle sige det idag. Men ville hun acceptere det. Ville hun blive sur, og bare sige, at det var noget være fis at fyre af. Hun var jo lige flyttet ind, og hun kendte ikke ret mange. Kun et par veninder og så ham kendte hun, så udvalget af fyre var ikke så stort. Langsomt bevægede han sig op ad havegangen. Blomsterne havde han købt dagen før. Hvide roser. Det måtte hver en pige kunne li’ tænkte han. Han ringede på. Desto længere tid det tog før hun åbnede – desto mere bange og nervøs blev han. Tænk nu hvis hun slet ikke ville lukke ham ind eller hvis hun nu, hvis hun nu havde en anden fyr på besøg. Endelig åbnedes døre. Der stod hun, og de øjne. Han blev helt blød i knæene. Øh davs, fik han fremstammet, og rakte blomsterne op imod hende. Er de til mig, spurgte hun og smilte til ham, så han måtte lukke øjnene for ikke at komme til at græde at arrigskab over at nogen kunne se så nedladene på ham. Kom indenfor. Jeg ventede dig faktisk. Hva’ gjorde hun. Hun kendte ham knap nok, og det første hun sagde var, at hun havde ventet ham. Øh alså der er noget jeg lige må fortælle dig, sagde han, og stillede blomsterne i vand. Vil du ha kaffe, spurge hun. Hun kom ind med en kaffebakke, med kaffe,kager on to congagglas. Hun satte sig ned overfor ham, og knappede uden betænkligheder sin skjortebluse op. Hold da helt kæft tænkte han. Det sku’ lig’som i bladene. Er du vild mand. Hun kunne vist læse hans tanker, for hun smilte overbærene, og sagde at han da godt måtte se det folde sig rigtigt ud, hvis det var det han ville. Men her satte han grænsen. Hvad var det så du ville fortælle mig, spurgte hun. Jo øh ser du. Du ved godt at drenge øh alså mænde ik’, på et tidspunkt i deres karriere bliver nødt til at finde en mage de ligesom kan leve sammen med. Ja, fortsæt bare, sagde hun da han gjorde en pause. Det der er problemet ér ikke at jeg ikke ved hvem jeg ku’ tænke mig. Tværtimod, jeg ved udemærket godt hvem hun er, men hun ved bare ikke at jeg… At du er vild med hende, fortsatte hun. Det’ rigtigt. Aha, sådan har jeg det osse. Det kan sgu’ godt være svært at få det sagt ikke? Jo mon ikke. Vil du ha’ et glas congag?. Ja tak, hvis det ikke… Sludderm slap nu bare helt af, mens mor her lige skænker op. Men dú, hvorfor fortæller du ikke hende at du kan lide hende. Du kan roligt sige til mig hvem det er, for jeg kender jo ikke nogen her i kvarteret vel. Ja jeg kunne selfølgelig godt sige hvem det var, men… han tav. Lad mig gætte. Er det mig?. Varmen steg ham til ørene. Han mærkede pulsen slå hurtigere og hurtigere. Hva’faen sku’han svare. Hun sad bare og smilede. Det er mig, gentog hun. Han nikkede. Desværre!, jeg er osse i den samme situation som dú. Han blev ligbleg. Han sankt en klump. Vil du vide hvem det er spurgte hun. Det ville han gerne. Hun rejste sig, og satte sig over ved siden af ham. Han kunne lugte hendes varme fårårsduftene krop. Hun kiggede ham indi øjnene. Han følte de borede sig dybt ind i ham. Langsot nærmede hendes ansigt sig hans. Hun lagde en arm omkring hans skulder og kyssede ham blidt på munden. Der fandt du svaret gamle dreng, tænkte han, og flød ind i hendes varme omfavnelse. En tåre læb ned af hans kind. Og der kom flere. Hun kyssede dem bort, og lidt efter lidt lå de begge infiltret i hinandens arme og ben. De faldt i søvn. På bordet stod en vase med røde roser, en tom kaffekande, en skål med småkager og en congagflaske med halvt indhold.
af Knud Kjølhede Petersen.

HJÆLP! – DRAGEN BLIVER AGGRASIV

Der var engang, for sådan begynder et rigtigt eventyr en trold der boede langt oppe i de mørke bjerge, i landet Cotolca. Trolden var en ensom og rar trold, mente den selv. Og ikke så langt nede af bjerget lå en lille landsby, med en snes huse. I landsbyen var man godt klar over at trolden boede oppe på bjerget, i een af de mange mørke bjergrotter. Trolden havde aldrig vist sig i landsbyen, så ingen vidste rigtigt om den var farlig. Men til gengæld vidste de, at der langt mod syd, boede en ond drage, som af og til kom for at æde små baby’er – og den var de bange for. Ellers gik livet i landsbyen fredeligt for sig ind til den dag, hvor freden blev brudt… En tidlig morgen lå Valde og sov i sin trækasse, da et brag tordnede igennem landsbyen. Valde fór op, ud af sengen for at se hvad det var der larmede sådan. Han fik mildesttalt et chok. En stor grøn drage stod henne på markedspladse, og brølede så ilden føg den om kæberne. Hans søster Ilde kom til hans side og spurgte hvad der var los. Men hun fik ikke noget svar. Valde løb ud i korridoren, og trak hurtigt skindstøvlerne på, mens han råbte til sin far og mor, der lige var vågnet, at han lige stak ud for at se hvad der sklete. Og inden de kunne nå at få stoppet ham var han allerede gået.
Valde løb alt hvad han kunne, og nåede lige at se Roldy, han ven, komme styrtene. Hej mand, hvad sker der, nåede Roldy at råbe. Men Valde havde for travlt til at svare og løb bare videre. Endelig var nået hen til marjedspladsen. Dragen var der ikke mere. Pas på dreng!, råbte en mand. Valde nåede lige at kaste sig ind under en busk, da dragen kom susende. I farten rev den et hus omkuld, og med et var huset omvældet af flammer. Vi må væk, var der nogen der råbte. Men det behøvede de ikke, for alle var allerede begyndt at styrte op ad bjerget – op mod troldens hule.
Valde skyndte sig op ad bjerget, og nåede at overhale mange på vejen. I byen boede der flest ældre, og de var ikke så hurtige. Efter en halv times asen og masen nåede Valde op til troldens hule. En ufattelig stank af dyr kom inde fra hulen, men Valde vidste at dette gjaldt hele landsbyens vé og vel, og derfor tøvede han ikke men gik bare lige ind. I huelen var der en fakkel der lyste op, og midt på hulens gulv lå trolden og snorkede. – Åh hr.Trold, Åh hr.Trold, vågn nu op, vågn nu op. Vi i landsbyen har brug for din hjælp. Trolden som bare tog sig en middagslur løftede hovedet og så venligt ned på Valde.
HJÆLP! – DRAGEN BLIVER AGGRESSIV.
et eventyr af Knud Kjølhede P.
“dette ér del 2 ud af 2”
“resúmé:Den lille landsby på bjerget, bliver en morgen angrebet af den vilde drage. Drengen Valde indser faren, og løber derfor i hast op til trolden, der bor længere oppe ad bjerget, for at hente hjælp. Mon det lykkes?, om mon Valde får Det Gyldne Svær?”
Trolden satte sig op i hulen og strakte sig, mens de gloede ned på Valde. Valde var lidt bange for den, for det var første gang noget havde vovet sig derop. – Du må hjælpe os, hr.Trold. D.d.d.dragen hr.Trold, er kommet til byen, og den e.e.er ved at ødelægge a.a.alt. Valdes stemme skælvede. Trolden lo hult. Ha. Bumpa ladi bumpa rungede den, hvorpå den rejste sig og forsvandt ind i hulens dyb. Lidt efter kom den ud igen, med en gigantisk hellebard. D.d.d.du go.go.godeste rallede Valde og besluttede sig for at skynde sig ud. Men inden han havde nået det, samlede trolden ham op, satte ham på skulderen, og begyndte at styrte ned af bjerget. Landsbybeboerne som nu var nået et godt stykke op af bjerget gloede skrækslagne op på Valde, som holdte sig godt fast, og spurgte om han ikke skulle med, for nu var dragen blevet endnu mere aggressiv end nogen sinde før. Men Valde svarede at de ikke skulle være bange, og Trolden var en rar trold. – I skal bare vente i Troldens hule til solen står over bjerget. Så kom ned i byen igen. Og de gjorde som Valde havde befalet. I tre spring var trolden nået ned i landsbyens midte hvor den satte Valde ned. Dragen der nu fik øje på trolden og Valde kom susende, mens dens gab åbnedes og en ti meter stikflamme skød ud.

Trolden hævede hellebarden og stødte den efter dragen. Den ramte dragens vinge, Et skrig, eller en brølen undslap dragen. Den vendte om og angreb igen. Valde piftede og dragen vendte sig mod ham, og angreb. Trolden kiggede på Valde. Deres øjne mødtes i få sekunder, og Valde genkendte det venlige og forstående blik, han havde set da han tidligt om morgenen, havde vækket trolden. Få sekunders uopmærksomhed fra Valdes side, resulterede i at dragen fik svedet ham halvvejs af. Trolden brølede og løb mod dragen, med hellebarden hævet, og stødte den ind i dragens bug. Dragen styrtede, og en kaskade af sort klistret blod sprøjtede ud over trolden. Langsomt begyndte trolden at forsvinde, og for tredie gang den dag så Valde ind i troldens øjne. De var sørgmodige, og bange. Lidt efter forsvandt han helt. Valde stod og kiggede på dragen. Hurtigt løb han hen til et brændende hus, tog en fakkel, løb tilbage til dragen, og satte ild til den. Landsbybeborene var på vej ind i byen mens de sørgede over ødelæggelserne. Men da de fik øje på Valde blev der vild jubel. Fest skulle der være og det blev der. Alle ville trykke Valdes hånd fordi han havde reddet byen for den endelige død. Byens ældste mand kom med en træ-æske og bad Valde åbne den. forts.II – Valde tog træ-æsken der var meget tung. Langsomt åbnede han den. Et skarpt lys strømmede ham imøde. Det Gyldne Svær. Han havde fået det gyldne svær. Du er vores nye konge, råbte folket, og lagde sig på knæs. Du dræbte dragen, du reddede vores by. Men Valde vidste bedere, og han lo stille for sig selv, mens han forlod den festene landsby, får at gå op og møde sin nye herre.

Brødrene Grimm På Eventyr (December 1990)

Der var engang, for sådan begynder et rigtigt eventyr, en konge der levede sammen med sine tre sønner Grimm, Grumme og Grufulde på en stor borg, langt ude i de mørke skove.
En aften sidder Grimm, Grumme og Grufulde så i tronsalen sammen med deres far kongen, og skriver på et eventyr.
– Du Grimm, jeg kan altså ikke finde på mere at skrive.
– Sikke en gang sludder sagde Grimm og rejste sig og gik ned til Grumme der sad i den anden ende af salen.
– Hvad er det så du ikke kan finde ud af ?
– Jo, øhh du kan godt huske dengang hvor vi skrev Hans og Grethe ikke ?
– Joh, det husker jeg ?
– Det er det samme her, jeg ved ikke hvad jeg skal skrive om. Skal den handle om drager og prinsesser eller hva’?
– Ja så udbrød kongen og rejste sig fra sin treone. Så må vi jo hellere finde en ny skribent, som kan arbejde sammen med brødrene Grimm, når dú ikke er i stand til det mere.
– Jamen, det var ikke min mening at ødelægge…
– Forsvind befalede kongen.
Grumme rejste sig og skred ud af tronsalen. I forbifarten kom han til at vælte em kande med vin der stod på en stenafsats nær døren.
Nu gik Grumme og var godt sur. Hvad skulle han gøre. Han kunne ikke bare flakke rundt på må og få. Han var jo een af Grimm brødrene. Han mærkede tårerne presse på, og tørrede dem hidsigt bort. Han gik op på sit værelse der lå øverst i borgen. Han ville drage ud i den vide verden for at finde forklaringen på hvorledes man blev en god forfatter.
Han gik ned i stalden og fandt den bedste hest, en hvid hingst. Hesten prustede og trampede i jorden da den så Grumme. Han svang sig i sadlen og red ud af stalden. Da han var nået midt ud i den store borggård hørte han sine to brødre og faren råbe: Ja ta’ du blot afsted, for eventyr kommer du aldrig til at skrive eller opleve.
Grumme knyttede næven og svor på at hævn skulle de tre sataner til familiemedlemmer få, om det så skulle vare hundrede år.
Vejret var pragtfuldt, men inde i Grumme var der mørke og raseri. Han sporede hingsten og den galoperede igennem skoven.
Det var så småt begyndt at lysne. Han kiggede sig omkring. Han stod på en stor slette. Der var øde til alle sider. Det eneste han kunne se var sand. Der var noget underligt ved dette sted syntes han. Hesten virkede også skræmt, og han var træt og sulten efter en nats ridning igennem den kolde skov.
Han vendte sig om for at ride tilbage igennem skoven, men den var der ikke. Der var slette til alle sider. Han åbnede sadeltasken der hang på hestens side.
3
Der lå hans skindpose med vand i. Han hev posen op, den var tom. Den havde været fyldt da han tog afsted aftenen før. Han kiggede ned i sadeltasken igen. Men det var og blev forblev tom.
Grumme rev sig i foryvivlet i håret. For helvede, bare jeg var blevet hjemme hos drengene, så havde jeg nu ligget i min seng og haft det rart.
Og om tyve minutter ville jeg have stået op og spist dejlig morgenmad, og drukket sammen med de andre. Hvilket fjols jeg er.
– Sludder, du er ikke noget fjols, sagde en kvindestemme.
Han snurrede rundt og så på kvinden der stod bag ham.
– Jo jeg er et fjols, gentog han. Det var min egen skyld. Jeg kunne jo bare have skrevet som de to andre, men det gjorde jeg ikke og nu står jeg her og kan aldrig komme tilbage.
Brødrene Grimm vil kun have ordentlige forfattere til at skrive deres eventyr.
– Jammen, er du ikke en af De tre Grimm-brødre ?
– Jo, men jeg kunne ikke, øh du ved, jeg var altså ikke i topform her i aftes og så smed de mig på porten.
Kvinden så på ham. Jeg kan hjælpe dog til at få hævn over dem, for det er vel det du gerne vil, ikke sandt ?
– Netop, men sig mig, hvad skal jeg gøre ?
Kvinden lo højt. “For ni år, syv måneder og tre dage siden blev der lagt en forbandelse over mig. Dengang levede jeg på et prægtigt slot, med masser af tjenere, hoffolk og det hele. Men en dag lod kongen sig lokke af en gammel dame. Han inviterede hende på middag. Under middagen så det ud til at kongen og den gamle dame blev nere og mere glade for hinanden. Og det viste sig også at, de havde udtænkt en ond plan. Kongen ville gerne giftes med den gamle dame dér, og jeg skulle bare kasseres. Efter middagen sagde kongen at jeg skulle gå med ham op i tronsalen, fordi han gerne ville snakke med mig. Det gjorde jeg så, og der oppe stod den gamle dame. Idet jeg åbner døren og går indenfor strækker hun armen ud. I hånden holder hun en diamant, som skinner mig direkte i øjnene. Jeg besvimede, og da jeg vågnede lå jeg uden for kongens port. Jeg har glemt alt, undtagen denne oplevelse. Et par år efter fik jeg at vide at den gamle kone havde forladt kongen.”
– Hva så, spurgte Grumme.
– Hvor var det du sagde du kom fra, spurgte kvinden med undren i stemmen.
– Fra Brødrene Grimm’s borg. Omme bag skoven.
– Er det ikke den borg, hvor Brøler bor ?
– Brøler ?, nåh dragen, jo det er det.
– I himlen og Helligånden navn, så er du jo min egen søn Grumme. Jeg syntes jo nok jeg kunne genkende disse brune, gyldne og varme øjne.
– Åh min kære moder, sagde Grumme. Vi har hadt det så slemt i alle disse år. Grimm, Grufulde og jeg er altid blevet tvunget til at skrive disse eventyr. Vi kan ikke mere, men det tør de andre ikke sige, fordi så bliver vi smidt uf af familien Grimm.
4
– Lad os lægge en plan så vi kan dræbe kongen sagde Grumme.
– Jamen så kom med hjem til min hytte
Grumme stod lidt og kiggede på kvinden der var hans moder.
– Sæt dig på min hest og lad mig trække dig på den.
– Vi er her allerede sagde hun og pegede. Grumme vendte sig om og så et stort hus, lidt faldefærdigt måske, pryde den før så øde og golde slette.
– Kom med inden for.
Grumme trådte ind i den store forstue. På væggen hang tre billeder af drager, som hver havde syv hoveder og ni ben samt tretten slyngarme. Det gav et gib i Grumme. Så grufulde billeder havde han dog aldrig set før. Det mindede ham iøvrigt om en mareridt han havde haft som treårig.
Nå, men det var jo osse bare et eventyr, og sådan noget kunne jo aldrig ske.
– Kommer du herop, så vi kan lægge planer ?
Grumme gik op til hende.
– Der er kun en måde hvorpå vi kan få hævn over kongen. Kun én metode med hvilken du kan blive den rigtge forfatter Grimm.
– Åhh hvordan. Grumme stønnede og smed sig på det kolde og hårde stengulv.
– Brøler er hans eneste våben. Jeg husker det allerede. I gamle dage for flere hundrede år siden fik han Brøler foræret af Mørket’s Fyrste. Men Grumme, du må passe på, for den er farlig. Der er tre prøver du skal igenem for at kunne dræbe den. Første prøve består i at vække den. Anden prøve består i at fodre dem, og treide prøve består i at slå den i hjel.
Grumme sank noget. Det føltes som en sten.
– Hvis du ikke tager afted i morgen tidlig så dør jeg. Jeg din egen moder dør, så gå nu op og sov en god nats søvn, for du har en lamg rejse foran dig i morgen.
Grumme sagde godnat og gik op på kammeret. Han lagde sine klæder på en taburet og krøb ned i den varme alkove.
Da hanen galede og hunden gøede og Grummes mor gabede næste morgen, vågnede Grumme og sprang ud af sengen. Pludselig huskede han hvor han var, og han tog langsomt sit tøj på og gik nedenunder for at spise morgenmad.
Der stod en tallerken kogende suppe, med kødstykker, grøntsager og brødklumper i. Han to træskeen og skovlede maden indenbords. Da han havde spist bøvsede han veltilfreds og rejste sig for at hente sit sværd Gøler. Gøler var et sværd han engang for længe siden havde fået af en rar elverpige, som han havde reddet ud af kløerne på Bjergtroldene.
5
Gøler havde den evne, at når man gik i mørke lyste det så man kunne se. Var man oppe at kæmpe mod en anden vandt man altid med Gøler. Frøs man skulle man kun bede Gøler om ild og varme, og da kom det.
Han forlod huset uden at sige farvæl til nogen. Udenfor skinnede solen og der blæste en kølig vind.
Ih du milde! sagde Grumme for sig selv, og åndede kraftigt ind i den kommende vår. Så vendte han sig om får at gå tilbage efter sin hest, men huset var og blev forsvunnet.
Der sker underlige ting og sager her, sagde Grumme for sig selv og krammede Gøler i sin venstre hånd. Han gik ind mod skoven der lå stor og dyster og fretruende få hundrede meter borte.
Efter et kvarters vandring nåede han frem til udkanten af skoven. Han standsede op og trak vejeret dybt, før han tog mod til sig og satte foden på det første faldne blad.
Men langt var han ikke kommet, før en gammel kone kom krybende for hans fødder.
– Oh herre, hjælp mig, frels mig for denne smerte.
– Rejs dig kvindemenneske og fortæl mig hvad der er los.
Den gamle fik rejst sig og nu kunne Grumme se hvor uhyggelig hun var. Hendes ansigt var fyldt med røde og fedtede opsvulmede bumser der var lige ved at sprænges. Hendes øjne bar så store som hængelåsene som på Brødrene Grimm’s borg, hendes tænder var sorte og rådne, og så stank hun.
– Fjern dig heks skendte han og skubbede den gamle kone bort.
Men hun var stærkere end han havde regnet med.
– Du kommer aldrig til at dræbe Brøler. Jeg har lagt en forbandelse over både kongen og Brøler, så alt hvad de kommer i nærheden af vil de dræbe.
Hun lo ondskabsfuldt og kiggede på vildt på Grumme.
– Der var engang, for sådan begynder et rigtigt eventyr, sagde Grumme og kiggede på den gamle. Hun veg skrækslagen tilbage.
– Shyy, hold dine forbandede eventyr for dig selv din…
– En konge der levede med sine tre sønner på en borg og de…
Den gamle kon sank i knæ, mens hun bad for sit liv. Men Grumme blev ved.
Nu fortsatte han gennem skoven, fløjtene en glad melodi.
Efter tre timers vandring nåede han til udkanten af skoven. Foran ham lå Brødrene Grimms slot. Han trak vejeret dybt og begyndte at nærme sig borgen.
Grumme sneg sig hen over det bare stykke land som adskilte borgen fra skoven. Følelserne vællede op igennem ham, da ham stod uden foran det sted hvor han selv engang for længe siden havde boet.
6
Han stillede sig foran porten og tog Gøler frem. Med skaftet bankede han tre gange på prten.
– Hvem er det som banker ?
Det Grimm der taler, tænkte Grumme
– Det er Grumme. Åben døren og lad mig komme ind!
– Ingen lunde, du usle skrivekarl. Når du ikke kan skrive, må du blive ude.
– Jeg er ikke kommet tilbage for at skrive, men for at dræbe Brøler.
– Ha ha ha, dræbe Brøler. Ja, så kom du blot inden for nin kære broder. Men bugt får du aldrig med Brøler eller os.
Døderen åbnede og Grumme gik indenfor i borggården.
– Hvad er det du bærer på. spurgte Grimm med frygt i stemmen.
– Dette er Gøler. Gøler den Gådefulde, Gøler den Gæve, Gøler den Gigantiske.
– Gøler ?
– Ja Gøler. Kender du ikke Gøler, må jeg lære dig hans magt. Gøler dræber alle hér, og så er det sagt.
Grimm gik et par skridt tilbage og kiggede skræmt på Grumme.
Jeg er ikke bange. Jeg er ikke bange. Overhovedet ikke bange, gentog Grumme for sig selv, mens han nærmede sig Grimm.
Men det var ikke nødvendigt. Grimm var allerede løbet sin vej, og Grumme gik over mod voldgraven, hvor Brøler skulle ligge og sove. Først skal jeg vække dem, så fodre den og til sidst dræbe den. Det er vel intet problem. Men der tog Grumme gruligt fejl.
Han satte sig på en sten nær voldgraven og tænkte.
For det var nemmelig således at, Brødrene Grimm var født perfekte. Og snart de kunne gå, kunne de også tænke.
Men det var ligesom det ikke fungerede. Bjergtroldene. Grumme rejste sig og listede over i stalden hvor han med nød og næppe fik stjålet en hest. Hurtigt red han ud fra borgen, så direkte mod nord. Op til de tusindår gamle bjergtrolde. Med sig havde han stadig Gøler.
Ved aftenstide var Grumme nået til foden af det første og største bjerg. Solens sidste stråler nåede kun lige op over bjergtinderne. Grumme tøjrede sin hest ved et træ og begyndte at nestige bjerget.
– Hvem er det som kravler på mit bjerg ?
En hæslig dyb og rungende stemme gjallede ud over bjerget og Grumme kiggede ræd op mod toppen. Der stod en af bjergtroldene og flere kom til. De var uhyggeligt store, og lugten kunne Grumme ikke tage fejl af. Der var engang en konge, sagde Grumme for sig selv.
– Det er mig Grumme, sagde Grumme og rejste sig så bjergtroldene kunne se ham.
– Hvorfor kommer du her menneske og forstryrre os ?
– I skal hjælpe mig.
– Med hvad ?
7
– Ser I, Jeg er Grimm, øhh jeg mener jeg er Grumme Grimm. Nej lad mig starte helt forfra. Jeg en af De tre Grimm brødre. Her for et par dage siden skulle vi æh skrive et eventyr, men jeg kunne ikke og så blev jeg altså smitd på porten. Og nu er jeg tvunget til at dræbe dragen Brøler, for ellers vil alt levende dø. I skal hjælpe mig!
– Hvis det er sandt hvad du siger, er vor hjælp, os en glæde at give dig.
– Det er rigtigt.
– Den sorte guldfulg
– Hva’ for noget ?
– Du skal finde Den sorte guldfugl.
– Hvor finder jeg den.
– Ikke lamgt mod øst og ikke langt fra vest, for hverken i nord eller syd er der fest. Men i midten af alt, der finder du svaret, og da er din dræbermission klaret.
Grumme stod lidt eftertænksom og stirrede op ad bjerget. De syv kæmpemæssige bjergtrolde var forsvundet.
Grumme kiggede sig om en ekstra gang før han gik ned af bjerget og svang sig i sadlen på sin hest og red bort.
Mens han red igennem skoven, så han sig hele tiden til siden for at se, om der skulle flyve en sort guldfugl forbi. Men skoven var og blev øde. Kun en græshoppes hvislen kunne høres. Grumme var ved at miste modet da han så et lysglimt.
Foran ham stod en prober kvinde. Hendes ben var lange, hendes figur var smuk, hendes hår var rødt, og på hovedet havde hun en krans af de purreste guld. Det skinnede så smukt. Grumme måtte røre hende. Han strakte armen frem. Hans hånd gik direkte igennem hendes bryst. Grumme rødmede. Men kvinden smilede.
– Jeg er Solskin. Solskin er mit navn, jeg kommer kun dig til gavn. Jeg føler du gerne røre mig vil, men der skal meget mere til, end bare at række hånmden ud, og prøve at røre min følsomme hud. Man må have visdom, man skal være klog, man skal være sød, man skal være blød.
Hendes stemme var som en kat der spandt. Grumme svedte.
– Kan jeg hjælpe. Er du i nød ?
– Åh ja gode fé, øhh din hjælp kommer på det rette tidspunkt.
Solskin lo hjertligt
– Fortæl mig gode fe, hvor jeg den sorte guldfugl får at se
– Den sorte guldfugl er langt herfra, men kender du fuglen er den rar
– Min gode fé, da vis mig der til, om jeg skal krybe på knæ, derhen jeg det vil.
Feen smilede og sagde til Grumme
– Du grumme Grumme sæt dig på min ryg, der vil du føle dig tryg.
8
Grumme satte sig op på feens ryg, og de lettede som en fugl ville have gjort det. De fløj over mark og eng, over sø og hav. Over ørken over skov. De fløj om natten, og de fløj når det var dag.
Og da først kom de til så smukt et sted.
– Her må jeg lade dig alene Grumme. Men frygt ej. Den srote guldfugl kender vejen for dig hjem. Den vil sikkert være din ven.
Grumme gik henad den gyldne vej. Alt var skindene og smukt. Der duftede af blomster og af sommer. Og midt på en sten sad der en sort fugl og sang så vidunderligt at Grumme måtte tøre en tåre bort fra kinden.
Han nærmede sig fuglen. Da den så ham blev den siddende stille og roligt som intet var hent.
– Øh davs, jeg er Grumme. Jeg er med i du ved… Aktså jeg er en af Brødrene Grimm. men jeg kunne…
– Shyyyy, Kender allerede historien…, hvislede fuglen
– Ja du, men nu skal…
– Shyyyy, lyden af regndråber vil vække Brøler. Forsind så!
– Jammen, sagde Grumme. Men da fuglen atter kiggede på ham forsvandt han.
Han kom ned til en stor sø. Regnvand til at vække en drage med. Det lød got nok lidt underligt, Regnvand ?
Jeg har det, sagde Grumme. Han så sig rådvild omkring. I søen og rundt om den voksede der Åkander. Hvis jeg nu bruger bladene der til at forme en skål, og så binder et siv derom, så kan jeg senere få noget regnvand der i. Hele eftermiddagen brugte han til at samle siv og åkandeblade.
Da det blev tusmørke havde han samlet nok til at begynde at flette. Hele tre timer sad han og flettede. Først midt på natten var han færdig. Nu var der ingen tid at spilde. Han rejste sig og spejdede mod øst og mod vest. Men intet kunne han se. Han begyndte at gå. Han gik og gik og gik, men der skete absoulut ingenting.
Solen var stået op. Han kunne genkende skoven han gik i.
Underligt!
Han gik den sædvanelige vej mod borgen. Det var begyndt at blive koldt. Han kiggede op mod himlen. Tunge sorte skyeer var på vej henover himlen. Det første dryp faldt, så det andet og snart det treide. Grumme tog hurtigt åkandeskålen frem og lod regndråberne falde. Kort tid efter lød en brølen som totalt overdøvede regnen og Grummes hjerteslag.
Brøler var vågnet.
Grumme blev pludseligt meget bange for, om han nu skulle klare denne dræbermission.
Jorden gungrede og Grumme hørte skridt i skovbunden. Dragekær i muldem. Nu var det pludseligt blevet varmt. Grumme stoppede op og så sig skrækslagen tilbage. Så kom Brøler kom gungrene…
9
Mad! Ordet fløj igennem Grummes hoved. Hvad fanden æder en drage Tænke, tænke, tænke. Hurtigt gennemgik Grumme alle Grimms eventyr, men han fandt ikke svaret. Vent lidt, sagde han til sig selv. Drager findes kun i eventyr, og da det er Brødrene Grimm der har skrevet alle de bedste eventyr, må de jo også være os der bestemmer hvad de spiser. I det samme begyndte Brøler at gnave i de nærmeste trær. Hurtiogt fik den ryddet et areal på størrelse med borgen.
– Det er sgu’ ledt arbejde, sagde for sig selv og nød klangen af ordene.
– Såhh, så det synes du, sagde en velkendt stemme.
Grumme snurrede rundt og så stift på en skabning deer stod foran ham.
Skabningen løftede armen for at slå Grumme. Men Grumme trak Gøler, og Gøler gennembordede skabningenm.
Den lo.
– Mig kan du ikke dræbe. Jeg er Mørket. Mørket’s fyrste.
– Der var engang en konge og en dronning sagde Grumme og kiggede Mørket’s Fyrste i øjnene, der straks vég tilbage.
– Kongen var en meget stærk og heltemodig konge, der havde for vane at gå i kirke hver søndag.
Mørket’s fyrste snak i jorden. En grønlig stikflamme var det sidste der så dagens Lys. Idet Mørkets fyrste ikke kunne ses mere vågnede Brøler med et vildt blik i øjnene.
Den brændte alt hvad den kom i nærheden af.
– Så er det bare dig, snerrede Grumme hæst og så på dragen.
Dragen lettede og fløj henover Grumme.
– Slemt træk sagde Grumme, og lod Gøler flense dragens bug.
Sort klisteret blod sprøjtede ned over Grumme. Han var ved at drukne i dragens blod. Han kæmpede bravt, men der kom stadig mere blod. Han kunne næsten ikke trække vejeret.
Det er således med drageblod at det kvæler alt levende. Det er som syre. Meget farligt for andre væsner end drager eller skovtrolde. Deagens blod kan sammenlignes med menneskets mavesyre.
Endelig slap ham fri. Dragen svævede stadig rundt oppe i luften, men kort tid efter styrtede den ned i skoven.
Grumme satte sig op ad et træ. Et stykke væk lå Brøler’s rester.
Foran ham lå Brødrene Grimms borg. Nu er det jeres tur til at dø. I smed mig ud. Og du, som kalder dig selv for konge forvandlede min mor til en grøntsag. Men en klog grøntsag, skulle jeg hilse og sige.
10
Han smadrede borgporten op. Der var øde i borggåden. Alle vagtposter lå overrevne og blodige på jorden. Deres hoveder var smattede og det hele var ret forfærdeligt, tænke Grumme.
Han gik op i tronssalen. Der sad Grimm, Grufulde og kongen, alledøde med hver deres uhyggelige maske. 7 9 13, mumlede Grumme.
Fryden vællede op igennem ham. Han lod latteren få frit løb.
Han grinte og han grinte og han grinte i syv hele dage og nætter.
En dag bankede det således på døren.
– Ja kom ind sagde Grumme. Han lagde pennen fra sig og kiggede på den nyankommende.
– Hej, jeg hedder Solstrejf. Du kender mig godt, gør du ikke ?
– Tjaee, øh jo det gør jeg jo nok.
Med ét gik det op for Grumme at det var Solskin, den gode fé der var kommet til ham.
– Nemlig, jeg er kommet til dig for at fri,
– At fri til mig ?
– Ja
Grumme blev så glad at han spænede igennem tronsalen og omfavnede Solskin.
Der stod de to så og kyssede i tre minutter, og syv dage efter klokken ni om morgenen var der bryllup.
Alle levende væsner kom for at se bryllupet.

Grumme blev senere en kendt eventyr forfatter. Han udgav mange eventyr under navnet Grimm. Han fik desværre bare alrig solgt nogen fordi hans eventyr var så elendige. Men til gengæld levede han og Solskin lykkeligt til deres dages ende, og hvis de ikke er døde endnu, ja så må de vel leve et sted. Jeg ved ikke hvor.

DEN KLOGE KONGE

For længe længe siden levede der en konge som havde tre sønner, tre døtre samt en syvhovedet kødspisende drage, og en kongelig heks, som kunne spå hans fremtid. Kongen var en meget klog og dygtig mand, og hans hustru, dronningen var en meget klog og dygtig dronning. De to regerede og styrede landet – og folket elskede dem. For der var ingen i det land som sultede, eller ikke havde noget arbejde. Alle var glade, tilfredse og ikke mindst lykkelige – på nær éen. Men det var osse hans egen skyld, sagde kongen. Han ville ikke arbejde, ikke yde, men kun nyde, og det var derfor han havde det som han havde det, og sådan var det, og det kunne der ikke gøres noget ved. Kongens land, var et meget rigt land, da der aldrig i kongens regeringstid, havde været krig. Landet var rigt på kultur, på natur, på mennesker og på penge. Men som kongen sagde, betød pengene det mindste, hvis bare hans folk var lykkelige og det var de på nær den éne, som kongen ikke kunne li’. De tre sønner, samt de tre døtre var nu blevet giftemodne. De tre sønner havde fået en praktikplads. Kongen var så’n set ligeglad, for hvis bare hans familie, og folk var glade – ja skulle alt nok gå. Den ene søn ville være smed, den anden bager og den tredie ville være kok. De fik alle tre deres ønsker opfyldt, og kongen hørte ikke mere til dem. Så var der kunde tre døtre tilbage. Den ene – Dorthe var lovet væk til een prins – fra det fjerne østen. Den anden – Diana blev lovet væk til en fyrste i syden, men den sidste Lejla, var bestemt til at blive dronning i Kongens land, så hun og hendens mand, kunne videreføre, og regere landet godt når kongen døede. Konegn var en meget tradionspræget mand, og havde derfor selv bestem hvor og hvad døtrene skulle. En dag sad kongen så i sin tronsal og tænkte over verdenssituationen. Han ville jo gerne have sin sidste datter skulle have en god prins som kunne varetage embedet som konge ordentligt. Derfor en dag da alle sønnerne og de to døtre var draget bort, fik han hofsnogen til at sende bud efter heksen, som boede i en af gemakkerne, som stødte op til tronsalen. Gud være lovet sagde kongen, da han så heksen, komme ind i tronsalen. Heksen var, syntes kongen, en meget venlig heks – men dog lidt speciel – og til tider lidt ubehagelig. – Deres kongelige højhed kalde, sagde heksen og stillede sig på venstre side af tronen. – Ja! heks, du taler sandhed. Men hør nu på mig. Mine to døtre, og mine tre sønner er for længst draget bort. Tilbage er kun dú og jeg, min kære dronning, dragen og min sidste datter, som helst skulle giftes her. Fortæl mig heks, hvem du tror der vil

En kølig sommeraften sad Bill i sin lænestol og røg en pibe. Klokken var henad ti da telefonen ringede. Ja, det er Barske Brutale Beredvillige Bill svarede han og lod piben glide ud af hånden. Han sank en klump. Det var Dynamiske Dianna der havde drejet hans telefonnummer, og nu sad hun der og fortalte at hun var blevet overfaldet af Fantastiske Frank. Men det værste for Bill var dog, at han i baggrunden kunne høre Frank grine på den mest irriterene måde. Åhh Bill. Kom og red mig. Dianna stønnede lavmælt, og lagde røret på. Bill lænte sig tilbage i stolen og begyndte at tænke – så det knagede. Pludselig kom han i tanke om at han ikke måtte læne sig tilbage i stolen, da der så ville springe et fjederkniv ud fra ryglænet og dræbe ham. Puh ha da, sagde Bill. Nåh, men Jeg må vel osse se at få reddet min Dianna. Bill rejste sig og forlod stuen.
Taxi..Taxi.. En Taxi rullede op på siden af ham. Fa’me på tide vrængede Bill da han satte sig ind i bilen. Hvor ønsker herren sig hen?, spurgte taxachaufføren. Ad helvede til, råbte Bill. Desværre, så langt kører vi ikke. Bill pressede sin maskinpistol ind i taxachaufførens nakke.

Taxaen rullede, og Bill sang en lille sang han havde lært af Fantastiske Frank, første gang de mødtes. ** Jeg en helt vil være. Jeg dig skyder op. Men hvis du er for svær. Så skyder jeg…..** Så kunne Bill ikke mere. Men hver gang han var ude at køre i taxa sang han denne sang, hvorfor ingen taxachauffør tragtede efter at køre med ham – mere end eén gang.
Taxaen stoppede. Bill steg ud. Han gik hen til en telefonboks. Han skulede rundt for at se om der var nogen, men heldigvis for ham var han alene. Klokken var nu blevet halv eet om natte. Han tog en lommekniv frem. Langt væk kunne man se en mand stål i en telefonboks, ifærd med at brække den op. Ja, hvad gør man ikke for damen!. Snøft snøft. Nu skal Fantastiske Bill hér, nok brutalisere Fnattede Frank, sagde Bill for sig selv, og bad om nummeret til Dianna, da han var kommet igennem til nummeroplysningen. Hvilken Dianna. Øhh hvilken Dianna. Jo min Dianna, sagde Bill. Aha, er det Dianna Ross De tænker på, spurgte damen i telefonen. Nej råbte Bill, det er Dianna den Dejlige, Dianna den Duftene. Lidt efter fik Bill nummeret.
Han ringede til Dianna. Ja, det er Bill. Skat lad mig lige få adressen, så jeg kan….. røret blev lagt på. Åhh jeg store klovn, nu ved jeg hvor hun er. Der hjemme hos sig selv selvfølgelig.
Han råbte en taxa an, og bad chaufføren om at køre sig til Diannas adresse.
En halv time efter stod jeg så foran hoved døren.
Bill bankede på døren. Kort tid efter åbnede den, og Fantastiske Frank stod dér – med en kæmpe kaliber. Øhh hej du, fik jeg fremstammet.
Frank hævede kanonen – mod Bill

## Får Bill reddet Dianna. Dør Frank. Hvem vinder ## Hør næste og sidste afsnit på næste onsdag. Samme Bill-tid – samme Bill kanal.
Billl stod helt stille. Jeg kan ikke se noget, sagde han for sig selv. Han løftede hænderne og mærkede Fantastiske Franks kilo Kanaon være foran sit øje. Åh Gud sagde han. Nåh er du nu osse blevet religiøs spurgte Frank. Bill tænkte atter engang. Og denne gang knagede det endnu højere end før. Hej Frank. Prøv lige engang at se ind i geværkolben. Den ser helt underlig ud. Frank fjernede følsomt kilokanonen fra Bill øje. Så hold den lige Bill, mens jeg kigger ikke?. Jo, naturligvis, sagde Bill. Tog kanonen og lod Frank kigge ind
i den anden ende. Luge hvad han havde tænkt sig.
Åhh nej, råbte Dianna, da hun kom ud af hoveddøren. Skyd ikke Frank min elskede Bill. Bill kiggede kold op på Dianna. Hør nu skat. Frank her er farlig for små piger som dú. Dianna kiggede bedrøvet på Bill. Åhh nej skat, lad være med at se sådan på mig.
>Det ser slemt ud Bill, konstaterede Frank. Han løftede hovedet og så på Bill. Ja, prøv lig at se en ekstra gang, sagde Bill og håbede på at han denne gang fik chancen for at blæse Franks hjerne ud af hovedet. Men ville det nu osse være smart. På den ene side JA. Men på den anden side nej. Kommunes feje/rengøringshold havde jo ikke arbejdstid om natten, og det ville ikke være så lækkert med en nyudsplattet hjerne der lå og kogte til der var nogen der fjernede den. g hvis nu en hund kom forbi…. Bill gøs. Men på den anden side – Frank var farlig og Dianna stod der i den flotteste Satinkjole. Bill syntes hendes barm var vokset meget mere end sidste gang. Han trykkede på aftrækkeren, og hørte med glæde klasket, da Franks hjerne landene på jorden. Åhh Billy-boy, sagde Dianna. Nu er du min.
De gik ind i huset. Ingen af dem tænkte på FRank, der lå og kogte ude på vejen. Du Di-anna, jeg synes din barm er vokset, sagde Bill. Dianna rødmede. Åhh baby, sagde hun og lagde sig ind over Bill der følte luften blive meget varm og fugtig.
## Her skal det siges, at det var første gang Bill havde været så tæt på en dame, hvorfor han så sagde:## Åhh Dianna, er det her sikker eller saftigt sex?.. Uuuudddd råbte Dianna.
Bill blev sparket ud af døren, og landte med hovedet først. Avvv. Da han prøvede at rejse sig, var han ved at glide i Frank. Fandes osse sagde han for sig selv. Nu var jeg ellers lige så barsk, brutal og barmfri.
## Bill ophørte med at lege dedektiv. Men kvinde elsker ville han altid være ##
Bill sad alene med en pibe hjemme på kontoret. Klokken var blevet 9 om aften. Telefonen ringede. Bill tog den ikke. Bill drømte.
¤¤ Jeg sidder på en fransk altan – Jeg er en drømme narkoman ¤¤

Fluen

For så længe siden, at selveste Gud ikke havde tænkt på at lave mennesker levede en tapper døgnflue. Han hed Natogdag. Han var en meget tapper døgnflue, som havde adskillelige krige bag sig. Og det var han meget stolt af. Så længe Natogdag kunne huske, havde der ikke levet andre døgnfluer end ham, og det var han osse meget godt tilfreds med. Dog var der en ulempe ved at være den eneste ene, og det var, at man ingen mage havde. Det gik Natogdag og grublede meget over hele sit liv. Jeg ville jo gerne have at mine gener får en sikkerhed, et sted, sagde han. Natogdag syntes han havde levet i mange år, og var snart en træt og udmatte flue. Derfor besluttede han sig for at finde en fødemaskine. Da Natogdag gik på skovstien og grublede, kom der pludselig en flue gående. Du milde moses, udbrød Natogdag, og bukkede for fluen. Fluen kiggede på ham. Så sagde den. Hør min gode flue, jeg er ude for at lede efter en mand, så mine gener får en god fremtid. Hvilket træf, udbrød Natogdag. Jeg er nemlig ude for at finde en mage så mine gener også får en fremtid. Skal vi?. Tjaee. Fluen tøvede, men gik så meget tæt på Natogdag, og hviskede ham i øret. Jeg ved udemærket godt at du er en døgnflue. Hvis det er rigtigt må vi rigtige fluer ikke gøre det med jer. Men for en gangs skyld. Natogdag og fluen forsvandt ind i buskadset. Få minutter efter begyndte solen at stå op. Natogdag mærkede at han snart skulle dø og sagde derfor til sin elsker. Du må passe godt på vores fluebarn!. Det skal jeg nok sagde fluen. Natogdag sank udmattet tilbage i græsset og dødede. Lidt efter fødte fluen et stort gult slimet flueæg. Ud af ægget kom en gigantisk flue. De var fire centimeter lang, fem centimer bred to centimeter høj og vejede 100 gram. Moderfluen gispede og flygtede. Evighedsfluen kendt og berygtet. Så forfør aldrig en anden race, hvis du dens gener ikke kender. For hvis uheldet det er ude, har du ikke flere venner.

 

DET DANSKE SPROG

Det danske sprog er generelt svært både at skrive og at snakke. Mere svært bliver det imidlertid når der år efter år udkommer nye retskrivningsordbøger, nye leksikonner, ny ordbøger med mere. Men det danske sprog er også fantastisk. Det er både Det Danske Sprog, når det skal tales, og Det Danske Sprog når det skal skrives. Lad os nu ikke fordybe os i, hvilken en af de to former for dansk, nemlig skriftligt dansk, mundtlig dansk, der er den bedste, men lad os istedet give dig en idé om hvilken en der er den bedste. For eksempel siger Hugo én dag. Jeg bor på Poppelhegnet. Det vil i al sin glans betyde at han bor på selve Poppelhegnet, som ikke er et hegn men en vej i Lyngby. Men hvis man venner det om kan man jo heller ikke sige; Jeg bor i Poppelhegnet, da det så vil misforståes, og få en udenforstående til at tro, man bor i selve Poppelhegnet – altså i selve hegnet. Man bor jo heller ikke i Vesterbro. Man bor på Vesterbro – eller hva’ mener du? Det danske sprog er svært. Tænk nu på sætningen – Jeg en gård mig bygge vil. Den lyder jo helt abstrakt. Hvorfor ikke istedet sige : Jeg vil bygge mig en gård. I sidste tilfældet ved man hvad der menes, og kan umuligt være i tvivl.

 

FOR SENT

Aldrig mere skulle han stå op for at nå noget. Aldrig mere behøvede han at tænke på sine med mennesker. Aldrig mere skulle han være i stand til at gøre nogen fortræd. Aldrig mere. Han ville simpelthen være ude afstand til at gøre nogen noget. Han var glad, og hver hang han mødte nogen han kendte, brød han ud i latter, mens han prøvede at fortælle at dé ihvertfald ikke skulle vente noget fra ham. Hverken godt eller dårligt. Og så kiggede dé på ham, og syntes alle, at det var meget synd for ham. I morgen er det for sent, i morgen sker det sagde, hvergang. Næste morgen var der ingen der så ham. Ingen snakkede med ha, den dag. Og heller ikke den næste. Men der var ingen som syntes det var underligt, for han havde jo selv sagt, at de ikke skulle vente noget fra ham. Et par dage efter forstår hele byen hvorfor han sagde at ingen skulle høre mere fra ham. Præstens ord var få, og her ender historien…..