Tunnelen

Tunnelen
Tirsdag 5 marts 1991, Lyngby.

En kedelig og kold sommerdag
gik jeg ved sporet og slappede af
Der lød en lyd og der kom et lys
et tog var på vej fra udenbys

Trehundrede i timen, uh det kom
Jeg overvejede seriøst at vende om
Men ak og vé, vinden var så bidsk
Det føltes som slag med en læderpisk

Jeg stod der og tænkte og med et jeg forstod
Jeg lænede mig frem på min venstre fod
Jeg kigged’ mod Øst, og jeg så mod Vest
der kom en engel ridende på en hest

Nu da jeg ér forstår jeg hvad de ville
de fik mig og de så mit hoved trille
Og lykkelig blev jeg – ikke – men da toget kom
så jeg at den sidste kupé var tom

Lad os i fred

Lad os i fred
Søndag 27. januar 1991, Lyngby.

Pludseligt gik det løs
så’n helt almindelig nat
mens alle lå og sov

Vi troede ikke rigtigt på det
selvom de sagde det i TV
Men ak, det var desværre en realitet
det kunne vi jo se

Bomber, raketter, missiler
giftgas, kemisk og biologisk krig
Østens og Vestens unge
hører I deres skrig?

Vi vil ikke dø for olien
lad os mennesker i fred
Hvorfor går det ud over os
blot fordi idioterne bli’r vred’

Vi vil ikke støtte jer
hvis I skal kæmpe må I selv
Vi vil ikke gå i krig for olien
og slå os selv ihjel

Det kommer igen

Det kommer igen
Torsdag 13. december 1990, Lyngby.

Jeg har bestræbt mig på at holde lav profil
Køre mit ræs, i en ny og venlig stil
Tænke på andre, ikke kun på mig selv
Hvis dette ønske lykkes, så er det et held

Men alt for tit får jeg ondt af mig selv
Idealisten styrter, ønsker at slå ihjel
Og sådan er det så tit at det kommer igen
Så ved jeg hverken hvem jeg er, eller hvor jeg vil hen

En aften i ’87 der gik det galt
på højskolen i Jylland var jeg næsten kvalt
Af medlidenhed, eller frygt var der nogen der hjalp mig fri
de spurgte ikke rigtigt, i mit indre var der krig

Mit indre koger over

Mit indre koger over
Onsdag 5. december 1990, Lyngby.

Jeg er ved at sprænges
raseriet koger
Mit hoved gør ondt og mit hjerte banker
Jeg sidder alene og tænker mine tanker
Sådan er livet og sådan har det altid været
Og således vil det altid være

Tit drypper det på kinden
det er ikke særligt rart
Jeg ved godt at de siger “Man skal ikke være sart”
Men det er forkert for jeg er bare træt
Træt af at hade, at leve og at skade
Og sådan har det altid været
Og således vil det altid være
Mit hoved er ved at sprænges, jeg går ud af mig selv
Det er så tæt på og jeg er bange for
Jeg en dag slår én ihjel

 

Det er jo relativt

Det er jo relativt
November 1990, Lyngby.

“Levende eller død” – det er jo relativt
For hvem kender forskellen – hvem har prøvet begge dele?
Er livet og døden ikke kun begreber?
Er døden livet eller omvendt – det er jo relativt
Vi mennesker har brugt en begreb vi ikke forstår
Tænk engang på når en slægtning dør
en solskinsdag i november

A 308

A 308
Torsdag 3. august 1995, Lyngby.

Jeg krammer flasken som en bamse mod min kind
og drømmer om den brisekølige aftensommervind
jeg sidder skjult i et fængsel og hvis jeg en dag slipper ud
vil jeg flyve bort og lande på månen og stige der ned og så ud
og lind bør jorden være så den min lange kiste nemt kan bære
for dér vil jeg begraves