I aften
Tirsdag 31. august 1993, Lyngby.
For første gang føler jeg
at nogen interesserer sig for mig
ikke elsker
ikke holder af
men helt almindelig interesse
helt uden at presse
helt uden at messe
livet kan ændres
men det kræver sine skud
og blomsten springer
og jeg hedder Knud
Så nu ta’r jeg afsted
i aften
for at følge med
en lille smule
godt gent i min egen hule
inden jeg møder
inden jeg støder
hvis jeg gør
hvis jeg tør
I aften
A 199
Onsdag 25. august 1993, Lyngby.
Jeg kan skrive – men ikke leve
Spille klaver, være morsom, charmerende og sød
og en dag så er jeg også død
A 198
Onsdag 25. august 1993, Lyngby.
Jeg tror jeg skifter navn til George
bare for en aften og vel
Det går jo nok med det ‘nye’ look
og hvis Helle så det, så ville hun sige
“Knud, det dér passer dig lige!”
imaget må skiftes og det skal hædre
så jeg forandrer mig til det bedre
A 197
Onsdag 25. august 1993, Lyngby.
Livet er hårdt, surt og skidt
… og mon ikke jeg har lidt
mangel på mod
og for megen druk
nu kan jeg kun
kun give et håbløst suk
Jeg prøved’ at turde ta’ chancen
og tøvede ret da jeg fornemmede romancen
Nu sidder jeg igen og alene
forlagt og forladt
“Sikke noget pajt!”
Samtaler
Mandag 2. august 1993, Lyngby.
Jeg går til samtaler og taler sammen
med min samtaler når jeg langt
jeg når langt og når det’ trangt
så samtaler jeg meget
Og min samtaler forstår mig og samtalen flår mig
og alt rodet vælter hæmningsløst ud
og min samtaler siger bestemt men Knúd
og så samtaler vi videre og når jeg går
samtaler jeg sjældent men jeg forstår
og jeg skriver ned hvad vi har samtalt om
og samtaler i time dage ugevis med mig selv
til jeg mødes med min samtaler igen
Og det gør jeg uge ud og snart skal jeg i gruppeterapi
helt uden mænd
der er kun kvinder og kvinder
og det’ vist noget jeg kan li’
men lidt bange er jeg og mine billeder er krakket
så jeg jeg må tale med min samtaler og rigtig få snakket
for lige pludselig er der ting jeg slet ikke forstår
og tiden går …
Jeg går til samtaler og taler sammen
med min samtaler når jeg langt
jeg når langt og når det’ trangt
så samtaler jeg meget
Tak for hjælpen
Mandag 2. august 1993, Lyngby.
Min tak til alle mine venner
skal lyde i denne sang
I gav mig alt det de andre tog
og selv om den ikke er særlig lang
så var det alt det gode og det gav ro
i min sjæl den var pint og plaget men
nu har i gjort den som ny igen
jeg takker jer med resten af mit hjerte
det er hårdt at leve
men sådan er det
Hvis bare – åh ja hvis nu bare!
Onsdag 21. juli, 1993, Lyngby.
Bare jeg kunne se
for alt forhindre mig i det
jeg gerne vil
jeg vil kunne alt det de andre kan
jeg vil gerne leve som en rigtig mand
jeg har fand’me aldrig fået no’et
alrig gjort det
jeg er blot bleve’n slået
åh mit liv er helvede af og til
og selvom jeg har venner
som gerne vil
gøre mig glad
så skal åbenbart meget til
Og jeg har aldrig lært det dér
godt nok kan jeg edb og klaver
skrive fag og -skønlitteratur
lyrik, posisi, digte og det der dur
men jeg er bare ikke lykkelig som I tror
og jeg har ikke en båd eller et ror
jeg passer bare mig selv
passer på mig selv
engang der prøvede jeg at slå
at slå sig selv
jeg prø’vede på at slå mig serlv ihjel
uh uh uhu uh åh ja
bare jeg dog blev lykkelig
Hypotesen
Lørdag 10. juli 1993, Lyngby.
Hvis ikke jeg havde haft mindst to ting at leve for
så havde jeg forlængst drukket mig til himmels
Så ville jeg sidde på en sky og kigge ned på en by
hvor helt almindelige mennesker løb rundt
og høres deres hjerter som bankede sundt
Jeg lever kun for bevisets skyld
at de som troede jeg blot var en byld
en dag må grimme sig end sige brænde op
når de sér jeg står der på bjergets to
Lommelærke
Mandag 21. juni 1993, Lyngby.
Lommelærke
du synger så smukt
Lommelærke
Jeg elsker dig
Du gav
hvad dé ikke formåede
uh kærlighed
det var dét du gav
Nu er jeg igen
min egen
Lommelærke
du synger så smukt
Jeg elsker dig
Du sa’e mig de ting
de andre ikke turde
Åh jeg elsker dig
det var det du sa’e
Men nu er du tom
og jeg har glemt
alle de dage
og alt det du sa’e
Jeg har ikke mer tilbage
åh hvorfor netop det?
Hvorfor er det lige mig
der for altid må flakke
fortvivlet rundt
på Håbløsheden’s vej?
Det bliver nok mit sidste ord
for hvem vil tro på én
der slet ikke tror
på sig selv
på én der prøver
en der langsomt slår sig selv ihjel
Nye Tider
Torsdag 3. juni 1993, Lyngby.
Forestil dig sådan en morgenstund
hvor den gyldenrøde sol kun lige
er stået op
over den enlige skovsø
og en svag frost hænger i luften
og gør næsen øm
så det hele dufter
se sollyset brydes i vandskorpen
hør stilheden og nyd lydene og sé
over på den anden bred
sidder en natten’s fugl
og drømmer om bedre tider og frihed
Forestil dig sådan en morgenstund
sidde omkring ilden
den friske duft af røg
blandet med skovsøens sødme
og ilden brager blot
al dens energi ud mod stjernerne
solen er stået på toget og spreder lyset
men ilden holder dyrene borte
selvom duften af stegt vildt breder sig vildt
Sidde der omkring ilden
mætte og nyde skovsøen’s spejl langsomt knuses
af flyvende fugle, hoppende frøer
men insekterne kan gå på vandet
Forestil dig sådan en morgenstund
Forestil dig sådan en morgenstund
stilheden hænger tungt i luften
efter nattens regn
jorden skriger for hvert skridt du ta’r
dine fødder laver dybe aftryk i mulden
så træerne rystes
du standser op og kigger på
og ser en enlig dråbe på spidsen af en gren
tænk hvilket liv denne dråbe bærer på
som solen reflektere eksistensen i
Forestil dig sådan en morgenstund
og stjernehimlen med dens milliarder af lysende prikker der skinner
hvilke eventyr de ku berette om livet og døden om de blot kunne tale
og det røde hår vokser bare videre og kan heller ikke tale
Nye tider
og jeg forstår meget bedre
