Tag: Livet

1 2 3 derud a’

1 2 3 derud a’
Søndag 9. maj 1993, Lyngby.

Jeg fik drukket nogen bajere
og røget noget hash
det kostede masser af arbejde
og masser af cash
det gik sgu hurtigt nedad
1 2 3 og så pust
jeg fik mavepine
og mit hjerte blev knust

Mit skæg fik lov at stå
og det var ikk’ så sært
at barbere sig
det var alt for svært
jeg var på skruer og toastbrød
K-Salat og kirs’bærvin
telefonboks og digte
jeg leved’ som et svin
glemte hurtigt hvor badeværl’set lå
fjorten dage senere ku’ mine sokker gå

Men nu er jeg oppe igen, med fremtid i mit blik
og vil ikke gå i kælderen for en slik
for når jeg ta’r verden på, og siger nu’ det nok
skal alle være på vagt, hvis de tø’r sige fuck
Men jeg drikker dog stadig øl og kirserbærvin
mit indre si’r mig dog at jeg er et svin
men hvad kan, kan jeg gøre, for at leve ud min ånd
når jeg går og mangler det her’sens kærlighedens bånd?
men hvad kan, kan jeg gøre, for at leve ud min ånd
når jeg går og mangler det her’sens kærlighedens bånd?

 

Jeg vil få det godt

Jeg vil få det godt
Tirsdag 6. april 1993, Lyngby.

Tirsdag 6. april 1993, Lyngby.
Årene gik
og jeg gik med
men jeg snublede og slog mig
hvert eneste sted
jeg rejste mig op
men faldt snart igen
blev slæbt hen ad gulvet
af fjende, af ven

Årene gik
og det eneste jeg fik
var sår der blødte
og snart blev det skik
at solen gik ned
og blæsten tog fat
min sjæl blev kold
af psykisk terror og vold

Årene gik
snart er det forbi
kampen mod min fortid
og de som var der i
vil gå i glemmebogen
og det som var blåt
vil forsvinde helt
og jeg vil få det godt

Der står et træ på en mark

Der står et træ på en mark
Torsdag. 12. november 1992, Lyngby.

Der står et træ på en mark
i den blæsende vind
helt uden grobund står det rankt
i den golde jord
kun eksistensen holdes ved lige
ved mindet om regnens dråber

Der står et træ på en mark
i den stille nat
men det har tabt bladene i forfald
kun varmen kan det holde
ved mindet om solen

 

Sometimes I wish

Sometimes I wish
Mandag 9. november 1992, Lyngby.

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose …

But they touched my heart with fire
they punched my eyes with snow
and they raped my soul in desire
and some just said so so

I cried, I cried, and knew
at once my time was near
I called down His Masters soul
he told me to disappear

I cried, I cried, and knew
at once my time was near
I called down His Masters soul
he told me to disappear

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose …

But still they touch my heart
and my eyes can’t escape
I realized and try’ed to run
away from the future and into some fun

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose

 

Går gennem by’n

Går gennem by’n
Fredag 29. maj 1992, Lyngby.

Jeg går gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg lutter ensomhed

Jeg standser ved et busstoppested
og ser at bussen kommer
Her er så mørkt og goldt
selvom det snart er sommer

Og fuglene de synger, og blomsterne de gror
Jeg går hjem med sorg i sjælen mens jeg synger i kor
“Og vi kan få et L som lykke og et K som kærlighed
men det er ingen garanti for at lykken varer ved”

På min vej gennem by’n så jeg alt fra smerte til fortrolighed
Da jeg kom hjem åbnede jeg en flaske med forfængelighed
og lod tv-kvinden snakke om den syge verden, og til mig
mens min virkelighedsflugt lod mig gå en helt anden vej

Så jeg går stadig gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg masser af kærlighed

Frygtelige konsekvenser

Frygtelige konsekvenser
Mandag 9. marts 1992, Lyngby

Mit hjertes tomrum fyldes ud med varmt blod, angst og volt
I dybet ned det sank og krak, steg op igen og var så koldt
Men inde midt i centrum af, mit hjerte løb i en flod
Pludseligt flød det bort og sank, i floden rød som blod

Åh det var den periode hvor jeg var så glad, åben og lukket
Nu er mit hjerte druknet, og jeg kan stadig høre sukket
Åh det var så hårdt, den gang de trådte på mig med støvler
Men intetheden er nu svær, thi her sidder jeg og snøvler
Så den ære hvorfra jeg hørte klagende kald
Er jeg så tæt på Tilbagefald

Jeg havde glædet mig så’n

Jeg havde glædet mig så’n
Fredag 21. februar 1992, Lyngby

Jeg havde glædet mig til se at se jer
men “uheld” blev mit ord
Jeg blev sgu’ så bitter, jeg blev tømt for glæde
Jeg var sgu’ nær druknet i væde

I havde jo lovet at komme
Men forhindret blev I
Jeg var bange for mit hjerte for alvor
ville gå i hi

Nu to uger efter er jeg nærmest lykkelig
Jeg vil glemme den fortid med kaos og død
Bare være den tilfredse, lykkelige
Håbe at finde en pige som kan være mig sød

Her den sidste uges tid

Her den sidste uges tid
Fredag 21. februar 1992, Lyngby.

Her den sidste uges tid, har jeg bare været så glad
Jeg havde ingen penge men, fik gode råd, øl og mad
Jeg har sovet så godt som i Drømmeland
Her den sidste uges tid, har jeg bare været en lykkelig mand

Og kærlighed det får jeg, med min hang til poesi
og musik samt gode minder er blandt dét jeg godt kan li’
“Joh, det hele er ligesom vent, ér jeg mon i Drømmeland?”
Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, jeg ved blot jeg var en lykkelig mand.