Skrevet torsdag den 8. august 1990, Lyngby.
Det er svært at skrive om følelser
det fa’me ikke nemt
tor man bliver hurtigt grint ad
og så føler man sig klemt
Det ikke nemt hvis andre godt vil læse
det man så’n går rundt og skriver
Stik den for langt frem og den bli’r slået
og så er toget for alvor gået
Det sgu1 ikk så nemt
Det sgu’ ikke nemt
at holde fast i rammen
der er kun en udvej
at knibe røvballerne sammen
Skrevet den 25. maj 1992, Lyngby.
Jeg tror nok jeg er bange
hvad angår alt det der med
kærlighed
Jeg tror nok jeg hel’re vil la’ vær
hvad angår alt det der med
at blive ked
Jeg bli’r forfjamsket og forvirret
hver gang en kvinde
går forbi
Jeg roder rundt, si’r buh, bæ og bøh
hver gang det sker for mig
at se hende som jeg kan li’
Så jeg tror nok, at jeg er lidt dum
hvad angår alt det der med
kærlighed
Jeg vil gerne men
jeg er lidt bange for kælgihed
og så er det der igen
Gennem de mørke stuer
Hører de tavse ure
De tikke bare, men siger ikke spor
Tik Tik, nej ikke et ord
Alene i verden
Fortabt og forladt
af din eneste skat
Dit et og alt
Det bedste du ved
Din kærlighed
Stille musik uden toner, hvor er de henne?
Hvis vi genfandt den, den vi ville kende
Følelser, kolde og varme
.Ingenting eller charme
Stå altid med abne arme
Kærlighed er det du vil ha,
indrøm det kun nat og dag
Genstart
Onsdag den 22. november 2017, Brøndby.
Jeg kickstarted’ min karriere
som taber på en bænk,
i storcenterets fulde ventesale.
Det kunne umuligt blive værre
men det blev det efter første skænk,
og det var nemt at skaffe og betale.
Kirsebærvins-saftevand –
tak til alkoholikeren Thomas
som var alt andet end mand,
og fordi jeg drak på et liv
af mindreværkskompleksitet,
blev drikkeriet en vane og en bet
ofte hver aften plørestiv.
Årtier med leverædende giftindtag
kom jeg igen, igen på Lænken en dag,
til tider med rare øjne og velbehag,
en januar-aften fik mig til at takke af.
3 år efter – ædru og sober jeg lærer
at kickstarte livet og min karriere,
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
Jeg tager brillerne af
og blotter mine nøgne øjne –
slut med at leve på løgne,
hver eneste ene dag.
Sér livet som dét nu er,
på frekvensen hvor det sker –
blottet fra fortidens tåger.
Mentalt mere klar til at se,
surrealistisk klar til at indtage slutningens position.
Ofte har den været en ret livlig og tilstedeværende konklusion –
i tankerne, i hverdagens et og alt, tæt på og absurd, men nu er det slut,
og denne gang venter jeg blot på at den returnerer akut.
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
Tåren
1988, Lyngby
Der løb en tåre ned af min kind;
Blæste væk, af den kolde vind
Men der kom flere og flere, de noldte ikke op
Men pludselig gik det op
Der kom endnu en tåre
Jeg vidste hvorfor
Men det var ikke noget at prale med
Den var ømt det var smukt, det var kærlighed
Hun havde sagt et ord til mig
Hun ville ikke se mig mer’, ordet var nej
Og så løb den tåre bare ned
Tårne forsvandt + min kærlighed
Genstart
Onsdag den 22. november 2017, Brøndby.
Jeg kickstarted’ min karriere
som taber på en bænk,
i storcenterets fulde ventesale.
Det kunne umuligt blive værre
men det blev det efter første skænk,
og det var nemt at skaffe og betale.
Kirsebærvins-saftevand –
tak til alkoholikeren Thomas
som var alt andet end mand,
og fordi jeg drak på et liv
af mindreværkskompleksitet.
blev drikkeriet en vane og en bet
ofte hver aften plørestiv.
Årtier med levervædende giftindtag
kom jeg igen, igen på Lænken en dag
til tider med rare øjne og velbehag,
en januar-aften fik mig til at takke af.
3 år efter – ædru og sober jeg lærer
at kickstarte livet og min karriere,
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
Jeg tager brillerne af
og blotter mine nøgne øjne –
slut med at leve på løgne,
hver eneste ene dag.
Sér livet som dét nu er,
på frekvensen hvor det sker –
blottet fra fortidens tåger.
Mentalt mere klar til at se,
surrealistisk klar til at indtage slutningens position.
Ofte har den været en ret livlig og tilstedeværende konklusion –
i tankerne, i hverdagens et og alt, tæt på og absurd, men nu er det slut,
og denne gang venter jeg blot på at den returnerer akut.
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
Tak for intet
Tak for ydmygelsen i depressionen i bekæmpelsen af seksualitet og kærlighed. Tak for tabt humør gennem lange tider. Tak for fratagelsen af min energi. Tak for at jeg trods alt fik lov til at leve som en maskine der ikke fik andet end medibencin.
Tak for at I lod mig leve med smerten i hjertet. Smerten der kom af jeres undertrykkelse.
Jeg havde glædet mig til kærlighed og fede sommeraftener – Ja, med glæde, godt humør uden trist psykhotisk indetspærrethed autisme og angst for bank vold og afvisning. Jeg havde glædet mig til et vist niveau af viden, overskud arbejdsdygtighed, uddannelse, styrke og naturligvis ægte kærlighed og sex. Jeg havde troet at livet var mere end film.
Altid kunstig sex, vold og terror. Derfor har jeg besluttet at gøre en ende på smerten. Smerten er for ydmygende for absurd for hård og grotesk. Jeg havde håbet …
Nu da jeg er død, håber jeg at I må holde en dejlig fest, der er betalt med mit liv og blod.
Nu kan I endelig få mig helt nu da der ingen er til at gøre modstand. I vandt. Håber det var det værd. Min eneste glæde er at det er et overstået kapitel, der aldrig mere kan gøres om. Levede jeg videre ville det altid være med smerten fra dengang, som var så slem, og endvidere, hvorfan kan man være teenager når man snart er 50.
Mine nærmeste skal vide, at jeg trods alt elskede jer. Jeg håber I kan og vil leve videre uden mig.
Skevet sammen med Inters Therkildsen, I 1991 på Annebølle Ungdomshøjskole
A 210
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.
I mit næste liv
hvis
så vil jeg være død
If you’ll let me
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.
Never ever let it be so painfull again
Not to know love and respect ever again
Time to change from sad to glad
From darkness in to happyness
Never ever let it just go through the best
Noone ever told me that love could hurt so much
Noone ever told me that pain was so close
Noone ever told me ’bout the pleasure and the trust
Noone ever let me feel that rest
Evil I become but if you give me more than love
I’ll return to life with love and hope
No more boring times can save me
keep me out of dark and space
If you like me the way I am
I got myself a smiling face
Written for my dearest friend
Lørdag 16. oktober 1993, Lyngby.
I wrote her a letter
but she ever returned an answer
What have I done wrong
I keep on asking myself
What have I done wrong?
I didn’t mean to make her sad
Oh God please help me
Didn’t mean to make her mad
And nothing really matters without her
