Hypotesen
Lørdag 10. juli 1993, Lyngby.
Hvis ikke jeg havde haft mindst to ting at leve for
så havde jeg forlængst drukket mig til himmels
Så ville jeg sidde på en sky og kigge ned på en by
hvor helt almindelige mennesker løb rundt
og høres deres hjerter som bankede sundt
Jeg lever kun for bevisets skyld
at de som troede jeg blot var en byld
en dag må grimme sig end sige brænde op
når de sér jeg står der på bjergets to
Lommelærke
Mandag 21. juni 1993, Lyngby.
Lommelærke
du synger så smukt
Lommelærke
Jeg elsker dig
Du gav
hvad dé ikke formåede
uh kærlighed
det var dét du gav
Nu er jeg igen
min egen
Lommelærke
du synger så smukt
Jeg elsker dig
Du sa’e mig de ting
de andre ikke turde
Åh jeg elsker dig
det var det du sa’e
Men nu er du tom
og jeg har glemt
alle de dage
og alt det du sa’e
Jeg har ikke mer tilbage
åh hvorfor netop det?
Hvorfor er det lige mig
der for altid må flakke
fortvivlet rundt
på Håbløsheden’s vej?
Det bliver nok mit sidste ord
for hvem vil tro på én
der slet ikke tror
på sig selv
på én der prøver
en der langsomt slår sig selv ihjel
Nye Tider
Torsdag 3. juni 1993, Lyngby.
Forestil dig sådan en morgenstund
hvor den gyldenrøde sol kun lige
er stået op
over den enlige skovsø
og en svag frost hænger i luften
og gør næsen øm
så det hele dufter
se sollyset brydes i vandskorpen
hør stilheden og nyd lydene og sé
over på den anden bred
sidder en natten’s fugl
og drømmer om bedre tider og frihed
Forestil dig sådan en morgenstund
sidde omkring ilden
den friske duft af røg
blandet med skovsøens sødme
og ilden brager blot
al dens energi ud mod stjernerne
solen er stået på toget og spreder lyset
men ilden holder dyrene borte
selvom duften af stegt vildt breder sig vildt
Sidde der omkring ilden
mætte og nyde skovsøen’s spejl langsomt knuses
af flyvende fugle, hoppende frøer
men insekterne kan gå på vandet
Forestil dig sådan en morgenstund
Forestil dig sådan en morgenstund
stilheden hænger tungt i luften
efter nattens regn
jorden skriger for hvert skridt du ta’r
dine fødder laver dybe aftryk i mulden
så træerne rystes
du standser op og kigger på
og ser en enlig dråbe på spidsen af en gren
tænk hvilket liv denne dråbe bærer på
som solen reflektere eksistensen i
Forestil dig sådan en morgenstund
og stjernehimlen med dens milliarder af lysende prikker der skinner
hvilke eventyr de ku berette om livet og døden om de blot kunne tale
og det røde hår vokser bare videre og kan heller ikke tale
Nye tider
og jeg forstår meget bedre
A 193
Mandag 17. maj, 1993, Lyngby.
Kender du følelsen af sult?
En’s mave har knyttet sig fuldstændig sammen
Og bare man siger noget
synes en’s mave at stramme sig endnu mere
det er li’som det tærer på energien
Sådan har jeg det, men jeg er ikke sulten
A 192
Mandag 17. maj, 1993, Lyngby.
Du må undskylde
hvis jeg virker lidt
forelsket i dig
men jeg bli’r så varm
af forundring
når nogen interesserer sig
for mig
Kiss
Mandag 17. maj, 1993, Lyngby.
I’ll be there to kiss You
But if you kiss another
I won’t be there to kiss You
Oh you’r smile speaks books to me
thou you’r pretty eyes don’t look at me
Never thought that I could be
The one you want’ed to kiss
I’ll be there to kiss You
But if You kiss another
I won’t be there to kiss You again
1 2 3 derud a’
Søndag 9. maj 1993, Lyngby.
Jeg fik drukket nogen bajere
og røget noget hash
det kostede masser af arbejde
og masser af cash
det gik sgu hurtigt nedad
1 2 3 og så pust
jeg fik mavepine
og mit hjerte blev knust
Mit skæg fik lov at stå
og det var ikk’ så sært
at barbere sig
det var alt for svært
jeg var på skruer og toastbrød
K-Salat og kirs’bærvin
telefonboks og digte
jeg leved’ som et svin
glemte hurtigt hvor badeværl’set lå
fjorten dage senere ku’ mine sokker gå
Men nu er jeg oppe igen, med fremtid i mit blik
og vil ikke gå i kælderen for en slik
for når jeg ta’r verden på, og siger nu’ det nok
skal alle være på vagt, hvis de tø’r sige fuck
Men jeg drikker dog stadig øl og kirserbærvin
mit indre si’r mig dog at jeg er et svin
men hvad kan, kan jeg gøre, for at leve ud min ånd
når jeg går og mangler det her’sens kærlighedens bånd?
men hvad kan, kan jeg gøre, for at leve ud min ånd
når jeg går og mangler det her’sens kærlighedens bånd?
Jeg vil få det godt
Tirsdag 6. april 1993, Lyngby.
Tirsdag 6. april 1993, Lyngby.
Årene gik
og jeg gik med
men jeg snublede og slog mig
hvert eneste sted
jeg rejste mig op
men faldt snart igen
blev slæbt hen ad gulvet
af fjende, af ven
Årene gik
og det eneste jeg fik
var sår der blødte
og snart blev det skik
at solen gik ned
og blæsten tog fat
min sjæl blev kold
af psykisk terror og vold
Årene gik
snart er det forbi
kampen mod min fortid
og de som var der i
vil gå i glemmebogen
og det som var blåt
vil forsvinde helt
og jeg vil få det godt
Fri
Mandag 22. februar 1993, Lyngby.
Fri fri fri
jeg er fri
fri i mine tanker
fri i mine gøremål
fri i mine vaner
fri i mit liv
Jeg er fri
som en gul sveden sennepsblomst
på en mark
som vinden kun kan nå
mens mejetærskeren sakse
klipper mig til sidst
men jeg er dog fri
fri åh i mit liv
Fri
jeg er osse fri
dog sidder jeg bag tremmer
tykke tremmer
og låsen sidder inden for
men jeg er fri
fri frem for alt
fri til livet
Næste gang
Lørdag 26. december 1992, Lyngby.
Det gør så ondt i mig,
det har det gjort i mange år.
Jeg kan ikke mere skrive digte,
der belyser mine sår.
Der er ikke flere ord at bruge,
og de som er ér alt for få.
Og det gør så ondt at jeg græder,
at det må være værre at se på.
Jeg har prøvet at fortælle mig selv,
lejet læge, psykolog og hvad-ved-jeg!?
At jeg lever stadigvæk er vel et held,
men hvis du spør’ mig er jeg død af den leg
Det er bare skidt og kanel fordi
forklaringer og lege er forbi.
Jeg fandt svar men ingen glæde og glød
næste gang du ser mig er jeg sikkert død
