Tag: Tanker

Jeg skriver bare vid’re

Jeg skriver bare vid’re
Lørdag 10. juli 1993, Lyngby.

Jeg gider fandeme ikke skrive digte
som er specielle og underlige end sige svære at tyde
jeg vil skrive det som jeg tror alle kan forstå
jeg vil skrive helt almindeligt rigs-dansk om det der går mig på
Mikael Strunge skriver underligt men Dan Türrel er genial
Tove Ditlevsen skrev også godt men Lars H.U.G og Kasper Vinding er gal
det dér surrealistiske fis med blinkende blomster og røde agurker eller hvad ved jeg
flår min hjerneskald op og får den til at samle sig
Så jf. de første fire fede linier i dette digt
så skriver jeg det der passer mig skat
og så kan du kalde mig underlig, lad, barnlig og plat
Men vent du blot til jeg er død

Nye Tider

Nye Tider
Torsdag 3. juni 1993, Lyngby.

Forestil dig sådan en morgenstund
hvor den gyldenrøde sol kun lige
er stået op
over den enlige skovsø
og en svag frost hænger i luften
og gør næsen øm
så det hele dufter
se sollyset brydes i vandskorpen
hør stilheden og nyd lydene og sé
over på den anden bred
sidder en natten’s fugl
og drømmer om bedre tider og frihed

Forestil dig sådan en morgenstund
sidde omkring ilden
den friske duft af røg
blandet med skovsøens sødme
og ilden brager blot
al dens energi ud mod stjernerne
solen er stået på toget og spreder lyset
men ilden holder dyrene borte
selvom duften af stegt vildt breder sig vildt
Sidde der omkring ilden
mætte og nyde skovsøen’s spejl langsomt knuses
af flyvende fugle, hoppende frøer
men insekterne kan gå på vandet
Forestil dig sådan en morgenstund

Forestil dig sådan en morgenstund
stilheden hænger tungt i luften
efter nattens regn
jorden skriger for hvert skridt du ta’r
dine fødder laver dybe aftryk i mulden
så træerne rystes
du standser op og kigger på
og ser en enlig dråbe på spidsen af en gren
tænk hvilket liv denne dråbe bærer på
som solen reflektere eksistensen i
Forestil dig sådan en morgenstund
og stjernehimlen med dens milliarder af lysende prikker der skinner
hvilke eventyr de ku berette om livet og døden om de blot kunne tale
og det røde hår vokser bare videre og kan heller ikke tale
Nye tider
og jeg forstår meget bedre

Næste gang

Næste gang
Lørdag 26. december 1992, Lyngby.

Det gør så ondt i mig,
det har det gjort i mange år.
Jeg kan ikke mere skrive digte,
der belyser mine sår.

Der er ikke flere ord at bruge,
og de som er ér alt for få.
Og det gør så ondt at jeg græder,
at det må være værre at se på.

Jeg har prøvet at fortælle mig selv,
lejet læge, psykolog og hvad-ved-jeg!?
At jeg lever stadigvæk er vel et held,
men hvis du spør’ mig er jeg død af den leg

Det er bare skidt og kanel fordi
forklaringer og lege er forbi.
Jeg fandt svar men ingen glæde og glød
næste gang du ser mig er jeg sikkert død

 

Kan ikke se dig

Kan ikke se dig
Torsdag 24. december 1992, Lyngby.

Kan ikke se dig
kan ikke se dig
kan kun høre dig
og dine lyde
blind er jeg
blind med stort B
sådan føler jeg det
selvom jeg kan se

Kan ikke se mig
kan ikke se mig
kan kun føle mig selv
mærke på min krop
den er snart ædt op
af dårlige undskyldninger
påskud og løgne
kan ikke se mig
med dine øjne

Vil ikke se dig
vil ikke se dig
synes du mon jeg er sær
kan ikke se dig i de øjne
som slet ikke har mig kær

Kan ikke leve
Vil ikke se
Kan ikke høre
vil kun mærke
lad mig mærke
giv mig en chance
åh, giv mig en chance
i livet

Der står et træ på en mark

Der står et træ på en mark
Torsdag. 12. november 1992, Lyngby.

Der står et træ på en mark
i den blæsende vind
helt uden grobund står det rankt
i den golde jord
kun eksistensen holdes ved lige
ved mindet om regnens dråber

Der står et træ på en mark
i den stille nat
men det har tabt bladene i forfald
kun varmen kan det holde
ved mindet om solen

 

Sometimes I wish

Sometimes I wish
Mandag 9. november 1992, Lyngby.

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose …

But they touched my heart with fire
they punched my eyes with snow
and they raped my soul in desire
and some just said so so

I cried, I cried, and knew
at once my time was near
I called down His Masters soul
he told me to disappear

I cried, I cried, and knew
at once my time was near
I called down His Masters soul
he told me to disappear

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose …

But still they touch my heart
and my eyes can’t escape
I realized and try’ed to run
away from the future and into some fun

Sometimes I wish for the day
that I could do it in a finer way
I hope I never loose

 

Jeg har set de berømte

Jeg har set de berømte
Onsdag 19. august 1992, Lyngby.

Jeg har set de berømte skyer
da de viste sig for mig
de var altså mørke, dystre og grå
midt der på himmelen som var blå
Joh, jeg har set de berømte skyer

Jeg har set den berømte sorte kat
da den viste sig for mig, på vej
den var altså sort, med øjne to så gule
midt der på vejen den gik for at skule
Joh, jeg har set den berømte sorte kat

Jeg har set den berømte frugtbarhedsgud
da den viste sig for mig, i leg
den var altså hornet, med øjne som en vild
midt der i legen om dens egen skærsild
Joh, jeg har set den berømte frugtbarhedsgud

Og hvergang jeg så stod der, jo blot for at se
ja så hvergang jeg så, så skete der kun det
trusler om at, ild jord og vand ville kaste mig i
Afgrunden så dyb, og alt var forbi

Så Afgrunden, en dag jeg søger den, nok på held
og kaster mig, endelig lykkelig, i den hovedkulds selv
Goldt vil der være, ikke engang de berømte vil bestå
for Afgrunden har slugt alt hvad der kan kravle og gå

Men jeg har set de berømte

Søvnløse nætter

Søvnløse nætter
Onsdag 19. august 1992, Lyngby.

Natten falder på
teen er blevet kold
jeg fik den aldrig drukket
Der er stille
for englene har slukket lysene
og Gud har fyret dem

Natten falder på
og jeg går til ro
jeg kan ikke sove
En flue cirkulere
på min væg og på min næse
irriteret vifter jeg den bort

Natten falder på
ude i livet leves der
mens jeg prøver at sove
for så blot senere
at vågne og vente
til endnu en dag
på endnu en nat

 

Går gennem by’n

Går gennem by’n
Fredag 29. maj 1992, Lyngby.

Jeg går gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg lutter ensomhed

Jeg standser ved et busstoppested
og ser at bussen kommer
Her er så mørkt og goldt
selvom det snart er sommer

Og fuglene de synger, og blomsterne de gror
Jeg går hjem med sorg i sjælen mens jeg synger i kor
“Og vi kan få et L som lykke og et K som kærlighed
men det er ingen garanti for at lykken varer ved”

På min vej gennem by’n så jeg alt fra smerte til fortrolighed
Da jeg kom hjem åbnede jeg en flaske med forfængelighed
og lod tv-kvinden snakke om den syge verden, og til mig
mens min virkelighedsflugt lod mig gå en helt anden vej

Så jeg går stadig gennem by’n
og solen den går ned
igennem byens gader ser
jeg masser af kærlighed