Tag: Angst

Sandeligt siger jeg åh

Sandeligt siger jeg åh
Tirsdag 27. august 2002, Hadsund

I dybet af mit sind
blæser der en vind
en hvirvelvind af
negative følelser

Lad mig slippe ind
et sted bag hvor mit sind
afklarer sig med denne vind

Jeg orker ikke mér
øsler bort mit liv
regerer så impulsivt
grinende står du bare
er jeg mon dér eller her?
nede i dybet hvor ingen ser
sandeligt siger jeg åh og
elsker dig
når mørket atter får tag i mig

Menneskets destruktion

Menneskets destruktion
Fredag 9. august 2002, Hadsund.

Den kogende plasticsol skinner
menneskene løber panden mod
muren splitter og flænser hud
Dødsenglen danser sin dans
et ovrmenneskeligt fænomen
ingen ved det, men alle ser den

Vi kan ikke gemme os hér,
den koger, den flår, og den ser
Alt er menneskeligt destrueret
Se manden der ler, se lige dér
mennesket er som art snart kreperet
og jeg kan ikke leve her mer

Menneske,
Din Livsform, din filosofi
elskelig forandring og fornøjelse
dyriske festmiddage, Jeg vil være fri!
jorden blev kvalt i din fordøjelse
Menneske, jeg kan høre dit skrig

Endnu et nederlag

Endnu et nederlag
Fredag 10. maj 2002, Hadsund.

jeg sidder og drikker kirsebærvin
jeg drikker som et svin og er til grin
og drømmer nu om at du
kunne være her lige nu
hvor jeg dog elsker dig
min hykleriske fejltagelse er
jeg drømmer om dig nat og dag
selvom jeg udemærket ved
at vi aldrig kan dele kærlgihed!
Det er det som jeg vil ha
fra dig nat og dag
det gør så ondt at se du er sammen med en anden
det gør så ondt at jeg ku’ bede til selveste Fanden
råbe og skrige helt uden lige og slå mig halvt ihjel
når du ikke vil ha’ mig så gør det ingen forskel
men istedet vælger jeg trodse og elske dig alligevel
selvom jeg udemærket ved det der med kærlighed
min hjerte banker og tanker om dig danser med
Jeg vil altid begære, jeg vil altid lære dig at kende
et farvel og et nej fra dig er det værste som ku’ hænde
Jeg erkender uberettiget mit nederlag idag.

Træt

Træt
Søndag 5. maj 2002, Hadsund.

Når lyset sitrer og mit øjelåg blinker så vågner jeg op og er træt
natten og mørket har atter sat sit præg
strækker mig dovent i sengen og ønsker jeg kunne vende mig om
til natten og mørket for jeg føler mig svag
Træt inden dagen er begyndt og udmattet når den svinder bort
drikker jeg mig i søvn og lukker øjet og alt bli’r sort
jeg vil gerne have energi som et punkt i livskontrakten, Gud
her er så dejligt mørkt, jeg kan ikke finde kontakten til livet
og se! Nu brænder lyset og energien ud

Forløb

Forløb
April 1996
Den venter på os allesammen
tålmodigt ventende i dybets sorte
på udkig efter den næste syndebuk
parat med leén til at give sit hug
Stædig ventende på chancen kommer nær
vil Den have os og livet tæt på der
Bestemme over Livet og hvide rosers gang
som vokse ind i Himmelen, i himmelen
O’ Herre, se det hvide slør som dækker mine øjne
thi blind er følelsen – tænker, er dette livets løgne?
doven dyrisk dvælende dværgagtig døende er diset i
Din himmel den dækker øjesynets lænker og krænker alt til skimmel
Den venter på os allesammen
med udgang fra det sorte
og lokker os i dybet ned og langt bag sine porteJeg sidder i mit tårnhøje
kigger ned i meningsløshedens kælder
skuer over verden med et for øje
hvornår de min tårnhøje menig fælder
Jeg styrter i Helvede O’ Herre, jeg ser
lyset fra kilden som skinner mig nær
Angstpræget livsnyder ondskabsfuld stemplet
jeg føler mig -tænker mig, lever forulempet
Se nu lyset, det stråler så, af lyksalighed
og solen står op og solen går ned, og i al evighed
følelsen dræber og jeg stræber med, i salighed
står stille, lever, magfoldighed
Den er omkring os allesammen
knivspidsen og blottet stål
glidende lystigt, lystig, og kold som en ål

Morgengrøde over stille vande
himmelvælvet rummer stormen rettet mod solens lys på jord
stille vendende sig mod lyset, ønskende det var fra solen
ventende chokerende levende stående kvalmende, dér på molen
Se, nu oppefra en engel lys og bleg, hun smiler kun til dig,
se hun komme med frelsene budskab med befrielsens elendighed
Stønnende støvpartikler ud i luften ren og allehånde
smertesorg og angst og venten forgår som ånde
Og se nu lyset fra solen den stråle, og stikker mig i huden som nåle mit slørede syn er på vej op fra kælderens dis i alle mands tårnhøje Hvor markerne dufter forårs grønt og klokkerne ringer i klang
O’ Herre vis vej, vis lys og hvide rosers evige gang for mig
Og lyset er omkring os i en lysende ring, i et lysende liv
jeg står på Livstrapezen og venter på at tage det store spring
i ektatiske rammer, i himmelen, hjemme hos dig Herre

Så får jeg kvalme

Så får jeg kvalme
Lørdag 25. november 1995, Lyngby.

Min jakke er af et kunstigt stof
og varmer min krop fra tå til top
lun og lækker og grøn som en palme
men lukker jeg den for tæt i kragen
så får jeg kvalme
jeg hiver som en kvalt efter vejret
trækker sorte skyer ned i lungerne
kigger tomt igennem folk
vrisser når larme ungerne
forstyrrer med larmetungerne
Så næste dag ta’r jeg sgu en ny jakke på
men lukker den helt og alligevel kun få millimeter fra sammensnørringen af mit svælg
jeg går nøsten altid med den samme jakke
alligevel

Ingenmandsland

Ingenmandsland
Tirsdag 31. oktober 2017, Brøndby

Det skærebrænder i mig, så dybt
langt nede i sjælen med at finde tro –
en tro på at helbredelsen faktisk findes,
og at den på sigt vil give mig den ro,

som flugten udi det visse gav, flugten –
et selvdestruerende visit udi en mørk viadukt.
Et glemmested, et skjul, til sindet,
en tiltrækningskraft der aldrig bliver slukt

Dér i ingenmandsland skuer skærebrænderiet
på den ene side, og på den anden viaduktens mørke –
et svalendende sted, modsat ingenmandsland
som er et udelt klaustrofobisk område med tørke