Tag: Mørkere digte

Det gode menneske

Det gode menneske – version 2
Februar 1992, Lyngby.

det gode menneske fødes
og langsomt forbløder det
det bliver ondt
smerten er ekstasen
og rundt omkring mennesket
vokser frodige grønne og saftige planter
som slynger sine arme omkring
og skygger og ærer det
det urørte i menneske berøres
og det rejser sig
strækker hænderne mod himlen
og river skyerne ned
det gode menneske
spiser skyerne
og opsluges
for evigt i intetheden

og de samledes i flok
en regnvåd dag i livet
da stormen så var omme
så tog man det for givet
og de steg op i himmelfarten
og stormen den tog atter fat
et regnende helvede
et snefnug af de pæneste
i det gode menneskes tjeneste

og portene de åbnedes
massen strømmede ind
med det gode menneske i front
da blev hver seende blind
og skyndsomst man portene lukkede
til og med chancen dér
af kaos
kaos må
opstå
da skér der aldrig mere

Mit indre koger over

Mit indre koger over
Onsdag 5. december 1990, Lyngby.

Jeg er ved at sprænges
raseriet koger
Mit hoved gør ondt og mit hjerte banker
Jeg sidder alene og tænker mine tanker
Sådan er livet og sådan har det altid været
Og således vil det altid være

Tit drypper det på kinden
det er ikke særligt rart
Jeg ved godt at de siger “Man skal ikke være sart”
Men det er forkert for jeg er bare træt
Træt af at hade, at leve og at skade
Og sådan har det altid været
Og således vil det altid være
Mit hoved er ved at sprænges, jeg går ud af mig selv
Det er så tæt på og jeg er bange for
Jeg en dag slår én ihjel

 

I Helvedes Magt

I Helvedes Magt
Oktober 1990, Lyngby.

Lysglimt på himlen
Pas på I skal dø
Frygter i mon døden

Stormen kommer
Frels Jer nu
Atombølgen vil flå alt itu
Lysglimt på himlen

Ruiner overalt
I skal angre Jeres synder
Radioaktiviteten begynder

Robot intelligens og slaver
Plasticblomster i alle haver
Led dem til atomisk død
I skal dø i Herrens skød
I vil dø af radioaktivitet

Jorden brænder og så er det sket
Offeret er vel dybt frustreret
Nu da alle er kreperet

Alt vil blive smadret og brænde op i Jordens varme
Helvede lér, men der er ingen nåde, blot harme
Havet druknes i mudder, det hele er kun rod
Isen smelter til blod – åh Jord Jeg kan se dig brænde

Jordliv bli´r til mareridt og Skyerne spreder gylden død
Elektrisk begravelse, men hvad er da bedst
Vi skal alle dø i kampen mod den utæmmelige pest

Og midt på Himlen ses
Det lysnede Øje
Overnaturligt fænomen i en verden fuld af sten
Vejen til Paradiset

Onde sjæle, Vi styrter i Helvedes kælder
forevigt brændene i vore celler

 

I dén forfrosne nat

I dén forfrosne nat
Tirsdag 3. december 2002, Hadsund.

Mens jeg ser skygger danse mine blitzsekunder
stereotyperne råber mod de blå grå kolde skyer
vil jeg sidde på en trappesten i dén forfrosne nat
tavs tidstypisk triviel traumatisk helt alene selv
netop i dét mørke borte langt fra lygtepælens skær
Jeg ser verden i et flammende sihloet-utopisk lys
hører livsdød ekkoet i barnets maniske skrig
Skarpsindig dog skeptisk lukker mit øje sig i

Giv dit løfte!

Giv dit løfte!
Lørdag 23. november 2002, Hadsund.

Ta’r flasken i min hånd, min ven
og drikker tavst væsken bort, igen
kan jeg føle angsten i tanken, om
at miste dig som ven gør mig tom

En kværkende knude gør maven bedøvet
væsken jeg drikker flår sjælen bedrøvet
Får lyst til at krybe ind i varmen hos dig
som jeg ikke kan, derfor må jeg skade mig
Jeg ta’r flasken i min hånd, min ven
mekanisk uafbrudt, igen og igen

Lov nu at du vil være en livtidsven til mig
Giv dit løfte, for jeg kan ikke klare dit nej

Sandeligt siger jeg åh

Sandeligt siger jeg åh
Tirsdag 27. august 2002, Hadsund

I dybet af mit sind
blæser der en vind
en hvirvelvind af
negative følelser

Lad mig slippe ind
et sted bag hvor mit sind
afklarer sig med denne vind

Jeg orker ikke mér
øsler bort mit liv
regerer så impulsivt
grinende står du bare
er jeg mon dér eller her?
nede i dybet hvor ingen ser
sandeligt siger jeg åh og
elsker dig
når mørket atter får tag i mig