Kategori: Histtorier

Et lille juleeventyr

Der var engang en lille pige som glædede sig sådan til det blev juleaften. Det var december måned og koldt, og udenfor dalede sneen ned over det lille stråtegte hus. De var meget fattige og havde kun råd til at spise brød og grød éngang hver dag. Der var ikke noget arbejde at få i byen, og faren måtte derfor hugge brænde dybt inde i skoven så de ikke frøs. Kommunen ville ikke hjælpe, så moren måtte gå tiggergang i byen for at brødføde familien. Men ingen ville hjælpe og snart var det juleaften. Ruden var  dækket af et ugennsigtigt lag frost. Pigen som hed Amanda bad hver aften, inden hun gik i seng, til Gud om de få en god jul. Og selvom hun aldrig fik svar vidste hun at, man altid kan stole på Gud. Men en morgen da hun vågnede havde sneen begravet det lille stråtegte hus, og man kunne hverken komme til eller fra det. Hun kravlede ud af sengen og hoppede ned på det iskolde gulv og gik hen til vinduet.

Men Amanda tegnede med sin varme finger et hjerte, som hun kunne kigge ud af. Derude kunne se en mus sidde på en træstub og skue ud over det hvide landskab. Hun for hen til døren og åbnede den. Sneen føg ind og dækkede hendes ansigt. Musen var så frossen at den knapt nok rørte på sig, ved lyden af Amanda der kaldte på den. “Kom her lille mus. Kom her ind og få lidt varme,” kaldte hun. Men da den lille mus ikke svarede løb hun i sneen på sine bare fødder for at bære den ind i varmen. Lidt efter kom musen til sig selv, og den peb. Amanda gav den en skorpe brød som den begærligt gnaskede i sig. Så lod hun den løb ud af døren. “Men hvad er det dog du gør, lille Amanda,” skældte moren. “Hvorfor giver du musen dit brød, er du da ikke sulten?” Jovist var Amanda sulten, men det var musen også; og den var død hvis ikke hun havde hjulpet den. Ikke meget havde de tilbage. Efteråret var gået med at sælge alt hvad de ejede så de kumme få råd til julemaden. Men ak og ve, for mange penge havde de ikke fået. Og dem som de havde var gået til huslejen.

Fra det lille stråtegte hus, kunne man se den ind i lysende by’s mange vinduer. Amanda satte sig på den eneste stol familien havde og kiggede ud af ruden. Hjertet hun havde tegnet på ruden om morgenen stod stadig klart, og hun kiggede igennem det. “Amanda, Amanda, der er mad,” råbte moren ude fra køkkenet. Amanda tog sin bamse og løb hen ad svalegangen og ned af trapperne. Der duftede så skønt. “Husk at vaske hænder!”  Det var juleaften, og moster Ane og morbror Frans var kommet. Amanda vaskede sine hænder mens hun så sig selv i spejlet der hang over marmorvasken. Hendes lyse krøllede hår var pænt sat op, og der var lavet flætninger, og sat sløjfer i. Nu kaldte moren igen, og hun løb ind i stuen. Der sad moster Ane, og morbror Frans som røg cigar. Hun løb hen og gav dem et kys på kinden.  “Nåh lille Amanda, kan du gætte hvad vi har med til dig?”  Amanda så forventningsfuldt på den smilende morbror. Så rystede hun på hovedet. Det kunne hun ikke. “Så er der mad,” kaldte moren og alle rejste sig og gik ind til det veldækkede bord.  De satte sig alle og bad en bøn.

Så blev anden skåret an og kartofler, rødkål og sovs blev sendt rundt om bordet. Amanda fik saftevand mens de voksne frak rødvin. Efter manden skulle de daanse om juletræet. Amanda var den første til at springe rundt om det grønne træ; men hun gik pænt rundt om det, da de andre kom. Og så sang de i kor ” … glædelig jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul …” og “det kimer nu” Og ikke så snart var de færdige, før Amanda ´tog´ sit charme smil på læben, så enhver voksen ikke kunne stå for det. Morbroren bukkede sig ned og tog gavesok under træet frem og gav til Amanda. “Amanda, Amanda, hvad laver du,” skar morens stemme igennem. Amanda rejste sig fra stolen ved vinduet og kiggede sig omrkring. Bålet var gået ud, og moren stod i natkjole og så på hende. “Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet”  “Ja det er godt, kom så i seng” Amanda gik over og lagde sig i sengen. Stille bad hun en bøn. Lidt efter faldt hun i søvn.  Næste dag var dagen før dagen, men den lignede jo alle dagene, så forskel var der næppe; kun da det pludseligt bankede på døren.  Amanda havde altid fået at vide at hun ikke måtte åbne døren for fremmede. Men banken var så svag at det ikke kunne være andet et barn.

Amanda åbnede, og udenfor stod en gammel kone med et barn i favnen. Varmen mødte hende grå og gamle ansigt som pludseligt fik farve. “Må vi få lidt varme, for kulden er snart ved at tage livet af os,” sagde den gamle og tørrede en tåre bort fra kinden, inden den frøs til is. Amanda trådte et skridt tilbage og lod den gamle med baren passere. De satte sig begge ved bordet, og lidt efter fik de varmen. Amanda havde taget en spand og fyldt den med sne. Den gælkdte hun nu ud i en gryde og kogte det. I det kogende vand lagde hun tørrede urter fra foråret, og snart duftede stuen af en stærk krydret duft. Hun hældte det op i to krus og stillede dem foran den gamle og barnet. De sluprede det begærligt i sig. “Tak Amanda,” sagde den gamle kone og strøg hende blit over hovedet. Så gik de. Sent om aftenen kom moren hjem med et helt brød og faren med et læs brænde. Amanda glædede sig sådan, for allerede imorgen var det juleaftens dag. Men hun vidste udmærket godt at de aldrig kunne holde jul, ligesom dem nede i byen. En tåre løb ned af hendes kind, og en til. Og sådan blev de ved.  Da alle var gået i seng den nat, lå Amanda vågen, og så lige ud i luf-ten. Tårene trillede ned af hendes kinder, og de ville ikke holde op. “Jamen Amanda, hvorfor græder du,” sagde en stemme så.  Amanda drejede hovedet for at se hvem der talte. Men hun kunne ikke få øje på nogen.  “Her er jeg,” sagde stemmen igen.  Og da hun lagde sig tilbage i sengen så hun féen stå foran sig.

“Sig hvad du ønsker og jeg vil opfylde dit ønske Amanda,” hviskede féen blidt. Amanda tænkte længe førend hun svarede “en juleaften” Og med ét forsvandt féen. Da Amanda vågnede stod hendes mor og far midt i stuen, næsten forstenede. For midt i stuen stod det et stort pyntet juletræ med masser af godter og det mest veldækkede bord, de nogen sinde havde set. Der var ost, og der var brød, og der var vin og risengrød. Der var smør, og sukkertop. Der var kager, der var finer, der var nødder og rosiner. Der var øl og der var sul. Og vigtigtst var der jul.

Og her slutter det lille juleeventyr om Amanda, hvor moralen skal være; at give er at få.

Glædelig Jul

Druer der dræber
Mandag 20. januar 1992, Lyngby.

Med et saligt smil på læben rejste han sig, fra den blomsterfarvede sofa og gik ud i køkkenet. Her åbnede han den violblå og rosenrøde køkkenskabsskuffe. Hurtigt, thi han var bange for at fortryde, tog han den linialstore kødkøkkenkniv fram, og førte den langsomt, thi han var rigtig bange for at skære sig, op imod halsen. Det blanke Raadvadmetal blinkede jo mere han kigede på det, og solens stråler kastedes ind ad det beskidte vindue, og ind på ham og kniven. Han skyggede for ansigtet med den frie hånd, og så samtidig den overskønne Grethe komme gående nede på gaden, med en stor arm omkring sig. Det var Arthurs arm kunne han se. Grethe og Arthur og han havde gået på samme skole. Og han betænkte sig ikke et øjeblik, men smed køkkenkniven fra sig på bordet og løb ind i dagligstuen og ud på altanen. – Hallo I dernede, råbte han og trampede på altanens hårde betongulv. Han så dem standse op og kigge op mod ham. – Hallo råbte de, og straks så han Arthurs hvide tænder – Hallo råbte han igen, denne gang lid højere, så alle i nabolaget kunne følge med i hvad der skete. – Nu skal i bare høre. De lyttede. I denne tid hvor solens stråler danser som ildfluer i en mørk nat, skal jeg genfødes og genopstå. Filosofisk ikke? Himmel og hav, I skal jo høre resten, om jeg da må flygte ud i den evige nats trængsler og pinsler.
Så sandt som vi ér her, er himlen altid frisk og klar til at modtage os. Nogen skal møde op før end andre, og jeg er den udvalgte. I nat må de ske Vi er få, altså jeg mener, mig, hvis I forstår. Fx to klynger druer der hænger side om side. Grenen kan ikke holde dem begge vel? Og nu i nat skal den ene, altså os, klynge med druer dumpe, falde ned og genopstå som nye druer. Er det ikke smukt Jeg har tit set dem. De kommer af og til forbi. Men i nat er det forbi De kommer arghh arghh aldrig mere forbi. Det’ deres skyld. I ku’ bare la’ vær’ at gøre det imod os Arghh Arghh. Hann forsvandt fra altanen. Arghh Arghh. Grethe og Arthur kiggeede op på ham men sænkede så hovderne og forsvandt. Gaden var lang og bred Husene tårnede sig op på begge sider. Skyer der lingte appelsiner, og fugle der lingte duer som fløj. Jer er bange, sagde Grethe og trykkede sig ind til Arthur, som besyttende gav hende et ekstra tryk med armen, der lå omkring hendes skuldre. – Se Arthur en stor modbydelig gul hund. Den kommer lige i mod os. Og ganske rigtigt Imod dem kom en stor gul hun og den så ikke just venlig ud. Han gik forpustet tilbage til køkkenet, samlede den store kødkøkkenkniv op fra gulvet, og lod den langsomt føre op til halsen. Farvæl farvæl farvæl, råbte han højt for sig selv. Men et kraftigt stød, stødte han kniven dybt ind i halsen. Den kom ud på den adnen side kunne han mærke og vaklede ud i korridoren for at se sig i spejlet.

Denne morgen ville han aldrig kunne glemme. Så frygtelig en oplevelse kunne ikke ramme et menneske i dets bedste alder. Det varme vand var forsvundet fra bruseren. Han var helt ude af den.
Nu havde han boet der i femogtyve lange år, og altid havde det varme vand været der når han havde haft brug for det. Men nu var det forsvundet. Han tænkte med gru på oplevelsen.
“Han stod op. Gik ud på badeværelset. Ind under bruseren. Tændte for vandhanen med det røde mærke på. En, to, tre dråber faldt fra hanens gab ned på hans varme skuldre. Han var i chok. Ubevægelig og ubeslutsom stod han under bruseren og kiggede op imod den dryppende hane. Havde han ikke passet godt nok på den? Havde han ikke altid pudset den når der kom gæster, så de kunne se hvor skindene og flot den var? Havde han måske aldrig elsket sin vandhane? Jo det havde han. Mens han stod bedrøvet under hanen mærkede han duften af kaffe strømme ind i badeværelet. Men kaffens duft vækkede ham ikke. Langsomt traskede han ud fra badeværelset, men lod døren stå åben. Måske ville vandhanen ombestemme sig og begynde at vande varmt vand. Han tog tøj på og satte sig ind ved spisebordet.”
Da han havde hældt kaffen op på kanden, tog med rystende hånd et krus fra skabet og satte det på bordet. Så tog han kanden og hældte kaffe op i kruset. Han satte sig træt på stolen og så tomt ud i luften.
Klokken var kvart over syv. Idag skulle han ikke noget, havde han bestemt sig for. Kvalmen sad som en klump i hans hals. Han kunne ikke foretage sig noget før han havde fået varmt vand over sig. Måske han kunne låne naboens bad.
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991

Han rejste sig optimistisk og pakkede sit toiletudstyr. Så tog han badekåben over armen, rettede på skjorten og forlod sin lejlighed.
Klokken var kvart i otte da han ringede på hos naboen. Det var manden der åbnede.
– Godmorgen sagde han og så på manden der stod i slips og jakke. – Godmorgen sagde manden. Kan jeg hjælpe.
– Har De været i bad i dag?
Manden så på ham.
– Ja jeg har været i bad, men det har De vist ikke været kan jeg se og lugte.
– Nej, fordi der var ikke noget varmt vand, så måske jeg kunne låne Deres bad i fem minutter.
Manden så på ham.
– Låne vores bad i fem minutter. Nu skal jeg lige spørge min kone.
Manden forsvandt ind i lejligheden. Han kiggede på døren der langsomt kom imod ham. Midt på døren sad et navneskilt.
Jørgen og Sussi Hansen læste han.
Under navneskiltet sad et mærke med påskriften. Nej Tak Til EF. Så blev døren åbnet og manden stod nu igen foran ham.
– De vil gerne låne vores bad ikke sandt?
– Joh hvis jeg da må.
– Ja og her kommer vi jo så til svaret.
– Det må De.
Der blev et sekunds stilhed. Så startede manden forfra.
– Det må De ikke. Sussi, min kone siger hun ikke vil have fremmede
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991
3
i hendes badeværelse. Så De må hellere gå tilbage i Deres egen lejlighed.
– Naturligvis sagde han og gik ind til sig selv.
Klokken var kvart over. Han gik ud på badeværelset. Han tæmndte lyset. Han så på bruseren og åbnede for hanen med det røde mærke. En kaskade af vand plaskede ned over ham. Måløs stod under bruseren med alt tøjet på, mens det varme befriende vand plaskede ned over ham.
Det ringede på døren. Han slukkede for vandet og gik ud og åbnede. Det var posten.
– Der er en pakke til Dem Hr.
– Ja tak sagde han. Han tog imod pakken og lukkede døren.

Klokken var kvart i ni da han åbnede pakken. Pakken viste sig at være en lille trææske. Den var tom.

En dag da det sjaskede ned gik jeg mig en tur i min ensomhed. Klokken var mange og mørket var faldet på, jeg var træt og ville hjem, så jeg blev ved med at gå. Da jeg kom forbi et busstoppested fik jeg en manisk lyst til at smadre det. Jeg hev en et boldtbræt op af inderlommen. Jeg ville gå systematisk til værks.

Først smadrede jeg vinduerne. Så kravlede jeg op på taget af det lille busstoppested. Jeg hamrede og bankede hul i bliktaget indtil det faldt ned. Så kravlede jeg forpustet ned.

– Så du gamle, nu mangler vi kun siderne, sagde jeg til mig selv, og smadrede den ind, godt og grundigt.
Da jeg var færdig betragtede jeg stolt på mit værk. Nu kunne jeg høre bussen komme. Jeg steg ind i bussen og satte mig ved midterdøren. Chauføren havde helt glemt at se min billet; hvilken jeg ikke havde. Da jeg sad mageligt og roligt på den klistrene sæde så jeg ud på busstoppestedet.

Der var et eller andet menneskeligt der bevlægede sig. Med en slimet lyd faldt en ældre dame ud fra busstoppestedet. I kroppen sad både metalt- og -glassplinter. Dracula – din bloddy Mary er klar sagde jeg med et smil på læben.

Stop vandalismen – eller jeg smadre dit hus,

– Sig mig kødhoved’, hvad fanden lavede du der. Er du overhovedet klar over at du har dræbt en mand.
– Slap af mand, jeg kan sgu’ da selv tænke. Tror du jeg er helt åndsvag? Ja det gør du vel!
Han trådte et skridt nærmere og så ned på mig. Arktektlampen spredte sit kolde lys ud i det tomme betonrum, der lå dybt under byens politigård, midt i zonen.
– Det bliver en dyr afære med dig, hvis du ikke fortæller os sanheden. Hvorfor dræbte du ham? Hvad havde han gjort dig? Er du rigtig klog mand?
Spørgsmålene kom som raketter. Med fuld fart på susede de ind imod mit ansigt. Jeg rejste mig op foran ham. Så ham koldt ind i øjnene. Mine hænder greb uhyggeligt automatisk fat om hans hals, og løftede ham op mod loftet. Hvis han havde rakt sin hånd op mod loftet kunne han snilt have rørt det. Men hans hænder hang slapt nedad. Der var stille i betonrummet. Kun en lyd som kunne identificeres med en problematisk vejrtræningsøvelse undslap hans mund og nåede i samme sekund mit øre. Jeg satte ham ned på gulvet. Han faldt sammen foran mig. Blod løb ud af hans mund og lavede en rød plamage på gulvet. Jeg buggede mig og mærkede på hans kind. Den var kølig. Jeg gik henimod døren, men vendte mig om inden jeg skulle til at åbne den. – Du skulle have lyttet til mig, sagde jeg med en bittersød stemme. Jeg tog i dørhåndtaget og følte en væmmelse da jeg opdagede at døren ikke var låst. Det her var for nemt. Der var garanteret nogen som ventede på mig et sted. Jeg lænede mig fremad og kiggede ud på gangen. Den var tom. Langsomt bevægede jeg mig ud i en ukendt zone. Jeg husker ikke hvordan jeg kom til dette, kun at jeg pludseligt var her. De sagde at jeg havde været bevidstløs i et øjeblik. Jeg kom i tanke om at, jeg havde en pakke ciggeretter i inderlommen. Jeg tog pakken frem, tog en smøg op og tændte den. Den behagelige røg in hyllede mit ansigt i et uigennem-sigtigt tågeslør. Jeg pustede røgen væk for bedre at kunne se.

– hej stump. Frank gassede knallerten og kørte op på¨siden af den lille lyshårede dreng med skoletasken på ryggen.
– Kan du ikke sig hej stump. Hva´stump. Frank gassede atter knallerten op og kørte i en bue rundt om den lille dreng der mest af alt havde lyst til at løbe sin vej, men ikke turde.
– Det var satans. Frank steg af knallerten lidt længere fremme og stillede sig med skrevne ben foran den lille dreng, der prøbvede at komme forbi.
– Svar så din lille gnom eller jeg river hovedet af dig.
– Hva´ skal jeg sige, sagde drengen. Han var lige ved at græde.
– Hold kæft med det flæberi, elendige møgunge. Skal du have slag eller hva? Frank stak hånden inden for jakken og hev et skod frem.
– Så svar dog mand forhelvede. Skal du have bank eller hvad ?
Denne lille dreng mumlede et eller andwet.
– Hvad er det du står og siger stump. Frank puffede til drengen der gik to skridt tilbage.
– Jeeg sagde bare, mumlede drengen igen, at når min storesøster får det her at vide…
– Hør stump, din storesøster får aldrig noget at vide, for du fortæller hende nemlig slet ikke noget. Det er du nemlig slet ikke i stand til. Frank så nedladent på drengen.
– Se der, sagde drengen ivrigt og pegede. Frank kiggede ikke.
– Hold op med den fidus, sagde han. Jeg kender godt jer små lorte der altid tror at vi store altid hopper på den. Den går bare ikke.
– Men det er rigtrigt. Se dog selv.
Frank to fat i kraven på ham. Hvis du laver numre river jeg tarmene ud på dig og tvinger dig til at æde dem – rå, sagde Frank. Det har jeg nemlig selv læst i en bog.
– Vampyrtroldene af Dennis Jürgensen.
– Rigtigt stump. Hvor helvede vidste du fra at det var den den bog.
– Jeg har selv… han tav, men pegede så med rystene finger.
– Se der mand.
Frank bvendte sig om, glædeligt uvidende om hvilken fare han var oppe imod.
En lysende oibjekt bevægede sig huirtigt over dem på den asfaltgrå himmel.
– Hold da kæft mand, hvor fedest gispede Frank. Det rå sejt mand.
puf puf. Vilde lyde og sprudlende farver oplyste den dunkle himmel.
Frank slap den lille dreng og tog sig til hovedet.
– Du milde kiniser, hviskede han, og mærkede i det samme en varm væske løbe ned af venstre ben. Hvid, klæbrig, og ildelugtende.
– AD! skreg Frank, fy for satan,
– Hva’ er der, spurgte den lille dreng og så op på Frank, som skar svære grimasser. Hans ansigt fortrak sig, og små skrig banede sig vej op igennem halsen og ud af munden, før de blev til en højlydt stønnen.
Store våde pletter havede banet sig vej igennem Franks lyse bukser.
– Kan du ikke se dét. Frank løftede armen og pegede ud i det aftenblå.
– Nej, hva’ er det.
Den lille dreng så uforstående op på Frank. – Se nu forhelvede, din lille imbicile zombi. Kan I snothvalpe intet forstå. Tvinger du mig atter til at rive dit lortehovede af og trampe det flat.
Kan du ikke se hende.
Den lille dreng kiggede med store våde øjne op mod himlen. Men han kunne intet se deroppe. Istedet kunne han se Frank der af en usynelig kraft blev kastet mod jorden. Der lå han og vred sig i smerte, mens ordene strømmede ham ud af munden.
” Åh Bertha. Åh slemme slemme Bertha. Min henrivende møre bankekød. Med læderpisken vil jeg temme dig i løvens hule, i bjørnenes dans. Åh slemme og vemodige Bertha. Lad mig dog transfomere mit cellevæv til dit indres skønhed. ”
Den lille dreng så sit snit, og stak af.
Næste morgen kunne man på landet’s aviser læse:
En femtenårig dreng, Frank “Fudis” Frandsen blev igår eftermiddag fundet omkommet på vej hjem fra skole. Et øjenvidne har fortalt os på avisen, at Frank var udsat for en større overmenneskelig påvirkning fra det ydre rum. Øjenvidnet betegner det som et fatamogana. Direkte fra øjenvidnet lyder det som følger: Frank lå altså der, fuldstændig i trance. Jeg kunne intet gøre! Endvidere lyder det at Frank’s bukser blev udsat for en størrrer dosis, om vi så må sige, spærma alias sæd, som det nu engang siges på Latin. Vores redaktør’s kommentar: Ja så’n går det jo, når bruste knægte i pubateten ikke kan lade små børn være i fred. Gud være med dig Frank
Frank blev to uger efter begravet i en blykiste. Hans legme rådnede aldrig, thi politiet ville gerne efterforske og obducere ham, når de ellers en gang fik tid. Velbekomme !

– Jeg elsker dig.
Han gik frem og tilbage.
– Elsker du mig, spurgte hun, og så op på ham.
– Ja, sagde han, og lod en hånd glide igennem hendes hår.
– Skal vi elske, spurgte han.
Hun kiggede endnu engang op på ham.
– Vi har jo ikke bestilt anden hele natten. Er du ikke snart træt?
Han brød ud i latter, og satte sig i sofaen over for hende.
– Er der noget galt, spurgte han. Du har været så fraværene de sidste par uger.
– Har jeg?, spurgte hun overrasket.
– Ja. Hver gang jeg snakker til dig, gentager du mit spørgsmål, eller osse svarer du slet ikke.
– Hold nu op!
– Jamen, der må der være et eller andet, fortsatte han, og kiggede hende i øjnene.
– Lad os nu være ærlige skat. Har du en anden – en elsker, eller sådan noget?. Vi kan jo snakke om det for faen. Jeg bryder mig ikke om at du går ud med andre, og holder mig uvidende derom. – Okay – lad os tale sandhed – sagde hun. Jeg har en anden. De gav et gib i ham.
– Nåh?
– Men dú skal ikke komme for godt igang, fortsatte hun.
– Hvad med alle de gange, du har siddet og taget gæsterne på lårene, når vi har holdt fester.
– Så jeg kan vel godt tillade mig, at gå ud med en fyr en enkelt aften.
– En elsker er ikke det samme som en fyr sagde han. En elsker, er een man elsker, boller hemmeligt med. En – en man bedrager sin mand med.
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Hun stod og roede med nogle flasker. Han gik ud til hende.
– Hold nu op skat bad han.
Fem minutter efter kunne han høre døren smække. Han rejste sig, gik over til vinduet, og kiggede ned på gaden. Der holdte en Mercedes og ventede. Da hun kom ud fra opgangen, stod en mand ud af bilen, og de omfavnede hinanden.
– Satans møgsvin, bandede han for sig selv. Sådan en led stodder!
Han havde lagt sig til at sove. Men han vågnede da døren blev åbnet, og hun kom ind – fuld.
– Hej skat, lallede hun og smed sig på sengen, med alt tøjet på. Ved du hva?, han er bare rigtig dejlig. For han har nemlig, bare givet mig denne ring.
Hun lagde sin ølstinkene hånd op i hams ansigt. Han skubbede den væk, og vendte sig op på siden. Men hun blev ved. Hun lagde sig oven på ham, og begyndte at lave samlejebevægelser.Han skubbede hende af sig. Så satte han sig op i sengen.
– Hold så op. bad han. Hvis du absolut skal ud at more dig med denne don, så hold dig i det mindste væk fra mig.
– Jamen skat, du spurgte jo selv i eftermiddags, lallede hun og lagde sig over hans ben. Han kunne ikke få sig selv til st røre hende. Men noget måtte han gøre. Han skubbede hende væk, steg ud af sengen, og gik ind i stuen. Hun fulgte efter ham.
– Nu får jeg dig, sagde hun drilsk og grinede. Hun sneg sig rundt om spisebordet.
Hun havde taget en sabel ned fra væggen, som hun svang frem og tilbage, mens hun hylede og sagde at hun nok skulle få ham.
I sidste sekund, før hun svang sablen efter ham, nåede han at dukke sig. I stedet ramte hun en lampe. Pæren sprang og der blev mørkt som i graven. Han blev bange og tog derfor selv en sabel ned fra væggen. De 3 sabler de som hang på væggen, var nogle de havde investeret dyrt i som nygifte – men nu var de ikke til pynt længere – nu var de til mord.
De stødte sammen. Hun gav et skrig fra sig. Slaget var ikke til at tage fejl af. Han ramte hende en på siden af hovedet. Uden en lyd gik hun i gulvet. Han famlede sig hen til en lampe og fik tændt lyset.
Dørklokken ringede. Han gik ud og åbnede.
– Goddag, det er politiet. Deres nabo, har klaget over nattestøj. – Min nabo, den svin, Jeg har forhelvede ikke. De to politifolk puffede ham til side, og gik ind i lejligheden.
– Hallo råbte han. I røvhuller skal vise en dommerkendelse, førend I bare ka’ gå ind i folks lejligheder – sådan nogle svin. Det sidste mumlede han for sig selv.
Den ene politibetjent kom ud i korridoren, og tog fat i hans arm.
– Kom lige med herind. Er det din kone?
– Hvem?, nåh hende der. Det er min kone.
– Jeg tror desværre vi må tage Dem med på stationen, sagde betjenten.
– Må vi låne Deres telefon?. Han nikkede.
Fem minutter efter kom ambulancen.
Han fik håndjern på, og ført ned i patruljevognen.
Under køreturen udveksledes der kun få bemærkninger.
Så standsede vognen, og han blev ført ud, og ind i bygningen, der lå stor og sort foran ham.
Rum 4, blev der sagt til de to betjente, der holdt ham. Betjentene adlød, og drejede til venstre ned af en lang tom gang. De standsede. Den ene betjent åbnede døren og puffede ham ind, i stort tomt rum, hvor der kun var et bord og to træstole.
Han satte sig med besvær ned på den ene stol.
En stor og bredskuldret betjent, gik hen til ham og åbnede hans håndjern. Han ømmede sig på de røde mærker, og kiggede på uret. Klokken var fem om morgenen. Han måtte have siddet der i 3 timer. Den store betjent satte sig på den anden stol.
– Vil du samarbejde fra starten, spurgte han, og så venligt på ham.
– Hvad behager?, øh ja naturligvis.
– Godt, sagde betjenten og lod et lille smil glide over læberne. – Hvad er dit navn?.
– Mit navn?. Det er John Carlsen, sagde han.
– Og din kone?.
– Min kone? Nåh hun hedder Elisa.
– Du har givet hende en brækket kæbe og hjernerystelse. Det bliver den lukkede – er du klar over det?
– Den lukkede. Vi kan ikke lade sådan nogle psykopater gående frit rundt omkring.
Den lukkede, gentog han for sig selv. Det var sgu ikke mig… han prøvede at forklare, men ordene sad fast. Døren åbnedes og to betjente kom ind. Han rejste sig, og vaklede hen imod dem. Så strakte han hænderne frem, og de gav ham håndjernene på
Han blev ført ud af bygningen, og ind i et salatfad.
Han sad og tænkte ingenting.
I to, sagde han til de to politifolk, der sad på hver af hans side. Har I en tjenestepistol på jer, hvis nu jeg skulle forsøge at flygte?
– Naturligvis har vi det.
– Godt!, kan I så ikke hjælpe mig med at blive ekspederet over i den anden verden – hurtigst muligt?
De to betjente kiggede på hinanden.
– Det bliver sgu’ det lukkede, sagde den ene. Køreturen forekom ham uendelig lang. Flere timer, syntes han Så stoppede den, og de to betjente tog ham i hver arm, og hjalp ham ud.
Solen var på vej op. En hund gøede et sted, og på et skilt kunne han læse ordet, der var skrevet med store frygtingydene bogstaver – Nordvang.
Han sank en klump. Tænk at jeg skulle ende et sådan sted, sagde han for sig selv. En dame kom gående henad parkeringspladsen. Hun kom henimod dem.
– Goddag. Jeg hedder Ragnhild, og jeg er afdelingsleder på den lukkede afdeling.
– De må være Hr. Carlsen?
– Ja, det er korrekt, sagde han, uden at løfte hovedet.
– Kom med inden for.
De gik inden for. Det ligner et fængsel, sagde han, og kiggede sig rundt, mens betjentene hev afsted med ham.
De kom ud i et slags køkken. Hun bad ham sætte sig, og de to betjente fik en seddel stukket i hånden. Så forlod de køkkenet. – Sig mig lige engang, hvorfor jeg sidder her.
– Det ved du godt hvorfor, sagde hun. Er du klar over hvad du har gjort hende?.
– Nej, jo, men det er en lang historie. Hver aften rente hun rundt med denne her fyr, eller elsker og så…
Han brød ud i gråd. Han lagde hovedet på bordet. Tårerne strømmede ud af hans øjne. Jeg har altid elsket hende. Altid tænkt på hende, før jeg tænkte på mig selv. Altid prøvet på at gøre det så godt for hende som muligt. Og så… dette.
– Jeg elsker hende jo.
– Men du slog hende jo?, sagde Ragnhild.
– Jeg blev nødt til det. For det første var hun fuld, og ville hele tiden. Han tav, men begyndte så igen. Vi har altid været ærlige over for hinanden. Altid fortalt hinanden om vores forhold.
– Slipper jeg nogen sinde ud herfra?
Hun så på ham.
– Jeg ved det ikke.
– Hvis ikke den forbandede nabo eksisterede.
– Nå, men velkommen hertil. Vi må vist hellere finde dit værelse.
De gik ned af de lange skumle gange. Store skygger dansede på gulvet. Det var blevet helt lyst, og solens stråler dansede ind igennem ruden.
Pludselig drejede hun om et hjørne. Han standsede, og så sig rundt. Hun gik bare videre. Han tænkte, at chancen nu var der.
Men med et trylleslag sagde hun at han ikke skulle forsøge at flygte, da alle dørene var låst, og der var vagter til at passe på at patienterne ikke stak af.
Han gik efter hende, og nåede på siden af hende.
– Hvor skal jeg være spurgte han. Jeg er sulten. Jeg vil fan’me ikke skifte til jeres hospitalskluns.
– Rolig sagde hun. Du skal bo her på værelse 7. Og jo, du skal ha’ én af vore skjorter på. Og det med morgenmaden kan vi godt få ordnet sku’ jeg mene.
Han sagde ikke noget. Da de stod foran nummer syv, kom han så tæt på hende, at han nemt kunne ha’ rørt hende. Men ingen dumheder.
Hun åbnede døren. Det var en tung dør. Lavet ud af hårdt stål, og ingen håndtag på indersiden. I værelset fandtes en seng, et bord med stol, som begge var fastnaglet til gulvet.
– Fængsel, sagde han, og gik forbi hende. Hun lukkede døren efter ham. Han gik hen til det lille vindue. Udenfor kunne han se nogle træer. Han lagde sig på sengen, og faldt i søvn.
Han vågnede ved, at nogen ruskede blidt i ham
– Hvor er jeg, spurgte han. Hvor, hvad laver jeg her?. Der kom en masse spørgsmål.
– Slap bare helt af, sagde en venlig stemme. En yngre mand sad på en stol ved sengekanten, og holdte ham om armen.
– Du skal have noget at spise. Han satte sig op i sengen, og modtog bakken med smørrebrød. Han tog kødpølsen først. Den smagte ham godt. Han pressede hele maden ind i munden.
– Jeg er læge. Mit navn er Pristioff.
– Pristioff, sagde han.
– Ja! Kender De navnet? Jeg er af russisk oprindelse, men født i Danmark.
– Neit, neit, sagde han. Prestioff smilede. Hva’ fanden er det, sagde han pludselig, selvom han udmærket godt vidste hvad det var der lå ved siden af bægeret med saft.
– Piller. Beroligende piller, sagde Pristioff.
– Jeg skal ikke ha’ nogen piller. Det har jeg sagt een gang før. – Til hvem, spurgte Pristioff.
– Til Ragnhild, sagde han.
– Har dú mødt Ragnhild?.
– Ja, det var hende der låste mig inde her, sagde han med en smule irritation i stemmen.
– Tag nu de piller, så vi kan få det over stået.
– Nej sagde han.
– Godt, så putter vi det i din mad, og hvis du sultestrejker, bliver du spændt fast, og så får du drop, og indsprøjtninger.
– Det er imod loven, sagde han.
– Det er der jo så meget der er, sagde Pristioff, hvorpå han rejste sig, og forlod rummet, med en bemærkning om, at sådan nogle som ham skulle nok få bugt med.
Han sad forreste i klasselokalet. Læren stod og fortalte om, hvor vigtigt det var at kunne samarbejde og være venlig når man kom ud på arbejdsmarkedet. Ellers er der ingen der vil ha’jer, hvis I ikke har lært at være dannede. Se nu dér. Se på den måde I på. Sløve og ugidelige. Alle satte sig ranke op, og læren smilte. Jamen det hjælper ikke at I bare gør det nú. Sådan skal i altid sidde. Bare tænk på jeres rygge. Der var een som kastede en papirkugle igennem lokalet. Læren opdagede det med det samme. Sé nu bare dér. Brian – hvorfor kaster du en kugle efter de andre. Det er det jeg mener, at hvis I ikke lærer at være dannede fra nú af… – Så lærer VI det aldrig, fortsatte klassen. Den eftermiddag han gik hjem fra skole, følte han sig meget glad. Han syntes selv han havde lært noget. På vejen hjem mødte han Brian. Hej mand. Brian kom pustende op på siden af ham. Hold da kæft hvor var ham læren åndssvag, ikke også?. Gu’var han da ej, sagde John, og prøvede at slippe væk fra Brian. Men han cyklede bare op på siden af ham, og blev ved med at tale. Gider du ikke godt at skride Brian?, bad John. Jeg gider faktisk ikke have en sådant røvhul efter mig. Uha Tought gue hva’?, sagde Brian og cyklede sin vej. John stønnede. Faen osse, at så’n idiot kunne ødelægge en hel dag for ham. John skulle mødes med nogle af de andre på grillen om eftermiddagen. De var nogle stykker der køre rundt på knallert efter skoletid. Men han ville nu lige smutte hjem med tasken inden han gik ned til de andre. Han låste sig ind
i huset. Der var helt stille. Han gik ind med tasken på sit værelse, og lagde en cd’er til rette på den cirkelformede platform. Han sang med – Hvis du går og tænker på at spørge mig, hvem jeg bedst ka’ li’, ja så det ikke dig. Heller ikke østers eller lammesteg, hva’ du end kan foreslå er svaret nej – For jeg kan kun li’ rock. Dørklokken ringede. Han skruede ned. Der blev dødstille. Han gik ud og åbnede. En lyshåret pige i blå jeans og hvid silkebluse stod foran ham. Davs, fik han sagt. Hej, kan jeg låne jeres telefon?. Var, øh naturligvis sagde han, og trådte til side. Hun gik forbi ham. Hvor står den?. Øhh inde på flyglet, sagde han. Lidt efter kunne han høre hun sidde og snakke. Hendes stemme var som den sødeste musik i hans ører. Hun kom hen til ham efter at have lagt røret på. Tak for lån. Hvad hedder du?. John. Jeg hedder John, og du?. Anja – Jeg hedder Anja. Vi er lige flyttet ind på vejen i går. Så du slet ikke flyttevognen? Joh løj han. Jeg så den godt!. Hun nikkede og forsvandt ud af døren. Anja, sagde han for sig sig selv.
Det bankede på døren. Ja kom ind sagde han, og satte sig op i senge. Han følte sig underligt ør i hovedet. Han lod en hånd glide hen over hagen. Hans skæg var begyndt at vokse. En sygeplejerske kom ind. Hr. Carlson – der er besøg til Dem. Vil De have besøg Hr. Carlson. Lad for helvede være med at kalde mig for Hr. Carlson hele tiden. Undskyld, men jeg gør jo bare mit arbejde. Ja ja, så pyt da, men jeg vil sgu’ gerne kaldes for John og ikke al det der med hr.. Men hun var allerede gået. Han kiggede hen mod døren. Den åbnede sig langsomt, og een eller anden stak hovedet indenfor. Hej John, lød en stemme. Det var Elisa. Han svarede ikke. John, sover du?. Sover han, spurgte hun sygeplejersken. der stod ved hendes side. Nej, jeg har lige snakket med ham. Hun gik hen til hans seng. Hun tog hans hånd, og satte sig på sengekanten. Han åbnede øjnene og så på hende. Hej skat, sagde hun. Det er forbi mellem mig og hám. Nu skal vi leve rigtigt sammen!. Slap af, sagde han. Jeg slipper aldrig ud herfra. Bare fordi dú kom sammen med sådan en svans – må jeg tilbringe mit elendige liv her. Er du klar over hvor du er, spurgte ham. Jeg véd det. Jeg skal nok prøve at få dig ud. Glem det. For det første er vi to færdige med hinanden og for det andet er det umuligt for dig at få mig ud herfra.
Vil du skilles?, spurgte hun. Det kan vi ikke. Jeg elsker dig. Du er min mand, mit liv – du kan ikke gå fra mig på den måde. Nej, du må ikke. Gå Elisa – gå – jeg er træt. De giver mig medicin. Jeg er på stoffer. Gå, for jeg kan ikke klare mere. Hun så forfærdet på ham. Så rejste hun sig, og bakkede langsomt henimod døren. I det samme kom Hr.Prestioff ind. Nå goddag frue. Er De hr. Carlsons hustru?. Ja, det er jeg,. Ja, han er jo lidt usamarbejdsvillig, så De må hellere gå lille Dé. Elisa åbnede døren og forsvandt. Han kunne høre hendes fodtrin ind til hun nåede døren ved enden af gangen.
Nåh, sagde hr. Prestioff. Hvordan har Vi det så idag?. Udmærke, hvis De ellers ville gå Deres vej, sagde han, og kiggede henimod vinduet, så han ikke behøvede at se på lægen hele tiden. Ved de egentlig hvorfor De er her?. Ja, det var jo fordi jeg stak konen en på snotten. Korrekt!. Det er den officielle forklaring. Men den rene sandhed er en helt anden, som hvis De den fik at vide, sikkert ikke ville kunne lide.
Nej hov!, stop engang. Hvornår har De sidst barberet Dem?. Hva’, hvorfor det?, spurgte han. Prøv at mærke dem på hagen. Han lod hånden glide over hagen, og mærkede igen denne uldne hård vækst. Ja, det er underligt. Men jeg er jo osse blandt underlige mennesker, sagde
han. Jaee, hvis De er iblandt Dem selv, så har De ret, grinede hr. Prestioff. Meget morsomt. Lad mig låne en telefon. En telefon, gentog hr. Prestioff. Ja, du hørte jo godt hva jeg sagde. Hvad er en telefon, spurgte hr. Prestioff oprigtigt. I sov’jettere ved sgu’ da heller ingen ting. Det hedder ikke sov’jettere men russere. Har du ikke gået i skole. Hva’med at lærer at tale ordentligt dansk før de lader Dem ansætte på en anstalt som denne. De skiftes ret jævnligt mellem at tiltale mig med De og dú. Hr. Prestioff, sad længe og kiggede på ham. Hva’satan glor de på, råbte han. Hvis De, om jeg må forlov, vil have en chance for engang at slippe ud, må De samarbejde. Og iøvrigt bør De ikke være så uvenlig. Og bare fordi jeg er fra Rusland, skal De ikke behandle mig som De gør.
Han lagde sig til at sove. Der var intet andet han kunne eller måtte foretage sig, når han var hér. – Jeg vil udherfra, hørte han sig selv mumle. Sagde De noget, spurgte hr. Prestioff. Kan jeg låne en blok, spurgte han. En blok og en blyant. Ja, det skulle der ikke være noget i vejen for, sagde hr. Prestioff. Men, hvad har De tænkt Dem at skulle lave med det tænkte maritriale?. Jeg skal bare låne en blok og en blyant, så jeg i dette fangeskab kan udfolde mine kunstneriske talenter. Det sidste sagde han i en tone, så hr. Prestioff var ved at styrte ned af stolen af grin. Åh gud, hvor er De morsom. Men jeg skal nok sørge for at De får Deres blok og blyant så hurtigt som muligt, hvis De så vil love mig een ting. Lad mig høre, sagde han. De skal sværge på, at De resten af tiden vil samarbejde, ikke lave noget flugtforsøg. Han kan læse mine tanker, tænkte han. Hr. Prestioff fortsatte. Og ikke lave noget De ikke bør. Jeg sværger, sagde han. Hr. Prestioff rejste sig, og forlod stuen. Lidt efter kom han ind igen, med en stor A3-blok. Værssågod, sagde han, og gav ham blokken. Han tog imod den. Næsten rev den ud af hånden på hr. Prestioff, som et barn der river julegaven ud af sin mors hånd. Så ikke så hidsig, du husker jo vores aftale. Han nikkede. Jeg skal nok komme ud herfra tænkte han. Men han sagde det ikke til Prestioff. Jeg kan kun klare højst én uge til hér.
Solen skinnede udenfor, og “de” havde åbnet gittervinduet, så den friske luft nu strømmede ind i rummet. Himlen var blå og skyfri, og han sad i lænestolen med en kold øl, dom han efter mange diskussioner havde fået lov til drikke alene.
Da han havde boet derhjemme med Elisa, havde han været så glad. Men nu da han var taget tilfange, følte han sig mere depremeret end nogen sinde før.
Han kiggede på uret. Klokken var 14.25. Hele fem lange
minutter til besøgstiden startede. Han regnede ikke med at
nogen ville komme. Men han havde nu alligevel en idé om at
een eller anden ville slå et smut forbi. Men han tog fejl.
Ingen besøg den dag. Den aften havde han samlet sine få
ejendele i en plasticpose. I morgen ville han være en fri
mand. Det bankede på døren. Kom ind, svarede han. Så er der
aftensmad, sagde en sygeplejerske. Jeg kommer nu, sagde han.
Han rejste sig og fulgte efter hende. Hendes bagdel
vrikkede kunne han se. Hun vendte sig om, for at se om han
fulgte hende. Han standsede. Hun så ham an, og så vendte hun
sig om for at gå. Vent lidt, bad han. Hun vente sig atter om.
Ja?. Du må, du skal hjælpe mig. Med hvad?. Hjælp mig udher-
fra. Hjælpe dig ud. Ja!. Det kan jeg da ikke. Jeg er kun
sygeplejerske. Jeg ville helt sikkert blive fyret hvis…
Hvis de nu opdagede dig, fortsatte han og nikkede be-
kræftende. Hvorfor vil du ikke hjælpe mig. Jeg er ikke syg,
som mange af de andre. Jeg er normal. Hva’ siger de andre
ansatte om mig?. Du er voldsmand, sagde hun. Voldsmand,
gentog han. Ja, hr. Prestioff, din læge, siger du er dybt
deprimeret, lider af tvangstanker, og at du er voldsmand. Nå,
ser man det. Og det tror du selvfølgelig på ikke. Nej, det
gør jeg da ikke. Jeg ved godt, at mange af de patienter der
indlægges her, faktisk er som dig og mig. Helt okay. Han
nikkede. Godt, så kom ned på værelse syv, når du har tid, og
lejlighed til det. Jeg skal forsøge, sagde hun. Han gik ind
på spisestuen, og satte sig ved et tomt bord. Kartofler,
brunt klister sovs og bøffer. Han tog fire kartofler og to
bøffer. Han syntes ikke maden smagte ham, så han skubbede den
til side, og tog istedet isdeserten, der stod i en lille
stålskål ved siden af hans tallerkern. Den smagte ham godt.
Han bad en af køkkendamerne servere ham endnu een, og
underligt nok, fik han hvad han bad om. Så blev freden brudt.
Ind i spisesalen kom hr. Prestioff. Han rejste sig og skred
uden at sige goddag til hr. Prestioff, der måbende stod og så til.
He. Carlson, kaldte hr. Presstioff ud på gangen. Men det
nyttede ikke noget. Han gik ud i køkkenet, og satte sig, hos
en af madammerne. Han er en underlig een – ham Carlson,
bemærkede køkkendamen, da hun så Prestioff. Tjaee, det har De
nok ret i frøken, sagde han og tog en slurk kaffe. Hvad har
han egentlig gjort, siden han er her?. Ikke noget specielt,
svarede Prestioff. Ikke andet end at have slået sin kone, som
han nu er gået fra og… Han tav. Og hvad?. Han ved for
meget. Ved han for meget. Er det forbudt?. Ikke spor ikke
spor. Men det er for farligt hvis hans viden slipper ud i
offentlighedens søgelys. Især hvis Ekstra Bladet for nys om
noget, så kører møllen. Derfor er han hér. Nåhh, sagde
køkkendamen. Det må jeg da nok sige. Ja, personeligt er jeg
osse i mod at vi har ham herm neb det kan koste ós dyrt hvis
resten af Danmark, endsige resten af Verden, får noget at
vide. Jammen fortæl mig hr Prestioff, sagde køkkendamen, og
gik hen for at låse køkkenet af. Hun vendte tilbage til
bordet og satte sig direkte over for hr. Prestioff. Han,
alså Hr. Carlson, har engang haft et arbejde hér på Nordvang,
hvorfor det ikke er så smart at han nu kommer igen – som
patient. Du ved ligeså godt som jeg at vi i kælderen gemmer
ting og sager, som egentlig ikke burde gemmes. Det ved hr.
Carlson. Han er blevet tilbudt 1/2 million kroner, for at
fortælle hvad han ved. Og han er godt på vej til dte. Men
hvorfor har han så ikke fortalt det mens han var fri, spurgte
køkkendamen, og tændte sig en cigaret. Fordi han for det
første har aflagt éd på at han ville holde dét hemmeligt for
evig, og for det andet og tredie – han er for dum. Køkken-
damen sad tavst og kiggede ud i luften. Slipper han så
aldrig mere ud? Jeg tror det ikke. Men hun vidste bedere.
De må vel osse helere gå nu hr. Prestioff. Jeg skal til at
lukke køkkenet af. De rejste sig begge to. Hr. Prestioff gik
rundt om bordet. Han greb køkkendamen om skuldrene og knugede
hende spontant ind til sig. Uh nej hr. Prestioff. Hvad er det
dog De gør, kan de så la’ vær’. Men det var allerede for sent. Hr. Presstioff forlod køkkenet.
Han sad på værelset og kiggede tomt ud i luften. Klokken havde paseret 15. Han lagde sig til at sove, men kunne ikke. Det bankede på døren. Ja kom ind, sagde han. Det var sygeplejersken. Så er det nu, sagde hun. Hurtigt fik han taget sin jakke på, og tog tasken med sine få ejendele under armen, og fulgte efter hende.
De sneg sig ud af bygningen. Der var tomt så langt øjet rakte. Vi
tager bilen her. Tag den kittel på. Hun smed en hvid kittel over til han. Han tog den på. Sæt dig nu ind, sagde hun. Hva’, nårh ja. Han satte sig ind. Jeg er vist lidt…sløv idag. Udenfor ruden susede landskabet forbi. Jeg er fri. Fri – fri – fri. Det er kun et såørgsmål om tid før de opdager du er væk. Jeg var så heldig at få ekstra arbejde som chaufør. Du skal faktisk være taknemmelig. Dét er jeg osse. Han lænede sig over og kyssede hende på kinden, så varevognene svingede faretroende fra side til side.
Så du, nu skal du ikke begynde på nogen frækheder. Man kan heller aldrig føle sig sikker når en mand er i nærheden. Årh tak for det. De kørte i lang tid. Pludselig standsede de op, foran en stor mørk bygning. Hvor er vi. S-banen. Har du penge til et tog hjem. Til et tog?. Kan du ikke køre mig helt hjem.
Desværrer nej. Jeg skal hurtigt tilbage. Ellers fatter de mistanke. All right. Han kyssede hende på kinde, for anden gang den dag. Her tag denn. Hun rakte ham en hundred’. Tak dú. Han småløb ned af trapperne der første op til perronen på den anden side af bygningen. Stationen var næsten tom. Kun en enlig dranker sad med en flaske. Han gik videre. Toget til København afgår ved spor seks lød det i de ophængte højtalere. Han gik under banelegemet og op på spor seks. Få minutter efter kunne han høre toget. Han satte sig i en ikke ryger kupé. Det lange ophold på hjemmet, havde afvennet ham med rygningen. Så måske alligevel havde det været nytte til. Nu skulle han hjem til Elisa. Min dejlige Elisa, sagde han for sig selv. Hvor jeg dog savner hende. Syv lange måneder uden kærlighed. Det sidste sagde han i en ironisk tone. Togkontroløren åbnede døren ind til kupén. Goddaften hr. Må jeg se Deres billet?. Han rakte billleten frem. Kontroløren tog den. Klippeden den, og gav ham den tilbage. Så fortsatte han sit arbejde og der blev atter stille i kupéen.
Toget standsede. Han kiggede ud af vinduet. København – mit kære hjem, sagde han. Tog sine ting, og forlod kuppen. Selv hovedbanegården var tom, til trods for at klokken kun var omtrent atten stykker. Han hyrede en taxa. Et kvater efter stod han foran sit mål – sit hjem. Han kiggede op mod vinduerne. Han tænkte, at det så underligt ud. Ingen gardiner, intet lys og ingen stemmer eller musik deroppe fra. Elisa var ellers ret vild med Cliff Richard. Det undrede ham at der ikke var nogen. Hvad skulle han sige, nåt han nu stod der, og hun åbnede døre. Goddag min elskede, det var rart at se dig igen. Har du savnet “daddy”, mens han har holt lidt gratis ferie på Nordvang?, eller, Hey baby, er maden klar Han åbnede døren til opgangen. En sær lugt slog ham i møde. Han snusede dybt ind. Røg?, eller døde dyr, lugtede det af. Han stod nu foran døren. Foran døren til sin kærlighed – Elisa. Han ringede på. Men ringeklokken virkede ikke. Han skubbede til døren. Den gik op. Det var satans, udbrød han. Han gik ind i lejligheden. Der var ingen. Der var intet. Hele lejlighedem var tømt. Alt var væk. Væggene var tomme. Han gik ind i det der havde været sove værelse. Der lå en seddel på et lille træbord, han engang havde gevet hende i bryllupsgave. Han tog sedlen op, og begyndte at læse.
Kære John.
Hvordan skal jeg dog forklare det for dig. Det hele er gået så skævt, siden den dag. Du er indlagt, og nu stukket af og eftersøgt. Jeg har ingen mand – kun i papirene. Det hele er forbi. Men John. Du skal vide, at da vi var sammen elskede jeg dig. Jeg elskede dig. Men så opdagede du jo at jeg havde en nær ven uden for ægteskabet, og derfor gik det galt. Åhh John. Tilgiv ,ig. Du tror sikker, at jeg bare var en sådan pige, der bare vár, ikke havde nogle følelser
eller noget. Men John du tog fejl. Åhh bare vi ku’ses igen. John – uanset hvor du befinder dig, så skal du vide at jeg stadig elsker dig
Med kærlige hilsner din ELISA
Han krøllede sedlen sammen og smed den på gulvet. Langsomt gik det op for ham hvad der var hent, mesn han havde været indlagt.
Han så tomt ud i luften. Han gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet, tog en øl. Rundt i de tomme og golde stuer gik han. Udenfor var skyer begyndt at samle sig i en stor sort dynge. Parat til at skylde menneskehedens ugerninger væk, tænkte han. Han tog sin frakke på og forlod lejligheden i opløftet tilstand. I hånden havde han stadig sin øl. Han gik ned, og kaldte en taxa. – Kør mig til by’n, sagde han. Så gerne, svarede chauføren ham.
Idag skulle de på strandtur med skolen. Alle mødte op foran skolen. Kom så børn, sagde læreinden. Alle børnene samledes. Bussen kommer om lidt, sagde lærerinden. Alle så forventningfulde op på hende. Bussen kom, og alle børnene masede for at komme først. Han satte sig forest i bussen og begyndte at læse en bog af Dan Türell. Nåh John, sagde lærerinden. Hva’er det du sidder og læser?. John svarede ikke. Lærerinden satte sig på sædet bag ham. Hvis du ikke sbart lære at svare når man spørger dig om noget, så får du problemer senere hen i livet. John kiggede på hende. Så stoppede bussen og de steg alle af. Ja, så går vi, sagde læreinden. Alle sammen fulgte hende. Stranden var øde. Kun nogle få mennesker gik tur med deres hunde, og en enkelt pige red på en hest. Joh gik for sig selv, og der var da heller ingen som forhindrede ham i det.
Hej dú, skulle du ikke af nu. Han vågnede med et sæt. Hva’, er vi her allerede sagde han. Ja, og nú er det ud. Han åbnede døren, men chauføren greb ham i armen. Det bliver lige 150,- kroner for servicen hr. Han tog sin tegnebogfrem. Han stak chauføren de 150. Han nikkede og forlod taxa’en. Underlig mand, mumlede chauføren for sig selv. Han gik ned igenne strøget. Der var masse af mennesker. Omsider var han nået så langt op ad strøget, at han kunne se Rådhuspladsen. Han stod foran døren. Er du ude på at lave ballade hér, så smut bare med det samme, sagde dørmanden, og nikkede til ham. Han kiggede på manden. Hvor meget koster det at komme ind. En halvtredser!. Hér, sagde han, og gik forbi dørmanden, der kiggede langt efter ham. Lokalet han kom ind i var fyldt op. Han slog sig ned på en tom barstol. En tredobbelt ‘on the rock’s, sagde han. Så gerne. Han drak den hurtigt. Tørrede munden i ærmet. Han bestilte en til. Fandes kælling, mumlede han for sig selv. Jeg elskede hende jo, og så…og så tager hun en skide anden mand istedet for mig, bare fordi hán har flere penge end jeg. Jeg kan ikke klare det. Han forlod baren. Det var blevet sent, og der kørte ingen busser, og han havde ikke penge nok til en taxa, og hvis han havde – hvor skulle han så sove?. Tårene begyndte at løbe ham ned af kinderne, og i et ubetænktsomt sekund jokkede han døvstum ud på kørebanen. Han nåede lige at se en lastbil, så blev alting sort.
Hun sad ved morgen bordet. Han var gået på arbejde. De var lige flyttet ind i et splinternyt parcellhus. Telefonen ringede. Ja hallo, det er Elisa. Hvad?, hvem taler jeg med?.. Hospitalet? Min mand?. Nårhh John. Johh, så sandt så sandt. Vi har været gift engang. Men ellers har jeg ikke… hun tav. er han død?. Kørt over?. Jammen. Jeg kommer straks. Hun skrev en seddel.
En time efter stod hun i elevatoren. I spejlene kunne hun se sig selv. Sit bange ansigt. Tænk hvis der var sket ham noget alvorligt. Hun fandt en sygeplejerske på den gang, som hun i telefonen havde fået opgevet. Hallo De der. Ja?. Kan De ikke vise mig hvor John Carlson ligger?. Naturligvis. Denne vej. Tak!. Hun fulgte efter sygeplejersken. Dér!. Sygeplejerske pegede på en dør. Hun ventede lidt til sygeplejersken var gået. Så åbnede hun døren på klem, og kiggede indenfor. Der lå han – alene. Hun sneg sig stille ind i værelset. Stanken af størknet blod og medicin hang hende i næsen. De gule gardiner gav et skummelt lysforhold i værelset. Hun kiggede på journalen der hang i fodenden af sengen. John “smølf” Carlson. Født 26.2.1964. Hendes blik faldt på dianogse. Svært kraniebrud. Smadret højre lunge. Venstre fod forvredet. Åh gud. Hun brød hukende sammen. Hun måtte sætte sig på en stol, men der var ikke nogen stol. Det rum hun sad i var ikke noget almindeligt sygeværelse. Det løb hende koldt ned af ryggen. Hun satte sig på sengekanten. Tårene strømmede ned af kinden. Hun strakte hånden frem for at age ham på kinden. Hun gav et skrig fra sig. Hun steg ned fra sengen. Gik baglens hen til døren. Tændte lyset, og nærmede sig så sengen igen. Han ansigt var fordrejet i en diabolsk grimasse. Øjnene var åbne, men det så ikke ud til at han så noget. Hun satte sig atter på sengekanten. Som en slanger der hugger, skød hans hånd frem, og greb hendes. Hun frøs fast til is. Han begyndte at tale. Han måtte trække vejret efter hver ord. Stemmen lød som han talte igenne slim. Hvorfor opsøger du mig her Elisa, er du kommet for at fryde dig på mit dødsleje?. En tåre dryppede fra Elisas øje, ned på ham. Han ænsede det ikke. Åhh John. Jeg er frygtelig ked af hvad der er sket dig. Når du bliver rask, skal vi nok få det godt. Få det godt?. Du har jo ham den anden. John!. Det er slut mellem mig og ham. Han var bare eén der hele tiden villle… hun tav. Han nikkede. Hvad hed han?. Kan det ikke være lige meget nu?. Okay han hed Niels. Niels, gentog han. Niels hvad?. Niels hvadfornoget?. Ja, hvad var hans efternavn, spurgte han, og tog sig til hjertet. En rallen unslap hans strube. Han hed vist Christiansen, tror jwg nok. Elisa, det er for sent. Jeg kan mærke det. Det er for snet. Dú må ikke dø råbte hun. Åh Elisa Jeg… el…sker…dig… Elisa… Han lukkede øjnene og stønnede. Neeeejj. Skriget var så højt at flere sygeplejersker og læger kom styrtene ind. Hun lå med ansigtet på hans bryskasse. Han er død. Død gentog hun for sig selv. To læger hjalp hende ud.
John Carlsson’s død blev forfærdelig og smertefuld. Han døede med sjælen fuld af smerte og troen på sit & Elisas ægteskab burde have været et lykkeligt foretagene. De sidste ord han sagde var : Jeg leved’ med troen og håbets glød, Jeg troede på kærligheden. Jeg leved’ lykkeligt til min forstående død, og livets tråd blev så rød.